Fred og ro... måske! (ÅBENT EMNE)

S: Søen
T: 10:30
O: Skoven
V: Varmt og solrigt
Udseende: Som på billedet.

~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Zane vandrede ud af skoven, og træernes kølige skygger. Han mærkede den brændende sol mod sin hud og smilede let.
Det var et stykke tid siden han sidst havde været her ved søen. Han kom her for at slappe af og finde fred og ro.
Zane gik helt ned til vandkanten og satte sig på hug. Han betragtede det klare, rolige og helt rene vand.
Han rakte en hånd ud og lod fingrene løbe gennem det dejligt kølige vand.

Der kunne høres nogle kniste der blev knækket under et par fødder og en skikkelse kom gående ud fra skoven med helt ubekymrede bevægelser. Det var en pige på omkring de 17 år så man kunne vel godt kalde hende en ung kvinde. Hun lignede meget en normal pige ud over de hunde eller ulve øre der gemte sig i hendes bølgede og fyldige chokolade brune hår og den store pjuskede hunde elelr ulve hale viftede svagt bag hende og afgjorde at hun ikk var helt normal alligevel. Hun holdt en paraply af en slags måske en parasol eller noget for at skygge for solen. Hun stoppede lidt op og få roligt op mod den mand der var kommet ehnde i forkøbet. Hun smilte bare roligt og gik videre hen mod et lille forhøjet græs areal.

Kaia var som altid i skoven selvom hun på en måde boede hos Zero, men hun havde ikke set ham i et stykke tid, så hun opholdte sig i skoven hvor hun følte sig hjemme, hun gik ned til søen, hun sys den var smuk når solen var fremme, hun gik helt ned til søen, hun kiggede på den


//håber det er okay jeg hopper ind^^//

Zane hørte kvistene knække, og fik samtidig fornemmelsen af at der også var en elver i nærheden.
Han kastede et blik over skulderen og betragtede kort ulvepigen. Hun var køn...
Han regnede ud at det var hende der havde knækket kvistene. SIkkert ved at træde på dem.
Han kunne ikke få øje på elveren.
Zane vendte igen opmærksomheden mod vandet og satte sig nu i skrædderstilling mens han betragtede det.

en lille mørk skikkelse stod i udkanten og iaggtog sortelveren der sad ved søen. hun var klædt i en brun bluse og et par posede grønne bukser.. hun gik på bare fødder ned mod sortelveren mens hun smilede stort.
det var dejligt vejr, og det hun indtil videre havde set af di morga havde også været ganske godt. hendes små spidse ører stak op igennem det kraftige røde hår, mens hendes gyldne katteøjne var fokuseret på zane.
- dejligt vejr ikke?
smilet på hendes ansigt var oprigtigt og uden bagtanker, og det var tydeligt at hun ikke vidste hvem han var.
hun nikkede med et smil til de andre piger også mens hun tøvede lidt med at gå tættere på. mentalt sendte hun følere ud for at blive advaret om agresive hensigter. hun var en dygtig telepat.. og det vidste hun.

Mika kom forsigtigt gående som altid(udseende = avatar). Hendes grå'violette øjne så tåget frem for sig mens hun gabte stile. Hun havde kedet sig og ville udforske stedet en smule, alt var jo så nyt. *så det her er mit nye hjem? dette mærkværdige sted?* Hun smilte for sig selv, da alt ved Di Morga facinerede hende, dog havde hun ingen mødt endnu. Hun håbede på måske at støde ind i nogen på sin lille vandretur.

Kimmie følte så pludselig at hendes elles dejlge fredelige gemmested var blevet opdaget af så mange på en gang. Eller det var jo ikk kun hende der kendte til det men hun plejede at være alene her. Hun så sig kort rundt og fik med det samme øje på de to elvere. Det var da lige godt pokkers. Men det kunne hun jo ikk gøre noget ved vel. Kimmie stoppede op og lukkede hendes paraply eller parasol det var svært at sige. Så satte hun sig roligt ned i græsset, tog sine hendes sorte balarinaer af og lod hendes bare fødde glide gennem det nye og frodige græs. Hun så bare ud over søen med hendes skov grønne øjne og prøvede at lukke alle de andre stemmer ude. Hun havde lige brug for at kunne holde sine tanker på plads. Der var sket så meget siden at hun var kommet til byen for godt et år siden.

hun fik nogle blomster det gro og blomstre ud, hun smilede, hun havde ikke sin kappe på, hun havde det helt fint med sit tøj, hår og øjne, før var hun flov over sit hår var blod rødt, det samme var hendes øjne, hun sad på græsset og fik det til at gro og blomsterne til at springe ud i fuldt flor, hun smilte