.:Ravnssort:. //Gabe//

Sted: Sombre nær søen
Vejr: Regnvejr
Tid: aften, lidt mørkt
Omgivelser: Ikke nogen
Dato: irl


Parken genlød af regnens bombardement på blade og imod søen som uregelmæssigt lod ringene i vandet flyde til højre og venstre. Ligeså var sommervinden blevet lavet om til en kølig udgave på grund af det lavtryk der havde lagt sig over byen. Midt i hele herligheden sad Raven. En mørk person med langt sort hår, som gik hende til midt på hofterne. Det lange hår var sølet ind i regnen og ligeså var hendes lyse hud og hendes lange mørke frakke hvor hendes bestøvlede fødder stak ud for neden. Hun sad på en bænk med blikket ud imod søen. Og hvilket blik. Hendes øjne var oplyste blå, som var hun blind, men med en nærmest skræmmende og virkelig fokuseren. Meget merkante øjne, som en vampyr måtte have, men det var hun ikke. Af alle væsener i hele verdenen var det det eneste væsen som hun var hundrede procent sikker på at hun ikke var.

Gabes mørkebrune våde hår hang ned over hans nøddebrune øjne. Hans tøj var gennemblødt af regnen... Han havde ikke rigtig noget imod regn... Han kunne bare ikke lidt kulden som regnen bragte...
Hans skridt var velplaceret og lydløse... Han kunne forveksles med en Vampyr, hvis det ikke var for duften af menneske og hans solbrune hud. Gabe vandrede bare rundt i parken indtil midnat... Så ville han begå indrud på musset... Han skulle stjæle endnu et nyt maleri... Ikke for at sælge det videre... Eller fordi han hadede dem... Han havde det faktisk bare sjovt...
Nogle ville kalde ham kleptoman, men han havde det fuldstændig under kontrol... Det var lidt som en hobby intet andet.

Ravens blå øjne lyste kort op idet den røde farve for hendes blik igen flakkede imod en forudanelse. Hun bed sig i læben og kiggede rundt idet hun fik øje på nogen. Ganske rigtigt. Hendes forudanelse havde igen set en person og denne gang var det ham.. Hvad havde han mon for?
"Godaften." sagde hun så imod ham og lod de blå øjne se nysgerrigt på ham, dog stille og roligt med et tavst udtryk. Hun smilede stille til ham derefter. Hun havde et kønt friskt smil, som lod hendes øjne give en kølende effekt på modtageren. Hendes hår klistrede sig imod hendes lyse ansigt og gjorde det en smule skult.

Gabe havde ikke kunnet lugte personen pågrund af regnen, så han hoppede let et skridt tilbage af overraskelse. Hans øjne sugede hver en detalje af hende ind til sig så han vbille kunne genkende hende igen hvis han nogensinde så hende.
"Godaften" sagde Gabe vagtsomt og kneb øjne lidt sammen da han trådte et skridt tættere på hende for bedre at kune se hende i det svindene lys.

Raven gippede kort over hans overraskelse og smilede lidt forlegent idet hun viftede med den ene hånd. "Ah. Det må De undskylde. Jeg ville ikke forskrække Dem." sagde hun lidt flovt idet en let rødmen bredte sig over hendes kinder i et kort øjeblik. Hvor flovt at sidde der urokkelig og forskrække den første person der kom gående. Ene på grund af de pokkers visioner.
Et skræp kom fra oven idet en Ravn landede på en af de gotiskformede lygtepæle. Den skræppede lidt og vippede sig fri for regn inden den helt naturligt gav sig til at se sig rundt. Raven skulede kort til den.

Gabe tog en dyb indånding og kiggede på hende.
"Det gør ikke noget..." sagde han og lod øjne glide hen over det hele så han vidste hvor han hurtigt kunne løbe hen og komme ud af syne. Gabes duft var ikke præget af Animagus delen af ham... Derudover var regnen også med til at skylle noget af alt hans duft væk... Han kunne ligeså vel ikke være dukket op hvis bare han havde skjult sig i skyggerne.
"Jeg gik også lidt inde i min egen verden" sagde han og smilte venligt tilbage til hende, selvom det var lidt svært at se.

Raven smilte stille til ham og nikkede. "Hvor rart." sagde hun så idet hun mente at det nok var et bedre sted at befinde sig end i virkelighedens regnfulde verdenm, som hun selv i lige dette øjeblik befandt sig i. Dog lod hun ofte sine tanker vandre væk fra virkeligheden og være et helt andet sted, hvor ingen anden var velkommen. hendes eget sted. Eller.. der var vel intet her der var hendes eget, var der? Hun tav da hun opdagede hun selv lige havde ladet sig forsvinde fra virkeligheden og smilede lidt flovt inden hun så op på ham igen med et tænkende blik.
Hvad var han mon for en? Umiddelbart syntes han ikke at være andet end et menneske, emn skinnet kunne bedrage og Ravens øjne var ikke skarpe i mørket og igennem regnen. Hendes pandehår klistrede sig stille imod hendes pande og gav hendes øjne denne ekstra oplysende effekt.
"Leder De efter noget?" sagde hun så da hun så hans blik rundt omkring.

Gabe kiggede lidt forvirret på hende. De? Det var da et gammelt udtryk... Noget som om hun var meget ældre end hun så ud til... "Ja... Jeg leder sådan bare efter et sted med læ" sagde han så med et svagt smil over at han faktisk ledte efter et læ... Uden han selv vidste det før han sagde det højt.
Han nikkede et par gange da det gik op for ham.

Raven smilede stille og nikkede idet hun så sig lidt omkring ligeså.. Umiddelbart så hun ikke noget usædvanligt fornuftigt at sætte sig med læ. Hun mumlede en smule idet hun kiggede opgivende op på fuglen med et tænkende blik. Nope.. ingen steder hvad hun kunne se. Hun strøg kort det lange glatte sorte hår idet hun kort udstødte et lille suk. Hvor længe havde hun været ude overhovedet?

"Hvor længe har du så siddet her?" spurgte han og kiggede på hende da hun var blevet færdig med selv at kigge efter steder. Han selv havde fundet er sted der muligvis kunne bruges... Men han anede det ikke selv før han lige havde kunne sætte sig ned og mærke om græsset selv var vådt.
"JEg tror jeg kan se noget derhenne" sagde han og pegede.
Træerne og buskene havde lavet en form for skjult form for læ... Dejligt faktisk. Muligvis...

Raven tænkte sig lidt om. "Godt og vel et kvarters tid efter at have gået lidt rundt." sagde hun så og så hen imod den tørre plet. Hun tav stille og så imod ham. "De ville vel ikke have noget imod hvis jeg går med?" sagde hun så og kiggede opgivende på ham men med et forlegent lille kønt smil.
"Hehe.. jeg glemmer tit at man bliver syg af det her.." sagde hun så med et flovt udtryk. Når hun sagde glemmer, så mente hun oftes at hun ikke vidste, men det var efterhånden pinagtigt at forklare til folk at hun ingen fortid havde.. det føltes så pokkers unaturligt og skræmmende på en måde.

"Ja... Det kan vi godt sige" sagde han venligt til hende og nikkede imod det underlige natur lavet læ. "Hvordan kan du glemme sådan noget?" spurgte han forvirret til hende men grinte over det. Ikke et drillende grin... Bare for at løfte stemmningen mellem dem mens han gik imod læet.