En lang nat? //Privat :: Rosella

S: Terre
D: I DAG! xD
O: Ikke rigtig nogen på denne tid xD
V: Lidt køligt... Emh... Mørkt xD?
T: 22:40, Ikke meget men der er dog tusmørke.



En høj ung mand, omkring de 19 år, gik rundt i Terre. Han hår var blod rødt mens det blidt dansede i vinden - håret var ikke langt men heller ikke kort. Han havde fornemt tøj på, et sort jakke sæt, sort slips, sorte sko, dog en hvid skjorte. Han havde et lille smil på læberne, mens han gik yndefuldt om et hjørne. Han nød stilheden trænge ind til ham og stoppede så op mens han tog en dyb indånding gennem næsen. Han nød den friske natteluft som var omkring alle steder udendørs. Han lod med en elegant bevægelse lade sine arme glide op over hovedet hvor efter han greb sine hænder og gyngede kort fra side til side. Han var enlig meget træt selv om han havde hvilet hele dagen. Hans rottweilere var dog hjemme, de havde fået deres gå tur. Selv om han gerne ville gå mere og mere med dem, var det dog at han ikke måtte da de ikke var helt til at styre.
Manden som forresten hedder Luke lod sine hænder glide ned igen og dog lod han sit blik kort gribe venstre hånd og kigge på hvad klokken var, det var ikke særlig mange, han trak på skuldrende, det var vildt mørkt. Han trak på skuldrende, lod sin hånd glide ned igen og begyndte at gå videre igen.

Rose kom listende ud fra en gyde, mens hun tørrede sig let om munden med sin håndryg. Hun slikkede let på sine tænder, mens hendes hjørnetænder trak sig sammen til "normal" størrelse. Hun bar i dag stramme jeans, sorte flade sko og en rød sort stribet trøje, intet af det bar nogen form for et bevis på, hvad hun havde lavet i gyden. Hun var blevet god til det med at være "renlig", når hun spiste. Hun rettede på sit ildrøde, bølgende hår med sine fingre. Det var blevet en del filtret, men det hang løst ned langs hendes skuldre. Hendes øjne havde en lyselilla, næsten isblå farve, hun var ikke blevet mæt, men hun havde nu også svært ved at lokke sine mandlige ofre. Det var ikke, fordi hun ikke kunne, men havde ikke lyst til at gøre det. Hun sukkede tungt og begyndte at gå ned langs gaden, hvad skulle hun dog gøre ved sig selv?
Rose blev først igen opmærksom, da hendes næse fangede en duft, en mulig sød duft. Hun kiggede op og fik øje på en rødhåret mand. Han måtte et væsen. Mennesker havde en anden sær duft på sig, som bare virkede, som sukker på hende. Hun var ikke mæt særlig længe ad gangen, så derfor var hun nød til at spise hver 3. dag.

Luke havde et kæmpe smil på læberne da duften af blandet kom til ham, han stoppede kort op og kiggede hurtigt rundt, "Hvor er du Blanding?" spurgte han og kiggede nysgerrigt rundt om sig selv og fik et blik af en rødhåret dame, sådan cirka på hans alder, ved udseendet. han gav hende et hurtigt elevator blik. Hun så ikke ud til at frygte noget eller være særligt glad, hun så ud som et normalt menneske.

Rose udstødte et lille grin, da hun godt havde hørt hans bemærkning, om at hun var en blandning. Hun lagde armene over kors, hun ville meget hellere være det, som hun var nu, end hun ville være noget andet. Hun havde det i hvert fald sjovere. Hun kiggede lidt på ham, mens hun overvejede, om hun skulle nærme sig ham, men hvad kunne det dog skade? Hun vidste godt, at han havde fået øje på hende, men hun trådte nu alligevel ud i lyset fra lygtepælen, så han kunne se hende rigtigt. "Jeg er her, hvis du skulle være i tvivl." svarede Rose, hun lod armene falde ned langs siden.

Luke som tydeligt havde opdaget hende smilede lidt og trådte få skidt hen mod kvinden, "Luek Maon" sagde han, med et blidt smil og ventede på hun presenterede sig selv. Dog var han tålmodig, når det glat kvinder, men når det var samme køn var det noget andet. Han smilte blidt og tog sin hånd ned i sin lomme og tog et papir op og så der stod gadens navn som de to var på han smilte lidt og satte det i lommen igen.

Rosella lagde mærke til hans papir, som han kort havde kigget på, dog havde hun ikke forstået meningen i det, men hun ville nu heller ikke spørge ind til det. Det var helt utroligt, at hun havde set det, men nok fordi hun havde kigget på ham, ellers havde hun nok ikke set det.
"Rosella." præsenterede Rosella sig kort, hun havde intet efternavn, fordi det var blevet taget fra hende, da hun var blevet sparket ud. Så hun var et sted, en ukendt person, som ingen vidste, hvem var.

Han smilte lidt og nikkede så, "Og hvad laver du så her ude på denne tid, Rosella?" spurgte han kort, selv om det nok bare var for sulten.
Han gav hende endnu et elevator blik hvor hans blik så fangede hendes hår. Det var enlig flot, bølgende og rødtagtigt.Han smilte lidt og kiggede kort bag ham hvor han havde øjnene halvt lukket, der efter kiggede han over på hende og lyttede til hendes svar.

"Det har du måske ikke regnet ud? Hvad tror du selv en halvvampyr bruger sin tid på?" spurgte Rose, men forventede ikke noget svar, men svarede straks selv på spørgsmålet, "Jeg var sulten og fandt en lille snack på min vej." Et smil bredte sig over hendes læber og hun slikkede kort sin overlæbe. Hun havde faktisk stadig ikke fået sin sult stillet helt, men hun var dog så mæt, at hun kunne kontrollere sig selv og ikke trængte til blod det næste stykke tid.
"Men nok om det. Hvad laver du selv herude så sent?" spurgte Rose og havde nær sagt, at en tilfældig kunne finde og spise ham, men det ville nok ikke virke klogt, da tanken havde strejfet hende.

Han smilte stille over hendes skumle svar og løftede let blikket, mens han gik roligt tættere på(Hvis ikke de allerede stod tæt??) Han smilte blidt og stoppede ikke så langt fra hende, "Du kan trygt være rolig, mit blod er ikke lige som andres, der er mere syrer i end hos andre" han smilte lidt og tænkte faktisk for første gang over hvor meget syre der var i hans blod. Meget eller lidt? Han smilte og strakte roligt sine skuldre.

Rose så let på Luke, da han kom nærmere. Hun stod ubevæget og viste ikke hendes reaktion på det. Dog havde det overrasket hende en lille smule, at han ville bevæge sig nærmer. En del holdte altid afstand fra en vampyr. "Du behøver ikke at frygte. Jeg bryder mig ikke specielt om den søde smag, som dit blod åbenbart har. Jeg foretrækker det lidt bittert." forklarede hun og grinte halvhjertet over det. Hun skubbede lidt sit hår, så det lagde sig bag hendes skulder, men efter lidt tid, så var håret det samme sted, som før.

Han smilte lidt og trak på skuldrende igen, "Jeg er ikke bange for særlig mange vampyre" sagde han og hentyde f.eks. til Misha. Men han vidste ikke om hun galt da de alligevel kunne ligge helt op af hinanden. Men han var sikker på det talte med. Og der var sikkert en masse mere, som han ikke lige kunne huske. Han smilte blidt og kiggede så på hendes hår der tydeligvis irreterede hende, "Hva' irretere det dig?" spurgte han lidt med et smil, han var selv van til lang hår der gik i øjnene, men med hende vidste han det jo ikke.

"Måske burde du overveje det?" spurgte Rose for sjov, men hvad med hende selv? Hun frygtede jo heller ikke rigtig noget for tiden. Men måske en dag, så ville hun finde sin frygt, men hun kunne ikk svare på det, før hun havde fundet den/det.
"Mit hår? Næhh... Det har bare sit eget liv." sagde Rose uden at kigge på sit hår. Jo det havde sit eget liv, og det kunne hun intet gøre ved. Men havde hår ikke sit eget liv ved alle?

Hun nikkede og smilte, "Ja sådan er det jo," sagde han og grinte blidt mens han derefter lukkede øjnene.


//KÆMPE KREASVIGT!!//

"Ja, og det kan man ikke lave om." sagde Rose og smilede let. Hun kløede let sin næse, da hun igen kom til at tænke på sin aftensmad, som hun lige havde fortæret.

//Jup, know the feeling.. er selv langt nede i kulkælderen.//

"Vil du med ind på en café?" spurgte han så, lidt uventet men de skulle altså have noget at lave. Bare et eller andet!


//Og det bliver ikke bedre...//