Concrete angel - Malakel //Privat//

S: Sombre
O: Ingen
V: Is koldt og lidt mørkt.
T: Aften
D: .. The day..
_______________________________________

Natten havde trukket sig over Sombre. Ingen var her på en weekend og desuden hvad skulle de også lave så sent på aften? En høj og ret slank skikkelse gik igennem det hele, skikkelsen var ikke lige til at få øje på i første omgang, men jo mere skikkelsen nærmede sig centrum jo mere kunne man se den. Denne skikkelse tilhørte englen Asmamix. Hendes røde hår og sære træk, var ikke til at tage fejl af. Asma var satans høj, og hendes klæde fik hende til at ligne en hjemløs kvinde. Hendes tøj bestod af en hvid og gennemsigtig kjole og hendes elskede og nøgne tærer. Asma så tomt for sig, faktisk havde hun altid den tomme udtryk i ansigtet, da hun ikke var sammen med nogen, og skulle spille sin rolle ud som en uskyldig engel. Aften i dag var ret kold, og når hun åndede ud dannede der sig en slags røgsky foran hende. Asmas tynde ben rystede let, mens hun stille holdte om sig. det underlige ved Sombre var at, om aften var der pisse koldt, uanset om det var sommertid eller ej. Det mindede hende så let om døden i klippen. En lille reminder. Asma sukkede, så røgskyen dannede sig foran hende. Hun satte sig ned på den eneste bænk i miles omkreds. Hun lod sit flammende røde hår dække halvdelen af hendes ansigt, mens hendes øjne langsom drejede imod fuldmånens lys. Egentlig var månen en gåde for hende. Den lyste op når den ville, og den blev halv når tiden var inde. Hvad vis den nu en dag forsvandt? Ude i det blå måske? Asma lo stille, mens hun så en avis ligge ved hendes højre side. Den var revet midt over, men så ellers ret ulæst ud. Asma lod sin tynde finger stryge over et sted overskriften egentlig skulle være. Denne her avis var.. ikke en avis, men mere som et stykke papir, som lignede eller mindede om en avis. Asma rystede på hovedet, da hun var ved at synke hen i sin lille verden igen. Hun var seriøst begyndt på det der pis. Asma rejste sig op på bænken, så hele hendes krop kom til syne i månelyset. Hendes røde hår mindede om en rød flamme mens hendes tøj bare lignede noget katten havde slæbt med ind. Hvad i alverden lavede hun her når der alligevel ikke kom her nogen? Det var egentlig lige gyldigt da Asma ikke forventede at der skulle komme ind her.
Asmas læber så ud til at få en blålig farve, mens hendes tærer allerede havde givet efter. Asma var sådan set ikke typen der var vant til at gå med sko. Hun gik slet ikke med sko, da hun følte sig mere tryk når hun kunne mærke jorden.. selv. Asma smilede stille, mens hun spredte sine vinger, som om hun skulle til at flyve. Hun lukkede øjnene og lod den iskolde brise ramme hende som en ren pisk. Asma gav ikke så let efter, men stod i den stilling i par minutter inden hun åndede forpustet ud. Hun åbnede sine øjne, og hoppede ned fra bænken. Hun lod sig flyve hen over den tomme Sombre, mens hendes nynne hørtes som en ren ekko i den tomme luft.
Hvordan var det egentlig at være et andet væsen? Havde man mon fordele? Eller var det bare ulemper? Asma lo stille, da hun egentlig var ret glad for at være en engel. Lad os nu se.. hun var trods alt Den Røde Engel. Asma så drømmende væk over navnet. Navnet havde hun faktisk givet sig selv. Det røde hår var bare hendes træk og ingen havde lige så rødt hår som hende. Hun smilte endnu engang, mens hendes hvide perle tænder ses.

”Parken, som alle har forladt”