Kamp mellem krigere (Malakel the Vanquished=privat)

S: en lysning i skoven
T: 21.00
O: træer, sten, kviste og jord
V: Vinden blæser let og der er en smule køligt

Barishan havde sagt til Malakel at de skulle mødes efter en uge i skoven. det havde Barishan sagt sidst de mødes ved stranden. en del var sket på den uge der nu havde gjort dette møde og denne kamp uundgåelig. Barishan stod og følte i vindmodstanden hvornår Malakel dukkede op. Barishan vidste at Malakel ville komme, ikke fordi Zane ønskede Barishan død men fordi Malakel var en jæger, et bæst, et monster. Barishan kunne ikke lade Malakel's ondskab sprede sig mere og han blev nød til at prøve på at stoppe Malakel. Barishan stod klar med højre hånd på sit sværd. Vinden strøj let gennem hans gule hår og et par svedperler rislede langsomt ned af hans pande. Ikke fordi han var træt eller bange men fordi han hold sig et hundrede procent koncentreret. Barishan vidste at det her ville blive en hård kamp, en kamp han måske ikke ville vinde.

Ud fra træerne, ligesom blæsten gav sit stærkeste vindstød, kom han til syne, vaklede nærmest ud med et ret så lallet kropssprog. Hans ene hånd ikke fæstnet på sit sværd, og han så dog for undrende på den lille aspara da han igen truende tyede til våben uden Ma'lakel egentlig havde gjort ham noget. Vinden rev i den lange læder frakke. De grønne bæst øjne lyste næsten i begejsting over at se Barishan igen. Han var ikke kommet hvis ikke det var fordi han følte sig på ubeskriveligt legesyg som han lige idag gjorde, ellers ville han ikke have haft tid til det. Det kunne Zane's små elver bøsser vel selv finde ud af? Som en ulv, utålmodig men dog stadig rolig, gik han få gange frem og tilbage. Han bevægede fingrene ivrigt inden han stoppede op så han kunne beskue det ansigt han snart ville stå med i hænderne, blodet ville flyde så smukt ned af hans hud, kærtegne hver enkel celle i hans krop. Og få lysten til at komme tilbage, vanviddet til at forsvinde fra hans så forvirrede sind, vække et sygeligt morderisk begær. Med et arrogant, overlegent smil så han på den unge aspara og slog armene ud:

,, Hvilken kold velkomst jeg for, jeg troede du tjente min dejligt dumme herre?.. Eller du har måske skiftet mening i det lange løb, lille dukke dreng?".

Han klappede i hænderne og vaklede nogle skridt bagud. Han så mærkeligt, ufokuseret ud: måske, nej! Dæmonen havde da ikke været så dum at drikke før de skulle til at slås for livet?!

Barishan stod klar og helt stille som en knæler klar til at angribe sit bytte. Det virkede ikke som om han troede på at Malakel var fuld, hen var overbevist om at det var for at snyde ham. Selv om det ikke var så ville Barishan aldrig undervurdere en modstander som Malakel. For Barishan var det her mere en mare en kamp, det var en test, en test på om Barishan var værdig nok til at lede Asparaerne i kampen mod Zane og vigtigst af alt om han var klar til at kæmpe imod Zane igen. Barishan knep øjnene sammen og et sagte smil viste sig på hans læber. En svedperle gled ned af hans ansigt og dryppede fra hans hage. Ligemeget hvad den her dag bragte ham så var klar til konsekvenserne.

'' Zane overlevede med nød og næppe et møde med mig Malakel. Jeg så ham give alt godhed i sin sjæl til Djævlen. Jeg kan ikke lade ham syre Di Morga med ren ondskab. Jeg troede jeg kunne influere Zane til at blive en god konge. Men det er for sent nu''

Barishan stod og kiggede Malakel direkte ind i øjnene for at vise han var seriøs.

'' og du er hans lærling. Det ville være for farligt at lade dig leve så du kan hjælpe ham med at udføre sin ondskab. Jeg ville være dum hvis jeg lod dig gå i dag ''.

Ma'lakel stod stille i den tid hvor aspara'en talte. Så ud til at være ædru i et øjeblik som de fik en nervepirrende øjen kontakt. Men det var en øjen kontakt der snart blev brudt igen. Hvilken smuk tale, hvilken dejlig information han sugerede til sig fra netop dette væsen? Så hvorfor skulle de absolut slås? Hvorfor ikke bare ligge sig ned i græsset og se på de mange skyers mærkelige former. Hans blik flakkede kort og han rystede hovedet let ingen han svarede. Han rejste hånden imod hans store sværd, og som finger spidserne rørte ved håndtaget på monster sværdet, blev der uløst en trykbølge som strakte sig flere meter igennem skoven hvor de befandt sig. Aspara'en der for det første var en stor kriger og for det andet var et af de smukkeste, reneste væsener på jorden, ville højst sandsynligt føle det som en mave pumper. Luften der blev presset ud af kroppen det korte sekund hvor bølgen ramte. En ubehagelig følelse af noget ondt ville aspara'en kunne føle i det sekund. Skrigende fra alle dem som Ma'lakel i sin tid nådesløst havde slagtet, kunne høres. Alt og ingenting lå i den tryk bølge der bare var en kort smagsprøve af hvad han egentlig var i stand til. Hvis han kunne skabe sådan noget bare ved at holde om sværdet, hvad kunne han så ikke præstere når han trak det?!

,, Så er det derfor møg elveren er så vidunderligt sadistisk fortiden.. Ååh.. så sødt, giver en helt lyst til at gennem kneppe ham, ikke sandt?! Ku-ku-ku..", en ond klukken kom fra ham.
Dybfølt, hår rejsende.

,, Men... lille blondie, hvad det her virkelig går ud på ved vi begge. I virkeligheden er det jo ikke Zane som er ondskaben her... det er dig selv, ikke sandt? Hvor mange har ikke faldet for din hånd, så vel som for Zane's, i din tro at de var 'onde', i din illusion om at det var 'retfærdigt', eller 'rigtigt'? Dine hænder er malet med blod Aspara, så hvem giver dig ret til at dømme? Hvem giver dig og din slags mere ret til at reagere, end så mange andre når jeres hænder er lige så røde som mine egne? Hvem har givet dig magten til at være andres bødel? Gud? Dine forældre? Den skøge af en kvinde der i sin tid sked dig ud? Det tror jeg næppe, for i sidste ende dukke dreng, er du lige så hæslig, lige så modbydelig som mig. Den eneste forskel er at jeg ikke gemmer mig bag illusioner om retfærdighed, godhed, eller rigtigt og forkert. Men det er ikke for sent endnu... hvis du virkelig gerne vil redde folk, hvis dit ønske om ikke at se en tyran på tronen, så lad være med at gemme dig.. Du er det vi begge blev født på ny til at være, fra da vi fik et sværd i hånden. En dræber... en smuk, 'barmhjertig' dræber. Sat på jorden som dens hajer, vi er farlige og skræmmende men hvis vi ikke var her, så ville verden gå under! Balancen.. dø?".

// Ma'lakel har alllt for meget i diplomacy og charisma -.-''

Barishan rørte sig ikke ud at stedet. Han virkede ikke bange for Malakel's sværd eller den kræft det lukkede ud. En kriger der er klar til kæmpe med alt hans væsen, han frygter ikke en modstander lige meget hvor meget han spiller med musklerne. Barishan havde troet at Malakel ville skjule sine kræfter og ikke vise dem allerede. Barishan var nu overbevist om at Malakel var bange. For kun en person der frygter sin modstander vil prøve at skramme dem med deres kræften før selve kampen begyndte. Dette gav Barishan mere mod på sig selv, han vidste nu at det ikke var en som Zane han stod overfor. Da Malakel stod og talte smilede Barishan let. * så det er virkelig hans plan, at prøve at få mig til at tænke over hans ord, ændre mening og tøve. Han bruger virkelig alle de psykiske moves. Han er klogere en Zane på det punkt *.

Barishan sagde sagte. '' Jeg er ikke født til at kæmpe, jeg kæmper ikke fordi jeg nyder det. Jeg er langfra som dig Malakel. Jeg kæmper så der en dag ikke er brug for folk som os, jeg kæmper for en verden med fred og lykke hvor folk som os kun er stræk historier for børn. Jeg ved jeg er fortabt, en morder ligesom dig. Dog er nogle vigtige ting der gør at jeg ikke er et monster som dig. Jeg har en somvittighed og jeg dræber kun for at beskytte andre. Jeg nyder ikke at dræbe, jeg hader det. Jeg er ikke født til at dræbe som du er. Jeg har bare indset at nogen bliver nød til at betale prisen for at redde verden for morderiske monstere som dig. Jeg vil med glæde tage en titel som morder på mig så ingen andre behøver det. Jeg kæmper for fred, du kæmper for sjov. Vi er måske begge krigere, men mere ens end det er vi ikke, Malakel. Tro ikke dine lille mind games virker på mig ''.

// Sorry der gik så længe med at svare men har ikke haft mulighed før nu //

// Det er ok.. lol - What, you're waving your hand around, like ya're som kinda Jedi?! Mind tricks won't on me, oonnlly money ~ love on Watto xD!

Ma'lakel smilede ved aspara'en ord. Helt dum var han ikke og helt nem var han heller ikke at have med at gøre. Han kunne mærke at hånden omkring Zenkai dirrede, ikke sværdet direkte men den energi der undslap det. Zenkai ville dræbe, som en kamp hund der var parat til at flå sin modstander op. Den ville æde, sulten og åh så sulten og vred over at den ikke var blevet fodret i evigheder. Derfor var dens hungren så stor så brutal. Så selv aspara'en ville kunne føle det ondskab der knitrede i fede, tykke lag rundt omkring Ma'lakel. Det var umiddelbart ikke halv-dæmonen der nærede nogen stor form for fjendtlighed overfor aspara'en. Nærmere, sværdet der krævee hans blod. Men et andet godt spørgsmål var så, om det virkelig var sværdet eller om sværdet blot afpejlede sin mesters virkelige intentioner? Han greb omsværdet forblev intakt, i den til hvor Barishan holdt ved det. Hvis aspara'en skulle flyve på ham fordi den blev pissed eller på anden måde ikke kunne tåle mere rent mentalt og derfor tyede til en voldelig, agressiv, handling, ville Ma'lakel have fordelen, selvom han ikke mente at den plan ville lykkes så var det sjovt at stå og filosofere med sådan et... dumt væsen? Med et glimt i øjende svarede han Barishan, imens han tog et skridt imod venstre og så til højre efter lidt tid, for så blot at ville derefter vende og gå den samme lige linje igen, som en utålmodig jæger.

,, Interessamt, du siger altså at du ikke er som mig, selvom du indrømmer du er en morder. Åh så rørende", tager en finger op til øjet med sin frie hånd, de sidste ord sagt i klar sarkasme, og lader en af sine lange beskidte negle kratte tårer kanalen for at tvinge en tårer frem og spille på at det 'rørte' ham!

,, Sådan en lille god, barmhjertig, Aspara. Vil du virkelig lege usynlig helt når det kommer til stykket, det tror jeg næppe. Ser du, der er små ting fra mennesker der afspejler sig i os, et af dem er grådighed. Og hvis du, som du hævder har en samvittighed som du mener jeg mangler, burde det heller ikke være så sært hvis du gerne ville have folk så dit arbejde og vidste hvad du har gjort. Væsener som dig, er hvad de er fordi de i sidste ende vil druknes i den hyldest de for fra folket. Det handler ikke om at nyde at dræbe eller ej, lille blondie, faktum er at du dræber, du dræber uden at tænke den tanke at det liv du tager måske var uskyldigt, så den undskyldning er desværre, brugt før.." immitere en lys stemme:
,, Se på mig, jeg er så god, og jeg hader ikke, jeg kan ikke lide at slå ihjel jeg gør det bare, for den tro at jeg kan skabe en hel ny verden hvor alle kan være bedste venner for evigt, og holde i hånd og plukke blomster. ,, imitation slut, løftet øjen bryn imod Aspara'en.
" Helt ærligt! Tag dig sammen og se dig omkring, din lille drøm er en drøm der ikke kan gå i opfyldelse, fordi mennesket, og verdens mange andre væsener ikke ønsker det. Du vil ændre en verden som er perfekt, just the way it is? Du forstyrre balancen, forstyrre fødekæden. Jeg tror ikke du hørte godt nok efter, du er ikke helten, du er hajen! Uanset hvordan du vender og drejer det, uanset hvor meget mere 'samvittighed' end mig som du mener du har, trækker du alligevel dit sværd med kold blodige intentioner om at dræbe og det kan du ikke benægte! Din beskyttelse af nogle uskyldige bliver døden for flere uskyldige.. og sig mig igen, hvordan kan det være du dømmer mig ud fra omslaget af min bog? Hvad hvis jeg har samvittighed? Hvad hvis jeg ikke er denne ondskab du er så overbevidst om? Hvad vil du gøre Barishan, hvis du engang vågner og finder ud af at alting ikke er lige så sort og hvidt som du gerne vil have det. Alting er ikke kun ondt og godt.. ondt og godt, eksistere ikke.. kun", han satte en finger til panden. " herinde.. i dit hoved."

Barishan kiggede mod Malakel og fulgte en hver af hans bevægelser. Han tog et bedre greb om sit sværd. Han følte det her som to løver der stod overfor hinanden, klar til at angribe når den anden lavede et forkert bevægelse. Selv Zalzura (Barishans sværd) reagerede på dette møde. Det gjorde det ellers kun når Barishan stod overfor en Vampyr eller Zane. Det var nærmest elektricitet i luften. Den lette brise var bevægede alt i den korte stund hvor Barishan ikke svarede. Efter noget tid kom et smil på Barishans læber og han kiggede Malakel i øjnene. Hans krystal blå øjne viste nu at han tog Malakel mere seriøst en han havde gjort før, de viste også en vilje til at kæmpe.

'' Du tager fejl. Jeg ønsker ingen hæder eller at blive kaldet en helt. Jeg ønsker ikke at folk ser op til mig eller ære mig. Faktisk ønsker jeg det modsatte. Jeg ønsker ikke at folk skal se op til mig fordi der intet godt er ved at være en morder som mig. Jeg ønsker ingen hæder fordi folk ville tro det var en god ting at blive som mig. Jeg ønsker redde verden for folk som os. Jeg valgte den her vej, jeg ofrede mig om blev bare en anelse som dig så andre kunne nyde livet uden at vide at folk som os engang fandes''.

Barishan holdt en lille pause, så grinede han sagte og sagde. '' balance. Alle har godt og ondt i sig, det er op til dem selv at vælge hvad vej de følger. Der er ingen mellemvej når alt kommer til alt. Man vil altid hælde enten mere mod god eller ond. Vi ved begge to hvilke sider af denne krig der repræsentere hvad. Oprørerne er det gode og Zane's folk er de onde. Nok ønsker alle ikke fred og lykke. Men lad de personer der ønsker krig og blod kæmpe imellem dem selv og dem der ønsker fred være for dem selv. Se det er der filmen knækker. For folk som dig nyder at dræbe dem der elsker fred. Fordi du ved de intet ondt vil så prøver du at skabe noget ondt ud af det. Du finder glæde i at vende godhed til ondskab, glæde til sorg, lykke til smerte. Du lever for det, ånder for det, det er din næring. Derfor Malakel, derfor skal du dø idag. Jeg bliver nød til at stoppe dig før det er forsent for flere uskyldige''.

Ma'lakel's iver blev ikke mindre af Barishan's ord. Det var tydeligt at se galskaben der begyndte at tage over, sværdets mørke, dets forvredne vanvid og blodtørst begyndte meget svagt at afspejle sig i Ma'lakel selv. Han forblev endnu som et dyr der utålmodigt gik frem og tilbage før den hoppede på sin modstander, men som Barishan's ord sluttede, der sluttede Ma'lakel's utålmodige gang frem og tilbage. Han så med forundring på den lille blondine, hans øjne der sammen tidigt afspejlede galskab, og vanvid, blev også påvirket af et lille brændende lys der tændes: nysgerrighed. Om det var godt eller dårligt at den smukke unge aspara havde vækket denne lille form for fascination inde i Ma'lakel, var ikke til at vide, og hvilken form for fascination det var, kunne heller ikke gennemskues. De grønne øjne stirrede på Aspara'en i en rum tid før at man kunne hører et lille klik omme bagfra hans ryg og Zenkai var blevet sluppet fri. Han tog sit sværd, sin nye halvdel og rakte hånden lige ud fra sit bryst inden han vendte sværdet lodret og tvang spidsen ned i jorden så det dækkede en kvart del af sværdets oprindelige længde. Han holdt stadig ved det, men man kunne godt mærke at hans kræfter ikke skød ud af ham, og det gjorde hans medfødte dræber instinkt heller ikke. Han ville ikke slås, det var ikke det han var ude på lige i dette øjeblik, selvom det faktum at deres klinger på et tidspunkt skulle mødes i løbet af denne stund de havde sammen, var uundgåelig. Han så på aspara'en, med største alvor denne gang. Som mente han virkelig hvert enkelt ord der kom ud af hans mund, og at det ikke bare var sagt i et halvt sarkastisk og hånligt tonefald for at få Aspara'en til at miste fokus.

,, Det er du virkelig overbevidst om, ikke sandt? Hvor meget jeg end ville snakke, ville dit stædige lille hoved aldrig lytte. Du er fortabt, fortabt i et spindelsvæv lavet af disse uskyldiges egne illusioner, om hvad de vil have og hvad de ikke vil have. Du siger alle har godt og ondt i sig, hvorfor er det så forkert af mig at gå af den mørke sti? Hvad du påstår er forkert, du er blind, man bliver drevet ud på den mørke sti af andre. Hvis du hele dit liv for at vide du er 'god' af dine små aspara venner, så bliver du i sidste ende også 'god' , fordi du begynder at blive overbevidst om at du er det. Jeg... jeg er blot et produkt af hvad mennesket selv har avlet, hvad de uskyldige selv har horet frem, tal ikke til mig om uskyldige, tal ikke til mig om krig, eller noget som helst andet. For det er ligegyldigt.. det er alt sammen så uendeligt ligegyldigt. Mine lyster og glæder, hvorfor er de så meget anderledes fra dine?.... Vi skal eksistere aspara, og selv hvis det lykkes dig at udrydde alle os, så vil de 'uskyldige' stadig føde børn, børn... der i sidste ende vil blive til dig og mig igen, og så kan du begynde forfra, og i sidste ende dræbe dem du har arbejdet på at redde. Det er balancen, du kan ikke ændre den, det startede med menneskets egen kujonagtige afskyelighed, det startede med mennesket, så længe de er her... vil folk som os, også være her. For at beskytte dem, for at æde dem, da vi repræsentere hver sin del af dem. Krigen er blot et produkt af deres egen egoisme, der nu har korrupteret et andet væsen. Drevet dette individ ud i vanvidet, ud i illusioner... Jeg er ikke farlig, jeg er et lam.. en marionet i skæbnes dukke teater. Dræb mig og du for ingenting.”, der stoppede han.
Hans ord havde været så oprigtige som et lille barns, han havde fortalt hvad han troede på, og hvad han var overbevidst om. Men han vidste at den lille blondie ikke ville forstå, det gjorde de aldrig. De klamrede sig til deres lille verden af at alting var simpelt, alting bare vare godt og ondt, og satte ikke spørgsmåls tegn ved hvor det hele kom fra.
,, Men du er ligeglad med det, ikke sandt? Hvis du vil slås, lad os slås, men vid at hvis du slår mig ihjel, har du blot dræbt én myrer i hele myretuen, og at der vil være mange hundrede til at erstatte mig.”

Barishan trak sit sværd Zalzura. Da han trak Zalzura kom et stort vindstød, alle blade og små sten fløj forbi Malakel. Dog var vind stødet overhovedet ikke stærkt nok til at være et angreb. For første gang siden Zane reagerede Zalzura på et andet væsen end en vampyr. Selv Zalzura var klar til kamp. Barishan stillede sig klar. Hans krystal blå øjne udstrålede at han var alvorlig, at han tog Malakel seriøst og var klar til kamp.

Barishan kiggede Malakel ind i øjnene og sagde. '' det er dig der ikke har forstået Malakel. Jeg ser mig ikke som god. Jeg har druknet i had før, jeg har dræbt. Nu står jeg igen og møder den skæbne. De gode er dem der ikke kæmper, det er dem der uden at slås ville ofre sig for verden og for at finde godheden i andre. Dem der ser det gode i alle og stoler på det af hele sit hjerte. Jeg er blot en kriger, jagtet af de fejl jeg har lavet i mit liv. Men i sidste ende står jeg stadigvæk og kæmper for de gode. Ved du hvorfor jeg gør det Malakel. Ikke fordi jeg er god. Det er fordi jeg ved at verden kan ændres som den er blevet så mange gange før. Muligheden er der for at de rette mennesker ændre verden. Fjerner den egoisme og had der engang skabte os. Fjerne den had og frygt der styre verden. Ser du det er ikke menneskerne der skabte os. Det var verden, samfundet, den tid vi er i. Du siger du ikke er farlig. Du siger du er et lam. Både du og jeg ved det ikke er sandt. Der er få krigere ligesom os to Malakel. Få krigere der har sådanne synspunkter, få der virkelig tænker over hvorfor de kæmper og hvad de i virkeligheden kæmper for. Dræber jeg dig dræber jeg en der kan ændre verden til det værre. Dræber jeg dig får jeg ikke intet. Jeg kommer et skridt tættere på at ændre verden så sådan nogle som dig og mig aldrig bliver skabt. Jeg kæmper ikke for at vinde, jeg kæmper fordi jeg har valgt en sag jeg kæmper for. Den sag vil jeg dø for. Jeg vil dø for min holding. Er du klar til at dø for mine holdninger Malakel? ''.

Barishan satte begge hænder om Zalzura og holdt godt om det. Han så stadigvæk Malakel ind i øjnene. Zalzura hvinede og hvæsede af Malakel. En enkelt sved perle gled fra Barishans pande og ned over hans næse og faldt mod jorden. Barishan tog et dybt åndedrag. Kampen var tæt på nu. Det var faktisk lidt sørgeligt. De var begge to den samme slags kriger. Hvis verden havde været anderledes. Hvis alt var anderledes kunne de have været blevet gode venner. Måske kunne de være blevet bedste venner. Men sådan så verden ikke ud. Nu stod de klar, de vidste at en af dem ville dø i den her kamp. En enkelt tanke fløj igennem Barishans hoved. * jeg vil kæmpe med alt mit væsen Malakel, så gør dig klar. Jeg vil ikke holde mig tilbage. Selvom din sind er korrupterede og forpint vil jeg ære dig ved at give alt jeg har i mig *.

Vindstødet fra Barishan’s sværd fik skubbet den lange sorte læderjakke bagud, godt nok var vindstødet ikke stærk nok til at skade Ma’lakel eller rokke ham overhovedet, men hans tøj blev revet let i, det samme gjorde hans hår. Det var ved at være slut med den lille snak. Ma’lakel havde ikke kunne få aspara’en til hverken at trække sig eller på anden måde give ham et forspring dog havde han haft et bag motiv ved at lade det lille stykke af Zenkai gennembore jorden, som en sikkerheds foranstaltning hvis det nu ikke gik som han havde forventet, og forbløffende så gjorde det det ikke. Han fik ikke sin vilje denne gang, men det gjorde ham ingenting for hvad han fik ud af det i stedet for var bedre end at have skrallet aspara’en og bryde denne psykisk ned. Oprigtigt nysgerrigt lyttede Ma’lakel til aspara’en, med det samme alvorlige udtryk som malede hans ansigt ligesom før da han selv havde talt. Lige så alvorligt som aspara’en tog dette, ligeså alvorligt tog Ma’lakel det. Han havde fundet sin modsætning, det var en meget sær følelse. Blondinen havde forstået det, han havde endelig fattet det, der var ikke godt eller ondt, der var ikke noget der kunne skelnes så let, der var én selv og så dennes holdninger. At sige at man gjorde det for det gode’s skyld var dog noget der trak lidt ned i karakteren, men overordnet havde Barishan givet Ma’lakel ret, selvom han havde pakket det mesterligt ind. Han havde tilstået. Ma’lakel holdt ved Zenkai imens de grønne øjne mødte aspara’ens blå, imens også hans sværd hvæsede, spruttede, skreg, hungrede efter at støde sammen med den anden klinge med en blodig intention om at dræbe! Ulven der stod foran lammet, begge to lige meget indstillet på at det var dem der skulle overleve og ikke den anden. Der blev skyllet en stilhed indover stedet som de stod der. Ma’lakel med en meget afslappet holdning og Barishan der var klar på kamp, ivrig som en kamphund der blev holdt tilbage inden den skulle ind i ringen og dræbe. Der var noget sorgmodigt over det hele, en sær form for stemning idet Ma’lakel blot gav Barishan et nik. Meget formelt, måske lidt for formelt til at man kunne forestille sig at Ma’lakel gjorde det: det var en slags accept, og et tegn til at han tog imod udfordringen. Ma’lakel havde accepteret Barishan som en værdig modstander, og det kunne betyde både død men også barmhjertighed. Han satte en hånd på det øverste af Zenkai’s håndtag, og lukkede kort øjnene for blot at åbne dem kort efter. De grøn-gullige øjne havde et mærkeligt flammende lag over sig efter han havde åbnet dem igen: flammer løb op fra hans øjne, blålige, alt ødelæggende flammer. Han havde dog ikke ændret øjn farve, selvom man skulle tro det. Med det gjort gik der ikke længe før han gav en indvendig kommando til Zenkai der adlød med det samme! (Bankai! xD) Stille begyndte jorden at ryste, så blev det gradvist værre og værre, og til sidst: jorden omkring Ma’lakel og Barishan faldt sammen, revner kom frem og blev større og større, og op fra dem rejste en mur af blå lilla ild sig. Kun et ord blev sagt under hele denne demonstration af kræfter:
,, Hell.. Fire..”.
Også ilden fra Ma’lakel’s øjne begyndte at forandre sig til at have et mere lilla lignende skær. Hele denne store mur der var omkring Ma’lakel var meget simpelt, noget der var til for at forhindre aspara’en i at flygte, Ma’lakel ville dræbe det var der ingen tvivl om. Han trak Zenkai op fra jorden, og stod med sit sværd i begge hænder. Hans flammende øjne holdt til ørne greb omkring Barishans. Hvis de skulle slås, var der én af dem som skulle dø!
*Må dit skinkende blod male mine forpinte hænder, thi stemmen ønsker jeg tager dit liv til mig nu, velkommer det som mit eget barn.*

Barishan så flammerne komme op af jorden. Barishan vidste at hvis han holdt sig på jorden kunne han ikke vide hvor ilden ville komme næste gang. Brugte sine vind evner til at trække to granater fra sin taske. En røgbombe og en nervegas granat. Han trak ved hjælp af vinden splinterne ud af granaterne og de faldt mod jorden og røgbomben sprang. Imens fløj Barishan op i luften. Hvis han var i luften havde han et bedre udsyn og for at sikre sig at Malakel ikke sendte ild igennem der jord han stod på. Nervegas granaten sprang også. Dog havde Barishan en plan med den gas. Nervegas kan ikke ses eller lugtes. Det perfekte våben for Barishan. En lydløs dræber. Barishan vidste at han blev nød til at bruge alle hans bedste taktiker imod Malakel. Et forkert træk og han ville blive drabt af dette monster han stod foran. I Barishans øjne var Malakel den fødte dræber, ledet af instinkt. Dog var han også klog og snu. Det var helt klart en modstander Barishan aldrig troede han ville stå overfor, men han måtte vinde. Han havde intet andet valg. Der var for meget der afhang af denne kamp. Alt var som gik det i slowmotion for Barishan. Han havde startet kampen med en af hans specielle angreb. Dette angreb krævede ikke meget energi af Barishan og var derfor perfekt at starte med. Barishan kiggede ned mod røgen og følte igennem vinden hvor Malakel stod. Han var dog blottet oppe i luften men det var et sats han var nød til at tage. * hvis jeg holder afstand kan jeg bruge mine angreb på afstand, jeg skal ikke tæt på det sværd. Men kan han teleportere ligesom Zane så ender det sikkert i en nærkamp. Jeg har aldrig haft så stor ærefrygt overfor en modstander som jeg har mod Malakel. Det her er virkelig en kamp til historiebøgerne *.

Fordi at Ma'lakel's øjne var fast låste på Barishan og alle hans bevægelser, opdagede han at to genstande faldt til jorden, dog hvad det var vidste han ikke, men uden tvivl så hvad end det var så ville Asparaen selv væk fra det, og det alarmerede ham. Som det lyse angelic væsen rejste til himmels ved hjælp af sine kræfter, sprang Ma'lakel bagover, ud af den ild han tidligere havde fremmanet for at få Barishan inden for rækkevidde til at han nemt kunne hukke i ham med Zenkai. I forhold til Ma'lakel selv besad sværdet en større styrke end kroppen han holdt den med. Man kunne på en måde kalde den kilden til hans nuværende sindssyge styrke, og hvis Barishan valgte at se efter var det ikke til at se på Ma'lakel's ydre at han brugte så enorme kræfter som han egentlig gjorde og som burde dræne ham. Det var sværdet. Sværdet der havde fået stoppet energi ind i sig, Ma'lakel selv der havde siddet og fedtet med at få så megen af hans egen livs energi og kræfter ind i det magiske metal så muligt, for at bruge det som et overskuds lager til hvis han selv personligt ikke havde mere i sig, så ville han kunne tappe sværdet og vinde lidt mere styrke, og lidt mere tid der kunne være nok til at vende en kamp, eller han kunne bruge det hvis han ville lave noget stort men ikke ønskede at blive alt for drænet lige fra starten. Minutter, sekunder, var guld værd i en kamp til døden. Og det var præcis hvad Ma'lakel så dette som, enten døde han selv eller også døde Barishan, én af dem skulle dø. Da han var sprunget ud af den 'ild' ring han havde skabt sekunder før, fokuserede han på den og fik de lange væge af blå lilla Hell-fire til at gå sammen i enderne og lave en slags kuppel rundt om hvad end Aspara'en havde smidt derinde. Dog nåede lidt af noget røg'? At snige sig ud oppe fra toppen af selve kuppelen inden den fik lukket sig helt sammen, og man kunne ane at inde for de blå lilla murer kom et gråligt mønster efterfyldt af noget giftigt grønt.
Ma'lakel rynkede brynende:
... Hvad var det?? Røg bombe?.. Og noget giftigt stads.. han er ikke så lidt fræk!.. Jeg må finde på noget mere effektivt... han er ikke lige så dumdristig som en forelsket elver, eller lige så hovmodig som en dæmon...
Da selve tiden det tager at koncentrer sig om at få hele til at forene sig er lang når Ma'lakel ikke at reagere yderligere på Barishan's næsten handlinger. Dog når han at se op imod himmelen der hvor han formoder aspara'en burde være.

//Lille svar, beklager meget Dx!

Barishan kunne se ilden omkring røgen. Han smilede ondt. Han kunne føle trangen til at dræbe Malakel voksede. Han brugte sin flyve evne og fløj højere op. Han ville holde afstand til Malakel. Det virkede som om Malakel ville tættere på ham, derfor ville han længere væk. Imens han fløj kiggede han ned på Malakel. Hvad var det for en ild. Den gjorde nervegassen synlig. Heldigvis havde han en granat mere med nervegas i tasken. Men det var til senere brug hvis kampen blev lang. Barishan brugte sine vind evner til at løfte omkring tredve små sten op i luften med vind. Han fokuserede og sendte dem af sted mod Malakel fra alle retninger. De fløj af sted hvis de ramte ville de have samme effekt som en patron der blev skudt fra en pistol. Barishan kunne føle hvordan han hungrede efter at se Malakels blod. Denne kamp var spændende. Malakel havde haft ret, Barishan var som ham på det punkt. Barishan ville bare ikke indrømme det over for sig selv. Han nød at kæmpe, han nød at se sin modstander lide og vride sig i smerte. Dog respekterede han Malakel nok til at gå efter at dræbe ham ikke pine ham. Dog vidste han at Malakel var en stærk modstander og chancen for han selv ville dø var lige så stor. Barishan var klar. Angrebet var dog desværre en indikator på hvor meget energi han havde tilbage. Hvis han brugte det samme angreb senere i kampen ville Malakel se at Barishan ikke ville kunne løfte så mange sten og sende dem af sted i samme fart. Barishan kunne kun bruge det angreb engang. Mon det var nok. Var dette hurtige dødbringende angreb nok. Barishan troede det ikke, det var derfor han fløj højere op. Han troede at Malakel ville finde en måde at undgå det eller overleve det. Kampen var lige startet. Barishan ville ikke undervurdere en modstander som Malakel, en som han respektere så meget. En han så som sin ligemand. Barishan vidste at ilden Malakel styrede kom fra jorden, men kunne han også sende den af sted fra andre steder. Barishan måtte være på vagt og holde sig på afstand som i kampen mod Zane. Barishan måtte finde Malakels svage punkt. Han vidste at hvad hans næste træk ville være. Men tænkte Malakel også så langt. Var Malakel også et skridt foran i kampen. En ting vidste han. Der var at jorden ikke var et sted Barishan ville kæmpe.

Ma'lakel som ikke var forberedt på de tredve sten der kom imod ham reagerede på intet andet end instinkt da den første sten gennemborede hans tøj og banede sig vej ind i hans hud. Derefter lavede han en kommando til Zenkai og der blev skudt en stor tryk bølge ud, energi der blev presset ud overalt omkring Ma'lakel's krop, ikke for at forhindre stenede i at ramme men for at formindske deres fart betydeligt så de ikke ville have så fatale skader. Ud af alle stene var der kunne nogle få der fik fatale skader på Ma'lakel og som det lykkedes at skade ham. Nogle havde stødt imod Zenkai's klinge hvilket selvfølgelig havde fået sværdet til at hyle ud i raseri, et krigs hyl kun Ma'lakel kunne hører da han var dens herre. Efter energi bølgen ramte samtlige sten ham, men deres fart var ikke stærk nok til at bore sig igennem hans tøj, det ville være samme hastighed som hvis en person stod nogle få meter fra ham og kastede dem. Det gav et ubehageligt svagt stød, men så var der heller ikke mere til det. Dog kunne han godt mærke hvordan dele af hans krop dirrede og skreg af smerte over at være blevet gennemboret, men denne smerte var let at ignorer. Han så op på himmelen og kunne de blondinen hænge triumferende i luften, dog havde denne ikke tænkt på at ændre kurs endnu: Ma'lakel smilede som han fik en genial ide. Hans øjne blev ved med at se indgående på aspara'en i luften, men det var ikke ham som han fokuserede på! Han begyndte at trække i trådene, samle forskellige varme natur energier nede fra jorden, rørte ved den magma der gemte sig flere kilometer under dem. Brugte den magt han havde over Hell-fire's kraft fulde energi og skubbede jorden til hver sin side for at lave en vej op fra undergrunden og så til overfladen, og det var ved at lykkedes lige så stille. Derefter lukkede han øjende og snakkede stille for sig selv, en meget lav prædiken. Og så brød helvede løs, bogstavelig talt. Da Barishan ikke havde flyttet sig ville hans nuværende position være at han var nogle gode meter over den kuppel Ma'lakel havde fanget nervegassen og røgen i. Med et punkterede han den kuppel, brugte Hell-fire til at presse dens indhold op i luften imod den flyvende Aspara: så alt røgen og gas ville skylle op i ansigtet på blondinen: og denne forhåbentlig ville enten styrte ned eller blive en disorienteret. Derefter lod Ma'lakel den kuppel af Hell-fire han før havde brugt samles omkring Aspara'en for at spærre ham inde i den tid hvor den smukke aspara brugte på at få sig selv igen. Og så var det tid at forlade ens position, efter at røgen og nervegassen var blevet sluppet løs imod Aspara'en og kuppelen havde omkranset ham, bakkede Ma'lakel tilbage med hurtige skridt og forsvandt ind i skoven, ind i mellem træerne for at for det første ikke at være så synlig en modstander men for også for ikke at komme tilskade af det han ville til at gøre næste gang! Selvom han bakkede, holdt han stadig fokus på kuppelen og koncentrerede sig for at holde den så Aspara'en ikke blot kunne svæve ud af den igen.

//Hvis den er forvirrende eller noget, så bare prik til mig :)

Barishan sad i kuplen. Han holdt vejret. Han smilede for sig selv og koncentrerede sig. Han brugte sin vind kontrol til at føle en vindmodstand der passede til Malakels højde og vægt. Han brugte denne evne når han var inde i den røgsky røgbomberne lavede. Han kunne føle hvor Malakel var nu. * der er han *. Barishan sad stille og fokuserede sin energi. Han samlede sig om sin vind kontrol. Zane vidste at Barishan var en Aspara der havde meget kontrol over vinden. Dog virkede det ikke til at Malakel vidste hvor stor. Nu hvor han havde chancen for at fokusere kunne han lave et stærkt angreb. Barishan vidste dog han ikke skulle bruge for meget energi. Kun nok til at skade Malakel meget eller lige stærk nok til at dræbe ham. Barishan samlede nogle meget små sten. Faktisk sandkorn i en kuppel bad Makael. Han fjernede lyden med noget andet vind. Som alle ved føres lyd gennem luften så det var ikke svært at gøre det lydløst. Barishan åbnede sine øjne med et og kuplen fløj over imod Malakel for at fange ham inden i den. Hvis Malakel blev fanget i den ville de små sten der fløj med en utrolig hastighed flænse og flå hans hud og efter nogle få minutter nå ind til hans knogler og desintegrerer dem langsomt så kun små stykker var tilbage. Stenene bevægede sig med så stor hastighed at Barishan blev nød til at koncentrere sig meget og forholde sig helt stille for at holde deres hastighed oppe. Han vidste dog det ville være umuligt at bevæge sig inde i kuplen med vinder der førte stenene rundt i den utrolige hastighed. Han vidste ikke om den kuppel han selv var inde i ville blive mindre og hell firen ville nå ham men han var forberedt på at kuplen enten blev mindre, lavede en åbning han kunne komme ud af eller forsvide efter han havde ramt Malakel med sit angreb. Hvis han altså ramte med det. Barishan følte hvordan dette angreb tog på hans kræfter. Men det var en gylden chance for at ende denne kamp. Han vidste at gyldne chancer ikke var nogle man fik mange af i en kamp imod modstandere som Malakel. Barishan kunne ikke tro at Malakel undervurderede ham på denne måde. Det var kun en god ting for nu skulle han vise Malakel hvad han kunne så Malakel ville begynde at tage ham ordenligt seriøst.

Han trådte ind imellem træerne, prøvede at bruge skyggerne som et skjold for at den blonde aspara ikke kunne se hvor han var: han vidste ingenting om hvor stor en kendskab denne havde til vinden men med det faktum at han lige var blevet angrebet af en masse sten var han forberedt på at aspara'en enten havde et eller andet træk oppe i ærmet, eller at han var blevet tappet for kræfter efter at have lavet det forbandede sten nummer. Det var ynkeligt selvom de steder hvor de faktisk havde ramt med fuld kræft stadig dunkede legesygt, elskede det faktum at de forvoldt ham en ikke påskønnet smerte for hver bevægelse han tog. Efter at være trådt ind i skyggerne fra træerne var det tid. Det så ikke ud til at den pæne lille Helt kunne slippe ud fra Ma'lakel fængsel til ham. Han lukkede stille øjnene for at fuldt ud koncentrer sig på det magma han stille havde leget med, provokeret imens han havde fremmanet kuplen og skubbet jord og sten væk fra undergrunden for at skære en vej op til overfladen. Et meget bredt sadistisk smil kom fra ham idet han selvfølgelig var klar over hvad der skulle ske, der skulle serveres grillet aspara! Efter at være sikker på afstanden imellem overfladen og den vej han havde skabt op til den, rakte han hurtigt hånden op over sig og med det brød jorden inde i den kuppelen som han holdt Aspara'en fanget i og magma blev til lava der sprøjtede op imellem en meget stor sprække. Jorden føj fra side til side og søjlen af den glødende alt ædende masse strakte sig så langt som til kuppelens tag. Flere huller kom til syne indtil at hele kuppelens bund blev en stor åbning der sprøjtede denne farlige skoldhede masse op, selvom det var utænkeligt at den smukke aspara ikke havde fået brændt blot lidt af sig til ukendelighed, ville denne sikkert ikke se sin sidste time komme inde i den varme ovn denne befandt sig i. For ikke ligesom Ma'lakel havde udført sin plan blev han angrebet, massevis af små forbandede sten kom imod ham og rev i hans tøj for at bore sig ind i hans kød. Halv-dæmonen gav et smerte hyl højere end noget andet imens han trådte tilbage og fægtede armene omkring sig i et øjebliks panik, og med det blev kuppelen han havde fanget den smukke aspara i knækket, og små åbninger kom til syne samt at den faretruende lava faldt dødt til jorden og begyndte til at glide ned af siderne på det enorme hul det var kommet fra. Han mistede koncentrationen af det, som aspara'en havde villet det, dog måske ikke tids nok til at denne ville komme uskadt ud derfra. Det tog Ma'lakel ikke længe om at vide hvordan han skulle få disse kredsende sten til at stoppe, igen udløste han en trykbølge ved hjælp fra Zenkai der sammen med sin herre skrig i raseri og smerte. Stenende ville endnu engang miste deres fart og blive mindre farlige for Ma'lakel, de faldt til jorden men havde gjort skade på dæmonen: ved Mørket hvor havde de gjort skade. Blodet gled i strimler fra overalt på det rasende bæst. Ansigtet havde flænger hvis dybte varierede fra hvilken sten der havde ramt hvor. Hans hænder var skam-ridset af de skarpe sten og et havde haft fornøjelsen til at grave sig ind i til kødet på ham, flænse det op og snitte et godt stykke ind til knoglen. Den sorte læderjakke var så godt som ubrugelig nu da den var blevet reduceret til et gennemhullet stykke stof, og ligeså var den sorte skjorte der havde dækket det brune bryst. Den var åben så man kunne se hvordan stenende havde arbejdet sig vej fra den, og til hans hud hvor små stimler også havde ridset sig ind i ham overalt. Hans pupiller trak sig sammen i raseri, i hævntørst, i vanvid! Han ville have fat i det lille møg dyr, han ville slagte ham, æde ham, fortærer det lille ubetydelig stykke kød med liv! Hvor end han var. Ma'lakel rakte hånden imod Zenkai der øjeblikkeligt reagerede på sin herre's midlertidige sindssyge! Det var lykkes Barishan, ved Gud hvor havde det lykkedes ham, at pisse en ellers ret munter dæmon af! Hans øjne. hvor den blå ild stadig stod i små flammer op af, begyndte stille at ændre deres farve, det gullige i dem fik lov at få mere dominans imens at en svag an tydelse af rød stille kravlede ind over øjets yderkant: afslørede at Ma'lakel's ikke så rare side var ved at tage det bedre af ham. I et flamme inferno sprang der blåt ild ud fra hans krop, fik nærtliggende træer og andre brandbare materialer til at gå i flammer øjeblikkeligt. På samme tid med at han gjorde det skreg han endnu engang, et mørkt skrig der hurtigt forvandlede sig til et blodtørstigt krigs hyl! Alle hans ridser og sår blev brændt sammen så de ikke længere blødte men dette var bestemt ikke en særlig 'sund' måde at gør det på: da det blot påførte ham mere skade men i de mindste lukkede sårende så han ikke gik ned af blod mangel.

// Pissed off Ma'lakel in action! XD sorry det tog hundrede år O.o

Barishan kunne mærke hvordan han ramte Malakel med sit angreb. Med et kunne han også mærke lavaen ramme hans ben. Barishan træk Zalzura hans sværd. Zalzura var ånden fra hans gamle Mentor og derfor kunne det ikke ødelægges medmindre nogen havde evnen til at angribe sjæle. Barishan satte Zalzura i sin håndflade og brugte sit vind element til at snurre det hurtigt rundt foran ham for at skærme mod lavaen. Da kuplen blev ødelagt faldt Barishan mod jorden. Hele hans venstre ben havde kæmpe brandsår og nogle steder kunne man se knoglen på hans ben. Han havde også store brandsår på sin venstre arm som han havde holdt Zalzura med. * pis han fik mere af mig en jeg havde regnet med. han er god. Jeg kan ikke bruge mit venstre ben og min arm gør pisse ondt. Det ser ud til jeg allerede bliver nød til at bruge et til af mine hemmelige våben ellers slår han mig ihjel *. Barishan trak i luften imens han faldt mod jorden en kanyle og stak den ind i brystkassen på sig selv. Faktisk i sit hjerte. Det var en kanyle med Adrenalin. Barishan kunne mærke hvordan adrenalinen blev ført igennem hans krop. Hvordan det øgede hans evne til at heale sine sår. Barishan smed Kanylen væk. Imens han faldt koncentrede han sig om den luft der stadig havde det usynlige, farlige og dødbringende nervegas i sig. Barishan brugte sin evne til at kontrollere vind til at sende vinden med nervegas over til Malakel og følge ham rundt om hans hoved. Dog var han meget påpasselig med ikke at få nervegasluften til at virke som en brise for Malakel. Han ville jo ikke have Malakel skulle opdage der var noget galt. * næste gang to trækker vejret så er du død Malakel *. Barishan ramte jorden med et brag og en røgsky af jord og snavs dannede sig om han. Han kunne mærke hvordan faldet gjorde ondt. Han vidste hvis han healede hele sit ben og sin arm ville han ikke have nok energi til at kæmpe mere så han healede kun sit ben nok til at han kunne bruge det igen. Barishan kunne ikke fatte hvor stærk Malakel var. Han kiggede på sit ben. Det var kun lige til at bruge nu. Der var kæmpe brandsår på det og hans bukser var smeltet ind i hans hud og kød. Hver gang han bevægede sit ben begyndte det at væske og bløde. Barishan kiggede på sin arm. Nogle af hans negle var smeltet ind i hans fingre. Han havde store brandsår på armen hvor hans jakke var smeltet ind i. det var ikke noget kønt syn at se på. Barishan vidste at denne kamp sikkert ikke var slut i nu hvis Malakel ikke faldt for hans træk. Dog vidste Barishan også at ingen nogensinde havde overlevet hans Nervegas angreb. Nervegas lugter ikke, kan ikke ses og larmer ikke. Derfor var nervegas det perfekte våben for Barishan og det vidste han godt. Det var også derfor han brugte det i kampe han vidste ville blive svære at vinde.