fanget og Henrette // Barishan //

T: 23:00
O: vampyrdæmoner
V: overskyet
S: i en hytte i skoven



Mikala sad bundet på hånder og fødder . Hun var fanget i en hytte i den mørke del af skoven som det aldrig kom nogen i mere da man sagde at den her del var hjemsøget at sjælden sugenvæsner , men det hade Mikala slet ikke tid til at bekymder sig om da hun var omringet at vampyrdæmoner . Hun hade stødt på dem dag før de fange hende hun var ikke rigtig bange for dem men en smule , hun sad og så rundt på dem deres leder stramme hendes reb " sid stille min unge ven . Ellers er jeg nød til at bide halsen over på dig så sid stille " sagde Lederen i der han stramme reben rigtig meget

Barishan kom gående igennem skoven som han plejede. Han havde et smil på læberne. Han så hytten. * hmm den hytte har jeg ikke set før *. Barishan gik over og så lidt på hytten. Så besluttede han sig for at banke på, så det gjorde han. Han stod lidt og ventede på der blev åbnet imens han nynnende en glad sang.

leden stak hovedt ud " ja 2 sagde han koldt mikala så Barishan og ville skrig på ham men kunne ikke en holdt hende for munden for at forhinder at hun skreg efter hjælpe en af dem gav hende et skal i hovedt så hun faldr livløst sammen med et bumb så trak de hende ind i mørket af et vældt bord der lag de hende og stramme hendes reb endnu mere

Barishan hørte den tumult der foregik indenfor. Han satte sit hoved på skrå og kiggede på personen foran sig. '' Undskyld mig, men hvad har i lige gang i der inde? ''. Barishan smilede varmt og kiggede på personen med et undrende blik. Han var en smule nysgerrig men han blandede sig ikke i andres hus problemer. Han vidste ikke Mikala var der inde
.

" åh det er bare mine sønne og datte som slogser igen lige et øjeblik " sagde han og gik ind og lukke døren " kan i så være stille i var ved at afsløger det så sæt jeg alle ned og slap af og søg for at holde hende i ro ind til vider " agde han og åben atte døren " undskyld mine sønner ved godt at de skal lade deres søster være hun er meget syg og har brug for søven " sagde han i mens holdt de ander øjen med Mikala

Barishan smillede og nikkede. '' jeg forstår. Det er ikke altid let med sådan nogle vilde børn ''. Barishan grinede. '' er der noget jeg kan gøre for at hjælpe til? ''. Barishan var stadigvæk ikke klar over det skete noget farligt der inde og han var ikke personen der blandede sig i menneskers privat liv medmindre der var noget galt.

" nej vi klar os men tak for tilbudet " sage han Mikala var vånget og hade ondt reben strammen rigtig meget omkring hende hun så at Barishan stadig væk stod der ude og hun ville til at råbe på ham da hun mærke nogen tænder i hendes nakke

Barishan smilede og nikke. '' Jamen så vil jeg ikke forstyrre mere ''. Barishans sværd Zalzura reagerede lige pludselig. Barishan kiggede på det. *Vampyrer, jeg tror ikke det er børn der leger der inde *. Barishan trak sit sværd og huggede personen i dørens hoved af og kiggede ind. Da han så de to der hold Mikala sendte han et stærkt vindstød imod dem og sendte dem flyvende. Barishan gik hen og kiggede på Mikala. '' Sagde jeg ikke du skulle holde dem gemt, du kommer altid i fare Mikala. Hold dig i sikkerhed ''. Barishan sukkede, han havde nu alt for mange gange set hende i fare. Han vidste ikke længere hvad han skulle gøre. Selv når han sagde hun skulle blive et sikkert sted fandt han hende i fare og tæt på at dø.

Mikala så på ham tåren trille ned af hendes kinden så ville hun heller lade dem bide hende end at han skulle stå og skælde hende ud på den måde det var ikke hendes fejl at de overfaldt hende og holdt hende fanget hun hade tærne i sin hytte og så hade de bare uden grund overfaldt hende og fanget hende

Barishan løftede hende op. '' nu går du ingen steder alene mere. Du skal altid have en til at passe på dig med rundt. Jeg kan ikke blive ved med at redde dig på den her måde. Du skal virkelig passe på ''. Barishan kiggede på Mikala med et bekymret blik, så rystede han på hovedet og begyndte at gå mod sit hytte med hende så han kunne behandle hendes sår.

Mikala græde svaget han forstod ikke nogen hun forsøget at komme fri af ham men måtte give op hun kunne ikke da hun var for træt og såret til at kunne komme ned og væk fra ham men hun viste at Barishan kun gjore det for at hjælpe hende

Barishan lagde hende i en seng i hytten og så til hendes sår. De så ikke ud til at være dødelige så han forbandt dem og gav hende en sprøjte med morfin for at lindre hendes smerter. Barishan sukkede let. * hun kommer altid i problemer. Ham der Inuyasha eller hvad han hedder gør godt nok ikke et godt job med at passe på hende. Jeg bliver nok nød til at have et par alvors ord med ham snart *. Barishan gik ned og lavede noget mad, så stillede han det op på bordet ved siden af Mikala og gik ned og satte sig i stuen.

Mikala spiste af maden selv om hun ikke var ret sulten mere hun hade ikke spist i flere dag nu men lige nu spiste hun alt sin mad op hun slappe af men tænket på Inuyasha # hvor mon Inuyasha er henner for tiden # tænket Mikala svaget og træt

Barishan gik efter noget tid op til Mikala og så hun havde spist. Barishan smilede men så derefter alvorligt på Mikala. '' hvor er denne Inuyasha person du siger der passer på dig. Jeg ser dig altid alene. Jeg vil gerne snakke lidt med ham ''. Barishan satte sine arme over kors og hans ellers venlige aura var udskiftet med en alvorlig en. Han ville ikke have Mikala kom til skade og det virkede ikke til denne Inuyasha var i stand til at beskytte hende. Det gjorde han en smule mere bekymret.

2 jeg ved det ikke jeg har ikke set ham i flere uger jeg er bange for at han et såret eller endnu være " sage Mikala hun græde hun kunne ikke holdt det ud mere uden ham var hun meget sårbar og nem at skade

Barishan nikkede og så på Mikala. '' du bliver her til at er helt healet denne gang. Så tager vi to ud for at lede efter ham. Jeg mener det, du bliver her til du er helt rask ''. Barishan vidste ikke hvordan han skulle beskytte Mikala andet en at holde hende idedøre. Han vidste han ikke kunne blive ved med at gå rundt og redde hende. Det kunne være han blev nød til at låse hende inde til sidst, for hendes egen sikkerheds skyld.

Mikala nikke hun hade også brug for at slappe lidt af nu men hun satte sig op med bene ud over sengen hun så bange ud da hun viste at hun hade den dumme sygdom som ingen kunne kure hendes for da den var medfødt

Barishan løftede en arm hen imod Mikala og brugte sine vind evner til at prøve at vælte hende ned i sengen igen. '' Jeg mener det. Du bliver liggende til du er helt rask, ellers bliver jeg nød til at låse dig inde for din egen sikkerheds skyld. Jeg prøver at hjælpe dig her, så tag imod min hjælp ''. Barishan rystede på hovedet og gik ned mod stuen igen.

Mikala lag sig ned igen hun følde et tomrum ind i hende uden at hun vister det har de vampyrdæmoner overført en slag gift som hun bare inden i sig ind til den dag den ville bryde ud og gøre hende endu mere syg men det var brudt ud og hun faldt ned i en dyb søven

Barishan satte sig i stuen. Han lavede en kop kakao og satte sig til at se ud af vinduet. Han vidste at det store kamp var nær. Han ville sikkert ikke overleve. Hvis Mikala ikke fandt en til at passe på sig ville hun dø. Der var ikke meget han kunne gøre. Han havde ikke tid til at sidde indenfor og passe på hende. Han blev nød til at træne. Barishan gik udenfor og begyndte at træne.

Mikala sov tunget og meget svaget hun hade det ike godt såren hun hade får var går op igen og blødt slemt men hun mærke det ikke da hun sov meget dybet hendes tanket var hos Inuyasha og de som hade med Mikalas egen krop at gøre var hos Barishan

Barishan stod udenfor og trænede. Først tog han hundrede armbøjninger så trak han sit sværd Zalzura og begyndte at træne sværdkamp. Han prøvede at perfektionerer sine kamp evner. Han skulle være hurtigere, stærkere, smartere hvis han skulle dræbe Zane. Denne gang ville han ikke fejle, eller så ville han dø i forsøget. Barishan trænede i mange timen uden tanke på andet. Han var helt fokuseret.

Mikala hade det meget dårliget men Barishan var så konsenteret på hans træning at han slet ikke tænket på Mikala i de timer han trænde hade Mikala lag og lide så meget at hendes krop var så træt at hun ikke ville vånge før og flere timer eller dage

Barishan trænede til natten faldt på. Da han var færdig med sin træning gik han ud og dog et bad. Så tog han tøj på. Han gik op og så at Mikala havde revet sine sår som han havde syet. Barushan sukkede og løftede hende op og gik hen på hospitalet og gik hende indlagt. Så gik han tilbage mod sin hytte.

Mikala vånge nogen dag sener og fik lov at gå hun gik alene tilbage til skoven hun så ar skoven var en smule brændet hun ville ikke se hendes hjem være sådan hun stille sig i mellem træern og fik dem smukke og grøne igen hun ledet efter barishan men kunne ikke finde ham nogen stede ikke en gang i hans hytte hun lag en besked til ham om at hun var tilbage og ville træne ned ved søen