Fængslet i gydernes labyrint - Amelia.

Sted ;; Et eller andet sted i Allées - måske bedre kendt som gyderne.
Omgivelser ;; Der er vist nogenlunde øde ... et par katte der lusker rundt måske.
Vejr ;; Det er ikke ligefrem det allerbedste vejr - sagt med andre ord; tordenvejr.
Tid ;; Klokken må efterhånden være på den anden side af midnat. Halv et cirka.
Dato ;; Selvom vejret ikke passer særlig godt til årstiden, så er det d. 11. august.

Lyde; rungende lyde af tunge og varsomme skridt der blev taget gav genlyd i de lange, firkantede gyder. Afslørede at området ikke var helt tomt. At noget ... eller nogen luskede rundt og lod sig blive omfavnet af nattens betryggende mørke, der svøbte sig om én som et sort, tykt og usynligt tæppe. Smeltede én sammen med det sortnende og tætte tusmørke. Gjorde én i ét med omgivelserne. Kamuflerede én. De lidt slæbende og sløve skridt vedtog i noget tid. For hver gang de sorte, opsnørede militærstøvler med stålplader både under selve skobundende og foran på skosnuderne ramte jorden, blev der kastet længervarige ekko ud i de mange gyder. De forladte gyder. Eller næsten da. For pånær et par magre, tjavsede katte der klagende og konstant udstødte små miavs befandt der sig ét andet væsen derinde. Tydeligvis ikke et menneske - eller noget der var slægtet til dem; denne person var ... koldblodet. Så isnende kold så det kun kunne sammenlignes Antarktis' frysende klima. Dog frøs vedkommende ikke. Blev ikke selv påvirket af hans ualmindelige lave kropstemperatur, der i den grad kunne mærkes på hans aura. Den forfrosne, kvælende atmosfære der lå omkring ham. Som hvis man åbner et køleskab og bliver mødt af kulden fra det, som straks strømmer ud i hovedet på en. Giver en gåsehud og får de små, fine hår i nakken til at rejse sig. Den kulde der lå omkring denne sorte skikkelse var langt fra en rar kulde. Ikke som en is på en varm sommerdag. Ikke som den kølige regn der løber nd ad ens ansigt og kærtegner ens varme hud efter en lang, hed dag på fodboldbanen med masser af hård trænin. Denne kulde var væmmelig. Ikke spor behagelig. Chase, som denne halv vampyr hed, overhørte med vilje de små bedende miaver, som kattene ellers tilsendte ham. Prøvede at spærre vejen for ham ved at læne sig op af hans ben. Spandt. Tiggede nærmest efter at blive kærtegnet. I ny og næ sparkede han småirriteret til de lidt for påtrængende katte. Helvedes til dyr. Forpestede de ellers stille og rolige gyder med deres evindelige miaven. Men de havde vel ikke noget hjem. Ingen andre steder at gå hen. Hjemløse. Han stoppede brat op, da hans øjne spottede den mur, der tårnede sig op foran ham. Satans. En blindgyde. Han lod et lavmælt suk slippe ud imellem hans læber med de to isatte blåsorte metalringe i hans underlæbe, inden han vendte ryggen til den grå mur med de brede mursten og lænede sig op ad den. Knugede det redskab han havde i hånden. Hans absolut kæreste eje. En ordentlig motherfucker af en skruenøgle. Nyttig i mange situationer. Han lod sit dovne, dog nysgerrige, blik glide rundt i de mennesketomme omgivelser. Skete der ikke snart noget? Han havde virkelig brug for noget ... underholdning lige nu.

Pludselige løbende skridt kunne høre gennem de nuværende vandpytter der hadve samlet sig på de ujævne veje i gyderens område. Det var en lidt mærkelig lyd. En ukendt lyd der ikk rigtigt havde runget gennem de mørke og næsten tomme gange af veje og blindgyder. Næsten som en labyrint eller såda noget. Men det der var underligt var at man kun kunne høre en sko ramme astfaldten men alligevel to skridt. Som om at person havde tabt den ene sko. Hvilet at den også havde. Det var en pige. På ikk mere en 14-15 år. Eller det så hun i hvert fald ud som. Måske lidt for yng til at færdes her. Men hun havde ikk taget sig af det. Hendes forfærdelige retnings sans ahvde gjort at hun var endt her da hun hvade været på vej ind mod byen men nu kunne hun så ikk komme ud igen. Så hun løb bare rundt for at finde ud. Og tordenet over hende gjorde det ikk bedre. Hun ville egentligt bare gerne kunne findet et eller andet sted hvor hun kunne 'gemme sig' for det og hun havde ønsket at have taget sin iPod med for at holde lydende ude. Det var sådan set de eneste tanker der gik gennem ehndes hoved. Hendes halvlange hasselnøddebrune hår flagrede svagt efter hende selvom at det var helt gennemblødt af den regn der for et stykke tid siden havde hæget over Di Morga. Men stadig så hun ikk ud til at tage sig af det. Hun var som sædvanlig iført sin ynglings korte røde nederdel der ikk hvirvlede så lystigt som den plejede men gjorde dog stadig en smule på grund af hendes fart. OG den også sædvanlige løse hvide skjorte sad klistet ind mod hendes let latinobrune krop og afslørrede en lille smule. Men ikk meget af den var lavet af noget tykt stof. Heldigt. Hun havde også kun en sko på. Men det gjorde ingen forstel på den måde hun løb på. Hun havde allerede fået nogle hudafskrbinger på sine bare knæ, albuer og håndflader da hun var begyndt at gå i panik og bare løbet hurtigere og hurtigere for at finde den rigtige vej ud. Mørket var forlængt fremme og hun vidste at en hver kunne have gemt sig lidt fra hene og bare komme frem. Det var derfor at hun ikk var helt opmærksom på hvor hun løb henne og om hendes fødder ramte rigtigt.
"Waorgh!" Det velkendte udbrød lød så fra Amelia, som denne smukke aspara hed, da hun som forventet snublede over sine egne ben endnu en gang. Hun faldt så lang hun var og gled lidt hen over den vandglatte og grusede astfaldt. En smerte jog med en høj fart gennem hende men hun skreg ikk. Hun tog sig bare sammen til at sætte sig op ved hjælp af armeme. Hun kunne mærke hvordan at blodet stille sivede ned af hendes ene knæ og hun turde ikk rigtigt kigge men gjorde det alligevel. Hun spærrede øjnene lidt op. Hun så hvordan at den tykke blode væske løb ned af hendes ben og videre ned om hende fod og ramte til sidst jorden hvor den misfarvede den allerede gråligrøde astfald. "Argh.." mumlede hun svagt for sig selv. "Shit! Ikk igen.. Jeg må til at tage mig mere sammen hvis jeg skal kunne finde tilbage" Hun trak vejret som om at hun var meget forpustet hvilket hun også var men hun ville sagtens kunne løbe videre igen. Bare ikk lige forløbig.

Chase fik mumlede et eller andet gnottent om, at det bare var spild af tid at hænge og vente her. Der skete jo absolut ingenting. Ingenting. Dét fik han dog hurtigt et andet svar på, da nogle lyde nåede hans nu meget opmærksomme og lyttende ører. Noget der lød som ... skridt. Løbende skridt. Hvor de kom fra, kunne han endnu ikke konkludere. Kunne kun gætte blindt og håbe på, at han havde ret. Måtte stole på sin egen høresans. Før han overhovedet gik nogle som helst steder, blev han stående i noget tid og lyttede fortsat helt tavst til lydende af skridt, der med tiden blev højere og tydeligere. Straks kunne han konstatere, at denne løbende fremmede var på vej herhen. I hans retning. Det gippede svagt i ham, netop som et bump lød. Vedkommende måtte være faldet. Skvattet i en af de vandpytter, der på grund af regnvejret var opstået. Lagt sig i de fordybninger der var i de rimelig ujævne småveje, der blandede sig med gyderne. Det lykkedes et dæmpet grin at undslippe hans blege læber, da han forsøgte at forestille sig, hvordan det måtte have set ud. Den løbendes fald. Han stod i få sekunder og hvilede sig lidt, lod diverse tanker og spørgsmål blive vendt et par gange i hovedet, før han satte albuerne mod stenmuren og skubbede ved hjælp af dem sig selv væk fra den fugtige mur. Begravede sin skruenøgle i en sine sorte, tætsiddende buksers lommer, hvornæst han med rolige skridt vandrede hen til det sted, hvor det havde lydt som om, at skridtene var stoppet - stoppet efter faldet. Han havde faktisk endnu ikke rigtig gjort sig de store forestillinger om, hvad eller hvem det var, som hans blik om lidt skulle møde; men det var i hvert fald slet ikke dét - eller rettere sagt den - han havde forventet at se. Allerede ved første øjekast genkendte han skikkelsen. Den yndige, unge pige. Både tøjet men også hendes hår og let brune hud, var ikke til at tage fejl af. Det var uden tvivl aspara'en henne fra skaterparken. Sautant. Årh, hvad var det nu hun hed? Han var imellem tiden stoppet op, så afstanden mellem dem var stadigvæk rimelig stor. Hun hed ... hun heeed ...? Han knyttede sin ene hånd og lukkede sine øjne hårdt i for en rums tid. Aspara. Brunt hår, brune øjne. Hvid skjorte og rød nederdel. Skaterparken. Boede i skoven. Dukkefjæset! Dér var den. Det var Amelia. Han lod atter sine øjenlåg glide op, inden hans ellers indtil nu ret udtryksløse ansigt blev flækket i ét stort smil. Ikke noget venligt eller imødekommende smil. Et lusket, usædvaneligt grusomt ét.
Stille og fortsat uden at give så meget som en eneste lyd fra sig, bevægede han sig på lisetå over til hende. Stoppede kun, da det ikke var mere end ti centimeter, der skilte dem ad. Dog havde han forsøg på at snige sig derhen ikke gået så godt. De glatte, tykke stålplader under hans sko havde været med til at afsløre ham, hver gang de var blevet sat imod den grå og hårde, asfalterede vej. "Du burde ikke være ude på det her tidspunkt af dagen, trunte," startede han med at lægge ud og fortrak sine mundvige i et djævelsk smil, der var med til at blotte hans to urimeligt skarpe hjørnetænder. Satte sig efterfølgende ned på hug og kuplede sin ene handskebeklædte hånd om en af hendes skuldre. "Og da slet ikke her," tilføjede han. Hviskede det i hendes øre. Mente åbenbart at dette ikke var et sted for kønne, små - og ret hjæleløse - aspara'er som hende. Han slog en lavmæl, lidt uhyggelig latter op, inden han lod sin hånd glide længere ned og fæstnede den på hendes overarm. Derefter lænede han sig en smule længere ind mod hende og lod sin fugtige tungespids køre op af hendes ene kind.

Amelia havde ikk kunne høre de svage skridt i vandputterne da hendes tanker var et helt andet sted. Det samme sted som hendes smukke og krystalklare hasselnødder brune dådyragtige øjne var rettet mod. Såret på hendes knæ. Blodningen var så småt stoppet men alligevel blev hun ved med at betragte det røde blod der stadig misfarvede astfaldten. Hun drog et lavmælt og opgivende suk. Hun havde bare lyst til at ligge på sofaen der hjemme lige nu men det eneste hun havde var de forbandede ujævne veje som bare lignede hinanden hvor en hun satte sin fod. Hun lod sin ene hånd strøg sit ben nede fra og videre op sammen med blodet. Hun så lidt på det da det havde lagt sig på hendes fingre men så satte hun den roligt bag sig lige som den anden for at kunne have noget at støtte sig op af da hun så lænede sig en smule tilbage.
Så kunne hun høre det. Skridtende. De små plask i vandputterne. Hun prøvede at forholde sig roligt og lukkede sine øjne. Det var lidt svært at kunne genkende dem så hun mente at det nok var en fremmed. Hun kunne mærke hvordan at hun begyndte at ryste mere og mere da hun kunne høre at denne person kom gående hen mod hende. Hun vidste ikk hvorfor at hun bare så sig over mod personen. Hun ville åbentbart bare virke som en total idiot og lade som om at hun intet havde opdaget. Kunne man blive dummere. Hun trak vejret lidt mere i gisp men dog kun svage, Hun kunne ikk holde sig helt rolig mere men hun turdede heller ikk at se sig oevr skulderen. Hun lukkede stadig sine øjne og de var klemt lidt mere sammen denne gang. Så stoppede skridtende. Og en iskold aura og ånde gik hende i møde. Hun stivnede så snart det skete. Hun følte en hånd mod sine skulder og en velkendt stemme lod sig liste ind af hendes øre. Hun så sig hurtigt over skulderen og hendes blik blev rettet direkte mod hans ansigt. Hun spærrede sine øjne helt op. Det havde været et godt stykke tid siden at hun ahvde set ham. Chase. Chase Terro. Hun huskede hans navn som om at han havde sagt det til hende op til flere gange hver dag. Hvorfor vidste hun ikk. Man han var anderledes. Forandret. Smilet. Det gjorde så det løb hende koldt ned af ryggen. Hun kunne ikk kende ham ud over hans stemme og hans udseende. Hun studerede hans hugtænder og en gammel frygt steg i hende. Hun fik en mærkelig og behagelig følelse i kroppen da han hånd gled ned og tog godt fat i hendes overarm. Hun sank men den lille klump der sad fast i hendes hals forsvandt ikk særlig meget. Hun ville svare ham men nåede det ikk før at hun kunne mærke hans kølige tungespids mod sin kind. Det havde hun ikk forventet. Så gav det et sét i hende og med en enkel bevægelse kom hun på benene og hendes arm var gledet nogenlunde nemt ud af hans greb da den var en smule tynd og spinkel. "Je-Je-Jeg farede bare vild.. Og prøvede at finde tilbage" lød det usikkert fra hende og hun trådte et skridt bagud. "Og hvad med dig?? Dig har jeg ikk set længe.."

Chase løftede svagt sit ene øjenbryn af hendes reaktion. Tydeligvis forskrækket. Forståeligt nok. Langsomt rejste han sig ligeledes op. Trak en smule på smilebåndet så hans gruopvækkene smil groede lidt. Voksede og afspejlede sig i hans øjne, der dog ikke helt var til at se, eftersom hans halvlange, sorte pandehår skjulte dem. I hvert fald det meste af dem. Kastede en stor skygge og lagde hans ansigt i mørke og dystre folder. Lyttede tavst til hendes ord, men valgte blot at ignorerer det sidste hun sagde. Det kunne være lige meget med ham selv. Mente ikke at hun havde brug for at vide, hvor han havde været, eller hvad han havde foretaget sig. Han trådte et skridt frem imod hende, hvornæst han vippede hovedet en anelse på skrå, så noget af han hår automatisk faldt lidt til side ifølge af tyngdekraften. "Faret vild?" Han listede med diskrete og rolige skridt om på den ene side af hende. Derefter om bag ved hendes ryg. Han plantede sine kølige håndflader på hendes ryg. Lod dem glide op lang den. Fik på dén måde fugtiggjort sine handsker med de manglende fingerdele, eftersom regnen havde trængt sig ind i hendes hvide skjorte. Selv var han også en del våd. Fra top til tå. Hans hår var derfor også kommet til at se en smule længere ud. Ikke meget men lidt, da vandet i hans hår havde gjort det vådt og således lagt mere vægt på det.
Han grinede dæmpet, idet han fik slynget sine arme rundt omkring hendes talje. "Jeg kan godt hjælpe dig ud herfra," hviskede han med en lidt giftig undertone. Trykkede sig selv op af hende, hvorefter han lagde sit hovede på hendes ene skulder. Fugtede hurtigt sin underlæbe ved hjælp af tungespidsen, som han for en kort stund lod lege lidt med de to ringe i hans snakebite. Stod blot i noget tid og betragtede hende med det modbydelige, grusomme smil forplantet på sine læber. "Vi kunne også bare gå hjem til mig? Jeg bor ikke så langt væk herfra. Skoven ligger jo i den helt anden ende." Han stoppede for at holde en kort talepause og strammede sit greb om hende en lille smule. "Hvad siger du til det? Du kan da ikke takke nej til det ..." afsluttede han og fjernede dernæst sin ene arm fra hende. Førte hånden op til hendes hår, som han strøg lidt til side og placerede efterfølgende sin hånd på hendes skulder, som han blidt men bestemte klemte. "Kom nu," hviskede han med et djæveligt smil. Forsøgte at lyde så lokkende som overhovedet muligt. "Jeg skal nok passe på dig. Du skal ikke gå alene hjem i det her vejr." Han løftede sit hovede lidt fra hendes skulder og bed hende ret uskånsomt i øreflippen og fængslede hende igen inde i et stramt favntag, da han atter lagde begge arme omkring hende.

Amelia trådte kun et halvt skridt bagud da han kom hen mod hende igen. Hun forstod ikk hvorfor at hun pludsleig ikk følte sig helt tryg ved hans nærvær. Hun fulgte ham mod øjnene da han listede om at stå ved siden af hende og til sidst bag hende. Hun så dog så bare ligefrem for sig da hun kunne mærke hvordan at hans hænder gned sig op langs hendes ryg og tog automatisk noget af hendes skjort med sig. "...Je-Jeg.." mere nåede hun ikk lige at sige før at hun kunne mærke hans arme blive slynget om hendes talje. En mærke fornemmelse blev skydt gennem hendes krop og forsvadt igen. Eller det meste af den. Hun svarede ham ikk med det samme. Eller hun ventede i hvert fald ret lang tid med at svare. Hun blev lidt overrasket da han pressede sig ind mod hende og hun klemte sine øjne øjne lidt sammen. Normalt ville hun elske dette men nu følte hun det helt anderledes. Som om at han ikk helt mente det godt. Men hun fik sig taget sammen til slappe mere af. Hun tog en dyb indånding og hendes krop faldt en smule sammen hvis man kunne sige det sådan. Hun slappede i hvert fald mere af kunne hun og sikkert også Chase mærke.
Hans lokkende stemme havde en god virkning men det gav hende igen den følelse af at nogen havde hældt et glas iskoldt vand ned af ryggen på hende. Hun sagde stadig ikk noget og prøvede også at behærske sig da han lod sin hånd stryge gennem hendes hår. Hun trak vejret lidt ureglmæssigt som om at hun var ufattelig nervøs eller bange. Men nærvæs var hun da og en smule skræmt var hun også. Hun snk igen men klumpen forsvandt stadig ikk helt. Kun små stykker af gangen. Og det hjælp ikk ligefrem med hendes vejrtrækninger. Et meget svagt smertegisp kom fra hende da han satte sine tænder i hendes øreflip. Hun klemte sine øjne hårdere sammen og hendes mund åbnede sig en lille smule. Så åbnede hun igen øjnene og så over skulderen og hen mod Chase. "Du..Du kan bare hjælpe mig på vejen...ud her fra" sagde hun med sin stadig overraskende blide og rolige grundstemme men alligevel var hun usikkert og stammende. Hun lod sin ene hånd føre sig op mod sin øreflip dog kun for at kunne mærke den enkle bloddræbe der havde kommet frem. Hvad havde han gang i? Hun så på ham. Prøvede at finde ud af det. Hans smil og hans øjne fortælle hende kun at han ikk var som før. Eller måske var han den sammen som han altid havde været..bare ikk over for hende. Hun bed sig meget blidt i sin underlæbe før at hun så så frem ad igen. Hun begyndte forsigtigt at vride sig selv ud fra hans omfavning. Eller prøvede. "Men jeg kan godt gå selv.."

Chase grinede kort af hendes forsøg på at flygte fra hans favn. Hvilket ikke helt så ud til at lykkedes for hende. Dog løsnede han lidt efter sit tag om hende. Trak langsomt sine arme til sig efter først at have kørt hænderne op af hendes arme. Videre ned af ryggen. Præcis det samme som han før havde gjort - bare i den modsatte rækkefølge. "Årh hold op. Jeg insisterer på, at du kommer med hjem til mig." Han nikkede bestemt, hvorefter han lod sin ene hånd glide ind i hendes. Lukkede sine fingre omkring hendes håndryg. Var åbenbart ikke til at rokke. Når han først havde sat sig for at opnå noget, så helmede han ikke før hans opgave var fuldført. Ført ud i livet. Afsluttet. Han begyndte dernæst lige så stille i et roligt tempo at trække afsted med hende. Havde blikket fæstnet på hende og lod det ikke vige fra hendes kønne, lille ansigt så meget som to sekunder. "Virkelig. Du bød jo også mig indenfor, - og nu vil jeg gerne have æren af at vise dig mit hus," blev han ved og smilede til hende. Et smil der ikke lige umiddelbart kunne læses. Men på det udtryk der var malet i hans øjne kunne det sagtens tydes. Hvis man altså bare så ordentligt efter. "Desuden, så har jeg det overhovedet ikke godt med at efterlade dig helt alene ude i dén skov. Jeg kan ikke udholde tanken om, hvis der nu skulle dukke flere arrige hunde og ophidsede krager op," sagde han med en dæmpet stemme og havde endnu ikke stoppet op for at se, hvilken vej de skulle gå. Gik bare. Kendte efterhånden dette sted bedre end sin egen bukselomme. Han kunne gå blindfoldet igennem det her sted. "Det ville også være enormt hyggeligt, hvis du ville ... gøre mig med selskab. Det bliver nogle gange rimelig kedeligt i længden derhjemme, - og det ville altså være meget uhøfligt af dig at afslå mit tilbud." Den sidste lille tilføjelse og bemærkning udtalte han helt tydeligt. Formede alle stavelserne korrekt i munden, før de slap ud imellem hans blege læber. Sagde det med en ret bestemt og irettesættende tone. Lod hende vide, at han ikke tog et nej for et nej. Hun skulle med ham hjem. Om hun så ville det eller ej. Om det krævede, at han skulle slæbe hende hele vejen derhen. Han var ligeglad. Hun skulle bare med.
Han satte tempoet en tand op, da omgivelserne ændrede sig lidt. De var vist snart ude af gyderne. Det kunne han på en eller anden måde fornemme. Tog de sidste afgørende skridt og standsede så efter at have trukket hende med ud på gaden. Stod nu ikke i Allées mere. Gyderne var forsvundet. De var et sted bag dem. Han rynkede let på næseryggen, netop som regnen tog mere til. Silede ned i tykke stråler og gjorde de allerede fugtige omgivelser plaskhamrende våde.

"Jamen.. Jeg.." Amelia vidste ikk helt hvad hun skulle sige og hun stivnede så kort da han førte den ned af hendes ryg og videre ned mod hendes hånd som han lukkede om hendes. Dog slappede hun mere af nu igen. Hans kølige kropstrempratur fik hende igen til at virke rolig. Men alligevel galoperede hendes hjerte afsted og gjorde hende stadig lidt usikkert på denne nærhed mod Chase. Hun blev ret overrasket da han så begyndte at trakke hende med sig. Og som sædvanligt startede det hele med en masse klodsede skridt hvor at hun var tæt på at falde igen hvis det ikk havde været for hans hånd der holdt godt fast i hende. "Jamen.." sagde hun endnu en gang lidt svagt. Men det sagde så klik for hende da han nævnte det med at det ville være uhøfligt hvis hun ikk sagde ja til dette. Og hun havde jo i det hele taget også altid haft lyst til at se hvordan han boede men alligevel var hun meget usikker på denne situation. Hun ville gerne nå hjem inden det blev daggry. Hun vidste ikk helt hvorfor. DEr var ingen skole og hvis der tilfældigvis var så kunne den være ligemeget. Hun kunne det hele i forvejen. Hun kunne virkelig ikk finde på en god nok undskylding for ikk at følge med ham. Og hans greb og hans blik der ikk blev rettet væk fra hende et eneste øjeblik fortalte at han nok virkelig instisterede på at hun kom med ham hjem. Som om at hun var et projekt som han skulle fuldføre ved at få hende med sig. Han ville ikk give op så let.
Hun kunne svagt skimme at de var på vej ud. Det havde jo taget noget med ingen tid. Hun kunne ikk nå at finde på noget nu. Hun havde automatisk sat sine hæle i jorden uden at hun rigtigt selv havde opdaget det. Det havde vel bare været en reflex når sådan noget skete. Hun så ham ikk i øjnene. Kunne ikk få sig selv til det. Hun så mere bare ned i den ujævne stafaldt. Hans ord var sukkersøde mens hans stemme var kølig og lokkende. Det lød mærkeligt i hendes øre men alligevel virkede det en smule. Hun kunne heller ikk få sig selv til at begynde at vride sig fri fra hans greb og bare skrige højt efter hjælp. Hun åndede lettet op da de igen stoppede op. Hun gjorde det måske lidt brat. Hun forstod ikk helt hvorfor at de stoppede men spurgte ikk. "Øhm.. Kan du måske slippe min hånd igen? Det er ikk fordi at jeg har ritigt noget imod det men jeg vil genre kunne få blod til min hånd" sagde hun spørgednde og meget forsigtigt mens at hun roligt og blidt begyndte at trakke sine hånd til sig igen.

Chase løftede kort et øjenbryn ved hendes ord, - bad ham om at slippe hendes hånd. Det havde ikke nogen særlig effekt på ham lige i starten. Han stod blot og så en smule mistænksomt på hende; overvejede om det nu også var en god idé bare at slippe hende. Lade hunden gå uden snor. Efter lidt tids overvejelser og funderinger løsnede han langsomt sit greb om hendes hånd. Det skulle nok gå, - og hvis hun så prøvede at flygte, så skulle han nok fortælle hende noget helt andet. Eller han vidste faktisk ikke, hvor hurtigt hun løb. Hurtigere end et menneske sikkert. Men måske havde den skramme, hun havde fået på benet, nedsat hendes evne til at løbe lidt. Det måtte han bare håbe på. Dog var han ikke i tvivl om, at hvis den situation virkelig skulle komme, så ville han med garanti kunne fange hende. Om det så blev som død eller levende, kunne han endnu ikke sige noget om. Han slap omsider hendes hånd helt, men hans blik forblev på hende. Veg fortsat ikke fra hende. Sad som naglet til hendes krop. Han stod i noget tid uden rigtig at foretage sig noget. Ikke andet end at blinke og trække vejret. Det var jo ligesom de to nødvendigheder, hvis man skulle kunne leve. Umådeligt langsomt vovede han at løsrive sit blik fra hende, så først hurtigt til den ene side og så den anden, før hans blik atter blev draget mod hende og fæstnet på hende ansigt. "Det er den her vej," guidede han og pegede med en af sine tommelfingre i den retning, hans hus lå i. Hvad hun ville sige, når hun så hans hus, vidste han ikke. Det var ikke ligefrem fordi, at han boede i den fornemmeste del af byen. Tværtimod faktisk - og hans hus var langt fra lige så flot som hendes. Ikke indvendigt i hvert fald. Plus at der var rodet. Meget, meget rodet. Rodet med ting der helst ikke skulle ses. Men hvad pokker. Det gik nok. Hun sladrede vel ikke.
Han glippede kortvarigt med øjnene, inden han lavede en 'kom-her'-bevægelse med pegefingeren og begyndte lige så stilfærdigt at lunte hen ad den våde asfaldt. Dét der udgjorde fortovet. Der var ikke så langt hen til ham igen. Havde det så bare kunnet lade være med at regne. Det fik turen derhen til at føles som en evindelighed, syntes han. Regn. Satans til vanddampende skyer. Han rystede kort på hovedet og prøvede at erindre alle de ting, der lå fremme i hans hus. Bare han ikke havde alt for meget ... bras liggende og flyde. Men det havde han sikkert. Han var nemlig elendig til at rydde op. Han stoppede brat op og så sig over skulderen hen på hende. Ventede på at hun skulle komme helt op på siden af ham, så han kunne holde øje med hende, hvis hun nu skulle prøve på et eller andet dumt. Som at flygte.

Amelia for holdt sig stadig rolig og hun virkede en smule mere tryg ved ham da han så begyndte at slippe hendes hånd igen. Hun lod den først falde ned langs siden før at hun så tog den op og gned håndledet lidt. Det gjorde ikk rigtigt ondt men det havde været en vane. Hun kunne dog stadig mærke hans blik. Som om at han virkelig holdt øre med hende og ikk ligefrem efter nogen der kunne finde på at angribe dem. Hvad havde han egentligt tænkt sig? Hun kunne ikk læse hans tanker hvilket skræmte hende en smule for første gang. Normalt elskede hun når det skete men lige nu kunne hun godt bruge den lille evne. Men det var vel udelukket. Hun lod sit blik blive rettet mod hans ansigt. Studeredes hans smil. Hans grin der sad fast på hans blege læber. Hun scanede hans øjne et kort øjeblik men stadig kunne hun intet se af hans små fikse tanker. Det var lige godt fandens. Men hun forstod stadig ikk hvorfor at hun ikk rigtigt stolee så meget på Chase mere. Hun var sikkert stadig et panik eller måske var dette et maridt. Måske havde hun bare faldet i søvn i skolen. Men hun vidste godt hvordan at hun var endt inde i gyderne og hun vidste hvorfor og så videre. Så hun kunne med det samme krydse den løsning af. Hun tog igen en dyb indånding og pustede rroligt ud. Igen slappede hun mere af. Hun havde faktisk også gerne ville se hans hus. Se hvordan han boede. Selvom at hun havde en fornemmelse om det. Hun satte sig så forsigtigt på hug og tog sin ene sko af. Den var allerede plaskvåd lige som resten af hende men også helt smadret så den ville ikk holde meget længere. Så hun ville vel bare efterlade den sammen med den anden hun stadig ikk vidste hvor var. Hun rettede sig op ogen og så efter ham. Han havde en utrolig lokkende aura og udtråling og gjorde hendes lidt usiker igen. Hun rystede let på hovedet og tanken forsvandt. Hun begyndte så stille og roligt at gå hen mod ham med hendes smidige og bløde bevægelser hun altid havde haft. Hun trak lidt ud i sin skjorte så den ikk klæbrede sig ind mod hendes krop så meget og hun strøg noget af det våde hår der havde klistret sig til hendes ansigt væk. Hendes blik var rettet mod jorden indtil at hun så næsten var oppe ved ham. Hun studerede ham igen. Betragede ham? Så kom et til syne. Et meget lille og forsigitgt smil. "Øhm.. Tak.. For at du hjælp mig ud af den labyrint af veje og fordi at du..ehm..invitere mig med hjem og se dit hjem" vsagde hun emd en svag stemme og hun bed sig blidt i sin underlæbe. Mere vidste hun virkelig ikk hvad hun skulle sige. Så blev hendes blik igen rettet mod jorden og hun forsatte med at gå. Men stadig lidt bag ham og hun prøvede at holde afstanden ved at holde hans tempo hvilket godt kunne være lidt svært med hendes ben der ikk var så lange som hans. Og hun kunne efter noget tid mærke hvordan at krampen steg i hendes skadede ben men hun holdt også af og til en usynlig pause for at få det væk igen. Hun så sig lidt omrking i det miljø de var kommet ind i. Hun lagde sine arme om sig selv og prøvede at varme sine overarme ved at gnide sine hænder op og ned af dem. Den skide regn skulle abselut starte igen. Og tage ved meget værre end før.

Chase begyndte lige så stille at flytte fødderne igen og luntede atter afsted i retning af det kvarter, han boede i, efter hun havde besluttet sig at følge med. Var enormt påpasselig med hverken at gå for langsomt eller hurtigt - i dette tilfælde nok mest hurtigt; hendes ben var jo ikke så lange som hans, så hun havde nok lidt svært ved at følge med. Det ben hun havde faldet og slået gjorde heller intet godt for dét. Hans vågne blik hvilede fortsat på hende, alt imens de bevægede sig frem ad. Dog måtte han i ny og næ kaste et blik hen på vejen foran ham for at sikre sig, at der ikke var nogle lygtepæle eller andet, han kunne gå ind i. Han fortrak sine mundvige i et særdeles afskyeligt smil, da hendes ord forlod hendes mund, men han fik hurtigt tørret det af og erstattet det med et skævt, ulæseligt ét. Forsøgte så vidt som muligt ikke at afsløre, hvad det var for nogle tanker, der i dette øjeblik fór rundt inde i hovedet på ham. Modbydelige, slemme og forfærdelig djævelske tanker. Han lagde sit hoved en smule på skrå og løftede dernæst et af sine mørke øjenbryn. "Det skal du ikke takke for, - og det er bestemt ikke noget. Du har vist mig dit hjem, så det mindste jeg kan gøre er da at vise dig mit," svarede han med et skjult smil og kuplede sin ene handskebeklædte hånd på hendes skulder. Sørgede ihærdigt for at holde sit skuespil kørende, så hun ikke skulle vække mistanke om de planer, han havde lagt for denne dag med hende som selskab. Han flyttede sin hånd fra hendes skulder og trak den til sig, hvorpå han lod armen falde slapt på plads ned langs siden. Rettede derefter sit blik frem ad, netop som han drejede om et hjørne, der førte ind til det lille sted, der lå op ad det bologkvarter, hvor han havde valgt at bosætte sig. Han vidste ikke, hvor bekendt hun var med dette sted, men hun lignede ikke én, der normalt kom her. Ikke at man som sådan kunne bedømme det ved blot at tage udgangspunkt af vedkommendes udseende. Han kunne bare forestille sig, at hun havde bedre steder at tage hen i hendes fritid end det her skodhul. Dette var bestemt en af byens noget mere lurvede og skumle steder. Et sted hvor det aldeles ikke var særlig klogt at bevæge sig ud - alene - om natten, for de personer der boede her var nemlig til tider ret utilregnelige. Kunne finde på hvad som helst, når som helst - med hvem som helst. Et knap synligt smil dannede sig på hans læber, da han vendte sine mundvige lidt op ad, netop som hans øjne spottede den velkendte, kedelige og grå beton husblok. Han kastede et kort blik hen på Amelia, før han igen slog det over på sit hus. "Jeg bor lige dérovre," fortalte han med et bekræftende nik og pegede i retning af sit hus med sin ene tommelfinger. En del blikke fra en større forsamling unge, der stod henne i et hjørne og røg gud ved hvad, blev rettet imod dem. Han hævede blot lidt skeptisk et øjenbryn af dem, inden han lod sin hånd glide ind i hendes og lukkede sine fingre omkring den - hendes hånd. Trak hurtigt og tydeligvis med stor utålmodighed afsted med hende, som havde han noget utrolig vigtigt, han skulle nå. Standsede først da han havde fået hevet hende med helt hen til døren, hvor han løsnede sit tag i hendes hånd og efterfølgende trak sin egen til sig. Fiskede en nøgle op af en af sine bukselommer i de tætsiddende, sorte bukser og fik med en anelse besvær stukket den - nøglen - ind i dørens nøglehul. Drejede den langsomt, hvornæst en højlydt og arrig gøen efterfulgt af lyde fra et par enorme poter mod et trægulv lød og brød stilheden, der ellers lå og hvilede over området.

Amelia gjorde store øjne da det kom lidt længere end i det skumle kvarter. Hun så egentligt ikk helt så bange ud mere..facineret. Hun havde godt nok aldrig været her før. Aldrig troet at der fandtes sådan et sted i byen Di Morga. Men den blev vel bare ved at overraske hende gang på gang selvom at hun havde været her i godt 70 år. Men det så man jo selvfølgelig ikk på hende. Hun kunne mærke hvordan at der blev sendt skjulte blikke rundt omkring mod hende. Hun følte sig et kort øjeblik utilpas. Men det gik hurtigt over da hun hørte hans stemme og at han så pejede. Hun fulgte Chase's finger og fik øje på betonblokken. Hun spærrede igen sine øjne lidt op. Og så stadig hverken bange eller foragtet ud. Stadig bare facineret. "Wow! Bor du virkelig der?!" kom det fra hende. Hun lød ikk det mindste udtryg. Hun lod til en dels overrasket utrolig spændt og.. glad? over denne oplevelse. Selv havde hun det jo okay i sin lille hytte..nej store hytte men alligevel havde hun dog tit tænkt på bare at findet et eller andet sted. Et lille sted som hun kunne gøre til hendes hule hvor hun opholdt sig. Lidt lige som husene og lejlighederne i dette kvarter. Men hun passede jo ikk ligefrem ind her. Hun følte så kort Chase's blik og fik også øje på gruppen af dreng på nok hans alder stå og stirre mod dem og røg noget der mest af alt lignede cigeratter. Det så også en del overrasket og undrende ud over hendes lille lykkelige udbryd ved synet af huset. Men hvad kunne hun gøre ved det. Skinnet bedragede vel af og til. Mange troede også at hun var den der form for mors-datter eller sådan noget i den stil men det tog man også gruelig galt. Hun havde levet længe uden nogen og havde derfor også lært at 'slå fra sig'. Hun kendte skam godt til bandeord og hun følte sig ikk ubehagelighed ved at sige dem ud højt og tydeligt. Nok var hun øverst på gennemsnitslisten på skolen men hun gjorde ikk rigtigt noget for at komme der på. Hun kendte jo det hele og hun vidste ikk den helt store intresse for skolearbejdet. Hun hadede i det hele taget skolen. Det eneste sted som hun bare gerne ville væk fra hurtigst muligt.
Hun blev ret overrasket da hun kunne mærke hvordan at hans hånd gled ned og tog fat i hendes. Hun så lidt ned på dem og så nåede hun lige at sende ham et blink før at han trak hende med sig i en pludselig høj fart. Hun var ligeved at falde elelr snuble over sine egne ben da hun som altid startede af med nogle klodsede skridt før at hun fik bentøjet i nogenlunde sammen tempo. Hun så nu kun mod hans ryg. Hvad havde han så travlt med? Gruppen? Hun havde ikk set nogen større lyst i deres øjne eller på deres kropssprog men hun kunen da have taget fejl. Hun trak stille og roligt sin hånd til sig igen da han slap den. Hun studerede så hans bevægelser da han begyndte at lede efter en nøgle i hans ene lomme som ahn hurtigt fandt. Hun lyttede til den klikkende lyd der kom fra døren da den blev låst op og forholdt sig stadig roligt. Men da hun så kunne mærke de store potter og en voldsom gøen stivnede hun og så for en gang skyld skræmt ud. Hun vidste godt hvad det var. Og det lød ikk ligefrem som noget venligt dyr. Uden at hun selv opdagede det fik hun igen gav i sine fødder og skulle lige til at løbe forbi Chase og videre væk fra huset. Hunde havde aldrig rigtigt været hendes ynglings dyr. Aldrig. Dog havde hun ikk haft nogen dårlige oplevelser med hunde men nogen var jo nød til lide af denne skræk.