En tåget søndag aften... (Raven)

Tid: 23.35
Dato: søndag d. 7. august
Sted: Quatre hotel reception
Omgivelser: En hotelreceptionist og en der vasker gulv.
Vejr: Natten er mørk, månen står højt på himlen med form som et C, skyer er på himlen og en let dis breder sig i gaderne omkring hotellet.
_________________________

En sky gled for den halve måne, mens en let brise fik den svage dis i bevægelse. Den let gennemsigtige dis blev langsomt tykkere og mere uigennemsigtig jo tættere den kom på hotellet, men der var ingen på gaden til at kunne tage sig af dette end sige bemærke det. De fleste var gået til ro og dem som ikke var holdt sig inden døre på diskotekerne. Dørene var omhyggeligt aflåst, og hotellet var ingen undtagelsen. Flere gange den aften havde den nervøse receptionist været henne og spejde ud gennem glasdøren. Det var både for at sikre at der ikke stod kunder og ventede, men lige så meget for at sikre at der ikke stod uønskede kunder og ventede, ligesom der havde gjort nogle få aftener forinden. Manden gøs ved tanken, og gned sig uvilkårligt i panden hvor en antydning af en gammel bule kunne ses. Han mumlede lavmælt for sig selv, mens han endnu engang traskede hen til glasdøren. Han stak næsen helt til den for at være sikker på at intet gik forbi hans opmærksomhed. Han skævede til den midaldrende rengøringskone der stod og tjattede lidt med en moppe. ”De har fri nu fru Jensen” sagde han striks til hende. Hun nikkede, tog spanden med vand og gik ind af en dør hvorpå der stod ADGANG FORBUDT – Personale rum. Manden sukkede let da han blev ladt alene tilbage. Han kastede et sidste blik ud af døren inden han begyndte at taske tilbage mod sin reception. Et brag lød og manden vendte sig om. Den dobbeltføjede glasdør var sprunget op og ind kom den lette dis som lå i gaderne som et hvidt skyggetæppe. Manden rynkede brynene og gik over mod døren. Han stod en meter fra den, rakte armen ud for at lukke døren men så langt nåede han aldrig. Han fik noget af disen i munden, og kort efter blev hans øjne spærret vidt op, vendte det hvide ud og hans sank om med lidt blod løbende ud af mund og næse… Tavsheden lå over hele hotelreceptionen mens tågen begyndte at blive tykkere og danne en form, en form der kort efter var blevet til et menneske. En fyr i starten af tyverne. Han havde skulderlangt hvidt hår, som smøg sig om et endnu hvidere ansigt, hvori et par isviolette par øjne sad. Fyrens læber krusede let i et smil og afslørede to spidse hjørnetænder der let berørte hans læber…

Ikke langt fra hotellet åbnedes en af dørene fra et af de mangfoldige cafeer og værtshuse der var i den del af byen. En skikkelse trådte ud på fortovet og rettede lidt på det let lange pandehår der sad en smule nypjusket over hendes meget indtagende isblå øjne. Hun så en smule træt ud, men ellers var der ikke noget at påpege. Hun var køn på sin helt egen måde med en ganske lys hud og med mørke vipper der naturligt omkransede de lyse øjne. Ellers virkede hun mørk. Hendes hår var langt, glat og sort som en ravnefjer, hvor omgivelsernes mulige genskind ville sætte en farve i form af højlys i de sorte silketråde der udgjorde den hoftelange glatte manke. Hun bar en koksgrå frakke også der gik til knæerne, hvor den nederste del af en midnatsblå, dog en smule gammel kjole lige kunne anses samt de ankellange sorte snørrestøvler med den lille hæl. Hun virkede ikke umiddelbart som en der gjorde meget ud af sig selv. Ingen makeup og ikke nogen reel frisure overhovedet. Hun bar også kun kjole da det var et krav inde på cafeen hvor hun havde fået lov til at få scenetid hver af disse søndage. Det var ikke meget, men penge kom der nu på bordet, også selvom guitaren skulle lejes af dem, men i sidste ende rundede det fint op... hun havde jo heller ingen at forsørge, så hun havde ikke en elendig tilværelse, selvom hun langt fra var økonomisk begavet.
Et kort gip kom fra hende idet hun hørte et ret så merkant brag fra hotellet nede af gaden. Hun kiggede tøvende imod den ret så disede oversigt af hotellets sidevej. Hun drejede om og gik imod hotellet med hastige skridt. Hun var ingen stopr modstander, men hun var dog i stand til at gøre noget hvis det blot var et par simple tyveknægte eller voldsmænd. Hun kiggede forsigtigt frem for indgangen og så ind og fik øje på ryggen af den høje vampyr. Hun sank kort en klump og kiggede ned på den udentvivl enten var faldet død om eller var bevidstløs. Igen faldt hendes øjne på vampyren idet tanker begyndte at løbe. Hvad skulle hun kunne gøre andet end..?

Manden der lå død på det ellers så pæne og nydelige marmorgulv stirrede tomt op på sin morder der blot stod med det lille smil. Hvis man ikke vidste bedre kunne det godt ligne at den døde så en smule… bebrejdende? Men det var nok blot indbildning. Vampyren kørte en hånd gennem sit hår, så hans håndled kunne ses. På hans håndled stod der et enkelt lille tegn. Ved første blik kunne det godt ligne en stjerne, men studerede man det nærmere kunne man sagtens se at det langt fra var noget så tøset som en stjerne, i hvert fald ikke den stjerne som små piger tegner. Det var mere en form for gammel gotisk pentagram.
I sine tanker gennemgik han de ord som han havde sagt da han dræbte manden. ”Husk hvem der har dræbt dig. Husk hvem det var der gjorde en ende på dit liv. Husk det når du rådner op i helvedes ild. Husk og tænk på at det var Valentine.” Valentine var hans navn, og det havde det været selv inden han blev vampyr. Men dengang havde han levet op til navnet betydning, det gjorde han ikke længere. Tvært imod. Blot fordi hans jordiske moder og fader havde givet ham dette navn, betød det ikke at man ikke kunne være ond, og det havde han tænk sig at vise verden. Vise den at han, Valentine, sagtens kunne få sig et rygte der ville få svage til at skælve. Og det var af den grund at han var kommet til Di Morga, for et sted skulle han begynde. Valentine stod i sine egne tanker om fremtiden da en lugt begyndte at rive i hans næsefløje. Han vente sig langsomt om så han stod med front mod den åbne dør. Lugten var skarpere nu. Smilet på hans læber blev en smule større. ”Ser man det” sagde han med en stemme som en slange, blid men snu og lumsk. ”En engel” duften havde afsløret den andens tilstedeværelse.

Raven gjorde ret store øjne da hun lige akkurat var i stand til at skimte det tegn der dominerede vampyrens hånd. Et tegn der mindede meget om det hun havde fået påført sig da hun lod den franske dæmon tage en hånd over hende til gengæld for hjælp om hendes fortid. Hun sank en klump og rettede de blå øjne imod vampyrens nakke igen og betragtede i en tid de lange hvide tråde der udgjorde den kønne helhed på ham.
Hun kiggede meget overrasket da han vendte sig imod hende og tiltalte hende. Ikke at hun fandt det overraskende at han rent faktisk havde fået øje på hende. De fleste vampyrer havde sådan en irriterende evne til at opfange blodet fra de der får en ny chance. Engle.. phe! Hun så ikke sig selv som en engel, hvilket nok var tydeligt. Udseendsmæssigt kunne hun meget vel ligeså være en vampyr med det sorte lange hår og de oplyste øjne. Der lå noget mørkt over hende, dog gemt og vigende væk fra hendes blik, som skygger der bevægede sig om to isblå sterinlys.
Hendes blik dirrede en tid, imens hun nu betragtede hans front. Smuk var han. Ak ja.. det var de fleste vampyrer sådan set. Dette var nu noget andet end de meget mørke udgaver hun havde set i Lazerus og i Akumus dunkle person. Denne vampyr virkede nærmest lysende. Valentine..? Det var hvad han havde kaldt sig selv overfor liget der nu lå på det ellers smukke gulv og misfarvede det i den mørkerøde væske. Raven tav, men ønskede ikke at kigge på liget. Ville ikke bryde det øjeblik der skulle give indtryk af hende. Få hende til at virke usikker. Hun ville ikke vige øjnene.

"Det er hvad folk kalder mig, ja." sagde hun så og lod endelig sin stemme komme til udtryk. Den dirrede ligeså en smule, men sammenhængende var den ganske køn, dog ikke specielt høj. En smule dyb, men stadig ganske kvindelig.