Skikkelsen i mørket //privat= Luke//

s: Terre
k: midnat
o: ingen ud over Hikaru , alle er vel hjemme
v: køligt

En skikkelse sad på en bænk inde i den tomme by. Skikkelsen til hørte en dreng som havde sort hår eller det lignede det i mørket, men det var nu mørkebrunt. Hans øjne havde en grå-blå tåged farve og han lignede en normal dreng bortset fra en ting, hans marmor hvide hud var svagt gennemsigtig dog gemte han det meste af den gennemsigte hud med hansker , lange bukser og en lange sorte jakke. Drengens navn var Hikaru, Hikaru Raven, og han havde sidet i den tomme by i noget tid nu. Han kiggede op på den stjernene fuldmånen var der også, men man kunne ikke se den for skyerne.

Luke gik langs en mur. Helt alene uden sine rottweilere. Det var utroligt, det havde fået lov at blive hjemme.
Luke havde sit blodrøde hår let løftete af en lille vind der kom over ham men forsvandt igen. Han havde et smil på sine læber og havde et sort jakke sæt på, med hvid skjorte og hvidt slips. Det som så ikke var så kønt ved hans påklædning var at han havde en guld nøgle dinglende om brystet. Hans blege hud lyste i mørket i kamp med hans skrigende grønne øjne.
Han mumlede stille, en sang han havde fået på hovedet at sin søster Tine. hun havde sunget den i en måned. Man skulle tro det var løgn men hun sang konstant.

Hikaru lukkede øjnene, i den dybe stilhed som havde lagt sig over byen kunne han høre fodtrin og en nynnen. Af normal reaktion åbnede Hikaru igen øjnene og vende hovedet imod lyden. Hans øjne faldt på en rødhåret dreng som gik langs muren. Vinden tvang jakken hue af Hikaru's hovede og hans svagt gennemsigige marmor hvide hud kom til syne, men det tænkte Hikaru ikke rigtig op for med vinden kom Luke's duft også *en dæmon?* tænkte han og var enlig ikke så overrasket. Nu tildags var der mange dæmoner, vampyre og der var specielt mange mennesker.

Luke havde haft sine øjne lukket mens han gik men åbnede dem da han sanser fornemmede en i hans nærvær. *Et spøgelse?* tænkte han kort og smilede lidt og så hen mod drengen på bænken, *Man skal jo også lære nogen nye racer hver dag* tilføjede han en tanke, til tanken før.
Luke smilede glad til drengen og gik med rolige skridt hen mod drengen og satte sig på hans højre side. "Godaften" kom en lille hilsen fra Lukes blege, næsten helt hvide læber.

Hikaru betragtede drengen og havde allerede kodet hans ansigt ind i hans hukomelse. "godaften" sagde Hikaru og nikkede kort i en hilsen. Han havde ikke noget problem med at vise en dæmon at han var et spøgelse. Så længe det ikke er mennesker de løber jo bare deres vej. "hvad laver en dæmon som dem ude i aften?" spurte Hikaru og smilte venligt til det nye ansigt.

"Gik bare en lille tur" forklarede han kort med et smil og hånden frem "Luke Main" præsenterede han sig selv og smilte glad, han havde aldrig mødt et spøgelse før, så det var dejligt med noget nyt, "Hvad med dem?" spurgte han med et lille smil og lod så kort blikket glide hen af gaden og tilbage til ham.

"luke Main " mumlede Hikaru for at kunne huske det , nu var hans ansigt og navn kodet evigt ind i hans hukomelse som et billed i et photoalbum "Hikaru, Hikaru Raven" præsenterede han sig selv med et smil på læben. Han havde møbt dæmoner før bare ikke nogle som... var snaksaglige? Ikke alle var ens det måtte han lære. "jeg sover jo ikke , eller rettere jeg behøver ikke søvn lige nu så jeg valgte at gå en tur" sagde Hikaru ærligt men han var enlig også gået en tur for at opsøge døden. Han var død men ha var ikke i den verden han burte være.

Luke nikkede svagt, "Hikaru Raven" mumlede han lavt. Spøgelse, mand, ligner en på 16. Tænkte han. Det var nærmest som en lille skrive blok der skrev alt ned. Hans tanker, og hvad der skete omkring ham. Det ville sige at hvis noget gik for hurtigt, og 'hånden' der skrev det ned ikke kunne følge med ville der gå kluder i det og han ville kun kunne svare på få ting eller bare komme med nogle tøvende eller underlig ord.

"hvor gammel er du?" spurte Hikaru og mente både krops alder og eksistens. Hikaru var en flink person han angreb andre , vis han kom i en slås kamp var det fordi modstanderen havde startet med at angibe Hikaru. Det var enlig ikke fordi han kun var godheden selv, nej hans hjerte var fyldt med had han viste det bare aldrig.
Hadet var opstået før hans død og der var kommet mere had efter han døde. Hikaru's hjerne fungerede som en form for photoalbum med tekst under lidt ligesom en dagbog med billeder.

Luke smilte lidt, "113" sagde han halv lavt.. Det var nok det eneste rigtige, for man kan jo sige krops alderen er jo noget andre jo selv bedømmer. Han smilte blidt, "Og du?" spurgte han høfligt. Man videste jo aldrig om drengen lige havde fået sin død eller om det var for mange år siden. Han blik vendte roligt væk fra ham.