Et nyt bekendtskab~ (Private = Isaac)

V: Stile brise, stjerneklar nat.
O: Ingen, udover de små menneske mængder der af og til sniger sig hen for at få et glimt af hende.
S: en af Terre's mange restuaranter.
T: Midnat.
p: Se avatar~

Mika drejede med forsigtige bevægelser skeen rundt, i koppen med den mørkerøde substans. Hendes i aften mørkelilla øjne var som fikseret på koppen og dens indhold. *hvorfor valgte jeg at tage her hen?* Et lille smil kunne skimtes på det marmorhvide ansigt, hun kendte svaret. Det var rutine, rutinen for hendes menneskelig liv, og selv efter døden levede hun videre i den selv samme rutine. *trist* Og selv efter at havde flyttet herud, fandt hun nu og da sig selv igang med den igen. Hun sukkede stile, hun kunne mærke folk omkring hende stirre, deres tanker var heller ikke svære at opfange. De undrede sig over hvem hun var, og hvordan hun kunne side så roligt uden noget selskab. Smilet bredte sig en anelse, så hendes smilhuler kunne tydes, de samme tanker alle steder. Hun sippede til sin drik og så nu for første gang op fra koppen. *en smule selskab ville ikke skade mig nu og da.. Vel?*

lyset fra lamperne genspejlede sig kort i hans øjne med det røde skær, der han trådte inde af døren, der et øjeblik slog efter ham som i protest over at havde lukke denne skikkelse ind i hjerte af baren.
han gik elegant fordi de mange mennesker, der ligesom i trangse vendte sig imod den nyankommen med foragt, frygt, respekt lysene i deres blikke. selv følte personen intet over denne opmærksomhed, der han et sted var vant til den. de mørke øjne med røde skær så kort ud over den scene, der lå for hans fødder. som en skuespiller, der lige var trådte ind på sin sidste ark. et sarkastisk smil satte sig rundt om de blege læber, mens et lys af noget uforklarlig begyndte at danse i øjnene.
var det lysten til at se ødelæggelse? eller var det selve belysning?. uanset hvad trak folk sig tilbage, som frygte de at røre ham, som frygte de alt ved ham..
smilet omkring læberne blev kun brede, længere, ondere..
skikkelsens lod igen sit blik vandre over folk, før han satte sig elegant ned på den høje barstol, der var midt i barens hjerte. han sad forover læne, med hagen støttede til sine slanke hænder, hvor fingrene var flettede ind i hinanden. lyset skinnede i hans øjne, som søgte imellem gæsterne atter en gang..

Mika rettede sig en anelse op da hun mærkede en ny stærk tilstedeværelse, hun så med hovedet sat på skrå efter hvad alle andre, så chokeret så på, deres blikke sagde alt, det var som om de havde set en mordscene, som om blod fra en anden havde ramt dem og de nu bare stod der i chok, fortvivlelse og frygt, ingen af dem viste hvad de skulle gøre af sig selv, og på en underlig komisk måde morede det hende. Dog havde hun stadig ikke set hvad alt ståhøj, eller rettere den dødstile steming var for, hun satte sit hoved en anelse mere på skrå, og vippede sin stol så meget som den nu kunne uden at hun faldt, og der så hun ham, personen der havde skabt sådan en stemning, ham som var centrum for alles æresfrygt. Hendes tågede mørkeviolette øjne, glinsede let af nysgerrighed, hun var en person af fuldkontrol, men en ting hun aldrig ville kunne kontrolere helt var hendes impulsive facinationer, hun smilte svagt dog undrende, han havde en hvis charme og kunne ligne en person af stor magt, men i dette sekund forstod hun ikke hvorfor alle var så bange for ham, men hun viste godt skinnet kunne bedrage, det var hun jo selv et alt for godt eksempel på. Hun lod sin marmorhvide hånd tage fat i det mørkerøde glas, før hun let sippede til det, hun satte det ned, og så ind i det som havde det svaret på alle livets spørgsmål, hendes sølvhvide hår faldt foran de mørkeviolette øjne, så de næsten så ud som skarpe lygter gennem de lysehår, når hun nu og da vendte sit blik imod manden, og de andre omgivelser.

en bevægelse ud af den ene øjenkrog fik ham pludselig til at løfte sit hovedet fra den tænksomme stillingen og se skråt overfor sig. han ane kun svagt lyden af de mange lavmælte stemme. for hans øjne havde midt i dette hele fange noget ganske spændende. et undrende blik han kort havde mærke set på sig. hvem ejede dette blik? noget magtfuldt? hmm.. han kunne ikke helt mærke det, kun måske at det ikke var noget hørte hjemme blandt mennesker..
en engel? Isaac håbede et øjeblik at dette ikke var en engel. for som den dæmon han var, havde han det svært med engle i alle forme. de fik som regel aldrig det gode frem i ham..
men på den anden side hvornår var han egentlig god?
en ond latter slap kort hans læber. før det skæve smil igen fandt sin plads. i det samme fandt hans øjne den anden. en ung pige på begyndelsen til at blive en kvinde med langt hvidt hår, der skinnede svagt i lyset .

Hans duft var ikke svær at kende, *dæmon? hvor mange er der i denne by?* hun smilte svagt med blikket rettet imod sin kop, hun havde ikke mødt mange dødsengle, men vampyrer og dæmon måtte åbenbart have flertallet på deres side i denne by, og det havde hun skam intet imod, hun kom jo egentligt også selv bedst ud af det med dem, nok pågrund af sin anden side. Hun satte hovedet på skrå da hun mærkede at hun var blevet opdaget, og nikkede så høfligt, med et venligt blidt smill, som hilsen, der kunne lige så meget bag det smil, men hun var altid svær at gennemskue, hendes før gråviolette øjne, blev mørkeviolette med sortgrå tåger som pupiler, da hun lod hans karakter glide igennem sit blik, hun glemte aldrig et ansigt, og nu ville hun heller ikke glemme hans. Hun hørte hans korte latter, og kunne næsten gætte sig frem til hvilken type mand han var, hun så rundt med et næsten lydløst suk, ingen dødsfald? ingen sjæle? og intet blod? *sikke en kedelig aften?*