Gabe's Genfødsel

Blodet løb langsomt og stille fra liget. Ingen havde set det udover morderne... Øjnene var stadigt hvidtåbne i overraskelse og munden lettere åben i et råb efter hjælp, som blev overhørt af skæbnen... I første forsøg ihvertfald.
Stilheden bredte sig. Ikke engang lyden af en rotte, en fugl eller noget andet dyr... Det var som om luften rundt om liget af den unge mand stod helt stille...
Temperaturen faldt pludseligt... Fra typisk sommer lunt til isende koldt... Godt nok kun i nærheden af liget, men det havde været der.
Så kom lyden. Den enkle dunkende lyd af et hjerte der satte gang igen. Det var højt, meget højt... De få folk der vandrede rundt ude foran gyden, stoppede kort op for at lokalisere lyden, men gik så videre igen da lyden blev stille igen.
Blodet brusede rundt i kroppen. Såret Helede sig selv. Blodet flød ganske nydeligt tilbage i kroppen mens huden lappede sig selv sammen, blå mærker forsvandt og brækkede knogler blev hele igen... Han var som født på ny.
Øjne lukkede sig i... Det samme gjorde munden og et kort øjeblik kunne man være snydt til at tro det hele bare havde været en Illusion.
Gabe slog øjne op og gispede tungt.
Lugten af brændte blade kvalte ham nærmest. Han kunne kort ikke lugte noget end de brændte blade. Han kunne ikke føle andet end det kolde favntag. Intet smage udover den tunge blodige smag af Jern.
Og så kom sanserne tilbage. Som i en eksplosion af fornemmelser og det gjorde ondt... Næsten ligeså ondt som at dø...
"Av" Hviskede han hæst. Hans øjenbryn kørte op i panden af overraskelse over hans egen stemme... Var det hans egen stemme?... Det vidste han ikke engang.
Minder sloges bravt inde i hovedet på, mens rimfrosten smeltede af hans hud. Minder om hvis krop det virkelig var... Israels, eller Gabes.
Israels minder blev svagere, ganske hurtigt og gled langsomt hen i baggrunden... Næsten helt væk, men de gemte sig bare i afkrogene af hjernen... Så de muligvis kunne komme til nytte igen...
Gabe prøvede at at rejse sig op. Ganske langsomt. Desværre var det stadig for hurtigt for en lige død. Han skrabbede knæet imod afsfalten og blodet piblede lystigt ud.
"Jeg bløder" Hviskede han stille til sig selv, mens hans sløvede hjerne sendte faresignaler om hvad det kunne betyde ud til hele kroppen. "JEG BLØDER!" Skreg han pludselig, mens blodet stadig løb ned over hans flænsede bukser så de fik en langt mere mørkeblå farve.

Den skumle gyde lyste svagt op i lyset, der kom ud fra stripklubben hver gang neonskiltet på toppen af det blinkede. Klokken var så mange at det rent faktisk var nat, og et hvileløst genfærd svævede langsomt ned langs gyden, hvor hun engang havde boet. Før hun var blevet myrdet.
Spøgelset havde form som en ung pige, der var iført en lyseblå lårkort gallekjole, hvor en rød blodudtrænding kunne ses ved brystet, og i underkanten en kjolen. Hele tre skud skulle der til, før Angelie var faldet om den aften i teatret.
De let gennemsigtige menneske fortsatte langsomt sin svæven, og engang imellem hørtes et skrig, hvis nogle mennesker havde set hende glide forbi. Angelie var bare ligeglad. De eneste følelser hun indeholdt efterhånden, var tanken om hævn, og vrede.
Hun havde ikke smilet, medmindre der havde været smerte indblandet, som om det var noget hun nød. Jo det var det blevet til, fordi hun havde lært at følelser for andre bare ødelagde ens liv.
Et svagt banken.. Noget der nærmest lød som et bankende hjerte, fik Angelie til at stoppe sin svæven, ved en smal gyde, der førte helt ind til stripbaren. Alle andre var åbenbart gået forbi, men Angelie kunne med lethed se kroppen, der lå med blod udover det hele.
Langsomt fugtede hun læberne med spidsen af sin tunge, inden hun svævede nærmere, og opdagede at liget tilhørte en yngre mand, omkring hendes egen alder. Hendes hoved gled langsomt på skrå, og et lettere forsigtigt smil kom frem. Han var alligevel død, så hvorfor ikke.
Det der overraskede hende, og fik Angelie til at glide et par meter væk, var da drengen pludselig rejste sig fra jorden, og begyndte at gå. Hvordan var det muligt? Kunne man blive vækket fra de døde igen? Hun fulgte ham en anelse skræmt, fra en mørk krog, der næsten skjulte hende, mens han faldt og begyndte at bløde.
Et forskrækket gisp gled over Angelies læber, da han råbte om af glæde, og afslørede hendes gemmested.

Gabes øre reagerede før hans øjne, mens hjerne langsomt vågnede op til dåd. Han så det blege omrids før hans smalle pupiller så igennem skyggerne. En tanke fra Israels liv begyndte at røre sig, men blev skubbet væk igen af hjernen og Gabes minder.
"Hv-Hvahd er duuh?" spurgte han mens hans stive tunge pludselig gav knuder fra sig... Rigtor Mortis havde næsten gjort hele hans krop stiv som et bræt, men med den underlige genfødsel han havde fået flygtede Rigtor Mortis ganske hurtigt.
Hans øjne blev igen helt normale og runde, mens kroppens naturlige smertestillende begyndte at løbe igennem ham. Blodet løb stadig støt ned af hans skinneben, men den blege Pige havde fanget al Gabes opmærksomhed... Der var simpelthen intet tilbage til at tage sig af hudafskrabningen.
Hans læber begyndte ganske langsomt at ryste. Selvom det var vartm, havde han endnu ikke normal Kropstemperatur endnu og frøs derfor som om han sad i en fryser.
Hans mørkebrune hår var vådt efter den klare rimfrost som havde lagt sig som en hinde over hans døde lig, før det kom tilbage til de levendes jammerdal...

Angelie glippede et par gange med øjnene, mens hun stadig betragtede den dreng, der lige var genopstået fra døden. Hun havde da lige set ham ligge i døden, så hvordan kunne det lade sig gøre?
"Jeg.." Angelie gispede let, da han havde spurgt om hvad hun var, og overvejede kraftigt hvad hun skulle svare. Hvis han nu ikke måtte vide noget om væsnernes verden. "Jeg er en pige" hviskede hun så nervøst, mens hun stadig forblev i skyggerne.
Hun kunne vælge at flygte, men gjorde det ikke. Hvis han kunne genopstå, eller komme tilbage til livet, betød det, at den slags også kunne ske for hende.
"Hvordan gjorde du det der?" Hun pegede let mod det sted, hvor han havde rejst sig fra, inden hun forsigtigt lagde hovedet på skrå, og langsomt lod blikket glide ned over ham. Hvis bare det ikke havde været nat, så ville det have været noget lettere at føre en samtale med denne fremmede.
Hun rystede dog hurtigt tanken af sig, inden hun betragtede hans blødende knæ. "Burde du ikke gøre noget ved det der?" spurgte hun så forsigtigt, og pegede på hans knæ, mens hun var meget forsigtig med, ikke at træde ud i månens lys. Det ville ødelægge det hele, og måske endda få ham til at flygte. Hun måtte bare kende svarene på hvordan han havde gjort. Hun måtte se mulighederne.. Om hun kunne gøre det samme.
Jo hun var blevet lovet det, men hvem sagde at han havde tænkt sig at overholde det. Angelie tvivlede i hvert fald på det, men hun havde været blind af hævn, og var gået med til alt, uden at tænke over konsekvenserne.

En underlig hinde af mørke blev lagt over Gabes øjne da han svarede med en langt dybere stemme end den skræmte stemme der havde spurgt hende for ganske kort siden om hvad hun var.
"Jeg blev genfødt af Døden ham selv" Sagde den lige ud og tydeligt.
Den mørke hinde for øjne forsvandt igen og Gabe kastede de sidste rester af det han havde haft i maven, op på afsfalten. Han stirrede på den mens aftnens minder gled fordi hans øjne som i de dårlige film hvor personerne døde.
Den måde han var blevet lokkede ind i gyden og bagefter var blevet banket til bevidstløshed af de 5 drenge. Hvordan han havde set det korte glimt da det matte metal fra kniven kom frem i månelyset og blev stukket dybt ind i maven... Hvordan kulden fra de lange kolde fingre havde grebet fat i ham for der tilsidst at trække ham ned i hans egen grav... Hans egen kolde grav... Lige her i gyden...
"Jeg.... J-Jeg Døde" Hviskede han mens han så den gullige substans på jorden langsomt glide mod hans fødder.
Han havde slet ikke hørt hendes andet spørgsmål om hans ben... Der var gledet for mange tanker igennem hovedet på ham mens han prøvede at finde rundt i det.

Angelie ventede tålmodigt på at han svarede, mens hun let opdagede skyggen, som gled ind over hans øjne. Forvirret kneb hun let sine egne sammen, inden hun lyttede til hans svar. Det var ikke ret uddybet måtte hun indrømme, og døden havde ikke hilst hende velkommen på nogen måde. Angelie var bare blevet sparket tilbage i en halv legemlig form, og skulle klare sine problemer selv.
"Virkelig.. Ham ville jeg gerne møde så" mumlede hun mere henvendt til sig selv, end til manden, der åbenbart var ved af få dagens sidste rester af mad ud af systemet. Uden at tænke sig om svævede hun hen bagved ham, og klappede ham blidt på ryggen, selvom han ikke ville kunne mærke fingre, men en anelse kulde på det sted, hvor hende hånd normalt ville have rørt ved ham.
"Ja det så jeg.. Det må have været forfærdeligt at opleve" svarede hun en anelse beroligende, i håb om at få drengen lidt mere ned på jorden, så han i det mindste var i stand til at kontrollere sin stemme og sit indre. Normalt ville Angelie have udfordret og myrdet personen, ligemeget hvem det havde været, men ham her.. Han var anderledes, fordi.. Fordi han var.. Eller havde været præcis som hun selv var nu. Det dybblå blik, stirrede drømmende mod udgangen af gyden, for ikke at blive opdaget af andre intetanende mennesker.

Hendes kolde hånd fik ham til at dreje hovedet med ryk og stirre på hende. Igen blev hans pupiller allerførst smalle som før og sgså blev den tunge hinde langt over dem igen.
"Jeg var en Dæmon før jeg døde... En frygtet dømon... Desværre er min Herre over Døden ikke din" sagde han så ligeud før Hinden igen faldt bort, uden at give hende nogen form for svar eller givet lov til at stille endnu et spørgsmål.
Gabe kiggede allerførst forskræmt på hende, mens en form for forståelse løb ind i hovedet på ham. "Du... Du er jo et spøgelse" sagde han og takkede sig selv for at han endelig havde fået styr på stemmen.
Billeder fra Gabes hukommelse dukkede op i hovedet på ham ved ordet spøgelser. Det var de typisk billeder fra Internettet og dem fra film, fra tegnefilm til store skuespiller film. "Men... Spøgelser burde ikke eksistere" Hviskede han langsomt til sig selv, mens han prøvede mere på at overbevise sig selv end hende... Hvilket ikke rigtig ville give mening hvis hun virkelig var et spøgelse.

Igen kom den der dybe og en anelse skræmmende stemme, med et svar, som egentlig bare fik en masse andre spøgsmål frem i hendes hoved, men før Angelie nåede at åbne munden, var stemmen forsvundet, sammen med den hinde, der lagde sig over hans øjne.
Hun flyttede hånden igen, da han rettede sig op, og vendte blikket mod Angelie. Skamfuldt bed hun sig lidt i underlæben, mens hun nikkede. "Ja det kan jeg vist ikke lyve mig fra" hviskede hun så istedet, inden hun vendte blikket mod ham igen, for at se hvilke reaktioner han fik frem.
Stilheden.. Det var aldrig et godt tegn, og Angelie ville have trippet uroligt, hvis hun på dette tidspunkt havde benene på jorden.
Da han igen snakkede stirrede Angelie bare vantro på ham, inden hun tjekkede sig selv. Jo hun var gennemsigtig, og svævede, så hvordan kunne han ikke tro på det. "Tro mig.. de eksistere" sv arede hun alvorligt, inden hun snurrede en omgang omkring sig selv. Faktisk var hun dybt imponeret over at han ikke var stukket af endnu.
"Dæmon siger du?" mumlede hun langsomt, inden hun klemte øjnene sammen. Han lignede da ikke en dæmon.. Men okay.. Det kunne man heller aldrig regne med.

Han svajede let over den dårlige fornemmelse man altid fik efter man havde brækket sig. "Men...." Han havde en tidevandsbølge af spørgsmål, klar til at stille, men de blev alle sammen holdt i skak af et simpelt lille spørgsmål som han ikke kunne få sig selv til at stille hende.
Hvorfor, anede han ikke... Det ville ikke engang give rigtig mening, hvis ikke han forklarede det bedre, men han ventede... Nu havde hun jo svaret på et spørgsmål, eller en slags... Så han følte lidt at han burde besvare hendes... Hvis altså hun selvfølgleig havde et... Ellers var han sikker på at hele tidevandsbølgen af spørgsmål ville strømme fremad og sikkert drukne hende i halvdumme spørgsmål...
Så han ventede blot i stilhed.
Blodet på hans knæ var endelig holdt op med at løbe og var allerede begyndt at tørre.
Eftersom hans krop havde været så kolde, havde hele hans krop naturligt skruede ekstra meget op for varmen, hvilket jo så fik blodet til at størkne hurtigere end normalt.

Angelie ventede på han ville starte med at spørge, men hævede overrasket øjenbrynet, da han stoppede sin strøm. Lettere forvirret kløede hun sig lidt i tindingen, mens hun overvejede om han havde tænkt sig at fortsætte, selvom det ikke virkede sådan.
"Men hvad?" spurgte hun istedet, og gemte sine egne spørgsmål lidt væk, selvom hun ligeså meget ønskede at få svar på dem, ligesom han nok gerne ville have svar på sine. Angelie begyndte langsomt at svæve lidt frem og tilbage foran ham, mens hun lod tankerne få frit løb igen. Egentlig dukkede der ikke noget nyt op, men bare de samme teorier, som hun havde haft fra starten af. Hun måtte kunne vendte tilbage til livet på en eller anden måde.. Helt sikkert. "Hvordan kan man blive vækket til live?" spurgte hun så hurtigt, før hun ville fortryde sit spørgsmål, inden hun stoppede sit svæveri, og stirrede forhåbningsfuldt på ham.
Hun var næsten parat til at give hvad som helst, for ikke at være tvunget til at sove i en klam og fugtig kiste nat efter nat, resten af sit udødelige liv, til den dag hun ville finde hvile.

"Øøøh..." sagde Gabe ganske langsomt mens Israels minder nu sprang ham til hjælp.
"Jeg er jo åbenbart 2 personer nu...." sagde han ganske langsomt... "Men spøgelses mig, viger tilbage for det kropslige jeg... Sådan så der kun er kropslige mig tilbage... Altså den krop som spøgelset besatte... Men lige nu giver han mig råd til hvordan man skal forklare det til dig" Sagde han hurtigt og blev selv overrasket over hvad det var hans mund plaprede af sig.
Han stirrede på hende mens han på en eller anden måde ventede på en reaktion, men svarene blev ved med at komme, uden nogen spørgsmål. Så selvfølgelig plaprede han videre uden nogen form for længere ventetid, end en normal vejrtrækning.
"Så spøgelses jeg, blev slået ihjel, tog til underverden og slog en handel af med døden for derefter at komme tilbage i livet på en allerede død krop... Men det er normalt for hans slags Dæmon at blive genfødt... Bare ikke for andre typer ud for dæmon racen" sagde han og ventede på hendes spørgsmål, med ren og skær viljestyrke.

Angelie blinkede let, da han gik igang med at forklare, men tabte allerede modet da han nævnte det med besættelse.. Så han var to personer, og kun den ene var blevet slået ihjel. Et lavmælt klynk kom fra hende, mens modet om tilbagevenden til hendes liv blev mindre og mindre, som en tråd der der kunne knække i løbet af ingen tid.
"Jeg.." Hun skar ansigt, da hendes stemme ikke ville lystre, mens hun mærkede hvordan trangen til at skrige sit had og raseri ud, voksede inden i hende. Det eneste som holdte hende tilbage, var denne hjælpesomme mand, der ville få ondt og lide hvis hun gjorde det.
"Jeg forstår" mumlede hun til sidst, inden hun igen begyndte at svæve fraværende rundt foran ham, og sendte himlen et blik engang imellem. "Ved du hvornår solen står op?" spurgte hun istedet, for at komme lidt væk fra det deprimerende emne, som havde skudt alt håb i hende, inden hun igen lod blikket hvile på ham.
"Og hvad hedder du forresten". Det var endelig gået op for Angelie, at hun slet ikke anede hvilken person det var, som hun stod .. eller svævede og snakkede med. Han var jo den eneste som stod.

"Jeg er Gabe..." Sagde Gabe ganske langsomt... mens han ventede på den anden hukommelse skulle svare, men der skete intet.
"Jeg er ikke besat" sagde han så igen med den underlige plaprende stemme. Denne gang var det en blanding af Israels dybe stemme og Gabes egen stemme. "Og Gabe er ikke Besat... Gabe har fået livet tilbage... OG jeg vil lade ham leve det og trække mig tilbage..."
Gabe lukkede og åbnede øjne flere gange før han så rystede ganske langsomt på hovedet.
"Forstod du nogetsomhelst af det jeg lige sagde?" spurgte han med sin normale... Eller ihvertfald Gabes stemme.
Han stod stadig og prøvede at forstå noget af det han selv lige havde sagt... Intet af det gav mening i hans egen hukommelse... Så det virkede lidt underligt... Hvorfor var det at den anden personlighed ikke bare trådte behændigt til og afklarede det hele.... OG så gik det op for ham... Han var der ikke... Den anden var hoppede væk... Simpelthen holdt op med at svare.

Angelie nikkede let, inden hun bøjede hovedet en anelse i en høflig hilsen. "Jeg er Angelie" mumlede hun så, og nede lige at hæve blikket, inden den mystiske stemme talte igen, men denne gang med en anden klang, som om begge stemmer var blandet sammen.
"Trukket dig tilbage" gentog hun langsomt, inden hun langt om længe fik det hele til at gå sammen i en større mening. Jo det gav faktisk mening, og hun nikkede let til Gabe. "Ja jeg forstår hvad du siger" svarede hun langsomt, inden hun let slog ud med den ene hånd. "Og jeg forstår at det brænder mine egne chancer helt til grund" tilføjede hun lidt efter, inden hun igen bed sig hårdt i underlæben.
"Men var det ikke noget med at du havde nogle spørgsmål?" Hun sendte ham et spørgende blik, og fæstnede sine blå øjne til hans, mens hovedet gled en anelse på skrå.

//Sorry... Skal logge... Svarer når jeg kan//

//OOG: det er bare helt fint ^^//

Han tog en dyb indånding... Meget dumt da stanken efter brækket stadig hang i luften og at hans sanser var overfølsomme lige i øjeblikket. Han lukkede hårdt øjnene i, mens han bekæmpede trangen til at brække sig igen. Han gjorde nogle kraftige slugebevægelser der kunne ses på hans adamsæble.
"Jo" Hviskede han da han endelig åbnede munden. "Jeg har rigtig mange spørgsmål til dig, men hvis du vil spørge om noget er det nok en god idé inden jeg starter" sagde han bare stille, mens han prøvede på at slappe af så han ikke ville brække sig igen.
"Men jeg vil da gerne stille et spørgsmål inden" sagde han så lidt efter og da han begyndte at få det lidt bedre. Millioner af spørgsmål drev gennem hovedet på ham, som om de sloges om hvem af dem han skulle stille, men Gabe havde et spørgsmål som han blev nød til at stille før han spurgte om alle de små detaljer.
"Hvorfor... Er jeg ikke et spøgelse, hvis jeg døde?" spurgte han så. Det var tydeligt at han brændte efter et svar der ville give mening for ham.

Angelie smilede venligt, hvilket var usædvanligt for en person som hende, men noget fik hende til det. Hvad vidste hun ikke, men der lå noget over denne mand.
Hun lyttede opmærksomt, inden hun venligt slog let ud med armene. "Jamen tøv ikke.. Jeg har ikke flere spørgsmål, så hvad med at komme med dine nu" svarede hun langsomt, mens hun bed sig kort i underlæben, og ventede tålmodigt.
Endelig kom et af hans spørgsmål, og Angelie kunne ikke lade være med at kigge lidt rundt, mens hun tænkte over det. "Man bliver et spøgelse, hvis man mangler at gøre noget færdigt.. For mit vedkommende blev jeg her, fordi jeg ønsker hævn.. Jeg ønsker det langt mere end noget andet" Et kort øjeblik gled en skygge af vrede og irritation ind over hendes blik, mens hun tænkte tilbage på hændelsen. "Ønsker du det ikke, bliver du ikke et spøgelse, men går direkte over i en anden verden"

"Anden verden" Hviskede han stille og kiggede ned på jorden mens han tænkte lidt over det.
Tanker om hans søster faldt ham ind... Om hvorfor han stadig var her eftersom han blev slåetihjel... Hvorfor han ikke havde fået noget at vide eller noget lignende... En Audiens med døden eller noget lignende.
"Så okay.... Hvem slog dig ihjel? Hvorfor vil du have hævn? Hvad var du før du døde? Er du her rigtigt eller er det noget jeg forestiller mig? Er det hele her en drøm? Ligger jeg stadig der hjemme? Og... Er der en Magisk Verden skjult lige for næsen af mig?" spurgte han hende forvirret.
Spørgsmålene væltede ud af ham... Han kunne slet ikke stoppe ved et... Der var som sagt nærmest gået hul på bylden...


//Skrives i morgen//

Angelie spærrede overrasket øjenbrynene i vejret, da alle spørgsmålene åbenbart væltede ud af munden på ham, oveni hinanden næsten. Langsomt trak hun vejret, mens spørgsmålene mere handlede om, om det hele var virkeligt. Mon han havde været menneske før i livet.. Under alle omstændigheder var han det ikke længere, og havde ret til at kende til denne verden.
Hun vendte blikket mod himlen mens hun talte, og håbede den snart ville lysne. "Jeg blev myrdet af Faith i teatret.. Jeg ønsker hævn, fordi jeg dels hader hende, og hun var skide uretfærdig overfor mig" mumlede hun langsomt, mens hun stadig tænkte lidt over de andre spørgsmål.
"Før var jeg en animagus.. Altså en person som tager form som sit indre dyr..Og alt dette er virkeligt" Hun slog igen armene ud, inden hun vendte blikket mod ham igen. "Vi står i en gyde, du har fået en chance mere for at vise livet værd, så brug den klogt.. Og ja.. Du kan vel godt kalde det en magisk verden.. Der findes mange væsner i denne by.. forskellige racer"

//Ja vi gør så.. ^^//

"Animagus" Hviskede han og kiggede ned på sine hænder. Han havde åbenbart også skrabet sine håndflader... Fantastisk.
"Kan ens indre dyr ændre sig?" spurgte han og kiggede på hende med et undrende blik i øjne. Et minde fra hans barndom.

Solen skinnede højt fra en skyfri himmel. En glad 5-årig dreng løb rundt ude i baghaven af et stort hus. Hans mørkebrune hår lyste lettere rødt pågrund af solens varme stråler.
Moren trådte ud og løftede drengen op og svang ham rundt i luften. "Mon garçon" sagde hun på klingende fransk og kyssede ham på panden før hun satte ham ned igen. Drengen begyndte igen at løbe glad omkring, da faren trådte ud fra huset og nærmest trak en sort sky efter sig.
Faren bøjede sig ned og hviskede noget i morens øre, som fik hendes smil til at frosvinde og hun styrtede ind i huset med tårene løbende ned af kinderne. Faren trådte tungt hen til den glade dreng der langsomt stoppede med at løbe rundt da kulden løb hen over drengen. Faren lagde sin store hånd på hans skulder og sagde dystert på fransk "Votre sœur est morte ..."
Drengens ansigt gik nærmest i spåner foran faren.

Gabe rystede på hovedet. "Kan man miste sig selv i dyreform?" spurgte han og kiggede på hende med et forvirret blik.

Angelie haevede nysgerrigt det ene oejenbryn, da denne Gabe aabenbart havde en hel del spoergsmaal paa hjerte omkring animagusser.
Hun skulle lige til at svare, da hun opdagede hans fjerne blik, som om han taenkte tilbage paa et gammelt minde eller saadan noget. Nysgerrigt gled hendes hoved igen til siden, stadig med et imoedekommende smil paa laeben, selvom det normalt ikke lignede hende, at vaere saa venlig.
Hans opmarksomhed var tilbage, og Angelie genoptog talens brug. "Jeg har aldrig oplevet ens dyr skifte form.. Overhovedet.. Du bliver foedt som animagus, saadan er det bare.." svarede hun saa langsomt inden hun betragtede ham lidt.
"Hvad angaar spoergsmaalet om at miste besindelsen saa ja" Hendes svar var kort og kontant. Der ar hun stensikker. Hun havde selv vaeret ude for det, efter at have levet for laenge i sin dyreskikkelse.. Dyrets instinkter valgte at overtage Angelies sind, og hun kunne ikke bekaempe det paa nogen maade.