Hvor klamt

Sted: Logement
Tid: 16.34
Dato: d. 13. april
Vejr: overskyet
Omgivelser: ikke andet ned lidt blæst og nogle faldefærdige huse

Udenfor kunne man høre blæsten suse, og rykke fast i det rådne træværk, der knirkede farefuldt, som om alle husene ville styrte i grus på under to sekunder. En ensom skikkelse vandrede ned ad gaden, mens hun betragtede bygningerne. Hun var ikke helt sikker på hvad hun skulle synes om stedet her. Alt var bare så.. Dystert.. Selvfølgelig havde Angel da også lidt mørkt i sig, men ikke nær så meget som denne gade gav udtryk for. Et let skuldertræk kunne ses på den spinkle pige, inden hun stoppede op, og satte sig på en mugbegroet sten, med albuerne støttet mod knæene, og hovedet hvilende i sine hænder. "Nyflytter.. ingen at snakke med.. Nu mangler det bare at det begynder.." Mere nåede Angel ikke at sige, før det nærmest stod ned i stænger oppe fra den mørke himmel. "Sikke noget Lort!" peb hun og trak sin hætte op over hovedet, men blev sjovt nok siddende på stenen.

En mørk skikkelse flød igennem regnen. En person formodlig. Af dømme efter kropsbygning var det en mandlig person. En ung høj og spinkel mand med en holdning som en aristokrat og lange fingre, hvor der på hver finger sad en sort klo i form af en negl. En mandlig person.
Ansigtet derimod var kønsløst. Delvist fordi væsenets lange sorte hår var vådt og sad tæt indtil ansigtet, som havde en lys, meget lys, marmorfarvet teint. Som en beklædt stenstøtte. Væsenet rettede sig op og så imod himlen, lod det lange hår glide til siden og afsløre et par blodrøde glødende øjne på det smukke afbalancerede ansigt, som nu knejsede nakken og lukkede øjnene imod de tunge vandråber. Tog imod regnen.. Mærkede dets favntag.

Angel lod endnu engang blikket vandre rundt, hele to gange endda, og stoppede det anden gang, da hun var sikker på noget forstyrrede rejsens dalen mod jorden. Langsomt kneb hun øjnene sammen, lod hovedet falde spørgende til den ene side, hvorefter hun begyndte at betragte personen. Han var høj.. Meget høj efter hendes mening, og ligesom gaden, lå der et mørke over ham. Men hans mørke virkede ikke nær så.. ulækkert som det der lå over stedet. Nej.. Det virkede mere harmonisk. Hun havde dog efterhånden lært, at der fandtes mange farlige skabninger her i byen, og undlod af netop den grund at sige hej. Istedet rejste hun sig langsomt op fra stenen, og vendte sig, så hun stod med fronten mod ham. Forsigtigt tværede hun en hånd gennem det rødbrune hår, for at få det fjernet fra ansigtet, hvor det havde kløbet sig fast på grund af regnen.

Uden der gik et splitselkund var de røde rovdyrøjne rettet imod hende.. som om han slet ikke havde behøvet at dreje nakken eller opdage hende. Han stod der nu bare og gjorde ingenting. Regnen væltede ned imod ham med stor kraft, men han stod stille.. kunne nu ligesågodt være et af de mange dekorationer i landskabet. Et dødt forkvablet træ måske med hængende pilekviste som hår.. næppe. Et tordenskrald dominerede himlen et øjeblik og i samme nu var figuren i mørket væk. Et par øjne betragtede hende bagfra. Ikke så langt væk igen. "Bonsoir." sagde en hvislende stemme endelig. Han stod nu bag hende og kiggede roligt på hende, men med ansgtet halvt synligt på grund af vejret virkning på hans hår.

Angel hørte tordenskraldet smælde på himlen, og blinkede aff ren refleks over lyden. Men hov.. Da hendes øjne igen åbnede sig efter et splitsekund, var skikkelsen væk. Let rynkede hun på næsen, og sukkede lydløst. Måske havde det bare været hendes fantasi der var løbet af med hende. Overrasket for hun sammen af ren forskrækkelse, inden hun drejede så hurtigt rundt, at hun nær havde fået overbalance. Angel genvandt den dog hurtigt, inden hun hævede blikket en anelse, og stirrede direkte ind i de røde øjne. "erh" mumlede hun langsomt og bed sig let i læben. "heej". Hvad sagde man til en person, der lige havde skræmt livet af en.. Især en person med.. røde øjne? og så stor en Karisma. Hun kunne næsten føle hvordan den strømmede ud fra ham.

Skikkelsen betragtede hende noget mere. Hankøn. Helt bestemt hankøn. Han så stadig roligt på hende inden et vindpust strøg hans våde hår til side og afslørede hans ansigt fuldt ud.. fjernede noget af uhyggen, men ikke fuldkommen. Hans øjne var store og med smalle pupiller som en kat. Hans ansigt var symmetrisk og havde nærmest en billedhuggers strøg over sig, som om han var malet... Marmorhvide pocelæn med undrende øjne. Han tav. Endnu en af dem? "Hej." sagde han så, delst for at tænke over måden hun sagde det på.

//skal noget. Kommer igen.//

Hun glippede endnu engang med øjnene, og trådte et skridt bagud, så hun kunne betragte ham, i en helhed. Ligeså fra tæerne, og op til håret. Hun lod undrende blikket glide op og ned af ham, et par gange, inden hun stoppede det ved hans øjne. Let skød hun det ene øjenbryn i vejret, da han trods alt ikke allerede havde gjort mine til at overfalde hende. Hun overvejede lidt, hvad hun skulle sige til denne person, og flyttede vægten lidt fra den ene fod til den anden, inden hun smilede svagt. "jeg er Angelie" mumlede hun så, da hun trods alt var høfligt opdraget, og havde lært at det var vigtigt at præsentere sig overfor fremmede.

Personen trådte hurtigt et skridt frem imod hende, hvorefter han stod stille. "Mit navn er Ahngel Mort De Sang." sagde han og nikkede høfligt. Han så op. Indså at han havde sat et forkert indtryk. Han ville ikke æde hende. Ikke nu ikk her. Han havde opfyldt sin daglige kvote.. så.. en anden gang. Han sagde dog ikke mere men betagtede hende bare stille.

Angel hævede let det ene øjenbryn, da han kom ret tæt på hende igen, og bed sig let i læben, for ikke at tage endnu et skridt tilbage. Hun havde slet ikke lyst til at vise nogen form for frygt, selvom den måske dvælede inden i hende. "Hyggeligt at møde dig" mumlede hun og trak den gennemblødte trøje tættere ind til kroppen, inden hun sendte nogle ret så opfindsomme bandeord efter regnen. Hun ville garanteret ende med at få lungebetændelse eller sådan noget.