Mange stakkels sjæle Sama.. [Privat]

"Arrrrg" Skreg en lille dreng på 5 år. Han hulkede og holdte sig om det blodige sår hans havde i maven. Han var flygtet, fra en bande mænd som ville lege med ham. Blodet strømmede ud af ham, og han græd og græd. Pludselig rakte en hånd ud til ham og strøg ham lidt i håret, han så hurtigt op. En rødhåret pige stod foran ham og smilede mildt men trist. "Lille ven. Hvor du dog græder. Din stakkels, kom med mig, lad mig vise dig en anden verden. Lige noget for dig" sagde hun og strøg ham blidt. Han stoppede med at græde, men kun små tåre gled ned langs hans kind. Han rakte hånden og holdte fast i pigens hånd og nikkede. Hun smilede og trak sit le frem, drengen så overhoved ike bange "Bare roligt du, får det bedre. Det lover jeg dig, du er tros alt et mandfolk ik" spurgte hun muntre og begynde på det. Hun lavede et kors på drengens bryst, uden at røre ham. En lys kugle steg op fra han bryst "Jeg tror sådan en mandfolk som dig kan finde derhen selv" sagde hun muntre og denne kugle fløj væk. Drengens hånd blev slap og gav slip, imens han havde lukket øjnene.

Den flyvende lyskugle fløj direkte over til Sama's hånd, hun så på den med et facineret smil, "Er det en gave til mig Ting? den ser så ung ud, og med så megen glæde, jeg gætter på det er et barns", hun smilte, stadig med sine øjne fikseret på lyset, før det faldt direkte ind i hendes tåreformet krystalkæde, "Han skal nok havde det sjovt med alle de andre, der er mange på hans alder", hun smilte skævt med et let grin, før hun så sig omkring, "Er der kommet andre dødsfald, her stinker langt væk af en kvinde i sine 30", hun skar en grimasse, da hun ikke var meget for at tage kvindelig sjæle, de irriterede hende uendeligt med deres emotionelle smerter.

Hun åbnede munden. Tog hun lige drengens sjæl..? Nej, sikke dog et mareridt "Uhm Nihao Sama. Men.. Hvordan, jeg forstår ikke. Tog du drengne.." stammede hun og fik sådan en trist udtryk. Drengen led jo, hun ville føre ham til paradiset og nu nu er han væk. Hun kunne ikke høre sjælen mere "Sama, hvor har du gjort af ham" sagde hun og fik sådan en venlig udtryk. *Bare roligt, sama skal nok passe på ham, tror jeg* tænkte hun og vidste Mika ville høre hendes tanke

Hun så på Ting med et oprigtigt blidt udtryk, hun gik over og lod en hånd hvile imod hendes kind, "Han er i sikkerhed hos mig, stol på mig Ting", hun sukkede efter at have hvisket de ord, "Ved du hvor mange der ville dø for hans sjæl, det der står imellem ham og paradise, er en glupsk mængde dæmoner og andre væsner, de ville flå ham levende", hun så med alvor i blikket, "Det er kun fortabte sjæle og nogle jeg specielt udvælger jeg tager for mig selv, men børn", hun fnøs, "Det er ikke min stil", hun blødte op i et smil.

Hun smilede lidt, men pludselig fik hun mod. Hun bukkede for Sama. "Mika Sama, udfordrer dig til en kamp. Om vores styrke.. Vil lige tjekke din dødsengle kræfter ud" sagde hun og så respektfuld mod hende. Men pludselig fik hun en fornemmelse, hun drejde hoved og så direkte på manden. Han havde en kniv, som var smørt ind i blod. Hun snusede lidt og fik sådan en indre vrede "Det var dig der slog denne dreng ihjel ik" sagde hun venligt men så kold ud. Jo. Blodet var drengens, nu ville hun hævne sig for drengen. Hun sprang mod manden som så skrækslagene mod hende, men hun stoppede sit angreb i luften. Hun svævede, hun så på Sama "Vil du gøre det af med ham, hvis du vil..?" spurgte hun høfligt "eller må jeg...?" spurgte hun.

Mika satte hovedet intersseret på skrå, før hun selv gav et mindre buk, "Det ville være mig en ære, men Ting", hun så på hende med et drillende smil, "Jeg er ikke så god til at stoppe når jeg først er gået igang", hun grinte og rode let op i sit pjuskede hår, det endte altid med at personen lå død for hendes fødder, "Så sig stop i god til ne?", hun smilte bredt, men knækkede så fingre da hun så manden, hun så arrigt væk, hendes kulde kunne mærkes fra lang afstand, "Tag du ham bare, jeg ville engang have hans sjæl, så ynkelig som han er", Hun sukkede.

Hun smilede "Javel sama" sagde hun og svingede sin le væk fra sig og sprang i luften af mod Manden. Manden prøvede at stikke hende med kniven. Hun sparkede hurtigt kniven væk og greb den med sin hånd. Alt dette gik stærk "Næste kan burde du tænke over hvad du gøre mod uskyldige menesker" hviskede hun mildt men så kold på ham og rettede kniven mod mandens hjerte "Men, sikke dog en spektakkel du har lavet" mumlede hun og kastede kniven væk og pludselig faldt manden ned på jorden. For i den anden hånd havde hun en lysende kugle "Selv uden min le kan jeg tage din sjæl tumpe" sagde hun håndligt og så på sama "har du en ide hvor han skal hen. Han skal i hvert fald ikke vvære i mit sted" sagde hun mildt.

Hendes øjne lyste drilsk op, "Jeg skal nok sætte ham et sted der for helvede til at ligne en børnehave", hun grinte og tog imod sjælen, før hun mumlede nogle latinske ord, og et sort, næsten blåt skær kom og hans lys blev opslugt, hun strakte sig kort med et mindre gab, "Jeg har arbejdet nonstop de her dage, det er så trætende", hun sukkede med et smil, at lægge planer var virkelig svært især med en vampyr, hun sukkede ogg rystede det af sig.

Hun tænkte sig om og knipsede lidt. En lille pose kom pludselig frem fra ingenting. Hun greb den og åbnede den. Hun kastede en bolle til Mika "Her Sama, de er boller er speciele.. Man får sådan lidt energi af det. Tænk lige på vores kamp" sagde hun med et smil og så på Sama "Og bare roligt, jeg dør ikke, for jeg er uhm død" mumlede hun og smilede og spiste selv en af bollerne.

hun tog imod den og spiste, det sidste hun ville tro om Ting var hun ville forgifte hende, så derfor spiste hun den. Hun grinte lidt af det sidste hun sagde, "Netop, jeg har hørt det skulle være mere smertefuldt at dø anden gang", hun trak på skuldrende, man hørte så mange ting, "Du vil have en venlig kamp ikk? ingen unfair kneb og den slags", dem kendte hun mange af selv om hun aldrig brugte dem.

hun nikkede og gumlede vidre "Men ldit magi, ikke sådan at du bruger mit svare punkt. Surt surt" mumlede hun trættende og så på Sama og betragte hende "Hmm Sama.. Har du fundet... (Havde meget svært ved at sige ordet) kærlighed... Uhm ikke for at spurgte dumt eller uhm plande mig" sagde hun og fik to røde streger. Hun følte sig meget uhøfligt over for Sama. Hun vidste ikke hvornår hun så så meget op i Mika. Det måtte være i kirken, første gang hun vidste sig der..

Mika stoppede med at tygge da hun hørte det ord, hun sukkede en anelse trist og så ned på sine marmorhvide fingre, "Vi er ikke skabt til at elske", hun så op med et svagt smil, "Men nej søde Ting, jeg har ikke været så heldig at falde pladask for en fyr og omvendt med mig.. Vent der er mange gange hvor det er sket at nogen forelskede sig i mig, men det er rent ud sagt døden, med mindre du også er et væsen", hun grinte en anelse sarkastisk, men sukkede så en sidste gang, "Jeg har dog en person som jeg ser som en ligeværdig", hun nikkede og fik det smukke glimt i øjne, den person facinerede hende inderligt.

Hun fik store øjne og havde glemt at tygge sin krumme færdig. Var det sådan Sama havde det, stakkels hende. Miste dem hun elskede. Hun så ned ad sig. Jo, den følelse havde hun også prøvet, men det var længe siden. Meget længe siden. "Sama.. Jeg ved ikke, men føler du dig ikke ensom, uden en at bygge rede..?" spurgte hun og havde hoved på skrå, men var tæt på at se trist ud. Men hun prøvede at lave lav profil med sine følelser. Burde hun være bekymret eller bare være der..?

//skal logge, ses måske i morgen ;D sams/7

Mika sukkede med blikket imod loftet, hun smilte svagt, "i den her del af branchen er ensomheden din bedste ven, hvis du for venner eller bliver forelsket", hun trak vejret dybt, "så komplicere de bare dit arbejde", hun så ned på sine hænder, "Men jeg har dog været forelsket én gang", hun så på Ting, med det mest menneskelig udtryk, "Dengang før jeg fik min opgave, da jeg stadig var menneske", hun kunne ikke lade vær med at grine, det var så længe siden at hun næsten ikke kunne huske det.

Hun så ned men prøvede at sige noget "Men.. Så kan du huske hvordan du var som meneske.. Det må jeg indrømme det er godt klaret, nogle engler ved slet ikke hvorfor de blev vågent op igen.. De kan ikke huske hvad de var. Men det kan du, kan jeg se" sagde hun og prøvede at se på Mika "Men Sama. Føler du dig ensom i denne verden..?" spurgte hun

Hun prikkede sig komisk på hovedet, "jeg ville være skør, hvis ikk", hun grinte, "venner er ikke noget jeg ligefrem skriger at have mange af", hun skar en grimasse, "heller få og loyale end mange og utroværdige", hun nikkede fast, og så på Ting, "Men på grund af dig Ting, så føler jeg mig en heldel mindre ensom", hun smilte eftertænksomt.

Hun smilede lidt da hun sagde det sidste, hun blev helt varm, men pludselig brød tanken om *Kamp* "Tilgiv mig Sama, men uhm skal vi begynde kampen, jeg vil se hvad kræfter du besidder" sagde hun venligt og bukkede lidt, da hun havde fået kræfter af hendes boller. Hun så lidt på Sama, og tænke på, om hun ikke var klar...?