Søgen efter sit navn... [Hikaru]

Sted: Biblioteket...
Tid: Hen af aften...
Omgivelser: Mørke skygger...
Vejr: Skýerne samler sig... Regnen er på vej.

Stilhed... Bibliotektet ebbede af den herlige, fantastiske og eftersøgte stilhed... Den tøre duft rev i næsen, ligesom det altid gjorde, med for mange bøger på samme sted. Skyggerne samlede sig selv flere steder og det så ud som om mørket holdt fast i hvert hjørne... Et skræmmende sted, hvis ikke det var for de små lamper rundt omkring.
Bibliotikaren, en rar ældre dame der nærmede sig de 50, var igang med at låse døren da den blev skubbet op. Skikkelsen trådte ind, inden Bibliotikaren kunne nå at sige noget som helst. Og hun nåede heller ikke længere.
Personen havde et lille smil på læberne, det var ikke pågrund af smilet, eller det brune hår, ej heller øjne... Men det at han var sølet i blod og at han stod med et sværd i hånden der dryppede af blod... Meget mørkt blod.
"V-Vi... Har lukket..." Prøvet hun forsigtigt, med hæs stemme. Personen så hende i øjne kort og smilte så venligt. "Du kan vel godt lade en enkelt person blive her... Ikke?" spurgte han venligt, men sværdet nærmede sig ikke sin skede eller sænkede sig.
Bibliotikaren slugte en klump på størrelse med et dueæg. Hun var skræmt til døde... Eller i det mindste tæt på.
"J-Jeg... Gætter på... At vi kan lave en... Undtagelsss...Undtagelse" Afsluttede hun hurtigt da et Øjenbryn havde løftet sig på den unge mands ansigt.
"Fantastisk" sagde han varmt og skulle til at dreje om og gå ind imod Bibliotekets inderste. Damen slappede af og undslap et lille suk af lettelse. "Der er dog en ting..." sagde han og vendte sig rundt. Vanviddet lyste ud af øjne på ham da han borede sværdet og damen fast til væggen ved siden af døren.
"Og sådan" sagde han med et smil og gik videre, væk fra døren, som han hurtigt låste med hendes nøgle.
*Og nu skal jeg finde mig selv* tænkte han ligeglad, med at han lige havde begået mord. Han havde ikke tid til at blive ked af sådan nogle små ting...

En anden person var inde på bibiloteket, han sad på af et mørkt hjørne og læste i en bog. Drengen var sort håret eller det lignede det om natten men det var nu bare meget mørkebrunt og øjne var i en tåged grå-blå farve. Drengens navn var Hikaru, Hikaru Raven og han havde været inde på bibliloteket hele dagen, dog i den mørkeste del af bibloteket så det var ikke så underligt at den ældre bibilotikar ikke havde set ham. I sidste ende tænkte han, at han nok måtte gå nu, bibloteket var jo lukket. Han gik langsomt igennem de lange gange og hen til udgangen da han lige nåede at høre og se sværdet som borrede sig ind i den ældre dame. Ejern af sværdet var en brunhåret dreng som var indsvøbt i blod.

David kiggede tilbage på damen og kiggede længe på hende. Skydlfølelsesn over at have dræbt rørte ham ikke længere... Han havde slået ihjel i mange navne... I Kongens, i Guds og for simple mennesker der havde betalt ham... Men denne gang... Havde han slået ihjel for ham selv... Utroligt nok, eftersom han ikke engang var sikker på hvad hans rigtige navn var... Hvilket førte ham til grunden til hvorfor han var her.
"Ganske utroligt" mumlede han til sig selv og vendte næsen mod litteratur afdelingen... Hans navn eller noget som helst måtte stå i nogle af bøgerne... Hvis ikke optegnelser over hæren i den franske Revoluotion der stod mønstret her for kongen på givende tidspunkt...


//Skal logge... Svarer så snart som muligt//

Hikaru gloede på den døde kvinde og det tog lidt tid før Hikaru igen vende blikket i mod den fremmede dreng. Han var ikke bange for drengen siden Hikaru allerede var død, så hvordan kan man dræbe et spøgelse? han ville dog stadig ikke stå i vejen for drengen, da han stadig ville kunne mærke smerte. "hvad er utroligt?" spurte Hikaru, som stod lidt længere væk i skyggen og studerede drengen med hans blå-grå øjne. Drengens ansigt var allerede kodet ind i hans hukomelse. Han havde en bog i hånden som handlede om mordere igennem de sidste 1000 år.


//undskyld for det korte svar -_-" //

David drejede rundt med et ryk. Han havde ikke set eller hørt ham... Hvilket overraskede ham stort, da David havde været snigmorder og spion...
*Den tid jeg må ha spildt, levende begravet, må virkelig ha ødelagt mine sanser... Satans* Tænkte han irriteret over det.
"Bare... Jeg har aldrig slået ihjel for min skyld, medmindre det var for at overleve... Der har altid været en der havde bedt mig om at slå ihjel" sagde han med et skuldertræk og studerede drengens ansigt.
Tusinder af ansigter dukkede op i hukommelsen, mens han tjekkede om han havde set ham før... Ikke noget han kunne huske i hvertfald.
Altså han havde ikke set ham før, men det kunne måske også bare være han ikke kunne huske ham ligenu... Men så ville det komme igen senere.

//Gør ikke noget^^//

*for dig selv? * tænkte Hikaru, han havde kun gjordt noget for sig selv efter han var blevet dræbt og det var at prøve at forsvinde udødlighed er ikke så godt som man ville ha troet "du burte også gøre noget for dig selv engang imellem, ikke fordi jeg opfordre dig til at dræbe men det er vigtigt at tænke på dig selv engang imellem " sagde Hikaru og smilte venligt. "duuuu er ikke helt normal vel?" spurte Hikaru hans duft var anderledes og mindede lidt om hans men han var ikke sikker. Hikaru havde en god hukomelse og derfor vidste at han ikke havde set denne dreng før. "hvad er dit navn?" spurte Hikaru lidt forsigtigt da han ikke ville trænge sig på.

David Kløede sig lidt på siden af hovedet. Det var faktisk det spørgsmål som genrerede ham mest... Han var ikke sikker på sit navn... Tiden under jorden ødelægger ens normale hukommelse... Han kunne faktisk huske alle de sten han gav navne, for at beholde sin forstand og kreativitet i live... Det og at han havde fundet små fine sten til at tjekke hvor længe han havde været under jorden...
"Jeg ved det ikke... Jeg har en vag idé om det, men jeg er ikke sikker... Det er grunden til at jeg er her i dag" forklarede han, selvom det sikkert ville skabe flere spørgsmål end det ville besvare dem.
David smilte lidt, da han hørte det forsigtige spørgsmål... Bare fordi han havde spiddet en gammel dame, betød det ikke at han kunne opføre sig... En smule civiliserede.
"Men nej.... Jeg er ikke helt normal" sagde han så ligeud og kiggede bare på ham med en let undren i blikket...
"Hvem er du?" spurgte han så høfligt og kiggede længe på ham.

"Hikaru, Hikaru Raven " præsenterede han sig selv, med et venligt imødekommene smil. Hikaru tråte ud i månelyset som gik igennem en af ruderne. Hans hud var svagt gennemsigtig og man kunne svagt se en af bogreolerne igennem ham. "som du kan se , er jeg heller ikke normal, jeg er død eller rettere et spøgelse" forklarede Hikaru lige ud og havde ikke noget problem med at fortælle sandheden selvom mange bare løb deres vej. Det var dog mest mennesker der havde set for mange gyser film eller bare ikke kunne acceptere andre racer end menneske racen.

David kiggede længe på ham... Sit andet møde med et spøgelse... I det mindste ikke ligeså hævngerrigt og vredt som det andet han havde mødt... Han virkede ikke helt sådan...
"Jeg er heller ikke helt normal, som du nok kan se" sagde han og kiggede længe på ham før han grinte lidt. "Eller ikke kan" sagde han og kiggede søgende rundt efter noget.
"Jeg kan desværre ikke vise dig at jeg ikke er helt normal, eftersom der ikke er nogen fjender her..." Sagde han og kiggede så bare op på bøgerne mens han scannede hver eneste af deres navne... Han blev nød til at finde ud af hvilken en der ville være bedst til at finde ud af hvem Han virkelig var...

Hikaru startede aldrig en slåskamp, vis han var oppe og slås var det altid fjenden som havde startet. Hikaru syndes han virkede flink nok, så han valgte at gå tættere på ind i skyggen igen så man igen ikke kunne se hans gennemsigte hudfarve. Det var ikke fordi han ikke var gennemsigtig i skyggerne det var bare sværere at se, i mørket. "hvor gammel er du? både krops alder og eksistens" spurte Hikaru og havde enlig kun fokus på den 'nye person' som ikke kende sit navn. Hikaru havde mange spørsmål men han valgte kun en brøkdel af dem ellers ville han nok bare blive træt af at høre på Hikaru's uendelige spørgsmål.