Skovens nattetide - Privat til Nifi :D

Tid: Tæt på midnat.
Omgivelser: Tomt selvfølgelig. En masse nattedyr.
Vejr: Stjerneklart, tåget og fuldmåne.
Sted: I en lysning ved en klippe som peger ned imod vandet.
____________________________________________________________

Kaileen stod på kantet, et sted som et menneske ville have syntes var forfærdeligt. Et som pirrede ens grænser, i frygten for at falde ned i klipperne under sig, og slå sig selv ihjel. Men for Kaileen var der ingen frygt. Hun var ikke bange. Hun viste at klippen ikke ville smuldre under hende, og hvis den havde gjort det, så ville hun have forvandlet sig til en fugl, og fløjet tilbage, uden at nogen skade var sket. Men nu tænkte hun ikke på døden eller på dyreforme. Hun var tæt på at drukne i nymfe-bivirkninger, følelserne af at være et med tågen, jorden, skoven og månen. Det var ikke noget som man kunne forklare til nogen, følelsen var helt unik.

Nifi sad med hovedet let på skrå og betragtede den til syne ladene unde aspara. Nifi sukkede og så kort ned i jorden. Hun kom ved et uheld til at vende sin hånd sådan at månen lyste ind i nitterne på hendes handske og det ramte pigen i ryggen, hun kunne sikkert hverken se det eller mærke det men alligevel syntes Nifi det var ireterende at hun havde gjort det … hvis asparen nu havde vendt den anden vej havde hun set hende. Nifi sukkede *hvad har jeg gang i ? jeg har set på et andet væsen i næsten 3 kvanter nu ?* tænkte hun og forstod ikke hvorfor hun ikke bare snakkede med hende

Kaileen udstødte en næsten lydløs sukken af velbehag af følelsen, og da hun åbnede øjnene, var de ikke længere sorte, men samme farve som tågen - bølgende bleggrå. Hun havde det som om hendes ånd var blevet ladet op, og at hun nu var klar til alt. Hun rynkende panden en smule, og lagde hovedet på skrå. Hun finpudsede hendes pupil, så den blev katteformet, som en dråbe sort glas inde i hendes øje. Så vendte hun sig om.
Hun så overasket på det væsen som sad foran hende. Det var svært at sige hvad hun var, men sikkert et slags mørkevæsen. Kaileen var kun i stand til at læse racen på renracede væsner, ikke blandede.
"Hej." hilste hun tonløst.

Nifi betragtede kort asparens øjne og smilte så ”godaften” sagde hun trist dog en smugle venligt …. ”har man opleve noget rart ved at stå der?” spurgte hun og så på hende da hun så meget lykkelig ud ?... Nifis smil blegnede og blev yderst trist… *atter en der er lykkelig …* tænkte hun og sukkede *nogle er bare mere heldige end andre* hun så ned i jorden og sukkede atter *come on det lyder som om jeg ikke kan trække vejret* tænkte hun surt til sig selv og rejste sig. ”jeg er Nifi” sagde hun og forsøgte at lyde glad og venlig … men det lykkedes langt fra. Hun rakte hånden frem og håbede at asparen ville tage imod.

Kaileen så på hende, med imødekommende øjne. Hun var en venlig person, nogle gange. "Det er en nymfe-ting." svarede hun, i en meget henkastet tone. Det var ikke første gang hun havde prøvet at.. få bedre humør på den her måde.
Hun tog hendes hånd, i en forholdsvis elegant bevægelse. "Mit navn er Kaileen." Hun klemte blidt hendes hånd, og lod sin hånd falde ned langs siden, hvor hendes sorte, tynde kjole blafrede.

”nymfe ting?” spurgte hun uforstående. *hmm men det gør hende vist glad* tænkte hun og smilte blot … ” og hvad gør denne nymfe ting så?... oplader sjælen?” spurgte hun roligt… hun kunne jo være ligeglad men nu skulle man jo starte en samtale så jo flere spørgsmål desto bedre … eller hva?... ”du ser lykkelig ud…” sagde hun med et lille smil, det blegnede dog ligeså hurtigt som det kom, hun var bare ikke glad?.