Sen strandtur (Dream).

Vejr :: Det er ret varmt uden at være for varmt - sådan tilpast?.
Sted :: Uhm, et sted på Di Morgas strand La Plage.
Omgivelser :: Det er fuldstændig øde, hvis man ser bort fra ham.
Tid :: Tjae hrrum ... klokken må nærme sig kl halv tolv om aftnen.
Dato :: Nøjagtig lige som in real life - d. 2. juli år 2010.

En helt ualmindelig, overdreven stilhed havde lagt sig over den fredfyldte strand denne lune sommeraften. Ikke en gang en eneste bølge eller havbrus var til at se på det rolige, småkolde vand, der havde skyllet en masse tang og skaller op på den stranden. Et sted nede ved vandkanten kom en lidt skummel type luntende. Den dystre skikkelses blik var vendt op mod den næsten fulde måne, der spejlede sig i det rolige hav. Selvom vedkommende nok ikke ligefrem var et specielt kendt ansigt her i byen, så havde han nu stadigvæk et navn - Eithan. Men det med at være forholdsvis ukendt passede ham helt fint. Det var nemlig ikke opmærksomhed, han længtes mest efter. Han ville allerhelst være alene. Det var blandt andet også grunden til, at han havde valgt at gå sig en tur herned. På denne tid af dagen havde han næppe regnet med, at der ville opholde sig nogle her på stranden. Og det havde han ret i. Her var ikke et øje. Ja, ud over ham selv naturligvis. Han drog et dæmpet suk og kørte sit blik ned på vandet. Det var egentlig et meget rart sted at være, når det ikke vrimlede med folk. Stranden altså. Der åndede ro og fred, og han kunne gøre lige hvad, der passede ham. Der var jo ingen andre end ham. Men selvom han ikke var meget for at indrømme det, eftersom han havde et image at beskytte - (at være så hardcore som mulig og lade som om, han var fuldkommen ligeglad med alt og alle), så kunne det nu være godt meget lidt selskab. Det kunne godt blive lidt for ensomt altid bare at gå rundt mutters alene. Men hvis man ikke kunne få, hvad man ønskede sig, så måtte man jo nøjes med det, man havde, og så være glad for dét. Lommefilosofi af værste skuffe, men der var vel noget om det. Eithan standsede og lod sit blik glide hen over det stilfærdige hav med et svagt smil på sine blege læber. Han kunne da sagtens underholde sig selv, nå! Han bukkede sig ned, samlede en nogenlunde flad sten op og rettede sig derefter op igen. Dernæst så han lidt på stenen i sin hånd og skød den så afsted med fuld fart ud på vandet, hvor den slog et par smut henover vandet, hvorefter den tilsidst sank til bunds.

Dream var ude at løbe, hendes `daglige´ midnats løbetur.
Man kunne høre hendes lette skridt vis man stod på vejen, ned mod stranden, men det var der jo ikke så mange som der gjorde siden klokken, den var omkrig 24:00, eller lidt over. Men det var jo også derfor hun løb om natten. Hun elskede ikke ligefrem at løbe, men det fik hendes tanker, væk. Hendes tanker, om alt det onde. Men hun kunne jo ikke gøre andet end at prøve at tænke lidt positivt. Dream havde musik i ørene, så hun ikke kunne høre hendes omgivelser. For når hun skulle løbe, ville hun være i hendes egen verden, og sådan skulle det bare være. Hun bed sig let i underlæben, mens hun løb ned af den, korte stig, ned mod stranden. Man kunne let se hendes hestehale som hoppede op og ned på hendes ryg,/skulder, når hun løb. Man kunne se hendes klare lyse blå øjne flakke, fra sted, til sted. Men kort var hun så meget i hendes egen verden, at hun løb ind i noget; ham. Hun fik ham væltet, bagover, og hun landede, lige så elegant oven på ham.
"Usp! Undskyld" sagde hun let, og bed sig uskyldigt i underlæben. Hun betargtede ham kort. Han sorte, lettere fedtet hår, og hans næsten sorte øjne, som der skinnede let i det. Hun bed sig kort hårdt og stramt i underlæben.

Eithan var efterhånden også blevet revet så meget ind i sin egen tankefyldte verden, at han slet ikke ænsede det, der skete omkring ham. Hans lidt tomme og fjerne blik var stadigvæk vendt ud mod det rolige, mørkeblå hav. Eller det var ikke rigtig mørkeblåt. Det var gennmsigtigt. Det var himlen, der spejlede sig i vandet, så det kom til at se blåt ud. Han slog kort blikket op mod himlen og rynkede lidt på let sine øjenbryn. Men ... himlen var jo sort? Burde vandet så ikke også være sort? Og ... hvor forsvandt den blå farve egentlig hen, når det blev nat? Og når det var dag, og der var lyseblå himmel, hvad skete der så ude i rummet? Var universet så også blåt? Eller sort? Eithan rystede irriteret på hovedet for at få banket bare nogle af de mange tanker ud ad hovedet, der fes rundt derinde. Han var netop kun lige vendet tilbage til den virkelige verden og kommet ud af sin trance, idet en eller anden løb ind i ham, hvilket resulterede at han faldt bagover med 'woah!'. Han glippede en smule forundet med øjnene, inden det gik op for ham, hvad det var, der lige var sket. Han fortrak sit ansigt i en grimasse og så sammenbidt på hende, før han åbnede sin mund. "Ja tak ... det hjælper jo lige som ikke på det at sige undskyld ... og fjern dig så!" vrissede han i et lavmælt og lidt muggent toneleje, hvorefter han skubbede hende af sig og fik rejst sig op. Han børstede det værste sand af sig og skulede kort til hende, hvorpå han igen kastede sit blik ud på det stille hav, der kun havde ganske få, små bølger på sig.