Where is the way out? //Cash//

Sted: Midt på kirkegården.
Tid: 02.45
Omgivelser: Stilheden, planter, kun Rose.
Vejr: Overskyet, stille regn, nymåne, lunt, rolig blæst.

Rose gik forsigtig rundt, hun havde stramme, lyse, snavsede jeans, sorte små støvler og en sort frakke på. Hun vidste godt, at hun var endt på en krikegård, men hun vidste i hvert fald ikke, hvordan hun skulle komme væk igen. Og det der irriterede hende mest, det var, at hun troede, at hun faktisk gik i rundkreds. Hun kunne ikke finde vejen ud, fordi hun ikke havde været opmærksom. Hun alligevel først opdaget, at hun gik i rundkreds, da hun mente, at hun havde set et stort kors (gravsten) for femte gang. Hun blev stående ved den og kiggede opgivende rundt. Hun satte sig ned på en bænk og sukkede tungt. Selvfølgelig skulle det ske for hende, sådan noget skete altid.
Rose var først ankommet til byen for en uge siden eller sådan noget, hun havde ikke helt styr på dagene, hun vidste ikke engang, hvad dag det var. Hun havde stadig ikke dannet sig en mening om byen, men det var nu også svært med alle de mennesker omkring hende.
Igen sukkede Rose, hvorefter hun mumlede, "Hvorfor altid mig? Jeg ville ønske, at jeg var en anden."

En sædvanlig dag, som så alle andre dage havde Cash sat sine fodspor på Di Morga’s Kirkegård, hans ansigt var fortrukket i en neutralitet, så man ikke kunne se de følelser han rummede inde i sig, han mente ikke at folk havde behov for at vide hvad han mente, tænkte, eller følte sådan noget skulle han vel nok selv sige når han fandt tiden til det. En kort mumlen gled ud af hans læber da han gik forbi en gravsten, og kunne nærmest forstille sig den tid hvor de forskellige var døde i, takket være hans evne til at se tilbage i tiden, men nogen gange kunne han ikke magte det, han var svag over for at mindes om at han ikke kunne blive i fortiden for altid, det var måske en underlig ting, men hvordan ville det ikke være for andre hvis man tilbød at lade dem komme tilbage til deres lykkeligste øjeblik for en time eller to, og derefter fik de bekræftet at den tid var væk… Dog var der jo stadig de erdringer som altid ville være gemt omme i baghovedet som ville kunne hjælpe med at huske det hele ovs. Men det var jo stadig ikke det samme så at sige. Han rystede på hovedet da han lod en hånd glide hen over en gravsten og bed sig kort i læben, mennesker… de udfordrede døden til hver en tid, blot ved at stå op om morgenen var en udfordring de vidste det bare ikke… de var så uvidne om livets kendsgerninger, og onde formål at de ikke havde nogen anelse, han sukkede stille så en hvide sky af damp kom frem fra hans mund af, selvom hans indre ikke ligefrem virkede særlig varmt, men hvem sagde at det os var det? Hans ben tog ham videre rundt i kirkegården hvor han betragtede de forskellige dødsdatoer på gravstenene. Han kunne dog hører en svag stemme sige noget som han for alt i verden ville ønske, at vedkommende tog tilbage så hurtigt som det var muligt, han hadede kort sagt når folk slog ned på sig selv, kritiserede sig selv, og hvad vidste han, de havde ingen anelse om hvor meget folk holdte af dem for dem de var, havde kun øjnene for deres egen næsetip. Han kiggede hen mod skikkelsen som havde talt, og gættede sig for at det måtte være en kvinde efter somhåret var langt, og i et rødligt skær, kroppen og dens former vidste os ret bekræftende tegn på at det var en af venus’ døtre, som de sagde det i gamle dage. “Tag de ord tilbage…” sagde han sagte men hørligt så det var inde for hendes hørevidie.

Rose spjættede, da hun fik et chok, da nogen talte til hende. Hun kiggede op og fik øje på en dreng/mand. De første tanker, der slog hende, var, at han så temmelig godt ud. Hun havde ikke mødt særlig mange, som så særlig godt ud. Og alle de liderlige hankøns menneske, som ville noget af hende, var bare gusten at kigge på, selv der måtte hun rynke på næsen. Han var en af de første hotte væsner, som hun mødte. Den anden tanke var en blanding. En masse spørgsmål dukkede op i hendes hoved: Hvem var han? Hvad lavede han her? Er han et ikke-menneske-væsen, som hun så længe havde ledt efter? Hun havde virkelig svært med at finde andre væsner, fordi hun kendte jo ikke til noget som helst omkring magi. Det havde ellers været hendes tur til at lære, men det var seævfølgelig blevet ødelagt. En ufrivillig sukken dukkede igen op.
Rose skubbede sit våde pandehår til siden, da det var faldet ned foran det ene øje, da hun havde fået chokket. Det faldede tit ned foran øjet, men hun havde intet imod det, fordi så havde hun ubetydelig ting, som en dårlig vane. Hun lagde armene over kors og rettede sig lidt op. Hun kiggede direkte på ham, som stod foran hende med sine udefra set kolde øjne og sagde med en fast tone, "Nej, jeg vil aldrig nogensinde tage ordene tilbage!" Hun mente virkelig det, som hun sagde, hun ønskede inderligt at blive en anden, fordi der var pverhovedet ingen, som kunne bruge hende, som hun var. Hun var ubrugelig, som hendes families overhoved så pænt havde sagt til hende, inden hun skulle forlade dem.

Han betragtede hende lidt og et lille smil begyndte at danne sig den ene mundvig over de tanker hun gennemgik inde i hendes hoved, han havde hørt dem før, man at det var hendes første indtryk på ham havde han nu ikke helt troet. Men hvad fanden, nogle mennesker, folk, væsner havde det vel med at skylde en masse tanker omkring det de så igennem hovedet så hurtigt at man ikke troede det var muligt, han tænkte lidt over det og betragtede hendes ansigt som så hurtigt ændrede sig fra skræmt og overrasket til koldt og bittert, han kunne ikke helt forstå pointen i det, men hvad kunne han gøre ved det? Ingenting, så hellere lade være med at prøve, han kiggede en omgang rundt, betragtede de mange kunstfærdige gravsten og deres mange udskåringer som nærmest fik blikket til at fokusere på hvad den fine pynt fik fantasien til at gå med, frem for at fokusere på hvad personen hed, hvad personens nære væsner havde at sige til ham eller hende, han mumlede kort for sig selv om at det var underligt, men sagde ikke yderligere noget omkring det, verden havde jo altid været noget excentrisk, som noget overhovedet kunne være. Den gamle vampyr hvis udseende stadig var utrolig ungt og altid ville være det, kiggede på det udvidende barn foran ham. “Du ved ikke hvad det ville sige at give afkald, på det som man længes efter mest…” sagde hans kølige og ellers meget rolige stemme, som om han ikke havde taget de ord som hun sagde som en fornærmelse, han satte sig langsomt ned på en gravsten, tilsyneladende ligeglad med personen der kunne lægge under den, ligeglad med hvilken fornærmelse det ikke var for de døde ånder, spøgelser og andre døde skabninger lige som ham selv, men mange vampyrer tog nu til kirkegårdre for at kunne begrave sig ned i det mørke jord, og forsvinde fra morgendagen så godt som muligt, mens andre lige som Cash lukkede sig inde i et rum fyldt med mørke hvor solens dødbringelige stråler ikke kunne trænge ind og lave hans ellers døde omvandrene lig gå op i en støvsky af aske. Han bed sig lidt i læben og som så mange gange før så gjorde hans tanker ham opmærksom på det ukendte mysterium om hvorfor han var som han var, hvordan havde den race som han var kommet ind i blevet dannet? Han havde aldrig forstået det, men mange sagde at det hele begyndte ved det røde hav, eller noget ligende, hvor mennesker var ved at uddø for sult og drikkelse, og en dag havde et af disse skrøbelige skabninger begivet sig ned til havet, og drukket sin mave fuld af dette tykke stads. Cash kom dog langsomt tilbage til virkeligheden da han igen hørte hendes tanker om hvad han var, hvem han var alle disse forespørgsler som hun havde inde i sit hoved. “Mit navn er Cash… Jeg er tilhænger af natten…” Sagde han så med en noget gammel accent som klart afgjorde at han var langt fra denne tid af. Hans oprindelse stammede helt tilbage til det femteneårhundrede.

Rose lænte sig tilbage på bænkens ryglænde, velvidende om, at hendes frakke ville blive lidt våd, men det rørte hende ikke. Det meste af hendes tøj var i forvejen meget vådt på grund af regnen, hun havde opholdt sig meget ude, fordi hun ikke havde et sted at tage hen, selvom det kun var midlertidigt. Hun lod sine arme falde ned i hendes skød og kiggede ned på sine hænder, hun lagde dem ovenpå hinanden, hvorefter hun kiggede op igen. Hun var ikke rigtig opmærksom på omgivelserne, det hun så mest tydeligt, var ham den ukendte, som sad der. Hun havde dog opdaget, at de var eneste to, som var tilstede på kirkegården. Hun flyttede sine fødder væk fra hinanden, men støttede knæene op ad hinanden. "Jeg har alligevel intet at miste, så for mig er det lige meget." mumlede Rose tydeligt frem for sig. hun havde ingen venner, ingen familie og ingen dyr, så hvad kunne hun miste? I følge hende, ingenting!
Rose kiggede på drengen/manden, som sagde, at han hed Cash. Men hun fik store øjne, da han fortalte, at han var tilhænger af natten. Han var en vampyr, en blodsuger. Helt dum var hun ikke, hun havde fået nogen ting at vide, men havde aldrig fået noget at se. Først sad hun som forstenet på bænken og stirrede på ud i luften, der var nemlig gået noget op for hende. Hendes mulighed, for at kunne blive en anden, sad lige foran hendes næsetip. I det næste øjeblik havde hun fået rejst sig op på en uelegant måde, hun havde aldrig været særlig elegant. Det var jo elvernes natur. Hun var bare generelt uelegant og en af de svageste i ledet. Med nogle få lange skridt var hun henne ved Cash, hvorefter hun smed sig knæ og tog fat i hans ærme med begge hænder. Hun så bedende op på ham, han var hendes eneste mulighed, fordi hun havde ingen lyst til at skulle lede mere, selvom det godt nok kun havde været en uge siden, men det havde været en uge for meget. Han kunne opfylde hendes ønske. "Lær mig magien og alt, hvad man skal viden om den! Lær mig denne forvirrende by at kende! Gør det du er bedst til.. Bid mig!" bad Rose inderligt. Det var hendes højeste ønsker, hun ville have andet. "Jeg vil gøre, hvad som helst!" Rose kunne mærke, hvordan tårene begyndt at presse på, fordi hun kunne også mærke, hvordan hun ville opgive alt, hvis han afslog hende. Han var hendes eneste håb.

Han kiggede frem for sig, sagde intet til hendes nærmest stirrende blik på ham, han var vant til det, og havde jo levet hele livet med folks underlige, forførerne, utrolige, og skræmte blikke over hans natur. Han lyttede til hendes ord, for ham var der en masse at miste, og han savnede det han havde mistet, men nu var han for evigt havnet i en 22årig krop og ikke kunne rokke sig ud af stedet, han ville aldrig kunne opleve det man kaldte, en naturlig død, muligvis heller aldrig få sine egne børn, han havde svært ved at tro det faktisk. “Hmm…” mumlede han stille og kløede sig lidt på hagen med den anden arm over kors, imens hans blik flakkede stille rundt, og lagde derfor ikke mærke til kvindens opspilede øjne. Han kunne dog ane hendes hurtige bevægelser hen imod ham, og så mærkede han hendes hænder omkring sine som om hun ville bønfalde om et eller andet, han kiggede med et hævet bryn på hende og tænkte lidt over det, han lod tungen glide hen over de halv lange hjørnetænder inde i hans mund, “Utroligt hvad andre væsner kan tænke omkring os vampyrer… Dæmoner er lige så kraftfulde som os, nogen mere, men dit tilbud er fristende… og ikke ligefrem et man får hver dag…” Han hænder søgte automatisk ned til hendes hals og mærkede på den som om den allerede var i hans eje, tænderne voksede sig længere, og snart kunne man se dem takke ud fra hans mundvige, hvilket dumt barn han sad overfor… men hun havde tydeligvis taget sin beslutning, om at blive halvt om halvt eller muligvis hel vampyr, det kom så an på giften, om der var nok af den og om han kunne ramme nok celler og så videre. Men det skulle vel ikke være så svært? Skulle det vel, langsomt lod han sit hoved nærme hendes, hvad havde han at forhaste sig med? Dog trak han sit hoved tilbage igen og trak hende op at stå, det samme gjorde han selv, hvor høj hun var kunne han ikke helt bedømme selv, men hans egen fulde højde tornede sig op over de 210 cm. Igen lod han sine øjne betragte hende først inden han lod sig gå med på idéen han ville være sikker på at det var det hun ville, men det så ikke ud til at hun havde nogen intentioner om andre valg, han flyttede sig lyn hurtigt og var i det samme henne ved hendes hals og hvor han havde stukket sine tænder ned i hendes kød og kunne mærke hvordan pulsen pumpede, og blodet som langsomt gled ud af de dybe huller han havde lavet, han tog fat i hendes hår og vendte hendes hoved så halsen var totalt blottet og drak med glæde til sig, stoppede dog først efter hun var faldet bevidstløs sammen i hans arme. Hun var ikke tung, faktisk let som en fjer, han kiggede ned på hende og tørrede kort hendes hals så blodet ikke skulle løbe ud, efter hans natmad. Hans ben begav sig langsomt væk fra kirkegården, vejen var naturlig for ham han var vant til måden at skulle gå igennem den, han var ofte her over for at snakke med andre lige som hans egen slags.

Rose lagde ikke helt mærke til Cashs reaktion, hun havde givet slip med den ene hånd og var ved at klø sine øjne for at skjule den tåre, som havde været på vej. Hun vidste, at ville han sige nej, så ville hun bryde sammen, fordi hun havde måske for høje forventninger. "Jeg er den svageste dæmon i min familie, og det siger meget." mumlede hun stille hen for sig. Det var mere til hende selv, end det var til hende. Det kunne godt være, at hendes familie var nogle af de stærkeste, men hun var den svageste. Hun kendte ikke hendes magi og hun kunne ikke slås, så i det hele kunne hun enlig ikke forsvare sig selv. Og hun hadede at være den svageste, fordi så var man også forsvarsløs og kunne intet gøre. Hun kunne i det mindste forsvare sig mod de ækle mennesker. Hendes hår på armene rejste sig let op, da hun kom i tanke om det. Hun afskyede tankerne om, hvad de ville. Hun klemte øjne let sammen og måtte smide tankerne væk igen. Rose vidste nok, at der ikke var mange, som ville give alt for at blive bidt af en vampyr, men hun ønskede det virkelig mere end noget andet. Hendes familie ville ikke kende hende, og da hun intet efternavn havde, så var hun ingen. Da han rørte ved hendes hals, spændte Roses muskler sig, ikke fordi det var koldt, men mere af spænding, måske også af en anden årsag. Rose gyste let, da hun så hans tænder, tanken skræmte hende lidt, men på den anden side, så var hun ikke bange. Rose lukkede øjne, da hun så, at han lænte sig fremover mod hendes hals. Men åbnede dog øjne, da hun intet kunne mærke, hun så, hvordan han havde trukket sig tilbage igen. Rose lod sig trække med op og forventede, at han ville sige noget med, at han ikke ville bide, fordi af den og den årsag. Rose måtte ligge hovedet langt tilbage, men kunne dog nu alligevel ikke helt så toppen af Cash. Hun var jo trodsalt kun de 168, så hun var meget lille i forhold til ham. Hun gav en forskrækket lyd fra sig, da Cash lige pludselig havde sat tænderne i halsen på hende. Hun havde kørt mærket smerten, men hun kunne lide det, og da han trak i hendes hår, kom der stille, ubevidst, stønnende lyd over hendes læber. Hun kunne mærke, hvordan hun blev sløv i det, og all' ting begyndt at snurre rundt for hendes øjne, og til sidst så var det hele bare sort.

Han gik den hurtigste vej hjem, det nyttede ikke noget at skulle gå en omvej hvor de fleste folk alligevel ville kunne se ham, og det ville han nu gerne undgå, et lille suk gled ud af hans læber, og fortsatte turen hjemad som om det var en normal ting, som om han altid havde gjort det, gå fra det ene sted til det andet uden at spørger om vej. Cash kiggede rundt omkring for at sikre sig at der ikke var nogen der fuldte efter ham, eller hvad de nu gjorde. Det varede dog ikke længe før han kom til opgangen til de mange lejligheder, han fiksede nogle nøgler frem som lå nede i hans lomme og fik dem låst ind, blikket gled ned på den før hen tidligere dæmon, som inden længe ville føle sig som en blandning, eller muligvis blive hel vampyr, han kunne ikke sige det med sikkerhed, men det var vel også godt nok? Han rystede på hovedet og gik indenfor, blikket strejfede rundt inde i opgangen mens benene tog sine skridt som en flydende bevægelse, det gik hurtigt, hurtigere end hvad man skulle kunne forestille sig. En mørkebrun egetræs dør trådte til syne for an ham, den var en smule lavere end hvad Cash var, men han havde ikke det store imod det så længe det ikke var helt ned til de, 190 cm så var han glad, da hans højde gik et godt stykke hen over de 2 meter. Et stille suk gled ud af hans læber og kiggede på Rosella som lå i hans arme, om hun var ved bevidsthed var han ikke sikker på, men han kunne vel os være ligeglad så længe han vidste hun ikke var død, han måtte vel bare vente på at hun vågnede igen så han kunne give hende det manglende blod som han nu havde taget fra hende, et stille suk gled igennem hans læber, som om han var træt af at han evig og altid skulle gøre ting som var fuldstændig nytteløse some ways, og hvordan helved skulle han kunne lærer hende magi, hans egen magi kom til ham lige så stille med tiden, i hvertfald de nye evner, at kunne manipulere med nerver og sener i kroppen sågar hjernen, havde altid været hans specielle men han brugte det aldrig ret meget, kun hvis der var virkelig brug for det, ellers havde han det med at bruge sine næver i stedet for. Et kort suk gled igenen igennem de smalle hårde og døde læber som han har måttet leve med de sidste to hundrede år, han glædede sig i grunden ikke til at han fyldte år, havde altid hadet det, og aldrig rigtig holdt det, men han vidste også at hvis han ikke var blevet bidt, havde han muligvis slet ikke lært de mennesker som han kendte i dag, men på den anden side, så havde han lært en masse andre mennesker væsner, og hvad vidste han, at kende. Et suk over det kæmpe kaos af tanker overstrømmede ham lige som når han var ved at finde en smule tomrum i hovedet dukkede der en ny tanke op. Hvilket provokerede ham ret meget. Cash var ikke rigtig vant til at tage sig af de mennesker, eller væsner han nu bed, han mente ikke det var nødvendigt, og de kunne vel bare lærer at klarer sig selv på den samme måde som han gjorde i stedet for alt det spektakel med at skulle opfører sig som en far for dem i flere dage, måneder, eller år. Det kom tit an på hvordan deres hukommelse var, nogen gange ville de slet ikke huske hvad de havde været igennem eller noget, og andre gange gik der ikke mere end to til tre dage. Roligt bar han hende ind i stuen og lagde hende på sofaen imens han tog gang ud til køkkenet og tog nogle blodposer ud af det som hun kunne få til at starte med, de fleste ung vampyrer havde det med at foretrække disse tykke masser blod dej, som han altid syntes de smagte som, men det havde vel noget at gøre med at der var noget mere sødt i dette slags blod, det kunne vel være, man havde jo noget af en sød tand i visse ting… Et lille smil bredte sig på de hvide læber og hældte så blodet ned i et glas og gik ind til Rosella og stillede glasset på ordet imens han kiggede på hende uden det store behov for at flytte sig, han vendtede til hun var vågnet uanset hvor lang tid det tog, han havde alligevel ikke andet at tage sig til, så det gjorde nu heller ikke så meget, mente han.

Rose kunne igen tænke og mærke, men var stadigt lange inde i sin egen bevidsthed. En jævn smerte gik borende igennem hende, sådan føltes det, men hun bekæmpede den. Hun vidste, at de var i bevægelse, men hun vidste dog ikke, hvor de var på vej hen, og så var hun jo ny i byen. Hun kunne mærke sin hjerterytme, som ikke var særlig tydelig, men hun kunne dog føle, hvordan rytmen blev svagere og langsommere. Hjertet gik helt i stå til sidst, og hun holdte på vejret, fordi hun troede, at hun skulle dø, troede hun. Rose kunne mærke noget blødt under sig, så hun troede, at de var indenfor et eller andet sted, som hun ikke kendte. Hun lå nok på en sofa, en dyne eller en seng. Det var her det gik op for hende, at hun enlig stadig var i live, men at hun ikke behøvede at trække vejret. Det var en lidt sær følelse og noget nyt, som hun skulle vænne sig til. Men dette måtte betyde, at hun.. at han havde bidt hende, så hun ville blive en anden. Hendes familie ville havde hende endnu mere, men hun havde jo enlig ikke nogen familie. De mange nye indtrykke fik hende til at kunne overbære smerten, som løb gennem hende. Hendes næsemuskler bevægede let på sig, da hun opfangede noget velduftende, men hun vidste dog ikke, hvad det var. Det var hvert fald noget sødt. En kildren, eller mere en form for nålestik bredte sig i halsen på hende, og hun begyndte at føle sig tørstig. Hun vidste ikke helt, hvad det betød, men hun vidste, at duften vækkede denne sult i hende. Hun slog langsomt øjne op og missede lidt med dem, hun blev lidt forskrækket over, hvor godt hun enlig kunne se de forskellige detaljer. Hun satte sig langsomt op på sofaen, mens hun kiggede rundt og betragtede stuen, så det var altså en sofa hun lå på. Den kildrerne/stikkende fornemmelse i halsen blev værre, det var næsten som om den snørede sig sammen til en knude. Hun fik øje på Cash, som der var overfor hende, han så langt bedre ud nu, end han havde gjort før, hun lod sit blik vandre videre. Hendes blik fangede glasset med noget rødt stads i, var det der duftede så godt? Hun greb glasset med den ene hånd, måske lidt for hårdt, fordi glasset gik i stykker. Rose kiggede vredt på glasset, som var gået i stykker, og på det røde stads, som ramte bordet. Hun tog sin blodindsmurte hånd op til næsen og duftede en enkelt gang. Det var altså det, som duftede så godt. Hun slikkede sig let på hånden. Hendes øjne fik en mørkviolet farve, det smagte virkelig godt. Hun slikkede sin hånd ren, før hun lagde mærke til, at hendes hud var blevet bleg. Men den var ikke ligeså hvid, som Cashs var. Hun så op på Cash med et undrende blik.