en smuk solnedgang-Hudson

Omgivelser: kun Mekeyla ind til videre
Sted: Skoven
Tid: solen går ned
Vejr: solen er på vej ned
Dato: idag


Mekeyla gik rundt i skoven, hun havde fået lyst til at gå en tur alene, hun viste godt at at det kunne være farligt at gå rundt alene, hun viste ikke helt om der var nogle andre i skoven, hun havde en masse ting at tænke på, men hun ville helst ikke tænke på dem, hun havde lyst til at træne, men hun havde ikke trænings tøj på

Små knæk fra diverse grene og kviste der gik under for vægten af en ung, mands fødder, afslørede at der var nogen på vej. Et muntert smil prydede hans ellers udtryksløse ansigt og lyste hans ansigt op. Hans sorte hår dækkede det meste af hans øjne og gjorde det svært at kende ham, eftersom det skyggelagde den øverste halvdel af hasn ansigt. Hudson, som var navnet på denne dødsengel, standsede brat op, idet hans øjne spottede en skikkelse lidt længere fremme. Tydeligvis af hunkøn. Han vippede sit hovede på skrå til den ene side og begyndte så lige så stille at gå i hendes retning. De kunne måske holde hinanden med selskab - fortsat at hun var interesseret i hans selvfølgelig. Men der var vel ikke noget ved at gå rundt helt mutters alene.

hun var ved at falde over en gren, men træet i nærheden greb hende med en gren, hun havde altid sin evne aktiv når hun var i skoven, så alt plante liv var levende som alle andre og de ville hjælpe hende hvis hun kom i fare eller ud for mindre ulykker hvor hun kunne komme til skade, for skoven troede at hun var deres mester, det var jo osse hende som fik den til at blive levende

Hudson skød et øjenbryn i vejret, da hans øjne opfangede en gren, der lige som greb ud efter hende, eftersom hun havde mistet balancen, og den forhindrede hende dermed i at falde. Smart. En hel skov af planteliv som sin højre hånd, der kunne redde en, hvis man nu skulle falde eller ting og hændelser, der var værre. Sådan måtte det da hænge sammen. Hun måtte have en eller anden form for manipulerings-evne med skovens planter. Hans øjne blev lidt efter draget mod hendes to spidse ører, der afslørede hendes identitet. En elver. Helt bestemt. Men hvilken slags hun var, vidste hun ikke. Han havde ikke rigtig styr på alt det. Lyselvere, sortelvere/mørkelvere, de mere neutrale og hvad der ellers var. Han satte sit tempo en tak op og fandt sit allerstørste smil frem, der langsomt bredte sig på hans læber.

hun kom op og stå igen"det var tæt på"sagde hun til sig selv, hun lagde blidt en hånd på træet"tak min ven"sagde hun til træet, det gav hende et æble"mange tak", hun tog det og begyndte at spise det, det smagte godt og det var helt rødt og flot, hun havde ikke opdaget at der kom nogle, lige indtil træet havde fortalt hende det, hun vendte sig om

Hudson løftede sin hånd i en let, vinkende bevægelse og sendte hende et skråt smil, idet hun vendte sig om. "..Halløj," hilste han med et frydefuldt smil, inden han trådte nærmere. Han stoppede dog op, da han omtrent var en halv meter fra hende og lagde dernæst sit hovede på skrå. "Du skulle vel ikke mangle noget selskab?" brummede han og sendte hende et skævt smil, hvorefter han spørgende lagde hovedet på skrå.

hun kiggede bare lidt på ham"jo hvorfor ikke, det bliver lidt kedeligt med alle de planter"sagde hun, træet skubbede lidt til hende"hey bliv ikke vred, for det er det"sagde hun til træet, det forholdte sig så til ro igen"det var bedre"sagde hun så, hun spise æblet færdig, det var dejligt sødt