I'll hate forever my self - Seth

Regnen plaskede ned på asfalten og plaskede op fra de mange pytter som var lavet, folk løb hurtigt forbi hende uden at lægge mærke til at hun havde grædt uden at ligge mærke til pigen som stod der og ikke turer at gå op til den hun elskede mere end noget andet, hvordan ville hun nogen sinde kunne gøre det? Hun hadet sig selv, og hun ville aldrig nogen sinde kunne tilgive sig selv mere, hende som havde sagt hun aldrig mere ville sårer ham mere, og her hun var igen, her var hun og skulle til at sige det som sårede mere end noget andet. Hun havde været dum, hun havde været fuld og hun var drevet til ting som hun ikke kunne tænke sig selv til at hun havde gjort, men der var beviser lige meget hvor meget hun prøvede at kæmpe dem væk, her stod hun igen. Igen broken inde i, men hvorfor? Jo fordi at hun havde gjort den mest utilgiveligt ting i hele verden man kunne gøre. Og hun viste det omkring Seths tidligere kærester som havde gjort det samme som hun nu havde gjort. Hvis hun kunne ville hun tage det hele tilbage, hun ville græde ham en sø, hun ville rive hendes hjerte ud og give det til ham mens hun så hvordan verden ville forsvinde ud i mørket fordi at hun kunne ikke leve mere hvis han forlod hende. Og hvad skulle få ham til at blive hos hende nu?! Ingen ting, hun fortjente det ikke, og egentlig ville hun meget hellere gå hjem og gøre det af med sig selv lige nu, men gjorde det ikke fordi at han skulle vide hvad der var sket, det var igår det var sket, til hendes venindes fest som var for at fejre at Faith var kommet ind i politikorpset, og så, var det bare gået langt over gevind, af en eller anden grund hun kunne ikke huske hvorfor, var Seth ikke kommet og det hun havde savnet ham, savnet ham så inderligt fordi det havde været så lang tid siden de sidst havde set hinanden, også havde det bare følt det samme, hun havde haft brug for kærligheden, men da hun vågnede op næste dag og så den mand i hendes seng, havde grædt, og kaldt ud efter ham. Men det havde ikke været nogen drøm, det var den onde verden som endnu engang havde testet hende, og hun havde faldet i det, hun havde været så dum at hun faktisk havde faldet for det trick en gang til. Og, ja hvad kunne hun sige til sig selv? Det var alt sammen hendes skyld, kun hendes og ingen andres. Hun var efter hånden helt våd men hun kunne ikke være mere ligeglad, hun fortjente meget mere end bare at være lidt våd. Hun tog en dyb indånding og gik over mod buzzeren op til de mange lejligheder, hun kiggede på de mange navne og kunne mærke banke hurtigere da hun så hans navn 'Seth Tio' men hun turer ikke, hun havde ikke engang ringet og spurgt om han havde tid til at se hende, han havde vist haft utrolig travlt med et eller andet på det sidste, men hun havde bare brug for at snakke med ham det nu! Nu hvor hun havde var nogen lunde ædru, hun havde siddet der hjemme og drukket hjernen ud for at glemme det hun havde gjort, og der var nogle dejlige fine ar på armen som ellers havde været ar fri, hun trykkede dog knappen ind og ventede på at han ville tage telefonen op.

Der var lys i lejligheden, musikken spillede, men med noget roligt musik, dette var vidst en af de dage hvor man tog det roligt, og bare lod sig rive hen i en drømmende verden, uden rent faktisk at sove, men man føler alligevel at man sover, bare i sin egen fantasi. Der kom en ringen henne fra døren, det kom fra opgangstelefonen, og det fik et undrende blik frem i den unge kunsternes øjne, da han ikke havde forventet besøg på sådan en dag, han kiggede lidt hen mod vinduet og undrede sig kort over hvem det mon kunne være, men med et træk på skuldrende rejste han sig op og lagde sine ting som havde været i hænderne ned på sin skammel ved siden af den stol han havde siddet på, han var i gang med et nyt mesterværk, eller rettere et nyt maleri som skulle afleveres til en kunde inden for den næste måned, og han mente at han vel at han kunne få skrabet en god hø stak ind med penge, som han ville bruge på ditten og datten, når han nu fandt på noget, han mumlede lidt og tog en kort slurk af colaflasken som stod på bordet, og kløede sig lidt på kinden hvor nogle skægstubbe var ved at tage til da han havde haft travlt med arbejde og ikke havde kunnet nå at få ordnet den hygiejniske del af hverdagen, han blinkede et par gange med øjnene og tog fat i telefonen til opgangen, og rømmede sig kort for at få stemmen igen, “Ja..?” spurgte han ind i røret, og ventede på at der ville være nogen som svarede, men der kom ikke noget i første omgang, og han var lidt usikker på om der mon havde været nogen der bare lavede telefon fis med ham eller noget, han sukkede lidt og vædede sine læber lidt, “Hallo?” spurgte han igen, og rystede lidt på hovedet, det var da utroligt med de unge der nu til dags, ja Seth vidste virkelig ikke hvad han skulle stille op med dem, de kom og gjorde hvad de ville, hvilket ikke var noget som han havde brug for her i øjeblikket med alt det arbejde som han havde været i gang med, han kiggede lidt ud i lejligheden imens han stadig holdte i røret for at vente på et svar, den var lige så redelig som den altid havde været dog var der lidt flasker hist og her og nogle lagrede som ikke var stillet ned til posten endnu men det havde han tænkt sig at gøre engang i morgen eller noget, hvis han nu fik tid til det. Han sukkede lidt, og rynkede brynene lidt igen imens han ventede, han syntes der gik en evighed i mellem sekunderne som gik af sted.

Hun ventede i et stykket tid hvor der ikke rigtig skete noget, hun sukkede stille og bed sig i læben mens hun ventede og kiggede rundt, da hun så endelige hørte stemmen brude igennem kunne hun ikke få sig selv til at sige noget, hendes mund var lige så tør som sand, som om at alle ord var skudt ud af hendes hoved og ikke ville finde tilbage igen ".. d.. det.. er Faith.." sagde hun stammende og lavt da hun ikke kunne finde ud af hvad hun skulle gøre eller sige nu, hvad var der at gøre lille Faith var? Du skulle vel bare gå op til ham sige at du aldrig nogen sinde kan se ham igen fordi du har gjort noget som ikke skal tilgives. Noget som hun ikke ville have skulle tilgives. Eller jo ville hun jo i grunden godt!? Men hun fortjente det ikke, på ingen måder, ikke af denne dreng, mand. Denne mand som havde et hjerte af guld, som skulle elskes som han elskede igen, og det havde hun jo lige bevist at det kunne hun ikke. Det ville hun aldrig nogen sinde kunne gøre. Ikke efter hvad hun havde gjort ".. Seth.. Seth jeg har.. brug for.. at snakke med.. dig" stammede hun igen og hun kunne stadig ikke finde de ord som skulle brugs og hun kunne slet ikke forstille sig hvad han ville gøre sige, finde på når orderene ville komme ud af hendes mund. Og hun ville sige det, lige ud, uden noget form for bullshit, kys kram, du har aldrig set bedre ud skat. Nej han skulle have sandheden med det samme, det synes hun at han fortjente mere end det som de andre havde givet ham, en halv sandhed. Han skulle have den hele, den som hun så frygtelig gerne ville gemme væk aldrig mere vise for nogen, bare glemme. Men dette var ikke noget der burde gemmes dette var noget der skulle frem i lyset også måtte man se om hvordan det ville gå. Hun kunne allerede mærke tårerne komme ned af hendes kinder igen, som om der ikke havde været nok i dag. Seth lod allerede irriteret over at han var blevet forstyret, hvordan ville han så ikke blive når hun kom ind og sagde det som hun havde på hjertet det som gjorde at det brændte op inde i hende. Hun kiggede lidt rundt og bed sig i læben mens hun ventede på at han enden ville komme ned eller hun fik at vide hun skulle komme op.

Han fik et smil frem på læben da han hørte hendes navn, men det svandt dog hurtigt da han lagde mærke til at hun stammede, som hun nu gjorde, han nikkede stille “Ok… jeg kommer ned og henter dig nu..” sagde han stille, og kløede sig lidt på hagen hvor de mange skægstubbe var da han jo ikke havde forventet at hun ville komme, han lagde røret på og åbnede døren til sin lejlighed, egentlig var han ikke specielt fin i tøjet, havde bare nogle malerbukser på, og en løsthængende trøje. Så snart han var ude af døren hastede benene sig ned af de mange trapper og ned til enden af dem hvor døren til opgangen ar, han så Faith bag ruden og syntes at kunne se nogle forgrædte øjne som fik ham til at undre sig over hvad der kunne være sket. Han gik hen til døren, og åbnede den op og tog hende stille i armen og trak hende indenfor i varmen så hun ikke skulle gå hen og blive syg, han bed sig lidt i læben og kiggede på hende imens hun stod der og rystede så på hovedet i det han sagde, “Fortæl mig det når vi kommer op..” og lagde den ene arm halvt rundt om hende, og gik langsomt op af de mange trapper op til den store lejlighed. Han spekulerede over hvad det kunne være der var galt imens de gik op, men han lagde det så til side, og måtte vente med det, indtil de var kommet derop og kunne snakke omkring det over en kop kaffe. Han tog det sidste trin af trappen og gik hen til sin dør som stod halvt åben da han ikke have lukket den, han skubbede hende lige så stille ind i lejligheden og lukkede den så efter sig imens han tænkte lidt, “Bare sæt dig over i sofaen…” sag han stille og gik der hen og fjernede de mange flasker og cigaretbægere, samt glas, han gik ud og stillede dem til vask, og fandt to kaffe krus og satte kaffen over, han gik så tilbage til hende og sætte sig i sofaen ved siden af hende og smilede skævt, “Dejligt at se dig igen..” sagde han og var blevet helt glad nu over det uventede besøg.

Hun stod og stirrede ud i luften og ventede bare på at han ville komme ned og hente hende, hun håbede ikke at hun skulle op i hans lejlighed, det ville bare gøre alt meget værre for hende, hun ville sige det med det samme, lige ud ellers ville hun nok få meget svært ved det da hun viste hvor meget det ville sørge ham når de ødelæggende ord ville komme ud af hendes mund. Hun kiggede op på ham da han kom ned til hende og mærkede armende omkring sig og hun havde mest af alt lyst til bare at falde grædende samme og tigge ham for tilgivelse at han ikke måtte forlade hende, men så meget stolhed havde hun trosalt stadig tilbage. Hun bed sig i læben "s.. Seth" mumlede hun stille men blev afbrudt da han sagde at hun bare skulle komme med op i lejligheden *fuck* tænkte hun og lukkede øjnene *tag det roligt, bare.. kom igennem det så godt du nu kan* hun slog blikket ned og gik langsomt op af trappen og gjorde at det gik så langsom som muligt, trak faktisk bare tiden ud selvom hun egentlig også ville have det overstået så hurtigt som muligt, da de kom ind i lejligheden kom minderne frem og hun rystede lidt da hun prøvede at få dem ud af hoved, alt det der ville gøre dette sværere end det allerede var. Hun nikkede og satte sig over i sofaen og kiggede ned i sine hænder mens hun sukkede "meh" mumlede hun da han sagde det var dejligt at se hende igen ".. jeg ville ønske du ikke gjorde" sagde hun stille og bed sig i læben og vente hoved mod Seth "jeg.. jeg.. har .. gjort.. nog.. utilgiveligt" sagde hun stille og vente hoved væk og kiggede ud igennem vinduet mens hun væddet sine læber og ventede på verdens undergang til at komme.

Han rynkede panden da hun sagde at hun havde gjort noget utilgiveligt, og kløede sig lidt på kinden imens han tænkte, “Og.. Hvad er det?” spurgte han så da det kunne have været noget omkring hendes nye job og alt den slags, han havde egentlig ikke haft tid til at fejre det med hende, han havde for meget arbejde at skulle gøre lige i øjeblikket, alt sammen på grund af en fin lille genstand, han rystede lidt på hovedet og kiggede på hende igen imens han spekulerede på hvad det var, han rejste sig så op og gik ud i køkkenet som var slået sammen med stuen, han fandt den nylavede kaffe og hældte det op i krussende fandt noget sukker og mælk som han hældte ned i Faith’s krus, da han godt kunne lide den sort. Han gik tilbage til hende og kiggede lidt ud på regnvejret der stadig piskede ned, *Underligt sådan som vejret har ændret sig…* tænkte han for sig selv, og stillede krusende ned på sofabordet, og kiggede så på hende med et mildt smil, imens han stadig spekulerede over det, det kunne jo være at hun havde haft en mission til at slå en ihjel som hun egentlig ikke ønskede at gøre, eller havde dårlig samvittighed over at de ikke havde set til hinanden så meget hvilket han så ville sig at de have været lige gode om det. Han smilede stille og strøg hende hen over håret, “Hvad er det som der er så slemt…?” spurgte han hendes så om og lænede sig stille forover og kiggede på hende med de rolige øjne, og ventede på at hun ville sige det, imens han lod tankerne glide hen til en anden ting, som han havde tænkt sig at spørger hende om, hvis det mon nu ikke var for meget forlangt, måske skulle han vente med det? Han vidste det ikke, men efter hans mening skulle man gøre det så snart man mente at det var nu man virkelig ville have personen nær en.

Hun sank engang, to gange, men det hjalp ikke, klumpen i halsen blev bare større og større og hun kiggede på ham mens læben vibrerede og hun kiggede ned i gulvet "jeg.." sagde hun stille og tog imod kruset uden at stifte øjenkontakt med ham, hun kunne ikke, ikke nu det var bare for hårdt at se den man elsker mere end noget andet, den som gjorde ens live utrolig meget bedre, også gjorde man sådan noget imod dem!? Det var utilgiveligt, intet andet end det, og hun burde da have vist bedre ".. jeg..." prøvede hun igen og brød sammen "Jeg er så ked af det Seth.. men.. jeg.." hun rystede på hoved og tårerne løb ned af kinderne "jeg..viste ikke hvad jeg gjorde... men.. jeg.." hun kiggede stadig væk og viste virkelig ikke hvordan hun skulle sige det, hvordan kunne det siges? Lige ud, jeg har været dig utro? Jeg har være sammen med en anden, har haft sex inde for de sidste par timer?! Hun viste det ikke, og alle løsninger var lige dårlige, lige onde, lige grumme. Og her sad hun og var ved at sige det til ham, hvordan kunne hun!? Hun var et afskum, hun var en, ja, hun var faktisk en luder jo? Hun kunne ikke klare sig uden sex!? Var det der som verden ville vise hende, at hun ikke fortjente at gøre nogen glæde, gøre nogen lykkelige!? At hun var dømt til at gøre alle hun kendte omkring sig kede af det!? Hun fjernede tårerne "jeg.. har.. vær.. været sammen... med en .. anden.. m.. mand" kom det så endelig ud af hende og hun mærkede selv hvordan hun rystede over hvad der nu ville ske, hvad han ville sige, om han ville smide hende ud? Bede hende om at aldrig nogen sinde at ringe, opsøge ham, bare forsvinde!? Hun ville med glæde gøre alle ting, men så skulle hun også gøre det rigtigt. Også skulle hun nok sårer for at han aldrig nogen sinde skulle se hende igen, bare. Hun sukkede stille og bed sig i læben mens tårerne stadig løb ned af hendes kinder. Hun fortrød så inderligt, og hvis hun kunne ville hun tage det tilbage nu, lige nu og her, men desværre så kunne hun det ikke.

Han kiggede trøstende på hende, men stivnede i det hun sagde hun havde været sammen med en anden, og det fik det til at løbe ham koldt ned af ryggen, han rejste sig op efter lidt tid, og gik lidt rundt imens han tænkte over det, endnu engang var han blevet gjort til grin, endnu engang havde den han elskede været ham utro, endnu engang… hvorfor fanden kunne man heller aldrig få det til at stoppe, han bed sig i læben og gik så hen til vinduet og kiggede på regnen, inden han åbnede skydedøren, og gik derud, han mærkede hvordan regnen piskede ned i hans hår og gjorde hans tøj vådt. Fanden tage denne dag, fanden tage det som var sket, og nu… ja nu kunne han vel ligeså godt bare opgive… han rystede lidt med hovedet af vrede, og sorg, og gik kiggede så op på himlen og havde lyst til grin og forbande hans skaber for det han havde gjort… efter en tid gik han indenfor igen helt våd og sagde ikke noget til at hun sad i sofaen og græd, hvad skulle han sige til det? Han ville ikke have hun forsvandt, fordi han elskede hende, men han ville heller ikke bede hende om at gå sin vej, da han ikke ville kunne tilgive sig selv så. “Jeg havde tænkt mig… at spørger om du ville flytte ind.. Måske bede dig om at gifte dig med mig…” sagde han stille og kiggede ned i gulvet med armene over kors, og var vred på sig selv over at han ikke havde brugt mere tid sammen med hende, så det måske ikke havde sket dette som nu var sket, han bed sig lidt i læben imens hovedet rystede op og ned af irritation, og vrede, nu havde han vidst lige set frem til en hyggelig aften med hende, lige da hun havde ringet på havde han bare tænkt ‘yes!’… men nu var det pludselig væk, han sukkede lidt og var da idet mindste glad for at hun havde sagt det til ham, i stedet for at han fik det af vide igennem sine venner, eller hendes eller hans venner eller veninder, som man nu kunne sige det. Han vente så blikket op imod loftet og sukkede tungt.

Hun kiggede efter ham og tårerne blev ved, hvorfor havde hun dog også været så dum! Hun burde faktisk skydes over at have været så dum, ja, hun sukkede stille og bed sig i læben mens hun tænkte lidt over det hele, hun ja hvad skulle hun nu gøre!? Hun ventede på at han ville komme ind igen da han sikkert havde brug for at være alene, da han kom ind og så sagde det som hun sagde sank hendes hjerte og hun stirrede på ham som om at hun så på et spøgelse, hvad, han ville. Hun bed sig i læben og rystede over det hele "jeg.. Seth" hun rejste sig op og gik over til ham "jeg.. ville ønske jeg kunne tage det tilbage, jeg ville ønske jeg ikke havde været så dum, jeg ville ønske jeg bare kunne forsvinde.. men jeg kan ingen af delende, jeg.. var uforsigtig, jeg var ikke klar i hoved, og værst af alt jeg har gjort noget som har såret dig mere end nogen sinde.. som om jeg ikke har gjort nok.. du er den jeg elsker, der er ingen andre.. det igår.. var bare.. mig som var så dum udvidende af hvad der ville ske næste dag.. jeg ville.. ville så gerne tage det hele tilbage..." sagde hun stille og kiggede ned i jorden "jeg.. burde gå.." sagde hun så og kiggede rundt "jeg.. kom for at sige det til dig.. og jeg.. må indse at jeg virkelig ikke fortjener dig, min første fejl burde havde vist mig det, jeg var bare for egoistisk til at blive ved med at få dig.." hendes stemmere blev svagere og svagere, og hun havde faktisk mest lyst til at bare forsvinde, men stadig ville hun ikke gå fra ham, hun ville have ham i sine arme, hun ville glemme det der var sket, men desværre så var det ikke noget der ville blive glemt, det ville være noget som ville borer mellem dem og skabe hullet dybere og dybere, nogen chance for at de nogen sinde ville komme ud af det samme mere!? Nogen chance for at han nogen sinde ville elske hende som før? Nej hun troede det ikke, det ville nok være det samme "Seth, jeg er inderligt ked af jeg skuffede dig, at jeg som alle de andre skulle sårer dig på den værst tænkelig måde.. men en ting skal du vide, jeg ville, aldrig.. gøre det med vilje, aldrig gøre det med mine fuldefem, aldrig vide at jeg gjorde det fordi at jeg ikke følte at jeg elskede dig.. fordi du er den eneste jeg vil have, den eneste jeg har.. men nogen gange gør selv den man tror mest på fejl.. og dette er en fejl som ikke.. ikke burde tilgives.." hun kiggede væk og stod henne ved døren og overvejede om hun skulle blive eller gå?

Han kiggede ned, og nikkede lidt med hovedet, han bed sig lidt i læben og kunne ikke få sig selv til at tro det, tænk at hun havde gjort det, han sukkede lidt, tungt, og sørgmodigt over det der var sket, men tårerne kom ikke op, de kunne ikke eksistere hos ham, og havde heller aldrig gjort det, eller jo nogle få gange men så heller ikke mere, det hele virkede som om det var en ond drøm, at han lå i sin seng og sov lige nu, han kiggede hen på sin dør til sit værelse, håbede at den snart gik op og han selv kom ud, som et bevis på at det alt sammen bare var en drøm, en evig forfærdelig drøm, hvordan kunne han tilgive sig selv for at have sluppet hende så meget som han nu havde gjort, hvordan kunne han tilgive hende for at have fucked det op ved at gå i seng med en anden mand? Han bed sig i læben og satte sig ned i sofaen igen, han slap den så inden længe, det var jo ikke fordi det var noget stort som sådan, men at vide at hun havde været i en andens arme, at det ikke havde været ham hun var gået i seng med men en vidt fremmed person, det var det som skar sig ind i hjertet som om han var magtesløs for ting lige nu, at han bare ikke kunne noget som helst. Han lyttede til det hun sagde og nikkede lidt, han ville ikke til at kæfte op med alt muligt shit som ikke betød noget, han kiggede stille hen på hende ved døren, og tøvede lidt da han ikke vidste hvad han skulle gøre eller hvor han skulle anbringe sig selv, han gik hen til hende og trak hende ind i sine arme, dette var dog ikke nogen tilgivelse, han hvis han sagde han havde tilgivet så havde han ikke rigtig gjort det alligevel, det var måske kun en halv tilgivelse, som i at man havde tilgivet med hjernen men hjertet var stadig knust, han sukkede lidt, og bed sig selv i læben, uden at sige noget, han havde lyst til at finde den mand hun havde været i seng med og knuse ham så inderligt af had som han nu kunne, men gjorde det ikke, da der ikke var grund til det.

Hun stod og mumlede stille mens hun lagde hånden på håndtaget til døren men inden hun gik ud blev hun hævet ind i et kram, hun kunne mærke hvordan tårerne igen kom op og hun følte sig så forkert inde i hans arme. Som om at hun ikke tilhørte ind i disse arme mere "jeg.." mumlede hun stille og bed sig i læben mens hun lukkede øjnene ville nyde dette stille øjeblik hvor hun stadig måtte være inde i hans arme ".. Set.." mere fik hun ikke sagt for at hun kunne mærke halsen snører sig sammen og den ville ikke makkeret mere. Hun sank en gang og så i øjnene at hun aldrig nogen sinde ville blive tilgivet, dette ville aldrig mere heales, der ville være et hul imellem dem. Og skylden ville altid være der, hun burde gøre dem begge den tjeneste at gå, det var den eneste udvej hun så nu. Det kørte rundt i hendes hoved, hun fortjente ham ikke, på ingen måder mere. Han var for god til hende, hun var det bæst som ingen ville have, og da hun så havde fået chancen smed hun det på gulvet igen ved at være så dum og sove med en anden "jeg.. Seth.. vi ved begge at dette aldrig nogen sinde vil forsvinde.. det vil altid være her.. det vil altid være et hul.. jeg.. burde bare gå" sagde hun stille og lod sig glide ud af hans arme selvom at hendes hjerte skreg efter hans berøringer, hans kys hans hænder. Men de kom ikke, de var ikke længere hendes, de var ikke længere hende værdige. Hun var for ussel, for ussel til at fortjene noget godt i livet "jeg.. vil aldrig tilgive mig selv.. og jeg ved du heller aldrig vil tilgive mig for det jeg har gjort" sagde hun stille og kiggede ned på hendes hænder. Hun ønskede så inderligt at hun faktisk ikke havde sagt det, men hvad så? Så ville hun have levet på en løgn, og i sidste ende ville det sikkert komme ud også ville det bare havde været meget værre end det var nu "jeg går nu" sagde hun så og tog fat i døren og trykkede ned og åbnede den og kiggede på Seth "jeg.. " hun lagde hånden op mod læberne så han ikke skulle se hvordan de skælvede, hun ville være stærk "jeg elsker dig Seth Tio.. vil jeg altid gøre.. lige.. lige meget hvad.. jeg.. håb.. håber at du finder.. en som faktisk kan være dig tro.. en som vil det samme som dig.. og vil elske dig som jeg gør" det var det sidste hun sagde for hun vente sig om. Hun skulle ud, hun kunne ikke klare at tænkte på at hun havde sagt at hun ville gå, som i ikke at komme tilbage. Mange ville nok se hende for svag, men hun ville have set sig selv som svag hvis hun havde ligget grædende foran hans fødder og bedt ham om hans tilgivelse. Og græde øjnene ud når han sagde at han ikke kunne klare mere. Hun ville ikke give den mulighed til ham, hun ville ikke være den som skulle få ham til at tage den svære beslutning, hun var den som havde fuckede det op, hende som havde været det dårlige forbillede. Hende som skulle tage skrældet, eller det meste af det. Hun løb ned af trappen med tårerne strømmene ned af kinderne, hun smækkede døren op og løb ud i regnvejret. Dette mindede hende for meget om første gang hun havde været her. Men den gang havde han kommet efter hende, kysset hende, sagt at han ville være hendes. Hun kunne endda mærke suget i maven efter det, men denne gang skulle være anderledes. Det var hun sikker på, der var ikke længere noget i ham som var hendes. Hun havde forrådt ham på det groveste og, derfor fortjente hun ikke mere af ham. Hun ville nok ikke tillade det. Dette var hendes svaghed, han var hendes svaghed. Den dejlige svaghed at føle sig tryg og elsket. Tænk at man kunne smide noget så godt væk som hun lige havde gjort. Hun faldt grædende ned på vejen og rullede sig sammen og begyndte at hulke. Hun fortjente dette, hun burde rødne op i sit egen selvmedlidenhed, svigt og at hun var så inderlig dum!