Glad?//Lazarus

Sted: Cimetière - Kirkegård
Tid: Omkring klokken 22
Vejr: Det er tørvejr, men ser ud til, at det kan begynde at regne, hvornår det skal være.
Omgivelser: Ingen.

Skyerne så truende ud over den Trecias hoved. Hendes skridt var kort og man kunne se på hende, at hun tænkte. Tankerne i hendes hoved var nok mest omkring hendes selv, og hvorfor hun var dum, at bevæge sig udenfor når vejret var sådan, men hun havde haft en trang til at komme ud, og hun havde lyst til at gå. Derfor havde hun bare gået, og var endt på kirkegården, ligesom første gang hun kom til byen. Hun så rundt på alle gravene og ventede på at regnen skulle begynde. Stilheden var indtrængene, da der ikke var andre på kirkegården, troede hun i hvert fald. Hun begyndte stille at fløjte, men hun gik rundt på kirkegården, som om den var noget andet end en kirkegård. Hvis nogen så hende, kunne man godt få på fornemmelsen af, at hun ligefrem var glad.

Lazarus kigge høre hendes fløjten * Jamen dog... Flere og flere kommer her til *. Lazarus sniffede til luften * En Dæmon *. Lazarus gik langsomt hen imod Trecia bagfra. Han gik lydløst og hurtigt. Da han var kommet tæt på sagde han med en stille og rolig stemme på en charmerende måde '' Godaften.. Hvad laver sådan en yndig ung frøken alene her ude om natten ''. Lazarus smilede charmerende. Dog var der noget dystert og farligt over ham. Han havde en lang åben rød jakke på. Han havde intet inden under så man kunne se hans veltrænede krop. Han havde dybe mørkerøde øjne der udstrålede charme og fare. Lazarus havde en afslappet holdning.

Trecia vente sig om, da hun hørte ham snakke. Hun stoppede med at fløjte og fnyste af hans kommentar. "Jeg havde lyst til at gå en tur, på et sted som yndige unge frøkner ikke gør" Et smil bredte sig på hendes læber, bare for at vise høflighed. Hun synes ikke selv at hun var en yndig frøken, og det synes hun heller ikke hende påklædning lignede, da hun gik rundt i en t-shirt og nogle shorts. Hendes blik studerede ham kort. "Men hvad laver sådan en veltrænet person som dig på sådan en ensom og forladt kirkegård som denne?" Hendes smil ændrede sig lidt, så han kunne se, at hun ikke var bange for ham, eller i hvert fald ikke viste hun var det.

Lazarus smilede * Der er godt nok mange der ikke er bange... Jeg elsker det... Det gør det så meget sjovere at jage og knække dem *. Lazarus sagde med en dyster stemme '' Måske er jeg her for at besøge en død ven... Måske er jeg den døde ven... Måske er jeg her for fordi jeg keder mig ''. Lazarus drejede sit hoved og smilede ondt imens han sagde '' Hvilken en af dem tror du der er rigtig? ''.

Hendes blik blev hængene på ham, "Mhm... hælder nok til at du er en død ven, men ikke et spøgelse, og at du bare keder dig." Sender ham endnu et smil, selvom det ikke er ægte. Hun så ikke ud til at tage sig synderligt af hans smil, da hun synes de var normale i hendes familie.

Lazarus grinede og sagde '' Jeg er ikke nogen død ven... Jeg er her bare fordi jeg keder mig... Men nu har jeg jo noget at lege med... har jeg ikke ''. Lazarus slikkede sig om munden og kiggede direkte ind i øjnene på Trecia imens han langsomt rakte en hånd frem mod hende for at stryge en finger over hendes kind. Lazarus elskede at lege med sit bytte. Især når de ikke var bange for ham. Der hvor han kom fra var alle bange for ham og med god grund. Men her var folk ikke. Det var virkelig noget han nød at ændre.

"Det var dog godt gættet alligevel.. og selvfølgelig har du noget at lege med, en stædig ilddæmon, som bare synes du minder om hendes far," hun trækkede på sine skulder og trådte et skridt tættere på ham, for at vise at hun ikke var bange, som hun ikke var, eller det mente hun i hvert fald at hun ikke var. Hun fik kuldegysninger, der hvor han rørte hende, men hun lod sig ikke gå på af det. "Har du tænkt dig, at jeg skal løbe væk fra dig, så du alligevel kan fange mig?" Spurgte hun smidigt.

Lazarus smilede og lænende sig langsomt ind til Trecia og hviskede '' Hvis jeg ville kunne jeg dræbe dig ''. Lazarus havde rørt ved Trecia og kunne nu aktivere hans specielle evne Puppetmastery. Lazarus aktiverede den og satte en hånd bag på ryggen og bevægede sine fingere. Han kunne nu styre Trecia's bevægelser. Han fik hende til at sætte sig på knæ foran ham og kigge ned mod jorden. Så stoppede han med at bruge evnen. Den tog en del kræft at bruge derfor ville Lazarus ikke bruge den i længere tid af gangen. Dog var det ikke til at vide det var ham der havde fået hende til at gøre det medmindre hun selv kunne regne det ud. Lazarus grinede '' Jamen det virker til din krop er bange for mig... Hvorfor skulle du ellers knæle for mine fødder? ''. Lazarus brugte mest sin Puppetmastery evne til at køre på folks psyke og gøre dem usikker på sig selv.

"Jeg er ikke i tvivl om, at du vil kunne dræbe mig, men hele mit liv har jeg været omgivet af sådanne personer." Hun mærkede hvordan hendes krop ville have hende ned, hun prøvede kort at kæmpe imod, men kunne ikke, så hun endte nede på knæ foran ham. Hun lukkede kort sine øjne og lod sig bare blive sidende. Hun åbnede brat sine øjne igen, og prøvede at trække vejret lidt roligere, da hun var begyndt at blive irriteret. "Jeg har ikke fattet, hvorfor du keder dig?" HUn så op på ham, "Altså efter det her at dømme, bliver du meget hurtigt underhold. Lige nu havde hun mest af alt lyst til at gå væk fra ham, ikke fordi hun følte sig bange, men fordi hun var igang med at blive irriteret.

Lazarus smilede '' Nej... Der skal bare det helt rigtige til for at underholde mig... Men af en eller anden grund... er du ikke så sjov som jeg havde troet... Fortæl mig mere om de folk du er omgivet af ''. Lazarus var mere nysgerrig nu. Hun havde vækket det i ham. Han så hende ikke længere som et bytte men som en interessant person der faktisk kunne blive nyttig at kende på et tidspunkt. Lazarus rakte en hånd ned til hende for at tilbyde hende hjælp med at komme op og stå igen.

Hun så op på ham og hævede et øjenbryn over han pludselige venlighed. Hun tænkte kort over det, men valgte så at tage hans hånd og trække sig selv op med. Da hun var oppe slap hun ham med det samme. "Min familie, ikke andre.." Hun så væk fra ham, havde på en måde ikke lyst til at fortælle det, da hun ville prøve at glemme dem, som hun havde opdaget var lidt svært nu her, da hun havde set nogen i sin familie i ham. Hun mærkede sin irritation forsvinde, da han ikke længere 'legede' med hende.

Lazarus fnøs og kiggede mod himlen og sagde så '' Jeg forstår alt for godt hvad du mener... I min Familie er der mange magt kampe om hvem overhovedet af familien skal være.. Det har ødelagt min familie... Min lillebror prøver at tage min titel fra mig fordi han vil have mere magt.. Had, forråderi, mord, penge, magt.. Det er bare nogle af de ting min familie er blevet opslugte af... Så jeg forstår dig godt ''. Lazarus rakte en hånd overimod hende og sagde venligt '' Navnet er Lazarus... Lazarus Chimera Fuld Blods Vampyr og arving til Chimera overhovedet posten ''.

Hun hæver et øjenbyrn igen, og tager imod hans hånd. "Mhm.. vi minder vel lidt om hinanden med familie," hun sender ham et ærligt smil, "mit navn er Trecia, jeg gider ikke huske på resten, da jeg ikke regner med at skulle hjem, men fuldblodsdæmon, opvokset og enebarn i den ledende ild dæmon familie i Barcelona. Så jeg har aldrig prøvet det med at mine søskende vil tage min post, bare at min far hadede mig fordi jeg var en pige, og jeg ikke gad tage den mand han ville have.." HUn smiler kort igen og slipper hans hånd, for at neje kort, bare for sjovt.

Skal lige spise. Kommer igen.

Lazarus kiggede underligt på hende og grinede så '' Hvorfor så formæld.. Jeg hader de gamle skikke med falske buk og neje... Bare værd dig selv... Jeg er ligeglad med falskhed... Ærlighed frem for alt ligemeget om den er ond og hård ''. Lazarus satte sine arme over kors og kiggede på Trecia med et analyserende blik. Han havde svært ved at placere hende. Men han havde en stor ting til fælles med hende som han identificerede sig med.

Hun fnyser kort. "Fint fint.." Hun retter sig op igen og ser på ham, da hun mærker de første dråber af regnen. Hun lægger sit hoved bagover og ser op i himlen, "og nu vil jeg gerne finde noget ly..." hun smilede skævt til ham, "ellers ende du med at se mig som en våd kat" Hun grinede kort og vente sig om, for at begynde at gå. Faktisk synes hun ikke han var så slem igen, og de havde i det mindste en ting til fælles.

Lazarus gjorde tegn til at hun skulle følge efter han '' Bare følg mig... Mit hus ligger ikke så langt her fra... Måske kan vi en da nå indenfor før det begynder at regne.. Så behøver jeg ikke se dig som en våd kat eller hvad du nu sagde ''. Lazarus gik med hurtige elegante skridt over imod hans hus der lå tæt på kirkegården.