bjergene (Mika)

s: bjergene
t: aften
v: klart, men med en kølig vind
o: bjerge?
påklædning: hvide bukser, hvid trøje, bare fødder

Taisho kom roligt gående langs med stien der kunne føre en sikkert gennem bjergene.
Solen var lige gået ned, han havde stået op på et af bjergene og set den gå ned, nu var den orange/røde himmel det eneste der var tilbage enden natten ville overtage, stjernerne var begyndt at komme og månen var allerede på vej op.
En kølig vind, ikke kold, ikke varm, fik det til at blafre let i hans tøj og hans pandehår, der hang slapt om hans hoved, til et bølge let, mens hans lange hår, hvidt også, der gik helt ned til jorden, bølgede med.
Han kunne mærke gruset mod sine bare fødder, mens han gik rimligt lydløst af sted. Her var dejligt fredeligt.

gennem den tynde luft kunne man høre en melodi, en blid og søgende melodi, af en violin. Violinens toner bredte sig med luften udtil alt og alle, der var ikke noget der ikke blev ramt af dens harmoniske bølger, dog var melodien en anelse trist, som altid. Mika sad ved en søen for enden af en sti, hun kunne næsten ligne et spøgelse, det sølvhvide hår der dækkede for hendes tågede grå'violette øjne, den iskolde marmorhvide hud og de sorte japanske tegn der var brændt in på hendes ben som tatoveringer, alt dette fik hende til at ligne en porcelændukke i menneske størrelse. Hun havde forsigtigt violinen i sit slød

Han så op da han hørte en svag lyd af en melodi, violin? Det lød som en violins roligt men galante toner.
Violin var altid flot vis det blev spillet rigtigt.
Han så sig lidt omkring og gik så op af noget af et bjerg, væk fra stien.
Alligevel var der en anden sti som han fulgte, han kunne høre han kom tættere på lyder og snart kunne han svagt lugte noget ala....engel?
Han kendte godt duften af engel.
Han smilte da ha huske den sidste engel han havde mødt...Og den eneste...Eller næsten, ud over en anden.
Han kunne snart se en sø foran sig hvor der sad en person.

Mika's toner blev blødere og langsommer, som en gammeldags vuggevise, hvis man lyttede godt efter kunne man skimtes hendes nynnen i melodien, hendes stemme og musikken harmonisere så man ikke kunne kende forskel. Hun mærkede en andens tilstedeværelse, men stoppede ikke musikken, istedet dæmpede hun den lavt, så den stadig kunne høres i baggrunden, hun så kort op med et venligt blidt smil, før hun igen så imod violinen.

Han så lidt på personen, farlig virkede hun ikke og musikken var dejlig rolig.
Han så at hun havde bemærket ham.
Han ville ikke sige hej, da han nød musikken, så han gik hen ved siden af hende, hun havde jo bemærket ham, og så lidt ned på hende og nikkede som hilsen enden han så sig omkring af gammel vane.