Ikke rigtig?- Chris

S: Søen
O: Skoven og søen
V: Hmm.. Okay
T: aften, solnedgang

Amy kom gårende fra skoevn, hun var på vej ned mod søen. Hendes vinger lod ned af hendes krop, som de formede sig efter. Hendes sort hår hvad sad op i en høj hestehale. Vinden tog blidt fat i hendes kjole. (billede.) Hun lagde hovedet let på skrå. Hun kiggede tilbage over skulderen, med et kært blik. Hun rystede kort på hovedet, før hun kiggede ud over vandet. ”Så smukt,” hviskede hun stille for sig selv. Hun lagde armene omkrig sit mave. Næsten alt mindede hende om hendes mor eller hendes fortid. ”Jeg skal snart komme videre med mit videre,” hviskede hun stille. Hun løftede øjebrynet. ”Ja,” svarede hun til noget. Hun sukkede stille, det lignede jo at hun snakke med sig selv. En ulv kom trippede mod hende. Det var ikke over stor med hellere ikke lille. Hun smilte og rystede lid på hovedet.

Chris gik mod søen, som havde en rolig glød over sig den nat. Han kiggede mod solen, som stadig skinnede. Han hvæsede stille af den! I forhold til vampyrer, der ikke kunne klare solen, så var det noget andet med dæmoner. De kom fra helved, og de skinnede helligt hver gang en solstråle ramte dem. Dæmoner kom til at ligne engle, efter de havde ude i solen. Omridset ville være det samme. Og deres vinger hjalp dem ikke ligefrem. Han stoppede roligt op, da han kunne mærke en trist, sørgmodig energi, som strømmede ustyrligt rundt. Ki-energien i dette menneske havde sluppet ud. En del af sjælen havde søgt ly hos Chris, der kunne mærke energien, og følelserne strømme med blodet i hans krop. Et vindpust gav Chris gåsehud. Han trådte forsigtigt tættere på. "Hvad er der galt? - og jo. Der er noget galt. Din sjæl sladrer," sagde han roligt.

Amy stod vel næsten med ryggen mod ham. Ulve vendte sig om mod ham, han lagde ørene tilbage, og knurrede stille. "Så så rolig nu Kiba," sagde Amy stille. "Ja, du har rigtig noget er galt. Men ikke noget som er noget, det er ikke noget som du behøver at vide. Det er helt okay.. Jeg er ved bare lidt trist," sagde hun med et sødt og nuttet stemme. Hun vente sig mod ham, men et lille smil, som ikke noget øjne. Hun kiggede på ham, med et roligt blik. Hun kiggede ned mod Kiba. "Shh!" Snerrede hun meegt stille til ham, for hun kiggede på Chris. Hun lod hans lugte komme ind i hende, hun lagde hovedet let på skrå. "Hvem er De så?" Spugte hun stille og sødt.

"Jeg kan måske hjælpe? Det er et forsøg værd?," sagde han stille, og trådte frem fra mørket, ud mod solen, hvor han begyndte at glitre som flere tusinde diamanter. Han vidste godt, hvad hun var; dødsengel. duften, udseendet og ellerd den energi, hun lukkede ud. Han trådte lidt tættere på, og sendte ulven et; Hold kæft - faretruende blik. Ikke fordi han ville gøre den noget, men den skulle knurre af ham. "Intet bæst skal hævde sig over mig," sagde han surt, og knurrede tilbage, da den forsøgte at skræmme Chris væk. Han betragtede dødsenglen. "Hvem, eller hvad jeg er?," spurgte han roligt, og rettede lidt på sit surt siddende hår, der bare var i vejen lige nu.

Hun puffede til Kiba, han stoppede med af knurre. "Undskyld mig for ham, han er ikke vane til andre den lille ulv," sagde hun undskyldende. "Det tror jeg ikke. Eller jo, men det bliver ikke let." Hun kiggede ned i jorden, hun rødmede lidt uden af vide hvorfor. "Jeg tror bare jeg har bruge for at komme videre, jeg sætter på en måde fat. Fat i fortiden´, alt for fat i mine minder," mumlede hun stille. "Når ja, jeg er Amy, og det er Kiba," sagde hun venligt. HUn kastede med hovedet mod ham. "Han gøre ikke noget," sagde hun. Det lyd ikke rigtig i hendes ørene.