Tid Til Fordybning (Vari)

Tiden?; 22.34
Stedet?; Parcd'attractions - Forlystelsesparken
Omgivelser?; Gamle forlystelser..
Vejret?; Mørkt, kølig vind og isblå nymåne

Den kølige vind gav et sus af uhygge da den fløj dennem de mange nedlagte forlystelser. Nymånen lyste sit nu isblå lys ned over parken og efterlod et par skygger der af og tilså ud til at bevæge sig. Træerne uden om blev godt ryste og en krage skreg af og til bare for at bryde den krildrende stilhed der var blevet lagt for denne engang meget populære forlystelsespark. Dog blev stilheden så brydt af en anden lyd. Skridt der gik over de få visne blade der var tilbage på jorden. Det var en pige kunne man se på formen af skikkelsen. Hun havde kort brunt hår med nogle mørke striber og hendes øjne havde en smuk og dyb mørke havblå farve. Hun så ud til bare at være iført normale stramme cowboy bukser og en løs bluse som ikk dækkede hendes skulder(Ava). Hun ville rigtigt nok ahve lignet en helt almindelig pige ud over de to små dunede og hvide englevinger der roligt blaftede på hendes ryg og afslørrede at de var ægte. Hun gik bare rundt på pladsen hvor efter at hun stoppede op og så rundt. I sin favn havde hun en blok af en slag som havde blyant som bogmærke. Så gik hun hen til en af 'Te-Kopperne' hvor hun roligt satte sig og åbnede sin blok der hvor hun var kommet til. Hun så en sidste gang rundt hvor efter at hun begyndte at skitse noget ned.

Der lød en høj knirkende lyd. Vinden havde blæst til en af karruselerne som dovent havde drejet og derved skabt den skræmmende langtrukne klage sang.
Vari begyndte at skridte imod den klagende sang. Han kunne holde et simpelt fnys tilbage. Hvorfor skulle menneskene altid prøve at snyde hinanden med farvestrålende ting som sagde høje lyde og bevægede sig hurtigt... Hvorfor? Det gav jo ingen mening.
Hans Læder rustning sagde ikke en lyd da han fandt Karruselen... Det var en af de typiske med heste... Lydløst gled hans ene sværd ud af skeden og gled igennem halsen på dyret... Eller den dårlige paraodi på dyret... Der var intet andet at sige til det...
Sværdet var uhyggeligt skarpt og gled ubesværet igennem. Inden hovedet buldrende ramte bunden af karruselen, var sværdet allerde stukkket tilbage i skeden.
*Det skulle fange hvem som helsts opmærksomhed* tænkte han stille og kiggede rundt, mens hans aura gled rundt omkring og bredte sig
Den døde og kolde Aura... Ikke så underligt folk ikke blev hængende rundt om ham.

Thea, som var navnet på denne unge engel, så lidt oevrrasket op da hun kunne mærke at karusellen bevægede sig rundt. BLot hun en smule men den lyd det gav..var ikk lige det hun syntes bedst om. Lidt efter at hun så havde fået sig til at slappe af igen begyndte hun at sitse lidt videre. I stilhed. Hun strøg sin blyant stort set lydløst over de ru papir.
En lang tuk streg fra blyanten fandt så pldsuelig sted på hendes blok og øddelagde den eller ret pæne tegning. Da ´lyden af det tunge hestehoved af metat der ramlede hårdt mod jorden ahvde haft nået hende fór hun sammen med en kort bankende lyd fra lød ret høj indeblandt denne stilhed der igen havde samlet sig om hende. Hun sad nu helt sammen krøllet og trak vejret i små gisp og prøvede at få sit blodtryk ned igen. Det havde været en ordenlig skrækkelse og med hendes hurtige bevægelse havde hun igen fået en smule mave smerte. Hun klemte sine øjne lidt sammen og bed smerten i sig da den igen gik over. Men hun blev bare siddende stille. Men hun rystede lidt inde i sig selv.Hun kunne nu mærke aura. Den døde og kolde aura der klamrede sig til et væsen hun havde svært ved at finde ord til. Hun var ikk særlig god til at kunne genkende forskellige væsner og sådan og slet ikk i denne tilstand.

Varis øre var vågne... Og nu havde han en god idé at han havde hørt noget udover det tunge drøn af hovedet imod det underlige forlystelsesgulv.
"Kom frem kom frem" Hvislede han som døden mens han gled afsted. Hans skridt kunne meget svagt høres, dade satte deres aftryk på de mange sten der lå for hans fødder. Vari var lidt af en dræber.. Nej... Ikke lidt af en... Han var den rene dræber når han var i det humør.
"Jeg ved du er her..." sagde han bare og snuste svagt luften ind så han ville kunne finde personen... Det ville hjælpe ham...

Thea prøvede at holde vejret men det fik det bare til at bliver værre. Hun hev hun nærmest efter vejret. Hun holdt sine arme op over sit hoved og gemt sit ansig i knæene. Hunprøvede for alt i verden at han ikk skulle finde hende selv om at hun godt vidste at han ville. Hendes blyant havde nemlig faldet ud udenfor 'Te-Koppen' hvilket hun havde hørt med det samme på grund af den kningrende lyd. Hun rystede dog stadig kun inde i sig selv.Li8ge siden at noget uventet havde sket havde hun haft det en del mere mærkeligt og følt sig umodelig bange for en del flere ting. Måske var hendes 'fjerdel fremmed sjæl' forsvundet og efterladt hende som en tøs der nu pludselig kunne frygte for sit liv. Eller også så var det fordi at det var mørkt. Månen var nu halvt dækket af en sky og ingen stjerner kunne ses på himlen.

Vari stivnede. Han havde hørt lyden... Og da han havde tunet sig ind på lyden, kunne han høre det hurtige åndedræt. "Jeg har fundet dig" sagde han og løb afsted imod den klingende lyd fra den faldende... Ting.
Hurtigt var han henne ved Te-kopperne... "Kom frem og jeg vil ikke slå dig ihjel... Ved et uheld" sagde han og trak sit sværd. Med vilje lod han sværdet køre hen over åbningen så den høje 'Ziiiiiing'-lyd tydeligt kunne høres over hendes hurtige åndedræt.
"Ellers kan jeg muligvis skære noget af dig over... Som dit hoved" sagde han og skar i den nærmeste kop... Hun var ikke i den og den afskårede del faldt ned med en høj Vuggende lyd da den blev ved med at vippe op og ned.

Thea spærrede sine øjne lidt op da hun hørte ham. Men det hendes øjne mødte vare bare det mørke der kunne findes der hun nu så hen. Hun hørte hans sværds klingrende lyd da det blev trykket op og var så klar til kamp. Hun førte langsomt en rystende hånd ned mod sin bukse kant hvor at bæltet var stramt. Hun fulgte det og en lettelse kom over hende da hun kunne mærke læder hylstret. Hendes elskede pistol var der stadig. Klar til selvforsvar. Men så blev hun igen utrolig bange da hun hørte sværdet svinge gennem luftet og hun troede det var tæt på hende så et højt og måske lidt skingert skrig kom fra hende da det blev spidet gennem 'Te-Koppen'. Dog var det den der var lidt fra hende. Hun trak vejret endnu værre nu og hun vidste at han havde opdaget hende og vidste hvor hun var. "...Gå!" hørte hun sog selv råbe med en skrigende toneleje.

"Helst ikke..." Sagde han og stak sværdet tilbage i skeden. Han vandrede hen til hende og kiggede så ned i koppen.
"Jeg har brug for en Guide" sagde han og kiggede på hende. Hans øjne sugede nærmest pistolen til sig... Fra en længere afstand kunne han sagtens slippe fra t blive skudt... Endda også på klods hold hvis det var nødvendigt... "Og eftersom du er den eneste her i nærheden, må jeg bede om din hjælp" forklarede han, selvom han gjorde det klart i stemmen at han ikke blodt Bad hende om det... Han beordrede hende jo nærmest til at hjælpe ham.

Thea spærrede overrasket sine øjne op og begyndte langsomt at fjerne sine arme fra sit hoved. Så rettede hun forsigtigt sit blik mod ham så hendes øjnes smukke mørkehavblå farve blev afslørret. Hun så lidt på ham uden et ord og hun kunne svagt mærke hvordan hun kunne slappe mere af nu. Hun silte svagt sine bløde og let lyserøde læber som om at hun var klar til at sige noget hvilket hun åbenbart ikk var. Så så hun lidt væk og så igen på ham hvor på at hun igen åbnede sin mund. "E-En guide? Hvorfor..det?" spurgte hun ham med en stille stemme og et overraskende anderledes toneleje. Hendes små hvide og dunede englevinger blafrede en lille smule for sig selv. Som om at de var på vagt og ville sprede sig helt ud hvis han prøvede på noget. Hun sank men den store klump der sad fast i hendes hals blev ikk rigtigt særlig meget mindre. "Og..til hvad?" Hun fugtede sine læber med tungespidsen hvor efter at hun blidt bed sig selv i sin underlæber og hun rettede sig mere ud.

Varis læber skiltes i et lille smil som viste nogle af hans tænder... Et smil der ikke nåede hans øjne. "Ja... En guide... Har du aldrig hørt om sådan en?" spurgte han hende med en nærmere sarkastisk og ond stemme. Han Skulle vide nogle ting om det her sted... Men det var ikke helt til at sige om hun selv vidste nogle ting som han selv ville vide... Men han ville vide det.
"En til at vise rundt og alt det der halløj" sagde han mens hans øjne viste en kulde der kunne minde om en snestorm.
"For... Du har vel ikke bare ligget der og rystet skræk, mens du har ventet på at nogle skulle komme og skære dig op... vel?" spurgte han og lave et ulve smil, mens hans sværd igen kom frem i hånden på ham.

"Hmpf.. Selvfølgelig har jeg hørt om en guide men jeg ville jo bare vide til hvad.." Thea begyndte så småt at føle sig mere sikker på sit tale. Og så rystede hun ikk mere. Hun var nok mere..irriteret eller noget i den stil. Hun tog en dyb indnding og pustede tungt ud igen. Så begyndte hun stille og roligt at rejse sig op igen med en smidig og blød bevægelse. Selv om at hendes bluse var løs kunne man stadig fornemme hendes krops form og hendes små vinger bevægede sig en lille smule igen efter at have ligget stille længe havde hun brug for at strakke dem selvom at hun ikk var meget for at han så det. Hun sank lidt og den store klump der sad fast i hendes hals forsvandt så endelig. Så strøg hun en af hendes mørk krølle væk fra ansigstet. "Og jo jeg sad og var bange for om du faktisk ville gøre nog..." Hun stoppede i sætningen da hun så at han igen ahvde trykket tit sværd. Hun ldo igen sin ene hånd snitte pistolhylstret for en sikkerhed skyld.

Vari løftede velvidende sit ene øjenbryn. Han havde godt lagt mærke til at hendes øjne kort fæstede sig ved hans sværd... Og hendes hurtige bevægelse imod hendes pistolhylster. "Spar dig..." sagde han og lod sin hånd snappe frem og lod en slank og sort finger røre ved selve pistolen. Rust begyndte langsomt at brede sig rundt om hans finger.
"Jeg vil bede dig om ikke at lave nogle hurtige bevægelser" sagde han roligt og velovervejet. Han følte sig også roligt... Han havde overlevede flere pistolskud end det skulle være menneskeligt muligt... Nu var han jo godt nok heller ikke Menneske... Men han var Menneskelignende... Eller var det Menneskene der var Sortelverlige?
Han lukkede kort øjne for at lede sine tanker væk fra det emne.
"Jeg skal kende det her område bedre end det burde være muligt... Kan du hjælpe mig med det?" spurgte han hende og lagde hovedet på skrå mens han holdte godt øje med hver en bevægelse hun kunne finde på at lave...

Thea spærrede sine øjne op da hun hurtigt så ham røre ved hendes pistol men så blev den bare pludselig ubrugelig eller i hvert faldt næsten. Hun nåede nemlig lige at rykke væk fra ham dig snublede hun over den lille plads i 'Te-Koppen' som hun jo stadig stod i. Hun faldt så lige ned og hamrede baghovedet ind i kanten eller hvad man nu skulle kalde det. Det blev dog kun til et kort av og en hånd forsigtigt om og mærke hvad der var sket. "HVad mener du? Jeg lavede ikk en gang nogen hurtige bevægelser og hvad fanden gjorde du ved mon pistol og hvorfor?"sagde hun spørgende og ømmede sig gevaldigt. Da hun fjernede sin hånd og så på den var hendes hånd næsten ind smurt i hendes helige og meget speciele engleblod. Hun fik også igen en vild smerte i maven og forblev stille siddende. "Og jeg ved desværre ikk meget om forlystelses parken hvis det er det du vil vide noget om.." Hun lagde meget forsigtigt sine arme om sin amr og bøjede sig forover. Det var ret mærkeligt at se hende have mavesmerter når hun slå hovedet. Men det var dog kun Thea der vidste hvorfor.

//Sorry tiden//


Varis ansigts udtryk var roligt og velovervejet... Det lod ikke til at noget af det hun sagde overraskede ham på nogen synlig måde... Hvilket det heller ikke gjorde... Folk havde det med at reagere meget mere højlydt når Vari havde gjort sådan imod en af deres ting.
"Jeg sørgede bare for at du ikke skulle gøre noget dumt, så jeg ville ende med at slå dig ihjel.. Derudover så kunne du muligvis ha fundet på at lave en ting eller to med den der nu rust pistol..." Sagde han og nikkede lidt i det.
"Desuden ska jeg bare bruge lidt info... Resten skal jeg nok finde ud af selv..." sagde han og kiggede rundt mens han stadig holdt godt fat om sværd skæftet.
Langsomt begyndte hans øjne at kigge længe på hende. Han vidste ikke hvad han skulle sige, så nu ventede han blot på hendes svar...

Thea blev siddende og hendes øjne klemt lidt sammen men så bed hun smerten i sig. Hun tog en dyb indånding og så op på ham stadig med sine arme om sin mave. Ganske blidt. "Gøre noget dumt? Hvad dumt ville jeg kunne lave med den? Jeg ville kunne forsvare mig men altså det er ikk ligefrem dumt. Og du ved jo ikk hvad den betød for mig vel? Dog betød den ikk mere for mig ind at jeg bare kan smide den ud og købe en ny men alligevel" Hun tog så igen nogle dybe indåndinger og strammede et meget kort øjeblik på sin mave. "Og.. hvad er det for nogle informationer du har brug for? Jeg kan måske hjælpe" Hun var ikk meget for det men hun kunne heller ikk lide den forstilling om at det sværd blev spidet gennem hende.

Han smilte lidt. "Bare rolig... Jeg hugger ig ikke i fine terninger" sagde han afslappede og stak sværedet tilbage i skeden. *Endnu ihvertfald* tæntke han og lod ikke til at ændre sit minespil på noget tidspunkt, men smilte bare til hende og grinte så svagt.
"Jeg ska vide om der er nogen steder her hvor man kan trækker sig tilbage i tilfælde af kamp, hvor man kan se anre fra og stadig forblive skjult... Sådan nogle Taktiske ting" sagde han og kiggede bare på hende.
Varu havde en Idé om at hun ikke skulle føle sig for sikker på at han ikke kunne skade hende, bare fordi sværdet var væk.
"Men du skal bare vide... Prøver du på noget... Behøver jeg ikke bruge mit sværd" sagde han og rakte hånden hen imod hende.
Et højt knips kom da hans langefinger og tommelfinger smadrede hårdt imod hinanden. Sorte gnister fløj rundt om hans fingre. Langsomt knyttede han hånden. Istedet for masser af gnister, var der nu i stedet en ond, lysende sort ildkulge der brændte langsomt på hans håndflade.
"Forstået?" spurgte han da han kastede flammen mod en af de nærmere Te-Kopper som nærmest blev dækkede af flammerne som et tæppe der ikke ville stoppe med at brænde.

Et skrig kom ffra Thea da hun så ham kaste den mærkelige sorte flammekugle. Og pludselig blev hendes vinger spdst helt ud. Hendes engle vinger var næsten enorme og utrolig smukke med deres dunede dragt og den snehvide og skinnende farve. Men alligeve var de også stærke. Da de ikk kunne være i den lille 'Te-Kop' blev den fuldstændigt smadret go alle siderne fløj ud til hver sin side. sammen med denne fremmede dreng eller unge mand som så ud til at være sortelver.
Hun sagde ikk gjort det med vilje men han troede det måsker. Det ville i hvert fald være kommet som et chok. Der var ikk så mange der kendte til hendes vingers oprindelige størrelse. De mente vel bare at de to små udgaver af dem var dem hun besad. Men det var ikk kun kraften fra hendes vinger der skadede folk hvis de blev skubbet væk med dem. Der gemte sig også af og til en del electritet i dem så man ville blive ramt af voldsomme stød. Hun spærrede sine øjne helt op da det skete og hun holdt sig hurtigt for munden. *Skit!* tænkte hun skræmt og sank men kluppen i halsen blev ikk mindre af den grund.
"Jeg..Jeg..Det var ik..meningn! Jeg sværger!" udbrød hun så pludsleig en del panisk og hendes krop begyndte at ryste en del. Hun rejste sig dog ikk op igen. Hun blev siddende og hendes store vinger havde automatisk lagt som om en beskyttende bariere om hende.

Vari var selv blevet taget overrasket på sengen og han åbnede overrasket øjne over det.
Hans Rustning havde beskyttet ham imod den lette Elektricitet... Men han kunne høre summen da det begyndte at frastøde det.
Han var blevet slynget helt over den anden ende af Te-kop forlysstelsen fra hende... Hans hovede var åbenbart blevet ramt af noget... Det måtte have været et eller andet hårdt.
"Det der... Gjorde fandens ondt" sagde han lavt og lød surt mens han langsomt kom op at stå ved at støtte sig til stolpen bag ham... Den selv samme stolpe han havde slået hovedet ind i .
"Det siger du nok nu..." sagde han og kiggede på hende. Der var to af hende som svagt drejede rundt om sig selv. Han måtte virkelig ha slået sig hårdt...

Thea sad stadig helt rystet. Men han så da ud til at være helt rundt på gulvet lige nu. Han stod jo helt usikkert og han havde ikk angrebet hende med det samme. Sikke en lettelse. Man hun var stadig en smule bane for ham. "Jeg..Jeg emener det! Men du..kunne jo bare have..have ladet være med at..forskrække mig!" Hendes stemme dirrede stadig en del og hendes øjne lyst af frygt for hendes liv..og en andens.
Så begyndte hun at rejse sigg langsomt og forsigtigt op ved hjælp af det der var tilbage af denne lyserøde 'Te-Kop'. Hun snk igen og klumpen forsvandte endelig. Hun ahvde faktisk ikk vidste at hun havde denne styrke da det var første gang at der var sket nogen noget så sådan og så uden stødene der ellers vile have lammet hans krop i få sekunder. Men dog bar hun selv skade en lille smule. En mindre flænge under hendes øjne havde afslørret sig ved at blodet sivede ned af hendes kind og ned på hendes hvide bluse.
Hun visdte ikk hvad hun nu skulle gøre. Skulle hun gå hen og hjælpe ham eller skulle hun bare løbe væk nu da hun ahvde chancen?

Vari svarede ikke engang... Istedet fokuserede han bare på at stå oprejst og samle styrke... Da hun havde slået ham omkuld, var hans evne med forrådnelsen sat igang.
Det rådne træ og de knækkende lyde lød faretruende rundt om ham og det var tydeligt både at høre og se at den bevægede sig imod Thea.
'Te-Koppene' hele vejen hen til hende faldt igennem gulvet og ramte hult jorden under, mens de også selv langsomt blev reducerede rust og faldt fra hinanden, nærmest i det sekund de ramte jorden.

Thea spærrede sine øjne højt op i et skræmt blik da hun så alt hvad han så gjorde. Hvad var det her? Hun begyndte stille og roligt at gå baglæns. Meget forsigtigt så hun ikk villle kunne vælte og så være helt forsvarsløs igen. Og hun var ikk særllig vil med den smerte der kom hver gang. Så vendte hun sig langsomt om og så sig kort over skulderen hvor efter at hun igen satte i en rolig løben. Hun vidste at hun ikk måtte komme for tæt på ham. Dog vidste hun jo stadig ikk hvorfor.

Vari rejste sig helt op og stod ikke længere og svajede usikkert som før. Forrådnelsen holdt op... Vari kunne ikke trække den tilbage... Det vidste han godt, men han kunne styre den...
Det brunede træ under hans fødder blev hvidt og helt igen... Han havde fået det til at bølge væk rundt om ham... Som om han gik i vand og vandet veg væk fra hans fødder...
Selvfølgelig faldt det tilbage igen ligeså snart han var gået forbi.
Hurtigt var han henne ved hende.
Hans øjne var vrede... Det var let at se på ham at han virkelig ikke brød sig om at blive slynget igennem luften og ramle ind i hårde genstande.
"Forhold dig venligst roligt" sagde han anstrengt, mens han gjorde sit bedste for ikke at smadre sin hånd i hovedet på hende og bare forrådne hende helt væk.