Finding my way home.. - Neo

Sted :: Forêt - Skoven
Tid :: Lidt hen ad aften, solen er på vej til at gå ned
Omgivelser :: Skoven, dens dyr.. og meget andet..
Vejret :: blæsende, og trækker muligvis op til torden og regn. Men ellers nogen lunde lunt.

Vinden blæste igennem de raslende blade, som havde langsomt var begyndt at få en mere gylden farve. Solen stod langt nede på himmelen, og gav en rødlig flot farve hende over skoven. Som en kvinde langsomt og kluntet bevægede sig igennem. Farverne, som alle så, var sorte for denne kvinde. Aldrig skulle hun nogen sinde se lyset igen? Aldrig nogen sinde skulle hun se månen når den stod op på himmelen, når solen sagde godnat. Aldrig skulle hun have lov til at se de smukke sommerfugle der fløj om kamp mod den nærmeste blomst. De flotte smukke farver som dannede sig om efteråret. Rønnebærnene der stod rød i skær ved den nærmeste busk man kom forbi. Sensommerens farver, som langsomt var begyndt at træde i kræft. De var alle væk for hende, forsvundet da hun var blevet grebet af en alvorlig sygdom, som 17årig. Og havde nu levet med dens men, i 3 år. Nemlig at hun var blevet fuldkommen blind. Aldrig nogen sinde skulle hun se dagens lys. Eller skulle hun? det var spørgsmålet som stadig rendte rundt i hoved på hende. Et dyb suk gled igennem hendes læber mens hun kæmpede sig igennem skoven. Uden rigtig at vide hvorfor fanden hun egentlig var der ude.
Hvorfor fanden skulle hun altid være så dum, at begive sig steder ud, hvor hun ikke burde færdes? Måske, fordi hun ville vise, at hun faktisk godt kunne ting. At hun faktisk godt. Ja. Hvad skulle man sige? Ikke havde brug for konstant care. At hun kunne klare sig selv! Men, kunne hun nu også det? Hvor mange gange havde hun ikke haft behøv for andre reddede hende. Hvor mange gange skulle hun ikke sætte sig ned, for at vente på en som kom og hjalp hende med at finde ud. Men ikke denne gang, hun kunne udemærket godt selv!
Hendes brune hår lå ned over hendes ansigt og gemte de iskolde grønne øjne, som ingen ting længere viste. De var tomme, glasøjne. En dyb sø, man kunne se sig fortabt i, og aldrig finde dens hemmelighed. Aldrig finde ud af, hvorfor de var så kolde, for at pigen selv åbnede sin mund, og sagde hun ingen ting kunne se. Åh, den første gang hun var vågnet op at alt var forblevet sort. Ingen omrids, ingen farver. Alt var forsvundet. Dog langsomt, men troen om at synes ville komme tilbage. Var forsvundet som dug for solen der. Og så igen, håbet havde altid været der et eller andet sted. At de kom og sagde at de havde fundet en, en som ville give hende deres øjne. Men, hvem ville dog gøre det? Tankerne blev ved med at kører rundt i hoved på hende, og havde i grunden ingen ende. Et suk gled igen, igennem hendes læber. Inden hun følte sig frem til en sten hun kunne sætte sig på, og langsomt og forsigtigt satte hun sig ned. Øjnene blev lukket, og benene blev trukket op til maven. Og der sad hun, forsømt, fortabt. Pigen med de blinde øjne. Vinden rev igen i hendes hår, og førte det ud til siden, og sendte et dejligt kuldegys igennem hendes krop, mens et lille smil gled igennem hendes læber. Og hun valgte bare at nyde stunden af stilhed.