Kedelig eftermiddag.. Shane!! :D

Sted: Banegården
Vejr: støvregner en smule.
Tid: Irl
Omkring: en masse mennesker der skynder sig fordi de skal nå et tog..
Dato: Irl

Adrian sad på en bænk nede på banegården, uden noget mål. Han sad der bare. De fleste gik rundt og stressede fordi de skulle nå noget. Han sad bare og slappede af. Han havde en cola der var åbnet, men ikke drukket af i hånden, og stirrede ud i luften. Han var gemt godt i sin store hættetrøje, så man ikke kunne se hans hals, og et tørklæde der dækkede det meste af hans ansigt. Udover øjnene, og panden, men nærmest ligesom et tørklæde for munden. Han havde også et par store, løse bukser, samt sorte hulslidte converse, og et par fingerløse hansker, så hans hud næsten var helt dækket. For hvis han viste hud ville man kunne se hvor tynd den var. Man kunne jo nærmest se igennem dem.. eller ikke helt.. men man kunne se det ikke var fordi de var normalt. Og hvis man rørte hans hud var den kold.. og så ville det være pisse ubehageligt for ham i hvert fald.. Han gabte kort, og så igen rundt.

En ung fyr, kom gående op af trapperne, der førte ham til banegården. Hans hoved vendte ned af, med et suk. Han gad ikke se på noget eller nogen. Han gad ikke noget overhovedet. Hans åndssvage forældre, kunne rende ham et vis sted. Han gad ikke deres pis, slet ikke hans fars uendelige slag, som gik udover alt og alle som nærmede sig på et forkert tidspunkt. Orkede ikke at høre hans mor tigge og bede, for at undgå at blive voldtaget endnu engang, fordi hun ikke var stærk nok til at gå fra idioten, og en ting vidste han med sikkerhed: Han havde ikke tænkt sig at stille sig imellem dem. Det måtte hans mor sku selv gøre, eller helt lade vær. Det var hans problem, men han gad ikke gøre noget ved det. Tværtimod, rendte han bare rundt alle andre steder end hjemmle. Dog, kunne det godt være en ulempe, et par gange. Idag var han iført et par sorte tætsiddende bukser, samt hans elskede kæde i jern, som dinglede fra hans lomme, hvor den var sat fast. Han havde derudover en almindelig t-shirt på, selvfølgelig også i sort. Hans pandehår hang ned i ansigtet af ham og skjulte hans øjne, godt for ham, for de var ikke ligefrem fyldt med lykke. Han vandrede videre henover banegården, rodede lidt i sin lomme og fandt så en smøg, hvorefter han hev sin lighter i gul op og lod den lille flamme blive tændt, så lod han smøgen glide mellem sine læber, mens han tændte den, for derefter bare at tage et dybt sug, i håb om det ville få ham til at slappe af. Han gik så forbi en ledig plads, dog ved siden af en anden fyr, eller han mente det var en fyr. "Må jeg sætte mig?" spurgte han kort, løftede kun blikket en enkelt gang, sendte et kort venligt smil, inden han så så væk igen, mens han betragtede den tomme plads, perfekt sted at sidde og stene indtil klokken blev omkring fire og trætheden ville overmane ham.

Adrian lukkede øjnene. Tænkte. Nu var det lidt over to år siden.. ja.. hvad kunne man sige..? At han var død? Det ville nok være underligt. Men han passede selv sin grav, og lagde blomster der nogle gange. Eftersom hans forældre ikke rigtigt kunne. Han sukkede kort. Tænkte tilbage til hans sidste dag som menneske. Hans sidste dag inden hans hjerte stoppede med at slå. Han lukkede øjnene og lyttede. Nej.. det eneste man kunne høre, var hans åndedræt.. og det lød pænt spastisk i sig selv. Han så op, da der var en der sagde noget.. Det var en fyr.. på hans egen alder cirka. Og han så ikke yderligere glad ud. Nærmere trist.. irriteret.. sur.. noget i den stil. Han kunne se det på hans aura. Den serie af farver der kredsede rundt om ham.. Og det var mest rød.. specielt omkring hans hovede. "Du sætter dig bare" sagde han og smilede bag tørklædet. Han så på ham og kneb kort øjnene sammen. Det.. var det bare et menneske siden han hverken virkede frastødt, eller noget? De fleste ville nok blive frastødt, i hvert fald hvis man havde god nok lugtesans, til at komme udenom hans deo, og kunne lugte, at han stank af dødt menneske. Han gemte sine fingrer under armene, og selvom det ikke var koldt, lod han som om at grunden til at han ville have alt det tøj på var for at holde på varmen. Men det var nok nærmere for at gemme sin hud, frem for at få livhistorier ind i hovedet. Han var træt af dem han allerede havde fået i hovedet.

Han afventede fyrens svar, mens han tog et dybt sug af sin smøg, inden han pustede det ud i den rene luft igen, den grålige røg, som helt klart var med til at forkorte menneskeliv, men hvad fanden, det var sku da bedre end at proppe alt muligt pis man ikke anede hvad var, i sig. Det mente Shane i hvert fald. Han så hvordan fyren så op på ham, da han havde snakket og ventede så bare på et svar, han kunne ikke rigtigt afgøre om fyren, var sky, på en måde. Han satte sig så, da han fik tilladelse til at slå sig ned og lagde nakken tilbage mod ryggen af bænken, inden han så hen mod fyren. "Genert?" spurgte han forsigtigt, med et skævt smil i den ene mundvige, idet han så skodede sin smøg, smed den tæt på sine fødder og så maste den med skosnuden. Hans elskede converse i sort. Han rodede kort op i sit hår, mens han sukkede kort, så op i himlen, ignorede alle de stressede udbrud, som var omkring ham og lagde nok egentlig kun mærke til sine egne lortede tanker og den fyr, som var ved siden af ham. Han huskede sidst han havde mødt nogen på banegården, det havde været nat... Sent om natten, da en narkoman havde slået sig ned ved siden af ham. Chase Terror... En fyr, som gik efter præcis det han selv ønskede sig og intet andet, folk måtte makke ret, eller bare tage straffen, for Chase skulle nok få hvad han ville have. En kuldegysning gled igennem ham og han så væk. Hans blik var fyldt med en blanding af vrede, sorg og ... Had. Han kunne simpelthen ikke engang holde ud at tænke på denne Chase, som havde opsøgt ham den nat. Han rystede kort på hovedet og lod alle tanker forsvinde, vendte sig så mod fyren. Han vidste ikke helt endnu om han skulle præsentere sig som Kevin eller Shane lige nu. Kevin var dæknavnet, det navn narkomaner, eller andre idioter fik smidt i hovedet, Shane var det han var blevet døbt i sin tid, hvilket betød hans oprindelige navn.

Adrian lukkede kort øjnene. Han var blevet ret træt af de der farver der hele tiden omringede folk. "Nej" svarede han på hans spørgsmål. Hans stemme var hæs, og lød egentlig ret ødelagt. Men sådan gik det jo når man døde, og vågnede igen i den samme krop. Hans stemme var smadret af at den havde nået at blive lidt ødelagt. Men han kunne ikke gøre noget ved det. Det var ligesom at nogle andre ting inde i ham også var ødelagt. Blandt andet hans lunger.. de virkede ikke så godt længere. Derfor kunne man svagt høre når han trak vejret, hvis man sad i et stille rum.. eller sad med øret imod hans bryst. Han så overpå ham igen. Farverne var ændret en smule.. Der var stadig massere af rød.. men også.. blå.. han var.. trist.. og sur.. eller hadede nogen.. eller en blandig.. Der var i hvert fald blå udenom ham, en smule, og så fyldte det røde mere. Han så rundt på det forskellige mennesker. De fleste var grå.. brune.. nogle få røde.. meget få var auraen bare hvid.. underligt nok.. Han så igen overpå fyren. Han kneb øjnene sammen. Der var en svag snert af en anden farve end de to han havde lagt mærke til. Gul.. det så faktisk lidt sjovt ud.. Han havde vidst mange tanker. Gul... Han rystede kort på hovedet. "Jeg hedder Adrian Chauncey" sagde han hæst.. og lød som om at han havde været på druk dagen før. Han stolede nok på fyren til at lade ham høre sit navn. Hvad kunne han alligevel gøre? Han var jo allerede død. Og han regnede ikke med at fyren tog ned på kirkegården og fandt hans mindesten som hans farmor og farfar havde sat op.. Faktisk var det hans, hans mors, og fars, samt lillesøsters.. Og sjovt nok, var det kun et af ligene der var forsvundet. De var alle blevet dræbt.. Hans far havde depresion.. først havde han slået hans mor ihjel.. Så lillesøter.. så Adrian, og til sidst sig selv. Han havde stadig såret på halsen.. samt nogle på armene, så det lignte at han havde cuttet.

Da fyren så lukkede øjnene, undrede han sig ikke sønderligt over det, det var sikkert bare for at lukke andre folks stress ude af sit sind, inden man selv blev stresset, sådan havde han det i hvert fald selv, var træt af alle de stressede forretningsmænd, som løb rundt, med deres kufferter på slæb og svedede i deres klamme jakkesæt, fy forfanden! Da fyren så svarede at han ikke var genert, bed han sig svagt i læben. "det er ikke koldt, hvorfor .. Er du gemt væk i tøj på den måde?" spurgte han så, idet han trak sine ben op til sig på bænken, pillede kort ved det ene snørrebånd i sine sko, som sad løst. Han bed sig svagt i læben og vendte så bliket væk fra sin ellers meget interessante sko og hen mod Adrian. Adrian så nærmest sådan ... Betaget på ham, altså.. Så lækker var han vel heller ikke? Det var som om fyren havde svært ved at se væk igen, fordi det syn han så tiltrak ham, på underlig vis. Mystisk. Og så kom navnet på den anden fyr, hvilket fik ham til at indse, at han nok skulle bruge Shane som var hans rigtige navn, lige idag. Denne Adrian, ville nok ikke gøre ham så meget, skade ham så meget, som visse andre psykisk syge mennesker, kunne finde på. Faktisk, kunne han godt lide fyrens stemme også, sådan lidt hæs, men alligevel havde den noget unikt over sig, noget som sagde at det ikke var fordi han havde været fuld dagen inden. "Shane, Eric, Night." præsterede han sig så med et venligt smil, mens han lagde sig lidt tilbage i sæddet og så så hen imod fyren, som åbenbart hed Adrian. "Forresten, jeg foreslår dig at du finder et dæknavn, visse mennesker er ikke lige behagelige. Brug ... Addy." sagde han så, stille, men roligt, inden han lukkede øjnene i og vendte ansigtet op mod himlen. Han tænkte kort på alt det han havde oplevet den anden aften, endnu en omgang grædende psykisk syg mor og endnu engang en voldelig far, der var kold i røven overfor følelser.

Han smilede svagt over hans spørgsmål. "Tja.." han trak på skuldrene. "Hvorfor er du lilla?" spurgte han så, bevidst om at han var den eneste der kunne se auraen på folk. Det var bare for at se hans reaktion. "Og Rød, blå, og gul" remsede han op, og smilede for sig selv. Han ville forklare ham det.. senere.. Fyren ville alligevel tro at han var sindsyg. Han så fortsat, betaget.. ikke på Shane, men på regnubuen af følelser der kredsede om ham. Han havde aldrig lagt mærke til så mange farver på et menneske.. det virkede underligt. Men okay, han gad ikke altid at se rigtigt på farverne. Han vippede lidt frem og tilbare. "Shane.." mumlede han stille. Og derefter mumlede han navnet flere gange i træk. Ikke fordi han ikke ville kunne huske det.. han kedede sig bare. "Naah.. Tror ikke der er nogen der vil gøre mig noget.. Er trods alt Zombie" sagde han og trak på skuldren. Shane ville med garanti tro han var bims, men han sad bare og sagde sandheden. Han så overpå ham. "Er der noget galt?" spurgte han, da han så den røde farve blive stærkere. Han var med garanti ikke glad.. Ellers.. var han ekstreeeeeemt liderlig.. men det regnede han ikke med, eftersom han ikke viste nogle tegn på det. Han så rundt og trak tørklædet ned, ligeglad med om man kunne se at han var ligbleg, og endda også på læberne. Han så på ham, fra sit nu ikke gemte ansigt. Det var faktisk rimelig varmt, så han trak den store hættetrøje overhovedet, så hans tynde arme kom frem. Inde under havde han selvfølgelig en t-shirt, og han beholdte tørklædet på. Han ville ikke liiige vise Shane det kæmpe sår der var på hans hals. Han holdte om sin trøje, og håbede bare ikke på nogle berøringer. For det første, hans hud var kold, ligesom hvis han havde været død.. hvilket han også var.. Og for det andet gad han ikke flere livshistorier. Hans anoreksi-agtige mave var dog gemt af den store t-shirt han bar. Han strakte sig kort, og så rundt.

Da han så ventede på hans svar, pillede han bare fraværende ved sin sko, for ligesom at have et eller andet at lave, ikke sandt? Og han havde ikke tænkt sig at forlade det gode selvskab med det samme, så han slog sig egentlig bare ned. Da fyren så spurgte hvorfor han var lilla, så han ned af sig selv. Gu' var han da ej lilla?! Hvad fanden snakkede den nu mærkelige - i hans øjne - fyr om? Han var heller ikke rød, blå eller gul. Et skeptisk øjenbryn fløj i vejret, årh man. Hvis det her var endnu en psykisk syg person, orkede han det virkelig ikke. "Hør her, jeg er ikke nogen af de farver. Jeg er pålædt i sort tøj, og ellers er jeg en helt normal dreng, fattet? Jeg er ikke en omvandrende regnbue!" sagde han så, som om han talte med medlidenhed. Ikke en skid, den fyr var altså bare lidt underlig. Han så indgåennde på ham, for at se om det var forstået, at sådanne ting, bare ikke var normale at sige til en fremmed, som man ikke engang kendte. Måske led fyren af en sjælden sygdom? Så han så farver over alt? det kunne da tænkes at være en mulighed. Da han så begyndte at mumle hans navn, himlede han med øjnene af det. Forfanden da.. Skulle den dreng, dagdrømme om ham, mens han sad lige ved siden af og kunne se på? Det var nu helt afgjort, at Shane var prolbem magnet. Og det her var ikke det han havde allermest brug for, ønskede egentlig bare fred og ro, men det kunne man åbenbart ikke få, en eneste gang i sit fucking liv. Da han så sagde det næste, lod hans øjne sig fæste ved ham, lige med det samme. "You have to be kidding!" sukkede han så, mens han stirrede skeptisk på ham. Havde den dreng flere sindsyge ideer om sig selv? Hele verden var fyldt med regnbuemennesker, og han selv var en zombie. Virkelig realistisk, flot fortælling. Det næste der kom, ville sikkert være dansende syngende enhjørninge, som kom svævende over togene. "Zombier, eksisterer i film. De er lavet for at skræmme folk, du ved. Animation. Fiktivt. Det findes ikke i virkeligheden," brummede han så, idet han lagde armene over kors, med et opgivende, dog stædigt udtryk. Det var jo forfanden umuligt, at fyren kunne være en zombie. Da fyren så spurgte ham om der var noget galt, lavede han en grimasse. Udover at livet er noget lort, at folk prøver at bilde mig ind at de er alverdens væsner og at jeg var tæt på at blive slået ihjel af min far, da jeg var baby, så er alt skam fint. Helt fint. Det var den udgave han gerne ville kaste i hovedet på folk, når de spurgte, men det kunne han ikke. De skulle intet vide. "Der er altid noget galt - og det holder aldrig op." svarede han bare kort, inden han kort så ned. Og sp begyndte fyren fandme ogs at smide tøjet, hvor underligt. Han så dog den ligblege hud og langsomt lukkede han øjnene og åbnede dem så igen. Fint, han havde ikke mareridt, det var bare hans levende liv. G R E A T. Han rakte armene frem og greb fat om Addy's overarme, med et blidt tag. "Jeg ved ikke hvorfor du er så bleg, eller hvad du er på, men jeg ved at det ikke er sundt og at du burde få noget hjælp," sagde han, mens han stirrede indgående på ham, så ham kort i øjnene, med et dybt seriøst blik, inden han så satte sig til rette, hvor han havde siddet før, uden at røre ved ham. Dog, vidste han ikke at skaden allerede var sket. Han havde rørt ved en som fik livshistorier ved berøring. Wuhu, fed dag.

Han smilede for sig selv, og så på ham og rystede på hovedet. "Det ved jeg da godt" fnøs han, og så op på himlen. Han var i et legesygt humør, det var derfor han snakkede sådan. "Jeg snakker heller ikke om dit tøj.. eller hud for den sags skyld. Jeg snakker om farven.. eller farverne der er udenom dig" sagde han, og lod som om at han tegnede farverne op, ved at lave en form.. udenom ham. "Man skulle tro du aldrig havde hørt om Aura.. Min er sort. Du har mange farver, fordi du tænker for meget, og føler en masse på samme tid" sagde han og nikkede. Det var jo ikke løgn. "Og alle mennesker er altså omvandrende regnbuer.. De fleste kan bare ikke se det.. Det er det clairvoyanter påstår de kan se. Så de kan se ens fremtid på det. Men det er noget sludder, for følelser har intet med fremtiden at gøre. Jeg har i hvert fald aldrig set ens fremtid pågrund af deres aura.. hvad mener du om det?" spurgte han så og lagde hovedet på skrå Han snakkede bare løs. Og fyren virkede ikke specielt glad for det. Han mumlede bare hans navn igen og igen, ligeglad med om han tænkte noget om ham. Han måtte vel sige hvad han ville? "Egentlig ikke. Det er så sandt som himlen er blå, græsset er grøn, og at den mand derovre er brun, lyserøf, lilla og grå" sagde han og pegede på en mand der gik ombord på et tog. "Og zombier findes.. Ligesom vampyrer, varulve, dæmoner, engle, spøgelser, feer, og en masse andre væsner findes" sagde han og nikkede."Kender jeg godt. Der er mange der mener jeg burde ligge i min grav, med mine forældre, efter jeg blev dræbt af min far, men jeg kan bedre lide det sådan her" sagde han og nikkede. "Jeg kan godt bevise det hvis det er?" sagde han, og så på ham. Da han så tog fat i hans overarme så han forskræmt på ham, mens en film kørte for hans indre. Glemte barndomsminder, slag, skrig.. hele Shanes livshistorie.. Og flere ting han helst ikke ville vide. Han kneb øjnene sammen, indtil han gav slip. Han så over på ham. "Slår din far dig altid når du kommer for sent hjem?" spurgte han så, men kort efter begyndte han at snakke igen, uden at Shane fik mulighed for at svare. "Jeg tror faktisk jeg engang gik forbi dit hus, imens din mor blev voldtaget, altså før min far dræbte mig. Og da jeg skulle forbi igen da jeg skulle hjem, stod din far udenfor, og jeg tror han ventede på dig, fordi jeg har altså set dig før, det er jeg sikker på, og din historie matcher med min" sagde han og nikkede ivrigt.

Da han så sagde at han da godt vidste at hans tøj var sort og at han havde hudfarvet hudfarve, rynkede han brynene, til en undrende grimasse. Den fyr der var altså bare en smule sær. Måske var han brudt ud fra psykeatisk afdeling? Det ville i hvert fald ikke undre ham specielt meget, hvis det var tilfældet. Da han så forklarede det for ham, slog han irriteret ud med armene. "Luft. Ren og skær luft, det er det der omgiver mig! DEr er ingen regnbuefarver, eller hvad det er du tror du ser!" svarede han irritabelt, mens han skar tænder en enkelt gang. Da fyren så igen snakkede, var han seriiøst ved at overveje at gå, men alligevel var han en smule bekymret for den fremmede fyr. Da han så nævnte ordet aura, fnøs han kort. Det var jo absurd af helvedes til. Aura, var noget enten virkelig skøre mennesker gik op i, eller tøser, der bare lige blev fanget af noget atrologi, claivoryant noget. Hvilken kategori tilhørte Adrian så? Pige gruppen, eller skøre mennesker? "Jeg ved godt at jeg føler en masse, det gør alle fucking mennesker, på den her banegård. Sådan er livet!" sagde han irriteret, mens han så så udover banegården, knyttede kort sine hænder, idet fyren begyndte at snakke endnu engang, snakkede videre om det med claivoryant og det med de underlige farver, han mente alle folk havde og alt det der crap. "Mennesker er ikke regnbuer. De er helt almindelige mennesker, som har følelser." afbrød han kort hans tale, inden han så bare lyttede til det han sagde igen, det var helt absurd. Så forkert. "Så det du siger er at du er en af de der tosser, som har claivoryante evner?" han fnyste kort, mens et lettere skeptisk ansigt blev stillet op, kæft man.. Det stod jo nærmest værre til end han havde regnet med, sådan lige med det samme. Fyren væltede ud med informationer. Blev alle fremmede overfaldet af ham på den her måde, eller var det kun lige ham, som var blevet offer for nok det man kunne kalde et mareridt, om at få den uønskede stalker, eller lillebror, som ville øldeægge livet, endnu mere for dig, end det allerede var blevet, hvor belastende. "Følelser er ikke fremtiden, det er lige nu og her," mumlede han så bare som svar, himlede kort med øjnene. Kunne han ikke have mødt en fyr, der var lidt mere normal? Han ignorede de mange gange, hans navn blev nævnt og så kom det han havde frygtet han ville sige. Fedt, en zombie. Jada, det er måske det nye hit i år: 'Zombie på shopping, nyeste trend'. Fuck, hvor latterligt. Da han så nævnte alle de andre ting, stirrede han øjeblikkeligt på ham. Varulve, vampyrer, dæmoner, engle, spørgelser, feer og en masse andre .... Han blinkede ikke, stirrede bare mistroisk på ham. "Tager du pis på mig?" udbrød han så, mens han lagde armene over kors, og rynkede utilfredst på næsen. Da han så sagde det næste, knyttede han næven en smule hårdere. "Så din far slog dig ihjel og så valgte du at genopstå? Smart træk," sagde han ironisk, inden han så bare rystede kort på hovedet af det her syge møde, med en fremmed, som så åbenbart lige skulle fortælle, hvordan verden hang sammen. Han vidste sku da godt, hvordan verden hang sammen. Han var ikke en lille åndssvag baby?! Hvem troede ham der Adrian egentlig at han var? Og så var det at han greb fat i hans overarme, blidt selvfølgelig. Adrian så helt forskræmt ud, hvilket undrede ham. Han slog ham jo ikke, greb bare kort fat i fyren. Da han så kort efter slap ham igen, så Adrian normal ud i ansigtet igen. Da han så spurgte om hans far altid slog ham, når han kom forsent hjem, stirrede han på ham, mistænksomt. "Hvor ved du det fra?" han talte en anelse højere i tonelejet. Ingen skulle snage i hans privatliv, ingen. Da han så forsætte med at tale, greb han fat i hans bluse. Uden at røre hans hud. "Hold kæft," snerrede han af ham, inden han skar tænder. hvordan kunne han vide det, som kun folk der havde været i huset viidste? Og det bestod af ham selv, moren og faren. Ingen andre. Og hans far havde helt sikkert intet nævnt, hans mor var for svag til at sladre og han selv ville aldrig fortælle nogen sine barndoms hemmeligheder. "JEg ved ikke hvor du ved alt det der fra - og du skal ikke svare før jeg er færdig -, men du skal ikke snakke sådan der. Det er familie hemmeligheder og ingen har set det .. Ingen .. IIngen ved det," sagde han stille, indtil hans ansigt bare blev mere og mere blegt, idet han så kravlede lidt tættere på ham. "Du skal ikke snage i mit liv igen. Du skal ikke nævne hverken min svage mor, eller min psykopatiske far. Har du fattet det?" snerrede han så, med en ildevarslende undertone. Han gjorde klogt i ikke at nævne det igen. Og pludselig så han så ordenligt på Adrian. Og lagde mærke til at han havde set ham før. Han slap ham og bakkede lidt, med et undrende ansigt. "Jeg ... Jeg har set dig før...." peb han så, mens han forvirret blinkede med øjnene.

Han rystede på hovedet da han sagde at der kun var luft omkring ham. "Bare tro det.. Jeg ved i det mindste hvad sandheden er" sagde han og trak på skuldrene. "Det er også lysstoffer.. Ligesom nordlyset. Har du egentlig nogensinde set nordlys?" spurgte han, og lagde hovedet på skrå. "Før min familie, og jeg selv, blev dræbt tog vi på ferie.. Og der så jeg nordlyset.. Det er helt vildt flot" sagde han drømmende. Og kom så tilbage til jorden da han spurgte om han havde clairvoyant evner. "Næh.. Jeg kan se aura, men ikke fremtiden. Beklager at jeg måtte skuffe dig" sagde han, og trak på skuldrene. "Presist! Det er sådan jeg også tænker. Man kan ikke sige, ved at se aura'en at man får hjertestop i næste uge!" sagde han og nikkede. Han smilede svagt da han stoppede med at mumle Shane, og lagde hovedet på skrå. Så på ham med de tomme øjne der var fulgt med efter han var.. blevet dræbt. Han rystede på hovedet. "Nope, men de fleste afskyer mig. De kan ikke lide lugten af dødt menneske. Og vampyrerne gider ikke drikke mit blod fordi det er rådent.. åbenbart" sagde han og trak på skuldrene. Han hævede det ene øjenbryn og så tænkende ud i luften. "Jeg ved egentlig ikke hvad der skete.. Det ene øjeblik sad jeg hjemme på mit værelse.. Og min far kom ind med en kniv. Han prøvede at skære min hals op. Så jeg beskyttede mig med at afværge med mine arme.." sagde han, og viste de snitsår der var på hans arme. "Og da jeg åbner øjnene igen.. så er jeg en af de næste der skal til opduktion. Så jeg stak af.. Jeg lå ellers på en båre, og dem der skulle køre mig derind var gået. Så jeg gik bare.." sagde han stille og så på ham med sine grå øjne der virkede døde. "Og så læste jeg en avis hvor der stod at jeg, og min familie, var blevet dræbt.. Jeg har også en side fra artiklen" sagde han, og rodede i sine lommer. Og ganske rigtigt trak han en side fra en avis op af lommen og foldede det ud hvor der stod at familien var blevet dræbt. Han så på ham, og så ned på artiklen igen. Krøllede den sammen, og puttede den ned i lommen. "Jeg ved egentlig ikke hvad der skete, men han skar vidst min hals op" sagde han, og trak ned i tørklædet, så det store sår, der strakte sig over hans hals blev synligt. Et sår der havde dræbt ethvert menneske.
Han så op på ham da han begyndte at snakke. Truede ham nærmest.Han var alligevel ikke bange. Han var død.. så han kunne vel ikke dø igen. Han lagde hocedet på skrå da han virkede helt.. forvirret..? Og så fattede han endelig hvad han snakkede om. "Du.. var til vores begravelse" sagde han stille, og så forundret på ham. "De satte en kiste frem, uden et lig i fordi jeg var væk. Og, jeg var der.. men.. men du.." han kneb øjnene sammen og prøvede at huske. Hans hænder grev fat i hans hovede imens han prøvede at huske hvad der var sket. "Du var der.. med dine forældre." sagde han og så ud i luften. "Jeg kan huske da i gik forbi mig. Jeg stod i et hjørne for at ingen lagde mærke til mig.. Og.. Og jeg ville ikke have at du gik fra mig.." sagde han stille.

Da han så rystede på hovedet af det han sagde, ignorede han det egentlig bare. Nå, så fyren mente at han var omgivet af farver? Fed sandhed at komme med. Altså, sikke noget pis at lukke ud. Han sukkede bare dybt, inden fyren så ufortrødent fortsatte sin snak. Det var som om at han aldrig ville stoppe igen. Forfanden da. "Nej." svarede han kort og godt. Hans familie skred kun ud af huset for at besøge andre og lade som om de var den perfekte familie. Løgn. En stor fed løgn. Hans far ville ikke lade hverken ham eller hans mor komme ud af huset. Ikke hvis han rent faktisk kunne holde dem indespærret. Hans mor var intet problem, men det var Shane - Shane stak af, så tit som muligt. "Jeg gider ikke høre om din ferie, okay?" brummede han halvirriteret, mens han kort virrede med hoveet, inden han så lænede sig tilbage og lukkede øjnene i, håbede virkelig at drengen snart ville løbe tør for noget at sige, for det drev ham til vanvid, at høre om alt muligt, som han selv mente var fiktivt. Noget som ikke kunne findes i virkelighedens verden. "Okay så. Du kan ikke se min fremtid," sukkede han, idet han slog øjnene op og så hen mod fyren, med et suk. Han vendte hovedet mod ham, så indgående på ham, hvorfor forstod han ikke, at han egentlig ikke ville vide det? Det eneste han altid havde ønsket var at være normal. Have normale forældre, der blev bekymrede. Have en far, som ikke slog og at han var blevet lavet på normal vis. Udgaven med at to mennesker elsker hinanden og det så fører til et barn. Han var blevet skabt med vold, opvokset med vold og skulle nok leve i vold resten af sit liv. Herligt. Han var faktisk ret så sur over at drengen skulel fortælle og fortælle, noget som han ikke behøvede at vide, noget han ikke ville vide. Ønskede mest af alt at fyren holdte kæft. Han lod så øjnene glide i, idet han trak vejret dybt, for ikke at flippe helt ud. Da han så svarede at han ikke tog pis på ham, stirrede han olmt på fyren. Det var jo ikke muligt. Et dødt menneske, kunne ikke vandre rundt på jorden efterfølgende, det det... Var ikke normalt. Umuligt. Han kommenterede dog ikke på det han havde sagt. Stirrede bare på ham, mens han så begyndte at fortælle sin livshistorie, eller nok nærmere hvordan han var blevet dømt til døden. Langsomt blev det blik der før havde været olmt, en anelse medfølende. "Var din far psykiater?" spurgte han stille, mens han bed sig i læben, inden han så genoptog sit neutrale ansigtsudtryk. 'Vis aldrig dine følelser, det er svaghedstegn at føle med andre, eller være ked af det. Tag dig sammen og ret ryggen!' Slag. Det havde hans far sagt mere end en gang og han ville sikkert gøre det igen, for Shane var ligesom sin mor, mere følsom end faren. Faren var jo nærmest uden følelser, følelseskold. Da han så sagde det med hans opvågning, efter at folk troede han var død, ken han kort overrasket øjnene sammen. Da han så viste det sår på sin hals, skar han ansigt og så væk fra ham, med et anelse frastødt ansigtsudtryk. Det genrede ham ikke at han var Zombie. Det skulle han vel bare have lov til, for indtil videre havde han i hvert fald ikke forsøgt at dræbe ham. Og så var han tvunget til at true fyren, for alt i verden måtte intet af de brudstykker fra hans liv, som Adrian åbenbart kendte til, blive til sladder. Det ville dræne de sidste rester af lykke ud af ham. Så ville han være ingenting og aldrig mere få noget at leve for. Alt han levede for var at holde det skjult at hans far slog ham og at hans mor var grædefærdig hele tiden. Han havde gule mærker, på kravebenet og ned af ryggen. Derudover var der snitsår på hans overarme, tydligvsis kommet fra cutting. Da det så gik op for Adrian, ligesom det var gået op for ham selv, at de havde mødtes før, vidste han ikke helt hvordan han skulle reagere, men han stirrede bare på ham. Som om det var hans elskede, som var kommet tilbage igen. Den han havde savnet så inderligt. Da han så sagde at han havde været til hans begravelse, fik han et flashback. En kvinde med sort langt hår, som dækkede det meste af hendes ansigt, kom gående ind i kirken, ved siden af hende, stod hendes høje mand og havde en triumferende arm omkring hende. Han havde vundet hende, hun var bare hans ejendel, ikke hans elskede. Foran dem, gik deres dreng, deres teenage dreng. Det var Shane. De var alle iført stilfuldt sort tøj, Shane's tøj var bare meget emo agtigt, og det var naturligvis med vilje. "Du skal ikke begynde at græde. Du skal ikke være svag, bare ret ryggen og kom videre. Han døde, sådan er det," hvislede hans far advarende, og køligt i hans øre, inden han så fik et skub, for at han skulle gå videre ind i kirken. Og så så han de tre kister. Den lille familie, alle medlemmer var døde. Og allerede dér var hans tårer ved at begynde at bryde frem, men han holdte dem tilbage ... Adrian... Han var væk. Den ven, som nok nærede sig bedsteven, var væk. For altid. En tomhed fyldte ham uden lige, mens taler strømmede ud igennem lokalet. Hans far og ham selv, bar den ene kiste, den hvor Adrian burde ligge i. Den hvor der lå fine hvide liljer på... Han stirrede tomt ud i luften, mens det flashback om at han bar kisten ud, kom frem. Så kom et senere flashback. Den høje mand, som var hans far, havde trukket ham ud til siden, udenfor folks rækkevidde. Tårerne trillede ned af kinderne på Shane og det var som om intet i verden gav mening. Så løftede den høje magfulde mand af en far sin store arm, inden han så slog ham. Hårdt og uden nåde. "Tag dig sammen!" hvæsede han, mens han greb ham i skuldrene, løftede sin dreng fra jorden og løftede ham, inden han blev rusket. Han holdte så tårerne inde, så godt han kunne. "Du er svag. Gå hjem og tud, kom tilbage derefter!" hvislede han af ham, inden han så slap Shane og stilfærdigt gik tilbage mod mængden af mennesker, som alle havde sorgfulde ansigtet. Farens ansigt var glat. Han så tilbage mod flokken af mennesker, lagde armene om sig selv, lod tårerne rende, idet han så løb hen til lågen der kunne få ham væk fra det her sted. Væk, bare væk .... Han løb og løb .... uden han havde bemærket det selv, rendte tårerne ned af hans kinder, inden hans blik så blev vendt mod Adrian igen. "Ja. Jeg var der. Jeg bar din kiste, den kiste jeg troede du lå i. Og til trods for at miin far utallige gange havde truet mig, hvis jeg lod en enkelt tåre glide ned af min kind, græd jeg ... Jeg kunne ikke lade vær ... JEg ... Jeg troede du var væk for altid. Og, jeg ..." hviskede han, mens han stirrede på ham, med en blanding af sorg og forvirring vældede op i ham. "Han slog mig. Det var derfor jeg gik fra din begravelse. Han truede med at slå mig ihjel, hvis jeg begyndte at tude igen.... JEg havde ikke noget valg." hviskede han, inden han så rakte ud efter ham, men rørte ham ikke. Sad bare der og rakte ud efter ham, mens tårerne løb ned af hans kinder.

Adrian ignorerede blot hans svar, og lod som om at han ikke hørte det. Den samtale var kinda.. død for ham? Han var nu nærmere interesseret i Shane. Mere som.. hvem han egentlig var. Han trak på skuldrene. ”Det kan godt være, men jeg gider godt tale om det” sagde han så og trak på skuldrene. ”Men hvad vil du da snakke om?” spurgte han, og lagde hovedet på skrå.. Egentlig havde han det fint nok i Shanes selskab.. det var bedre end at tale med sig selv i hvert fald. Og bedre end at glo på mindestenen hele dagen. Eller købe blomster til sin egen grav. Han rystede på hovedet. ”Nope, men jeg ville hellere kunne se andres fremtid, frem for at se deres fortid” mumlede han og så op på himlen. Han kunne huske tingene udenad.. For eksempel en fyr, sadist, der var gået ind i ham da han gik forbi, og rørte hans hånd. Han havde været skildt flere gange.. og havde 7 børn, der var kommet af one night stand, hvor han kun så den ene af sine sønner, og så ham i weekenderne. Det var mere end han faktisk ville vide om folk. Ligesom han nu vidste alt hvad der kunne vides om Shane. Selvom han tit blev forvirret over den slags han så. Men han plejede at få det godt nok ind i hovedet til at kunne huske det. Ligesom han havde fattet hvilke farver der hørte til hvilke følelser. Og selvfølelig kunne han godt tage fejl, men han havde tit en meget god fornemmelse af hvad andre følte. Man kunne jo også se på deres ansigtsudtryk, deres kropsprog, og hvis man snakkede med dem, tonen. Det var aldrig rigtig sket at han ikke kunne læse et menneske. Og nu virkede Shane irriteret over ham. Ja okay, det blev de fleste vel også, så det var han vant til. Han ville bare.. accepteres for at være.. ja.. irriterende.. anderledes.. og af en eller anden grund ville han helst accepteres af Shane. Og ikke bare om lidt.. Han ville accepteres nu. Han ville blive anerkendt af ham, og.. han anede ikke hvorfor, men det var som om at han skulle gøre det.. igen.. underligt nok. Som om han havde opnået det før, og var trukket tilbage til før.. han havde haft nogle venner. Så var det bare, om Shane ville acceptere ham. Og imens han snakkede virkede det som om han begyndte at tro på ham. ”Hvorfor spørger du?” spurgte han, og lagde hovedet på skrå. Han satte tørklædet på plads, så det dækkede det store sår. Han kunne jo se at Shane blev frastødt af det. Ligesom de fleste andre. Det var en god grund til at gemme sig væk. Holde sig i baggrunden og lade som om at han ikke var der. Det var det han gjorde.. for det meste.. altså udover de få gange hvor han tog sig sammen til at snakke med folk.. folk han ikke kendte. Men som havde snakket med ham. Det kom begge i tanke om det samme. De havde kendt hinanden.. Men okay, Adrian havde ændret sig, og Shane havde troet han var død, så hvordan skulle de have holdt kontakten? Adrian havde dengang været den mere stille tybe der ikke turde sige så meget og dengang havde han også været mere.. okay, han havde altid været undervægtig, men det var værre nu! Og Shane var blevet ældre.. Havde ændret sig, vokset, og blevet mere voksen i udseendet. Men nu, da han vidste det var ham... kunne han godt huske ham. Og stille begyndte den film for hans indre til hans egen begravelse. Ovre i hjørnet af kirken, tæt på døren stod Adrian, iført sin sorte hættetrøje, med hætten trukket op, løse bukser, og tørklædet. Det samme han gik i nu. Han kiggede på de tre kister. Hans fars begravelse blev ikke holdt samtidig. Af hensyn til tragedien, og til familierne. Han så på dem der sad rundt omkring. Alle nogen han kendte. Naboer, venner af familien, nære venner, han forhenværende kæreste, og familiemedlemmer. Alle med sorgen malet i ansigtet. Men den person han mest lagde mærke til var hans bedste ven. Shane.. Han kunne mærke en brændende fornemmelse i sin krop. Han kunne aldrig se sin familie igen.. Heller ikke sine venner.. Eller nogen anden. Han blev nødt til at være en anden. Og da talerne var slut, så han den tomme kiste. Alles Aura var lå, og nogle var røde.. samt orange.. Han fattede ikke farverne. Og da han gik ud med de andre kunne han mærke tårerne presse sig på. Han lagde en rose på sin søsters og mors kiste, og så på den kiste han burde ligge i. Hvorfor var han der stadig, når hans mor og søster var væk? Hvorfor skulle han gå rundt, og huske det. Huske da han så deres lig. Så mange spørgsmål. Og så så han Shane.. Han gik. Forlod ham som den første.. Og til sidst var han den eneste der stod og kiggede på gravene hvor kisterne var blevet sat. Stod alene og faldt ned på knæ foran. Præsten lagde en hånd på hans skulder. ”Det skal nok gå.. Det var en god familie, og de er alle samlet” hviskede han, og blev der sammen med Adrian, indtil det blev aften. Så sad Adrian alene og stirrede på sin egen grav. Han blev forpint af de tårer der gled ned af hans kinder. Og nikkede stille. ”Jeg.. jeg så det.. og det var alligevel godt klaret af dig.. Du kunne bære det, selvom du har så meget.. Og hvis jeg vidste det før.. Ville jeg ikke have ladet dig vente to år med at finde ud af at jeg stadig levede.. Jeg..” han stille på ham, og lyttede igen. Og da han rakte ud efter ham, var han egentlig ligeglad med sin evne. Hansvang armene om ham, og kunne mærke tårerne presse sig på, og gled ned af hans kinder. Ikke af sorg.. men glæde. ”Jeg.. jeg troede aldrig jeg skulle se dig igen” hviskede han, og klemte om ham, lukkede historierne ude, og gav sig kort til at indånde hans duft. Lukkede øjnene, og kunne derefter høre hans hjerte banke bag ribbenene. En lyd han ikke havde hørt de sidste to år.

Den tidligere samtale, var gået død, så han havde det helt fint med at Adrian droppede emnet. Det var egentlig mest af alt en befrielse for ham, for den samtale havde allermest bare irriteret ham og det var nu lykkedes ham at gøre den uinteressant. Yay. "Selvfølgelig," sukkede han og himlede kort med øjnene. Selvfølgelig ville fyren gerne fortælle om sin dejlige ferie, hvilket fik ham til at tænke på at hans far aldrig ville give ham lov til at tage på ferie. Når andre snakkede om ferie, mindede han sig ligesom om, at hans familie var alt andet end normal. Da han så spurgte hvad han ville snakke om, trak han svagt på skuldrene. "Jeg ved det ikke helt," brumemde han som svar, mens hans blik gled op i himlen. Han havde ikke lyst til at snakke, men kun til at tænke. Men hvad skulle han tænke på? Over halvdelen af alt det han tænkte på, var dårlige ting? Så det var der vel heller ikke rigtigt noget sjovt ved. Da han så sagde at han hellere ville se fremtid end fortid, rynkede han på panden. Hvad ævlede knægten nu op om? At han kunne se fortiden? Ja, det kunne forklare at han havde kunnet nævne det med hans mor og sådan, men det var stadig ikke helt bevis nok for ham. Han bed sig i læben, mens han så bare sad der og så op i himlen, ligesom Adrian gjorde det. Og lige nu var der mere end rigeligt at tænke på. Blandt andet alt det Adrian ævlede op om. Det med andre væsner og alt det som han kunne. Alle de farver han kunne se, eller som han påstod han kunne se, som svævede rundt om ham. Derefter begyndte han at tænke på det med hans livshistorie og så begyndte han at stirre på ham. Man kunne da ikke bare genopstå, når ens hals var blevet sprættet op. Kunne man vel? Det mente han i hvert fald ikke, men alligevel var der jo et ægte bevis på det, lige foran ham. Han bed sig tænkende i læben, inden spørgsmålet så røg ud af ham. Forfanden. "Fordi man ikke er helt normal, hvis man kan få sig selv til at skade sin familie," svarede han sandfærdigt, med en anelse koldt undertone. Som absolut ikke var rettet mod ham, men mod deres forbandede fædre, som bare ikke behandlede nogen ordentligt. Fucking narrøve, der ikke kunne se andet end sit eget store selvfede fjæs. Han kunne spytte på det . Tværre det grimme smil af hans fars ansigt, mens han klædte moren af med øjnene. Han var nærmest parat til at slå ham ihjel, hvis det var. Men han turde ikke sætte sig op mod ham. Da han så dækkede det klamme sår på halsen væk igen, bed han sig kort i læben, mens et utydeligt undskyld løb over hans læber. Det havde bare ikke lige set så kønt ud, det snitsår der var på Adrian's hals. Såret der var kommet, da han døde. Eller døde og døde, han var ligesom en zombie, så han døde aldrig helt, men alligevel.
De opdagede det, næsten samtidigt, med et par sekunders mellemrum. Og så begyndte han at se hvor meget forksel der var på ham, men alligevel var han som altid den samme irriterende møgunge, der havde været hans bedsteven og ikke mindst beskytter. Han havde altid kunnet sove der. Altid. Og det var nu det gik op for ham, at det hus han havde ført Chase til, havde været det hus hvor Adrian i sin tid havde boet. Det var sku da derfor han kendte det så godt. Godt nok var der en periode på omrkign et og et halvt år, hvor en anden familie, bosatte sig i det lille hyggelige hus, men nu stod det tomt, igen. Han stirrede bare, mens han betragtede ham, eller nok nærmere havde et fjernt blik, idet dlashbacks gled over hans nethinde. Han så bare på ham, med et fjernt blik, mens det samme skete for Adrian. Faktisk, sad de begge og røg tilbage til den dag, med begravelsen. Da han vendte tilbage fra sit flashback, gled tårerne ustoppeligt ned af hans kinder, mens han bare stirrede på ham. Da han så begyndte at snakke, lyttede han bare, mens han så langsomt fik et mere mildt blik i sine øjne. "Jeg var vant til det. Og jeg vidste at han mente det. Han ville slå mig ihjel, hvis jeg græd mere i offentligheden den dag. Jeg elskede dig og besøgte din grav efterfølgende. Jeg besøger den stadig, i ny og næ." hviskede han stille, inden han så hørte det næste han sagde og sukkede så kort. "Addy. DEt ville nok have skræmt livet af mig, hvis du kom og fortalte mig at du ikke var død, men at det bare var hvad jeg troede. Så måske var de to år, bestemt på forhånd af uforklarlige grunde," sagde han stille. Og så rakte han armene ud efter ham, ville gerne bare holde ham i sin favn igen og føle sig .. Godt tilpas, i sikkerhed. Og det havde han altid været hos sin bedsteven, uanset hvor meget lort de gennemgik. Og så svang Addy armene om sig og idet sekund hans arme hvilede omkring ham, lugtede han hverken dødt menneske, eller syntes at det var klamt. Nej. Han følte at han var den mest elskede dreng på hele kloden, i nogle få sekunder, lige der hvor Addy lagde armene om ham. Han lagde ligeledes armene om ham og knugede ham indtil sig. "Og jeg havde overbevidst mig selv om at det ikke var muligt at se dig igen," sagde han stille, hviskende, idet han så bare sad der, for så at ligge panden mod hans kraveben. "Jeg elsker dig, fordi du aldrig forlod mig.." sagde han så. Det var nok det mest kærlighedsagtige, han nogensinde havde sagt til Addy i hele sit liv.

”Problemet er bare at jeg stort set ikke kan huske den” sagde han og trak på skuldrene. ”Det var da jeg var.. fem år tror jeg.. og det var før min far endte i en økonomisk krise og vi flyttede” sagde han og så endnu en gang rundt. Og så kom han i tanke om hvad Shanes fortid havde afsløret. ”Undskyld..” mumlede han så stille. Han smilede svagt, og prøvede at få øjenkontakt med ham, men han så væk. ”Bare kom med et forslag når du har en ide” sagde han, og trak på skuldrene. Han trak sine ben op til sig, og overvejede om Shane overhovedet ville tro ham i at han ikke var ligesom alle andre, og ikke kun fordi han var sær, eller hvad han nu troede.. Det ville nok vare lang tid før han ville have tillid nok til at tro på ham. Da han så svarede på hvorfor han havde spurgt sådan, lagde han hovedet på skrå. ”Han var altså helt normal, som jeg husker ham.. bare.. deprimeret..” sagde han. ”Da jeg var mindre, havde han massere af penge, et godt job, en familie der elskede ham og et hus, der gav os plads nok til at vi kunne være os selv. Men kort efter min lillesøster blev født, gik hans firma konkurs, og vi mistede mange penge. Derfor flyttede vi, ikke så langt væk herfra.” sagde han, og pegede i retning af nogle huse ikke langt væk fra banegården. ”Og kort efter jeg fyldte 17 år, skete det. Han dræbte mi, min mor, og lillesøster” sagde han, og trak på skuldrene. Han tænkte ikke meget over det længere. Han gad ikke at blive deptrimeret over fortiden. Han smilede svagt.
Mens de samtidig huskede hvad der skete. Han strøg ham blidt over kinden da tårerne skyldede over deres begges kinder. Han lagde hovedet på skrå. ”Ikke for noget.. men jeg hader din far” mumlede han. ”Det har du nok ret i.. Men, du har, som alle andre, troet at jeg var død. Det er ubehageligt” mumlede han, og bed sig i læben. Han klynkede stille over at han ikke havde set ham så længe, og havde aldrig lyst til at slippe grebet om ham igen. Han krøb mere ind til ham, så han sad helt op af ham, og ignorerede filmen der kørte i hans hovede. Og så stoppede det endelig, da de sad helt op af hinanden, han havde hele livshistorien i hovedet, og ville nok ikke kunne smide det ud. Men han ville ikke sige noget. Det var nok bedre ikke at sige noget om det. Han gned sin næse imod Shanes hals. Ikke så han ligefrem kærtegnede, men heller ikke hårdt. Bare.. sådan så han ikke ville blive generet af ham. Han kneb øjnene sammen. ”Løsner du lige grebet?” mumlede han, og smilede svagt. ”Ikke at jeg ikke kan li' det, men min krop kan ikke holde til så meget som den kunne før. Du kunne faktisk let brække min ribben, og i værste fald, min rygsøjle” sagde han, og strøg ham over håret. Da han så sagde at han elskede ham, smilede han svagt. Hvad sagde man overhovedet i sådan en situation? Til sin bedste ven, der havde troet at man var død i to år, og nu sagde at han elskede ham.. Han trak ham godt ind til sig, og selvom han ikke ligefrem var særlig stærk. Derfor virkede det nok nærmere som et halvhjertet forsøg på at holde om ham. Han sukkede kort. Det var en af de mange bivirkninger ved at vågne op efter han døde. Han lukkede hænderne om hans t-shirt, og betragtede hans ansigt.