sjældent flere gange (April)

s: i en skov
o: træer
t: aften
v: lunt, men med en kølig brise en gang i mellem
påklædning: hvide bukser, hvid trøje, bare fødder

Taisho kom roligt gående langt med skovstien.
Det var aften, solen var gået ned for snart en time siden og himlen var derfor mørkt og plettet med stjerner og selvfølgelig en klar halvmåne.
Det var lunt efter en god dag med sol, og en kølig brise var kun behagelig.
Han mærkede græsset under sine fødder, dejligt køligt, kun afbrudt af en dum kvist eller sten hist og her.
Skoven var dejlig, nattens dyr var lige begyndt at komme frem, mens dagens dyr var på vej i seng, de sidste småfugle skulle lige have de sidste insekter.

April stoppede op i en lille lysning, tæt ved stien. Hun fornemmede alle de magiske væsner der havde været her i løbet af dagen.
Roligt, traskede hun længere ind i skoven, nød den stille brise, der legede med hendes røde hår. Hendes gråvejrs-grå øjne kiggede forsigtigt rundt, alt i mens hun gik. Hendes slidte sorte Converse var alligevel lydløse her i skoven, og heneds gang var elegant. Hun havde en ternet skjorte på (se ava) på og slidte jeans, med huller. Det var end ikke køligt og det var et perfekt vejr tila t gå her og slappe af.

Taisho lukkede øjnene lidt mens han gik, han var på måde begyndt at øve sig i at fornemme ting omkring ham, selv om han ikke kunne se.
Men det var mest noget han eksperimenterede med.
Og det hjalp faktisk, da alle de andre sanser blev skarpere.
Han hørte noget, måske følte han det nærmere? For der var jo lydløst....lige bortset fra fugle osv.
Han åbnede øjnene igen og det var som væk.
Han sukkede, han vidste der var en lysning lige her i nærheden, skulle han gå til den?

April fortrød at hun var gået væk fra lysningen og ombestemte sig straks. Hun satte i rask trav hen mod lysningen og kunne ikke lade være med at smile, da hun så den... der var normal så smukt, når solen virkelig var på sit højeste.
Stille, åbnede hun sin øverste knap i sin skjorte, da det alligevel var godt lunt. Hun sukkede, satte sig ned ved et væltet træ, men havde ryggen mod stien. Den sidste varme ramte hende lige præcist og hun tog sine ben helt ind til sig. Hun lagde blidt sit hoved på knæene, lukkede øjnene og nød stilheden...

Han trådte ind i lysningen lige som hun lukkede sine øjne, han så sig første omkring, men opdagede hende hurtigt.
Dæmon? han genkendte duften, ikke fordi han var van til at være sammen med andre fra sin race.
Han lænede sig op af et træ og kiggede lidt på hende, hun kunne godt minde om en der havde gået rundt i skoven i lidt tid, vis ikke det var fordi hendes tøj var rimeligt rent.
Måske ville hun bare være i fred.

April opfangede en ny duft og rejste sig straks op. Hendes hår var lige så krøllet som altid og dansede ivrigt omkring hendes høje kindben. Hun iagtog personen foran hende - en dæmon - ligesom hende selv.
April kiggede på dæmonen foran hende. Han var helt ... hvid. Og smuk på den ene eller anden måde. Magtfuld...

Han studerede hende lidt, hans første indtryk var at hun nok var venligsindet, at hun måske godt kunne lide at gå en tur i skoven, måske alene, måske helst med en ven.
Hendes hår dansede lystigt om hendes ansigt og det fik ham til at smile lidt.
"Hei" sagde han, da det jo trods alt var lidt uhøfligt bare at stå og kigge på hinanden...Eller hvad? Faktisk ikke, her som de stod, følte han.

April smilte venligt tilbage.
"Goddag." hun havde altid vlret høflige overfor fremmede, uanset, hvor ondsindet, dyster og mærk, nogle folk havde fået hende til at se ud. Hun kiggede på dæmonen foran sig, prøvede at forstå hvad han var...

"Formelt..." smilte han og trak på skuldrene
"så goddag..." han så lidt på hende igen, men fandt ikke mere end han allerede havde opdaget.
Alligevel blev han stående der, lænede sig op af træet.
"Jeg er Tai" smilte han, han var snart træt af et sige Taisho...For han gav folk ret, det var faktisk et lidt underligt navn.

"Det er desværre sådan jeg er overfor nye," April smilte stadig venligt til Tai, "April:" præsenterede hun sig selv og gik et skridt nærmere Tai. Hun beundrede ham for den måde han gik glædt på... den måde han var på, rimelig imødekommende, i forhold til nogle andre hun havde mødt.

Han kunne se beundringen, men han forstod ikke hvad hun beundrede.
Han havde forandret sig meget de sidste par år.
"April" nikkede han
"Jeg kan faktisk godt lide navnet" han så på hende, han havde vist haft ret, hun var i hvert fald venlig.
"Så du være opdraget godt" svarede han på hendes svar på at være høflig.

"Tak." sagde hun, lidt kort for hovedet. Hun havde normalt hadet navnet, da hun jo var født i November og ikke April, men hendes mor havde ment, dengang, at hun duftede som en april's sommerdag, den dag hun blev født... lidt pudsigt, egentlig.
"nej, det er jeg ikke. Jeg har bare opdraget mig selv, hvis man kan sige det." hendes forældre havde aldrig været inde over hendes opdragelse, med god grund. Stille, tænkte April tilbage, til dengang hvor alle hun kendte levede... det havde været så skønt og en ulykke skulle bare sætte en stopper for det - hendes ulykke, hendes fejl, hendes... kaos.

Han så lidt på hende
"stadig, du være godt opdraget...Også selv om du selv stod for det" han rettede sig op fra træet og gik mere ind i lysningen, men kun for at gå hen til en lille hindbærbusk.
Han tog nogle af de modne røde bær og spiste dem.
Han elskede hindbær, den søde smag, den måde man kunne masse dem med tungen.
Den gang han var barn havde han været helt besat af dem.

"Så..." sagde April og satte sig tilbage ved det væltede træ, men nu med benene straks, armene langs siden, "hvad laver du her ? Jeg troede ikke, at der var andre der kendte til denne lysning." man måtte jo tage i betragtning af, at den lå meget dybt inde i skoven, småfarligt, hvis det egentlig skulle være rigtigt...

"Jeg bor her" smilte han og lænede sig igen op af et træ mens han så op mod trækronerne og det lille hul ud til himlen.
Han lukkede øjnene lidt.
"Eller ikke lige her i lysningen, men lige i nærheden" rettede han sig, her i skoven var han i fred, ingen kunne finde hans sted medmindre han viste vej.
Eller, de ville ikke komme langt med det.
Han elskede skoven og hade byerne, han hade steder med for mange mennesker.