Nattens kolde møde (Angels=privat)

S: skoven, i en lysning
T: 22.00
V: der er en stærk blæst og der trækker op til regnvejr, skyerne er mørke og der er kun svagt lys. Efter lidt tid begynte der at regne.
O: der er træer, buske, sten.


Barishan kom løbende igennem skoven med fire af Zanes agenter efter sig. Han så en stor træstamme foran sig og hoppede over den. Da de to første agenter var på vej til at hoppe over den brugte Barishan sit vind element til at løfte træstammen under dem og de blev slynget væk. De to andre stoppede op og trak deres pistoler og skød efter Barishan. Barishan blev ramt i skulderen. Han drejede sig om og løb ind i buskaset. Efter noget tid hvor han havde løbet kunne han ikke længere høre de sidste to agenter bag ham. Regnen begyndte at falde. Barishan tog sig til skulderen der blødte. Han kiggede op imod regnen, han var træt og såret. Zanes agenter havde været efter ham hele dagen. Barishan sukkede. Han så en forladt hytte i det fjerne. Han gik ind i den for at gemme sig fra agenterne.

//Påklædning: https://2img.net/h/oi32.tinypic.com/wjtc77.jpg//

An havde fået færden af Zanes vagter, to stykker, som var på jagt efter nogen, som hun ikke lige kunne se ansigtet på eller genkende for den sags skyld. Hendes øjne var røde og hun var tørstig efter blod, Zane havde vel ikke noget imod at hun dræbte dem og senere lade dem rådne op på jorden? Et skævt smil dukkede frem på hendes læber da hun løb så lydløst som overhovedet muligt efter vagterne, det så ikke ud til at de ledte mere efter deres bytte? Selvom hun godt selv vidste hvor det var, hun havde god høresans og et godt syn. "Åh hej.. frække noget imod at jeg trænger på?" hviskede hun imod en af vagternes øre, da hun stod lige bag hans ryg, faktisk pænt tæt på ham. Hun lagde sin ene hånd på hans højre skulder, og slikkede ham hurtigt på halsen og fniste, inden at hun tog fat i hans ene håndled med sin frie hånd, satte ham dernæst hårdt ned på jorden, Angels var stærk.. men det var ikke alle som vidste det, hun brugte for det meste kun sine kræfter i kamp. Idet at hun brækkede håndledet på vagten også kaldt den ukendte mand, som havde sværget sit ord på at beskytte og tjene Zane, herskeren af Di Morga. Et høj skrig slap fra mandens strube og Angels nød det i fulde drag, hun grinte let, imens at hun godt vidste at den anden grønskolling var på vej væk, ham kunne hun nemt fange bagefter! Ingen tvivl om det, "Åh.. pus.. et dumt valg du har taget med dit liv, du skulle have fundet dig en kone og slå dig ned, og måske have fået børn?" sagde hun køligt, vagten skreg bare af smerte, imens at der løb blod ned af hans håndled, hvor noget blod landede på hendes sorte leggings, men det havde hun ikke noget imod, hun var sulten, hvilket også fik hende til at hvæse lidt inden at hun bed sig fast i hans hals, begyndte ivrigt at suge hans blod, stak dog sine tænder længere ind i hans hud efter et lille stykke tid. *Mhm.. henrykt..!* tænkte hun og efter at blodet svømmede ind i hendes mund og at vagten efterhånden døde, trak hun sine tænder ud og tog sine arme godt omkring ham, idet at hun smed ham væk over mod et træ, "Nå.. hvor blev den anden vagt af?" fniste hun, imens at der faldt lidt blod ned af hendes underlæbe, som hun let slikkede af da hun lod sin tunge glide ud.
Angels så sig omkring og der gik ikke lang tid før at hun opfangede den anden vagt, hvor hun dukkede op foran ham. "Hej snuske!" smilede hun drilsk og bed sig letter forførisk, "Ved du ikke.. at det er forbudt at jagte i skoven?" spurgte hun og undslap et grin før at hun slog ham hårdt i hovedet, så han væltede om at ligge på jorden, hun sprang dernæst på ham, satte sig til rette på hans mave, og lænede sig ned, hurtigt bed hun sig fast i hans hals og begyndte ivrigt at suge hans blod!.. Ikke fordi hun direkte gik imod Zane eller bare holdte med oprørerne, hun var bare sulten, og havde lyst til at lege lidt med Zanes vagter? Der gik heller ikke lang tid før at denne vagt døde. Hvor hun rejste sig op og lod ham bare ligge.. smilede letter tilfreds. Rettede da på sin korte sorte kjole hun havde på inden at hun forsvandt med lynets hast, hun ville besøge denne lille oprører.. eller det væsen som vagterne var ude efter. Hun dukkede op i buskadet, og stod et stykke væk fra væsnet, hun lod sine røde øjne hvile på ham og opdagede at han var såret.. hun gispede lidt, men alligevel kunne hun godt styre sig, da hun havde fået stoppet sin sult, "Så.. du behøver ikke at være bange mere.. eller for den sags skyld.. gemme dig" sagde hun roligt med et skævt smil.

Barishan sad op af væggen til hytten. Han havde hørt i vinden hvad der var sket. Han vidste at det var en Vampyr der stod overfor ham. Han kunne høre i vinden hver gang hun sank en slurk af deres blod. Barishan havde kæmpet imod Zanes agenter hele dagen. Han var træt, sulten, tørstig. Ikke nok med det så var der begyndt at regne. Vand var Barishans store svaghed. Han kunne ikke bruge sine evner når han var våd. Så ville han fryse til is. Barishan sad lidt og hev efter vejret. Han havde sit ene øje lukket på grund af smerten. Han havde en dårlig healings evne på trods af at han var en Aspara og han havde ikke mange kræfter tilbage. Han måtte vente med at heale sit sår. Blodet fra såret på hans skulder løb igennem hans fingere og ned af armen og brystkassen på ham. Barishan rejste sig op og smilede skævt i det han træk seks skilte frem fra sin lomme og kastede dem for fødderne af Angels. Det var de skilte Zanes agenter gik med. skiltene var fyldt med blod. Barishan sagde med en træt sammenbidt stemme der ebbede af kamp gejst. '' jeg er ikke bange. Jeg ville slagte dem alle hvis jeg kunne komme til det. Se dem bede efter nøde før jeg ender deres liv ''. Barishan hev stadigvæk efter vejret og regnen ramte hans veltrænede krop. Regnen rislede ned af hans krop og blandede sig med blodet fra hans skulder imens han stod og kiggede på Angels med sine krystal blå øjne. Han virkede ikke til at være bange dog var han klar. Han vidste jo ikke om Angels også var kommet for at dræbe ham. En hvæssende lyd kom fra hans ryg hvor hans sværd Zalzura hang.

An lod sine røde øjne hvile på skiltene, som dette væsen havde kastet hen af jorden mod hende. "Mhm, ved godt at du er eftersøgt." Sagde hun køligt, men oprigtigt var hun ligeglad med om han var det eller ej. Det var ens egen beslutning, og hun tog kun vare for sine egne beslutninger. Langsomt kiggede hun over på ham og opdagede et glimt af et sværd, som fik hende til at træde et skridt tilbage. Dette sværd og væsen, det mindede hende om noget? Efterhånden virkede det væsen bekendt for hende, at de havde mødt hinanden før på et tidspunkt, for lang tid siden. Hun kunne ikke huske hvornår. "Skal du ikke.. takke vampyren?" spurgte hun med et nuttet smil, imens at hun bed sig atter forførisk i underlæben, og hun løb hurtigt hen foran ham, lagde sin ene hånd på hans kind imens at hun kiggede ham ind i øjnene. Det kunne måske hjælpe hende med til at hun kunne huske om hun kendte ham eller ikke. "Barishan?" smilede hun så skævt, og fugtede let sine læber, og hendes øjne blev sin naturlige øjenfarve igen, nemlig grøn. Hun kendte denne Aspara, det var hun sikker på. Hun ville ikke dræbe ham eller skade ham, det gjorde hun ikke ved nogen som hun kendte eller for den sags skyld slet ikke sine venner, selvom de var eftersøgt. Hun tog en dyb falsk indånding, selvom hun ikke kunne trække vejret, hun var jo død i forvejen, "Du er kommet til skade.." mumlede hun og kiggede på hans skulder uden at han endnu ikke havde svaret på hendes spørgsmål. Hun satte ham let og forsigtigt ned igen, da hun tog fat i ham.
Angels ville se om hun kunne hjælpe.. faktisk var hun ved at blive uddannet sygeplejerske af sin bror, som også var vampyr. Inden hendes bror blev forvandlet nåede han uddannelsen som sygeplejerske. Hun lukkede sine øjne lige så stille og prøvede på at slappe af i kroppen, lige så stille begyndte der at dukke et lys frem omkring hende, første gang hun afprøvede det på en person der var kommet rigtigt til skade. Hun kunne være ond, men også blød i knæene og sød over for andre væsner. Angels begyndte at skrumpe, dette var en af hendes evner, at blive til en levende dukke, som lignede hende selv. "Sid stille!" sagde hun højt og tydeligt nok til at han kunne høre det, efter at hun var blevet forvandlet til en dukke, efter denne størrelse hun havde med sin højde, blev hendes stemme mikro lille og skrøbelig at høre på, hendes øjne var stadig grønne, og samtidig under forvandlingen dukkede en taske frem, som hang ned over hendes ene skulder hvor der var en masse redskaber til at hjælpe andre og måske mere til i tasken? Idet at hun gik op på hans hånd, videre op på hans arm og til hans skulder, hun fandt dernæst en nål frem, hvor hun så stak den forsigtigt i ham, da hun ikke ville have at det skulle gøre forfærdeligt ondt, selvom det alligevel måske gjorde, hvor hun så begyndte at syg hans sår, så hurtigt hun kunne, meget flot også.

Barishan sad og bed tænderne sammen. Det gjorde ondt. Han kunne godt huske hende nu. Barishan grinede selv og det gjorde ondt i hans skulder. '' tak Angels. Du kom på det rigtige tidspunkt. Hvordan går det ellers med den Mester af din ''. Barishan kom med et sagte '' aggh''. Det gjorde ondt at blive sået i skulderen. Barishan satte hovedet imod væggen. Han følte sig sikker nu også selvom han var våd. Barishan havde kæmpet hele dagen. Dog var han først nu rigtig træt. Han kunne føle hvordan blodet løb ned af hans arm. Han kunne ikke forstå hvordan Angels kunne modstå lugten dog var han glad for hun kunne. Han var glad for at se det var hende og ikke en anden vampyr. Men hvorfor, hvorfor havde hun reddet ham. Hun kunne jo indkassere dusøren. Barishan smilede varmt og kiggede ned på Angels. Han havde ikke troet hun var så god til at kæmpe. Han var overrasket, positivt overrasket. Det var ikke noget han blev tit overfor Vampyrer så det gjorde ekstra menget indtryk på ham. Han kunne mærke hvordan hans muskler var trætte og hvordan regnen nedkølede hans krop. Hvordan vandet vaskede de fleste tegn på kamp væk fra hans fine lyse bløde hud. Selv om der regnede og han havde kæmpet hele dagen duftede han stadigvæk af en frisk skovbrise. Barishan følte hvordan hans sår blev syet sammen i det han kiggede mod himlen og følte regnen på sit ansigt.

An fniste lavt, da hun kunne mærke at det gjorde ondt på ham, da hun syede hans sår sammen, det morede hende lidt, der gik ikke lang tid før at hun var færdig med at sy det sammen, dog var der en masse blod omkring det, men det kunne hun ikke gøre så meget ved lige nu, når hun var en lille dukke. "Gør mig stor igen.." mumlede hun og lyset dukkede op omkring hende igen, og hun begyndte at vokse, blive til normal størrelse, hun havde hurtigt sprunget ned fra hans skulder, så det ikke endte med at hun væltede ham ned at ligge.. eller noget lignende. Så hun sad igen foran ham, på sine knæ, lagde sit hoved en smule på skrå, imens at hun kiggede på ham, "Så lidt" sagde hun og trak svagt på skulderen da han havde spurgt ind til sin tidligere mester.. hun havde jo ingen nu, efter at Gabe havde givet afkald på hende, men hun smilede så skævt og så lidt positivt på det, selvom det ikke var så godt for hende, for hvis hun ikke havde en mester.. ville hun dø med tiden, "Kan jeg ikke svare på.. fordi jeg ingen mester har mere" svarede hun med et letter forsigtigt smil, "Så" tilføjede hun og lod sin blod agtige tunge glide ud at slikke ved sin underlæbe imens at hun betragtede ham. "Du må selv fjerne blodet", kom det fra hende, da hun ikke rigtig turde gøre det, kunne jo være at hun fik lysten til at spise det.. og så at det endte med at hun dræbte ham. Et varmt smil dukkede så frem på hendes læber, imens at hun lagde sine hænder ned på hver sit lår, "Kan ikke direkte love at jeg er i nærheden af dig næste gang.." hviskede hun.

Barishan smilede. '' jeg stoler på dig. Du må gerne fjerne blodet. Jeg tror ikke jeg kan løfte min arm på grund af min skulder ''. Barishan havde ikke stolet på en vampyr på den måde siden sin mentor som også var en Vampyr. Faktisk hang hans mentor jo på hans ryg. Zalzura var engang en vampyr der var ved at dø. Som din sidste handling gjorde han sig til sværdet Zalzura så han kunne beskytte sin elev Barishan. Zalzura holdt op med at hvæse og reagerede ikke mere på Angels. Barishan kiggede underligt over sin skulder og sagde. '' underligt, Zalzura plejer altid at reagere på Vampyrer ''. Barishan kiggede på Angels igen og smilede. '' hvis der er noget jeg kan gøre for dig så skal du bare sige til min ven ''. Barishan tog sin anden arm og lagde den på hovedet at Angels og uglede hendes hår. Barishan grinede og følte hvordan regnen dryppede fra hans hår der nu dækkede hans øjne. Barishan virkede glad, det var blevet en god dag alligevel.

"Hm, ja mystisk.. syntes jeg også selv" sagde hun med et svagt smil, efter det han sagde da sværdet ikke længere reagerede på hende. Men det så hun bare positivt på..? Idet at hendes smil blev lidt bredere, end det var før i mundvigen, "Okay.." svarede hun med et lille nik, men bekræftende, som et tegn på at hun godt vidste at hun havde fået lov. Langsomt rykkede hun sig tættere hen mod ham, satte sig dernæst op på hans skød, med sine ben på hver sin side af hans, "Skal nok beherske mig" hviskede hun og bed sig forførende i læben, inden at hun lænede sit hoved ned mod hans skulder, lagde samtidig forsigtigt sine hænder på hans brystkasse, hvor hun tydeligt kunne mærke hans muskler. Hun vidste ikke om hun måtte, men så kunne han også bare skubbe hende væk. Hendes bryster pressede lidt mod hans hud og hun havde nogle ret store bryster, hun brugte D skål.. og man kunne lidt se dem fra hendes korte sorte kjole, eller rettere top, da den var lidt nedringede. Hun slikkede lidt af det væk med sin tunge, før at hun gik videre med det, ville hun lige se hans reaktion på det, *Mhm.. det smagte godt..* tænkte hun imens at hun smilede.

Barishan sad med lukkede øjne da han kunne mærkede hun satte sig ovenpå ham. Han stolede på hende så han gjorde ikke noget ved det. Han ville se om han kunne stole lige så meget på hende som han stolede på din mentor. Det virkede til at hun kunne kontrollere sig selv. Regnen ramte ham i hovedet. Han kunne mærke hvordan hans krop var tung. Han havde mistet blod og været i gang hele dagen. Barishan smilede og sagde. '' se selv. Du kan sagtes styre dig selv, jeg stoler på dig Angels ''. Barishan kunne mærke hvordan hun fjernede blodet. Han vidste at hvis blodet var væk ville der ikke komme andre sultne Vampyrer. Han var ikke selv i stand til at fjerne blodet så det var godt Angels var der. Barishan kunne mærke hendes kulde. Han havde glemt et øjeblik at hun var en vampyr. Barishan smilede igen og uglede hendes hår igen med sin frie hånd. Han kunne mærke hvordan han var gennemblødt fra regnen og hvordan lugten af blod langsomt forsvandt. Han åndede lettet op. Det skulle han måske ikke have gjot. Måske misforstod hun det som en støn. Nå det måtte tiden jo vise.

An elskede at få varmen fra andre, men hun vidste ikke hvordan Barishan havde det med at få kulde fra hende. "Lad.. mit hår være" sagde hun og undslap et lille fnis. Ja, hun kunne styre sig nu, men kontrollen var ikke altid over hende. Idet at hun lod sine læber ramme hans hud på hans skulder igen, og hun begyndte at suge blodet op lige så stille, hun sørgede for at det mærkede som at få et sugemærke for ham.
An skjulte et grin imens at hun fortsatte med sit arbejde.. hun opfattede det lidt som et støn, men hun sagde ikke noget til det. Lukkede sine øjne imens at hun smagte på hans blod.. dejlige blod.. som smagte henrykt.. bedre end de vagter hun næsten lige havde dræbt. Bagefter måtte hun bare forsvinde.. eller gå sin vej? Hun vidste det ikke rigtigt, snart skulle hun jo have fundet en mester, for hun kunne så småt mærke at hun var ved at blive svag i kroppen også, fordi hun ingen mester havde, men det håbede hun ikke på at nogen lagde mærke til, eller hun vidste ikke om folk kunne ligge mærke til det?

Barishan kiggede på hende da han kunne mærke der var noget galt. '' Angels hvad er der galt?. Du kan stole på mig og jeg vil gerne hjælpe dig med dine problemer det har jeg også sagt til dig før ''. Barishan tog sin frie arm om ryggen på hende og krammede hende. Men det var mere for at sørge for hun ikke løb sin vej. Hun var hans ven og han ville gerne hjælpe hende med de problemer hun nu engang måtte have. Barishan kunne fæle at hans styrke langsom vendte tilbage. Han undrede sig også over hvorfor Zalzura ikke var fjentlig som han plejede at være overfor Vampyrere. Barishan kunne mærke kulden fra Angels krop der nedkølede ham. Det var en rar følelse efter de mange kampe. Han satte sit hoved på hendes skulder og åndede ud igen. Kan kunne mærke hun næsten var færdig med at fjerne blodet. Barishan strammede sine muskler da et stød af smerte skød gennem ham fra hans skulder. Måske skulle han ikke bevæge sig så meget. Han kunne næsten ikke se noget længere. Der var meget mørkt udenfor og der begyndte snart at lyne og tordne og en storm var på vej. Barishan smilede, det var godt de var ved en hytte og ikke midt ude i skoven. Så havde de ikke nået i ly i tide.

"Barishan.. du kan ikke hjælpe mig, selvom du gerne vil," sagde hun roligt, efter at hun var færdig med at fjerne blodet fra hans skulder.. hun slikkede sig om mund, og kiggede på ham lige så stille.. hun nød dog at få et kram, og et svagt smil dukkede frem på hendes læber, "Du er lykkeligt gift..ikke?" sagde hun, selvom hun ikke vidste med sikkerhed om det var sandt, så meget kendte hun ham ikke, det var bare noget som slap fra hendes mund, hun kunne bare fornemme at han havde en ved sig, en kvinde. Det kunne hun lugte sig frem til i al fald. "Hvis jeg ikke får en ny mester.. vil jeg dø.. hvor jeg inden da starter med at blive svag, som jeg er ved at blive" forklarede hun og bed sig diskret i underlæben, kiggede lidt ned af sig selv, før at hun kiggede op på ham igen og ind i hans øjne. Hun var glad for at møde ham igen, og kunne da også høre at der snart ville begynde at lyne og tordne. Men vejret havde hun ikke noget imod.

Barishan smilede svagt. '' jeg elsker min kone af hele mit hjerte. Men tingene i mellem os er komplicerede. Hun vil ofre sig for at prøve at redde Di Morga fra Zane. Jeg har prøvet at tale hende ud af det. Hver dag er en ond vente tid på dagen hvor jeg får at vide hun er død. Jeg er meget forvirret over det hele. ''. Barishan kiggede Angels ind i øjnene og sagde. '' men det jeg frygter mest er den ondskab i mig. Lysten til at dræbe. Til at jage, til at se fortvivlelsen i øjnene på Zane's agenter når jeg jager dem. Den ondskab vil tage over mig og efterlade mig i mørket. Blindet, blindet af had ''. Barishan holdt om Angels med sin frie arm. '' vil du love mig en ting. Når den dag kommer og hvis jeg overlever kampen imod Zane. Så skal du dræbe mig hvis det mørke i min sjæl stadigvæk har magten over mig ''. Barishan kiggede Angels i øjnene mens regnen dryppede fra hans hår ned i hans ansigt og ned mellem deres kroppe. Han kunne mærke hvordan hans tøj klæbede sig til sin hud. Der var en kort stilhed hvor den eneste lyd var regnen der ramte jorden, træerne og dem. Der begyndte at tordne i det fjerne og regnen bliv stærkere. En stærk vind begyndte at blæse. Barishan lænede hovedet mod hendes skulder og sukkede. Han havde ikke lyst til at blive opslugt af sit had igen. Han havde prøvet at vinde over sin mørke side så længe. Den mørke side var hans instinkt til at dræbe, hans lyst til at jage, hans glæde over at se dem han jagede tigge om nåde, den berosende glæde ved at ende deres liv. Mørket var hans had.

An vidste ikke helt hvad hun skulle svare på dette. Alle de informationer også på en ordrer at hun skulle dræbe ham efter hvis han vandt kampen imod Zane. Hun rystede kort på hovedet, hvis han vandt kampen, hvorfor ville han så dø? Så havde han sikkert gjort et godt indtryk på hans.. kone. Tanken omkring det med at blive og kalde den man elsker for sin kone eller mand, gav hende til at slippe en klump fra hendes strube. Det føltes underligt.. da Barishan lagde sit hoved ned mod hendes skulder, et skævt smil dukkede så frem på hendes læber, "Hvorfor skulle jeg dræbe dig, hvis du vandt kampen imod Zane..?" spurgte hun og hævede så det ene bryn, imens at hun ventede spændt på svar.. det hun kunne virkelig ikke forstå det, overhovedet ikke. "Hvis du forbliver i live efter det, kan du leve videre sammen med din kone.. det er dumt at spørge om sådan noget.. om nogen vil holde et løfte om at dræbe dig, Barishan.." sagde hun roligt og førte langsomt sine arme omkring ham, i et kram. "Jeg holder af dig, Barishan og jeg ville ikke kunne magte at dræbe dig.." hviskede hun, og bed sig let i underlæben, An var virkelig begyndt at kunne lide ham.. han betød allerede meget for hende. Bare deres tillid som de havde til hinanden.. Det.. deres venskab var bare ved at vokse, syntes hun selv, efter hendes egen mening.

Barishan sukkede. '' hvis Zane dræber min kone. Så vil jeg prøve at dræbe ham, lykkes det for mig. Så er jeg allerede død inden i Angels. Jeg har en ondskab der ligger dybt i mig. Lykkes det Zane at dræbe min kone vil den ondskab overtage mig. Jeg ønsker ikke at være sådan. Det er derfor du skal dræbe mig. Jeg ønsker ikke at blive sådan igen. Den hungren efter at dræbe, luften af blodet mellem mine hænder. Følelsen af magt når mine ofre tigger om nåde. Jeg ønsker ikke at mit had tager over igen, så hellere dø. Derfor beder jeg dig om det Angels. Du skal også vide, jeg ser dig som min ven og vil gøre alt hvad jeg kan for at hjælpe dig ''. Barishan smilede og klemte hende mere ind til sig med sin frie arm. Det var ikke tit han åbnede sig og fortalte om sin mørke side. Faktisk prøvede han ikke at tale om den i håb om at den engang ville forsvinde. Men han vidste den altid ville være en del af ham. Han kunne bare ikke besejre den hvis hans kone døde. Hadet ville være for stort. Allerede nu kunne han føle når han jagede at lysten til at se hans ofre lide blev større i takt med at hans had til Zane voksede. Dog havde han evnen til at holde det under kontrol. Barishan trykkede sit hoved mere imod hendes skulder. Tanken om alle de forfærdelige ting han havde gjorde i de år hvor hans had til Dæmoner havde styret ham pinte stadigvæk hans drømme og tanker.

An ville ikke være ond eller noget.. men dette.. damn, det var som om at se sig selv, at det bare handlede om hende og Gabe. Utroligt, at man kunne være så besat af den man elskede, hun hev sig fri fra hans greb og gav ham en lussing.. noget hun ikke havde regnet med, hun kiggede ind i hans øjne, "Tag dig sammen, Barishan!" sagde hun køligt, men vendte dernæst sit blik ned af sig selv, det skulle hun ikke have gjort.. men så på den anden side også, så han kunne komme til fornuft. "Hun er ikke den eneste kvinde i Vie La Mort, så vigtig kan hun ikke være.. du er nærmest besat af hende.. eh, det tænk dig om.. vil du virkelig så gerne leve med hende, når hun også er eftersøgt. Jeg forstår dig ikke.. og vil ikke dræbe dig, slet ikke, du er min ven!" sagde hun med en noget streng stemme, da hun kiggede op på ham igen, hun ventede lidt på hans reaktion. Men dette var bare for meget, han kunne ikke være så besat af hans kone, altså. Lige til at brække sig over, syntes hun selv, når det kom til stykket.

Barishan faldt til jorden og landede på sin skulder. Lussingen kom helt bag på ham. Da han landede gik hans ny syet sår op. Han lukkede sit ene øje i smerte. Han kunne mærke hvordan blodet begyndte at strømme ud fra såret igen. Han brugte den anden arm til at rette sig op så han kom op og sidde igen. Han kiggede på Angels med det åbne øje. '' Hun er min kone Angels. Om hun er eftersøgt eller ej spiller ingen rolle for mig. Jeg elsker hende. Problemet er bare at hun mener hun bliver nød til at ofre sit eget liv. Hvor efterlader det mig, hvorfor nu hvor jeg har fundet hende. Jeg forstår ikke hvorfor ''. Barishan tog sig til skulderen der blødte igen. Han forstod hvad hun mente. Han kunne ikke lade være med at tænke på hvorfor det skulle være sådan. Hvorfor det hele skulle ende i hendes død. Barishan grinede. '' Tak Angels. Du er noget særligt, du er en god ven ''. Barishan grinede igen og smilede varmt til hende.

An kiggede bare på ham med et køligt blik, hun var ligeglad med hans fald, da han landede på jorden, det var han selv uden om og hun syntes ikke det var så synd for ham igen, da hans sår sprællede op.. Hun rystede dernæst kort på hovedet over hans pludselig ændring af personlighed. "Ja.. en god ven.. om jeg er noget særligt, det ved jeg ikke" sagde hun roligt og fugtede let sine læber. ".. Jeg ved godt at du elsker hende.. men udover det kan du også få noget andet at tænke på.." mumlede hun og lænede sig op af ham, så hendes bryster igen pressede sig lidt mod hans brystkasse, det var ikke var at hun ville flirte så meget med ham og ødelægge hans forhold til hans kone, men det var for at han kunne tænke sig om, at vide at hun ikke var den eneste kvinde i Vie La Mort. Hun kiggede ham ind i øjne, og fniste lidt over hans smil, inden at hun langsomt lod deres læber ramme hinanden.. og hun masserede blidt hans læber, imens at hun lagde sin ene hånd på hans kind, kyssede ham dernæst blidt og lidenskabeligt, imens at hun slappede af i kroppen, dukkede der endnu et lys omkring hende, og hun begyndte at skrumpe, at blive til en dukke igen. Da hun alligevel gerne ville hjælpe ham stadigvæk, så hun ville sy hans sår sammen igen. Med det samme tog hun en nål frem, og hun dukkede hurtigt op på hans skulder, med vampyr fart, uden at hun havde set hans reaktion på kysset, gik hun bare i gang med arbejdet med at sy hans sår sammen. Stille, let og elegant, efter at hun havde stikket nålen ned i hans hud.

Barishan prøvede dreje hovedet en smule væk så han blev delvist på munden og kinden men kysset kom som en overraskelse så det nåede han ikke. Da hun blev sig selv igen kiggede han på hende '' du må meget undskylde Angels. Men jeg elsker min kone, når en ridder bliver gift er det til døden. Hun er kvinden i mit liv. Jeg er ked af hvis jeg har givet dig det forkerte signal ''. Barishan lukkede sine øjne da hun sank nålen ind i hans hud igen. Han kunne mærke smerten igen. Han bed tænderne sammen og lukkede sin frie hånd på grund af smerten. Barishan grinede og sagde '' ikke vær så voldelig du har også en vampyrs styrke min ven ''. Barishan kunne ikke komme over hun havde kysset ham. Var hun nu hans slave?. Han vidste bare at Kajika var i hans tanker. Men hvorfor havde Angels kysset ham. Var han bare et legetøj for hende eller havde hun en dybere grund til det. Han vidste det ikke. Han kunne mærke hvordan den kolde regn fik hans krop til at ryste at kylden. Han kunne ikke bevæge sin venstre arm som Angels var ved at sy. Han vidste ikke rigtig hvad der var sket, hvorfor kyssede hun ham. Han var forvirret og vidste ikke helt hvordan han skulle reagere så han lod som ingenting.

An var færdig med at sy på ingen tid.. det gik hurtigere end før, altid når hun havde gjort det engang, så kunne hun bedre finde ud af det næste gang. Og lyset dukkede op omkring hende, idet at hun blev til normal størrelse. Hun kiggede på ham, "Nå.. jeg må smutte" sagde hun med et svagt smil, "Håber at du finder ud af noget med din så kaldte .. kone" mumlede hun og rejste sig op lige så stille, rettede lidt på sit tøj, inden at hun begyndte at gå hen mod udgangen af huset.

Barishan nikkede. ''det er nok bedt du går ja ''. Barishan sad og tænkte på hvorfor det var sket. Hvordan han skulle fortælle Kajika det. Hvorfor Angels havde gjort som hun havde. Han lå lidt og ventede på sine kræfter vendte tilbage. Han tog sig til hovedet. Hvad havde han rodet sig ud i. det virkede til at uheld altid fulgte ham. Dog var han sikker på at Kajika ville forstå.

//Out//