Some rain? Some noise? //Itarian.//

Sted: Ved siden af et lille "hus" (form for gravsted)
Tid: Omkring 23.00
Omgivelser: Gravsteder, blomsterbuketter, træer, buske.
Vejr: Stille regn, lunt, ingen blæst.
Påklædning: Ingen sko. Sorte, tynde bukser, som sidder løst. Hvid, tætsiddende top, som kun lige dækker til navlen. De to sværd ved hendes venstre side.

Monique var lige hoppet henover en gravsten i et elegant hop. Hun rejste sig op og kiggede bagud. Hun åndede lettet op og fik en mere afslappet holdning. Hun var forhen blevet forfulgt af nogle vampyre, som holdte meget af sortelverblod. Hun havde enlig stødt en del på dem, men var altid løbet fra dem. Hendes krop var stadig ikke blevet sig selv, og hun måtte også træne lidt, før den var, som den var før hendes "uheld". Hun så sig rundt og så, at hun var endt midt på kirkegård, så her var dødens stille. Den eneste lyd, der var, var lyden af regnen, som stille faldt. Monique var gennemblødt af regnen, så hendes trøje var blevet halvt gennemsigtig. Hun havde opholdt sig udenfor længe, men nu havde hun heller ikke haft andet at lave, og hun havde jo ikke sted, hvor hun kunne bo.
Monique gik hen til en form for hus, som var et gravsted for en mindre, men betydningsfuld familie. Hun legede kort med sit armbånd. Hun satte sig på den side, hvor regnen havde mindst mulig chance for at ramme hende. Hun satte sig i skrædderstilling og lagde sine sværd hen over sine lår. Hun tog nogle dybe indåndninger og lukkede øjne og lyttede.

En svag kvasende lyd af grus, der bliver trådt på, lød gennem regnen. Kvas. Knas.
Itarians kolde øjne lagde sig over den kolde, våde kirkegård. Ikke en sjæl, og dog. Det var en krikegård... HEr var der flere sjæle end i hele Terre by.
Han lukkede øjnene, følte en aura, og stoppede så op. Han flammende hår, hang langt, og vådt ned af hans ryg, og hans pandebånd, sad ikke i hans pande. Han lod en hånd stryge over sit ene øje, og følte en svag smerte komme fra det, en prikken. En stikken. Som om noget sad fast derinde, men ikke kunne komme ud.
Han så rundt. Et lille hus? Eller et stort gravsted? Han kunne ikke bedømme det. Det kunne selvfølgelig havde været kirkegårdsgartnerens skur, men det passe ikke helt præcist ind i det billede Itarian havde af et skur. Men, var dette Itarian. Nej.
De isblå øjne, der nærmest oplyst luften omkring ham, og kulden der fulgte i hans fospor, kune kun stamme fra en af hans andre personligheder, i dette tilfælde Mulianere.
Han lod sit kolde, rolige blik, betragte huset, og med en smule nysgerrige bevægelser gik han mod det lille 'hus'.
Han kunne høre et åndedræt, lige meget hvor svagt det så var, så kunne han høre det. Da han kun var få meter fra denne skabning, kunne han mærke det, auraen tilhørte en sortelver af hunkøn.
Han smilede svagt til sig selv, et køligt, og dog en anelse underholdt smil, der ikke plejede at pryde hans ansigt.

Monique åbnede øjne, da hun kunne høre de svage skridt henover gruset. Hun spændte langsomt sine sværd fast igen og rejste sig halvt op i hug. Det kunne muligvis være en af vampyrerne igen, så hun var klar. hun var kalr over, at der kun var en. Et halvt smil viste sig på hendes læber, og hun rejste sig helt op. Hun åbnede for sin evne og lod den blidt røre ved den anden. Det var et halvt menneske/halv engel, som hun stod overfor. Og dog, så var der noget, som var anderledes. Så hun måtte alligevel tråde varsomt. Men hun var ikke bange. Hun lukkede igen ned for sin evne. Hendes hoved kunne ikke klare for mange minder på en gang, så det var det eneste, som hun kunne gøre.
Monique tog fat i sit hår med begge hænder og vred det, som om det var en klud, hvorefter hun kastede det over skulderne, så det hang ned ad hendes ryg. Hun trådte rolig frem med sine lydløse skridt, så hun kunne tage dette væsen i bedre øjensyn. Hun støttede sin venstre hånd på sværdene, mens den anden roligt hang ned langs siden.

Han så på hende, da hun kom frem, med sine kølige iskolde øjne. Hans hoved lagde sig til siden, han lagde hovedet på skrå, som havde han stillet et spørgsmål, der stadig ikke var kommet over hans læber.
Hans hoved rettede sig endnu en gang op, og han lukkede langsom øjnene, hvorefter han åbnede dem igen.
"Vær hilset, frøken" sagde han roligt, og med en bidende eftertone, der kunne lyde lidt som nysgerrighed, hvis man lyttede godt efter.
Dog viste hans øjne ingen form for interresse, nærmere det modsatte, og dog, virkede det ikke som om han nærede nogen form for misbilligelse overfor denne skabning.
Han gik en anelse forsigtigt, og dog værdigt fremad mod hende, med et svagt udtryksløst smil placeret i ansigtet.
Kulden ville ramme hende som hagl, og det ville nærmest fryse hende fast til stedet, eller ville det?
Mange mennesker havde hverken kunne flygte, eller forblive ved besindighed, da de mødte denne kulde der hang omkring ham, når han gik ude om natten.

Monique betragtede væsnet afventende og roligt. Hun udviste ingen form for følelser, hendes øjne var følelsesløse, mens hun havde henlagt resten af kroppen i en facade, hvorbag hun gemte sine følelser. Det var en måde på, at hun ikke følte sig svag på.
Monique nikkede som hilsen og sagde intet, hun vidste ikke, hvad hun skulle sige. Og hun havde mindst af alt ikke ventet at møde nogen her, men nu alligevel, så kunne hun vel finde ud af noget mere om denne by, som hun var endt i.
Monique rørte ikke på sig, da væsnet begyndte at nærme sig hende. Og dog så var der noget, som plagede hende, hun havde kort set noget, men hun vidste ikke, hvor sandt det er. Da hun kunne mærke noget, noget fremmede, hoppede hun bagud og havde trukket sit sværd halvt ud af skeden. Det var en advarsel til, at væsnet skulle holde afstand, fordi ellers ville det blive grimt. hun hvade ikke brudt sig om kulden, som kun kort havde strejfet hende. Hendes opmærksomhed var blevet størst, da hun lagde mærke til forandringen i hendes egen magi. Hendes øjne var smalle og også advarende.

Han så på hende med opmærksomme øjne. Han kneb øjnene sammen, og trak selv det sværd der havde hængt ved hans hofte, under den svagt mølædte kappe. Det var usøgt, og var prydet af ædelsten, der glødede svagt af magi. Selve klingen var hvid, som ren energi, og en svag svirren hang omkring det. Et magisk sværd.
Han så på hende, og lagde hovedet på skrå "Ønsker De at kæmpe? For jeg..." startede han, velvidende at hvis hun ville, ville han nok vinde. Han var en uovertruffen fægter, og havde aldrig tabt en kamp.
Han så hende i øjnene, med de isblå pupiller, der nærmest mindede om stjerner. De så ud til at være så tæt på... Men alligvel befandt de sig et helt andet sted, i en helt anden tidsalder.
Han lod sværet komme tilbage i skeden af tykt læder, og så på hende igen.
"Ønsker ingen kamp" afsluttede han og så på hend med hovedet stadig liggende på skrå.

Monique var opmærksom på hans bevægelse og klemte hårdere rundt om hendes eget sværd. Hun var klar til at trække det helt, hvis han skulle angribe hende eller bare gøre bevægelse til det. Hun kiggede undrende på ham, da han ikke afsluttede sin sætning. Ville han sige, at han ville vinde? Hun ville have grinet, men gjorde det ikke. Hvordan kunne han tro, at han kunne vinde over hende? Hun var en anelse hurtigere, end normale elvere, fordi hun var renblodet og ældre, men hun var dog ikke gammel i følge elverene. Den eneste kamp hun havde tabt, var imod hendes svorrende fjende. Og dog, hun var jo stadig ikke helt rask, hvis det kunne forklares sådan.
Da væsnet havde stukket sit sværd væk, rettede Monique sig op og skubbede også sit sværd tilbage i skeden. Hun nikkede for at vise, at hun var enig. "Du overraskede mig bare." sagde hun halvt undskyldene, selvom det ikke var alvorligt. Hun hentydede til hans kulde, som havde ramt hende før. Hun havde ikke brudt sig om det og det kunne jo let tages, som et angreb.

Han smilede en anelse skævt, og nikkede. Ingen kamp var ønsket,ikke af nogen af parterne, så hvorfor kæmpe? Det ville jo være direkte dumt, meningsløst.
Han lod sin hånd hvile på sværdfæstet, men ikke som en forsikring om at kunne trække det, hvis hun alligvel besluttede sig for at kæmpe, nærmere på grund af at han ikke rigtigt kunne have den andre sted, hvor den ikke ville være i vejen.
Han så lidt på hende, med de isblå, glitrende øjne, der mere lignede stjerner, end et egentlig biologisk materiale. De bevægede sig i øjenhulen, som om de blot betragtede hende langt fra. Dog virkede de på en måde fraværende, som om han egentlig ikke var tilstede, men alligvel hang et svagt smil omkring hans læber. Hans hår svajede svagt i en pludselig enlig vind, det lignede en glitrende flamme, som snart ville eksplodere. Som en lunte, på en tønde med krudt, der snart ville ødelægge alt omkring sig.
Men det kunne vel forstås som en hentydning, som om han han havde fået den hårfarve for at kunne advare andre i sin nærhed, om hvad der ville ske hvs de kom for tæt på. De ville ødelægges, ikke dræbes... Men om dette var sandt eller ej, havde han ikke før tænkt på. Det var først nu han fik de tanker omkring sin kæmpestore, lettere pjuskede manke.

Monique lagde armene over kors og mærkede, hvordan regnen stille ramte hende i ansigtet, lidt efter begyndte det at dryppe fra hendes næse, da nok af regnen havde samlet sig. Hun lod sig ikke mærke af det, men betragtede bare den fremmede med hendes øjne, som havde en blandingsfarve af rød og grå, som repræsenterede hendes element magier. Det var en meget sær farve, men sådan var det nu, og hun kunne intet ændre ved det. Hun fik øje på en dråbe, som løb gennem den fremmedes hår og landte blidt på hans skulder. Regn var vådt og koldt og gjorde alt hvidt gennemsigtigt.
"Jeg er Monique Aurora den III." præsenterede Monique sig selv, de kunne vel godt starte et sted, så hvorfor ikke en præsentation. Hun kunne hurtigt lære meget om ham, men alligevel ikke alt, fordi det vil tage tid og koste kræfter. Hun fandt at denne måde var lidt mere hyggelig, fordi så behøvede hun ikke at tvinge sig til indformationer, men kunne få dem frivilligt serveret. Hun brød sig ikke om at finde ud af, men at få at vide.

Hans hår lå drivvådt omkring hans ansigt og skuldre, klistrede ind til ham på grund af mængden af vand der tyngede hver enkelt hårlok. Hans hår lignede på en måde mudder i dette vejr, det hang slapt, og sjasket ned omkring ham, og havde den samme farve som hvis du brænder en rød sandkage på.
Hans øjne glitrede dog ufortrødentvidere, på trods af regnen. Han lod sig ikke mærke med det, regnen påvirkede ham ikke på nogen måde. Han kunne faktisk godt lide den, den fik hans hår til at blive mindre opsigtsvækkende, den fik ham til at ligne hvad han egentlig var, affald. En ting som var blevet smidt ud, ind i denne underlige verden.
Hans øjne scannede hende lidt, betragtede hende, som stod han på lang afstand, og prøvede at tyde hendes kropssprog.
Han hørte hendes ord, lyttede til dem, gentog dem i sit hoved, fuldstændig ligesom han gjorde det med alle andre navne, ja nærmest med alt hvad der ble sagt til ham. Han gentog det, lyttede til det, vendte og drejede det, for at komme med et svar, der ikke ville virke som vand i vekommendes bevidsthed.
"Mulianere" sagde han, og nævnte ikke sit efternavn. Han havde egentlig ingen grund til ikke at sige det, han følte bare ikke at denne skabning af hunkøn, behøvede at vide det, for hvad skulle hun bruge det til? Hvis hun ville søge informationer om ham, ville det ikke lykkes, og hvis hun ville prøve at genkende navnet, ville hun også lide nederlag.
Et svagt smil spillede på hans læber, det var skævt, og virkede på en måde drillende, som fandt han deres møde ret komisk.

Monique havde en lyst til at nærme sig ham, men ville dog alligevel holde afstand fra ham, fordi hun ikke ville nærme sig kulden, som var omkring ham, den svækkede nemlig hendes ildmagi. Hun tog dog nu alligevel et skridt tættere på og måtte krydse fingre for, at kulden ikke var der, ellers måtte hun kæmpe imod den. Der var noget over ham, som havde en tiltrækningskraft, måske for meget sagt, der var noget over ham, som var interessant. Men alligevel så var han halvt menneske, måske var det interessante over ham. Måske var det det loyale blod i hans åre, som gjorde ham interessant.
"Broren..." mumlede Monique utydeligt. Nogen ting havde hun set om ham, måske nogen ting, som hun ikke helt skulle have fået med, men hun havde ikke helt let ved at styre sin evne, når hun ikke var helt rask. Hvis han følte sig krænket, så kunne hun forstå det, fordi hun snaggede jo i hans privatliv.

Omkring ham var der stadig koldt, men dog var det ikke ligeså isnende som før. Det virkede som om han var tøet en anelse op, holdt ikke sig selv fanget ved dårlige minder længere, hvilket var hvad der fremkalte kulden.
Hans øjne glimtede på en underlig måde, som om de var stjerner, der var langt langt borte. Så hun kendte ham altså? Måske kendte hun Itarian? Umuligt. HVis hun havde kendt hans lillebror ville han have bemærket det, følt den lille genkendelige gnist i hendes aura.
Så det var måske en evne? Han havde set så mange forskellige evner gennem sit liv, så dette måtte være endnu en, som han ikke havde set før, følt før, eller været udsat for.
Hans ansigt så ikke ud til at være det mindste overrasket, han var vant til at folk kendte til ham, og dog, der var ikke mange der ville kunne genkende ham i denne verden... Så måske havde hu nsin oprindelse fra en af de andre verdener?
Han kunne jo altid håbe.

Monique sukkede og kiggede kort rundt og spejdede området. Hun satte den ene hånd i siden og åndede lettere ud. "Så længe du ikke er en af de forbandede blodsugere, der jagter mig i nattetimerne, så er det i orden." sagde hun. Hun viste ikke, at hun var glad for det, men det var hun. Hun var træt af, at vampyrerne blev ved med at jagte hende, fordi de ville spise hende. Hun hadede den tanke om at blive tømt for blod, men de skulle ikke helt regne med, at hun ville lade dem komme uskadte fra det. Men så var dog en ene vampyr, som havde reddet hendes liv, men dog ikke med velvilje. Men takket være ham, så stod hun her i dag.
"Hvad alver du enlig her?" spurgte Monique med en eftertone af nysgerrighed. Hun valgte at sætte sig ned på grusset i skræddestilling, der var alligevel ikke rigtig andre behagelige steder at sidde, og hendes tøj var jo vådt i forvejen.

Han så på hende, og lod tankerne køre. På en måde virkede hun lettet, måske fordi han ikke var hvad hun havde troet han ville være? Måske bare fordi kulden var aftaget, han vidste det som sagt ikke.
"Jeg er her blot for at fordrive tiden, ikke af en speciel grund" sagde han, ed en lettere udtryksløs stemme.
Hans næsebor kunne lugte det meget svagt, men det var der, en meget meget lile snert af vampyr sad på hende, duften af en vampyr som han selv kun lige havde mødt, men alligevel vidste så meget om.
Herren over vampyrerne i Frankrig. Hans karakteristiske duft var ikke til at tagew fejl af, lidt som sur sød sovs... og dog... Virkede det som om det var en lidt mere bitter sag, som havde man puttet løg i ... rødløg eller noget i den stil. Men hgvad pokker? Tænkte han virkelig på mad? Hvorfor mon?
Var han sulten? Han kunne ikke rigtig føle noget, og dog... en svag smerte i maveregionene... Ja han måtte være sulten.


//Sorry, ikke så langt svar^^'... og med tonsvis af stavefejl x3 //

Monique lagde igen sværdene henover lårene, og lagde hænderne ovenpå dem. Hun sad og kiggede op på Mulianeren. Så han fordrev kun tiden, så intet fornuftigt at lave. Hun selv var jo blevet jagtet af vampyrerne, som hun havde rystet af sig, hvor de var nu, det vidste hun ikke, og hun håbede da heller ikke, at hun skulle se dem igen i dag. Hun havde andre ting at se til, for eksempel sin genoptræning, som hun havde planlagt, men det var svært at holde den, når hun hele tiden blev afbrudt af de underligste ting.
Monique tog igen fat i sit hård og vred det, som en klud, så vandet blev presset ud af det. Hun begyndte derefter at flette en skæv fletning, så den sad i den ene side. Hun forstod virkelig ikke regnen, men hun orkede ikke at tørre sig, hvis det stadig regnede, fordi så blev hun bare våd igen, og så havde det været et spild af kræfter. Og hun havde ikke overskud nok til at kunne gøre sådan et spild.

//Det er okay. ^^ .. Kender det godt..//

Hans ansigt blev splittet i et svagt, lettere interreseret grin, han lod sig selv, falde ned på en gravsten, hvorefter han lagde det ene ben over det andet, for at lade det slappe af, mens det andet måtte bære dets vægt.
Han så på hende, som han hele tiden havde gjort, og dog, virkede han på en måde, mere interreseret i hende end før, som om hans interresse for hende var steget, efter hun havde sat sig ned.
Hans øjne betragtede hendes sorte hud, egentlig yndefuld, svagt glinsende af regnen, sort. Mørke. Mon en del af hudens farve, havde smittet af på hendes sjæl?
Han havde set det sket for flere sortelvere, set dem gå amok på grund af en underlig pagt de havde lavet med sig selv, eller også skulle de bare have deres frustrationer ud? Tja.. Han kendte ikke sortelver racen godt nok til at kunne vide det, derfor, sagde han ikke noget omkring det, lod blot de isblå øjne glide over hendes krop, nærmest som en stirren, og dog, virkede han fraværende, som om han egentlig ikke var til stede.

Monique drejede hovedet og kiggede til den ene side. Hun betragtede noget, som kort havde fanget hendes opmærksomhed. Det viste sig, at det ikke var så interessant alligevel igen, så hun vendte igen sin opmærksomhed mod Mulianeren, som så ud til at være i dybe tanker.
"Jeg vil nødig afbryde dine mange tanker, men jeg har et spørgsmål til dig." sagde Monique, hun ventede lidt med at tale videre,hun ville være sikker på, at hun havde hans opmærksomhed, eller bare en del af den, så hun ville blive hørt. "Men hvad kan du fortælle mig om denne by, Terre? og denes hersker, Zane?" spurgte hun næsten direkte. Hun havde hørt et og andet, men kunne ikke sætte det i kasser, så hun vidste, hvor de forskellige ting hørte henne. Hun havde fundet ud af, at der var så mange ting, som hun skulle holde styr på. Men byen forvirrede hende endnu mere, fordi hun forstod ikke rigtig, hvordan den hang sammen. Dog tænkte hun også meget på hendes skæbne, hun havde nemlig åbenbart noget, som hun skulle have ordnet, inden døden ville tage hende.

//sorry, ukreativiteten.//