Falling behind (Amelia).

Vejr :: Det regner kraftigt og blæser en smule, men det er ikke særlig koldt.
Sted :: Et eller andet sted på en eller anden bænk på De Ferme, banegården.
Omgivelser :: Der er ikke ét eneste væsen, - udover Eithan selv .. ellers ingen.
Tid :: Det er nat i hvert fald. Klokken må vel være godt omkring halv to.
Dato :: Det er den syvogtyvende august, 2010.

Hvordan i hede hude helvede kunne det være muligt, at regne så meget? Det virkede næsten helt ... næsten helt uvirkeligt. Som om at dét, de små vanddråber der skød ned fra de askegrå skyer, som himlen var dækket med, ikke var ægte. At det blot var en eller anden kæmpe, enorm vandekane, der hang over stedet, banegården, og fik det til at øse ned med vand fra dens tud. Men det var rigtigt - sandt. Det var skyerne, som regnen kom fra. At der kunne være så uendeligt meget regn i noget, der kun bestod af vanddamp var nærmest umuligt at forstå. Alting, simpelthen alting, var plaskhamrende vådt - og jo længere tid der gik, jo mere så det ud til, at dette regnvejr aldrig ville stoppe. Men det var noget pladder, - alt havde en ende. Alt. Lige meget om det så var noget, som man faktisk ikke ønskede skulle forsvinde, eller om det var noget, man bare helst ville have til at fordufte, forsvinde, med det vuns.
"Sådan noget lorte, pisse, skide, møgvejr!" Disse skældsord genlød i banegården og kastede sig som et ekko imellem de jernstolper, der var sat op her og der. Fik det til at lyde som en evindelig ordstrøm af svovlende bandeord. Hastige, rimelig hurtige skridt, kunne kort efter de vrede ord, høres - hvordan den ene fod blev sat foran den anden og omvendt. Den velkendte lyd af skridt blev dog en del mere slæbende og sløve, mere afslappede og langt mere rolige, da en høj, ranglet skikkelse var tæt på et halvtag, der var sat op over en bænk. Stoppede først da vedkommende var nået helt derhenne og kommet i læ for den hidsige regn. "Skråt op, mand ..." snerrede han til de højere magter og forbandede både Gud og Vejrmand, som han mente var skyld i dette rasende stormvejr. Han drejede om på hælene en enkelt gang og dumpede efterfølgende ned på den skæve bænk med det hvide, efterhånden afskallede maling. Eithan, der var denne hanvampyrs navn, løftede sit hoved en smule, så hans sygeligt blege, marmorhvide ansigt blev vendt op imod himlen. Dén himmel, hvor det nu var skyerne, der herskede, - og de truede konstant med at blive større og større og flere og flere. Han skuttede sig kort, da et ordentligt vindstød passerede det sted, hvor han havde slået sig ned. For pokker da. Det var i slutningen af august måned. Kunne det ikke være tørvejr bare lidt endnu. Han kørte med en vant og hurtigt bevægelse sin ene hånd igennem sit sorte, halvlange og tjavsede hår, som var mindst lige så vådt, som resten af ham. Både hans sorte, sædvanlige t-shirt med det blå og hvide tryk foran, hans halvstramme, ret så slidte og sorte bukser og hans store, skaterbrede sko. De var helt fyldte med vand. Han stønnede lidt opgivende, irriteret, og lænede sig tilbage, ind mod bænkens ryglæn. Gav sig til at vente på at vejret ville lægge sig lidt og blive bare en kende mere roligt og stille.

Endnu en gang kunne skridt høres. Dog var disse mere lette og ret hurtige. Dog ikk overmenneskelig hurtigere. Man kunne med sikkerhed høre at denne person ikk havde taget sine sko på eller også have hun vel bare tabt dem mens at hun som så mange andre havde prøvet at slippe væk fra regnen. Og disse løbende skridt kunne heller ikk høres oppe fra vejen hvor de fleste kom fra men de lød nede fra selve togskinderne hvor ingen tog havde valgt at køre på. Ikk på dette tidspunkt. Men der stod selvfølgelig nogle forskellige toge i vejen så denne person 'skiftede af og til spor' men fartenb elv ikk sat ned.
Så efter noget tid kom denne person til syne. Det var en pige. Hun var ikk særlig høj men havde dog det som man gik rundt og kaldte tydelige former. Hun så heller ikk ud til at være særlig gammel. Knap og nap 14-15 år. Ikk mere. Men det kunen selvfølgelig nemt tages fejl om da der nu fandtes en masse forskellige væsner her i byen. Hvor at de bare så ud til at være en bestemt alder. Hun havde ellers langt hasselnøddebrunt hår der dog så ud til at være lidt mørkere i det nu hvor det var vådt. Sjaskende vådt lige til det sidste. Men det flagrede sig stadig lidt efter hende mens at hun løb. Hun begyndte så dog at sætte farten lidt ned da hun kom forbi De Ferme - Byens banegård. Hun så lidt mod de mange halvtage og satte så sin kurs mod dem. Hun sprang smdigt og elegant op over den høje kant og luntede så hen mod det nærmeste halvtag med en bænk under. Dog så denne bænk ud til at være optaget. Men det kunen vel være ligemeget. Hun stoppede så helt op da hun endelig var nået ind under i tørvejr. Hun bøjede sig lidt fremover med hænderne mod sine lær og trak vejret i gisp. Som om at hun ahvde løbet i ret lang tid. Hvilket hun faktisk også havde. Hun var ikk iført mere end en kort ned nederdel, en løs hvid skjorte som dog var tyk nok til at holde udsynet af hendes krop inden under ude for andre folk og så havde hun som forvnetet ingen sko på. Kun en enkel hvid sok som så ret beskridt ud. Hun tog så en dyb indånding og rettede sig ordenligt op. Så rettede hun sine smukke, dybe og krystalklare dådyr øjne med deres sjældne og specielle hasselnøddebrune farve mod denne fremmede mand. Et roligt smil kom så frem på hendes bløde og letlyserødebrune læber og fik hende til at se mere nuttet ud end hun var i forvejen. "Sikke et møg vejr, hva?" sagde hun med en blid og rolig stemme og lagde sit hoved let på skrå. Amelia, som denne kønne aspara så fint hed, følte ingen frygt ved at være i hans selvskab eller havd man nu kunne sige. Også selvom at hun nogenlunde kunne se på ham at han vist var en vampyr. Indtil videre havde hun nok af et dårligt minde om dette facinderende væsner og det havde ikk engang sket i denne by eller i det hele taget byens område. Og det var også forlængst blevet lagt på hylden. Hun lod sin ene hånd tage fat om hendes hår og hun fik på en eller anden måde vredet en smule vand ud af det så det nu hurtigere ville blive tørt. Hun gjorde så også det samme med sin nederdel. Dog ikk så meget. Men alligevel sad både hendes tøj og hende shår helt klistret til hendes krop.

Eithan drog et tungt suk og nåede lige at vende et par tanker i hovedet, før lyden af skridt nåede hans ører. Det ... lød i hvert fald som skridt. Meget lette skridt - personen måtte enten være enormt lille og lidt for undervægtig eller også manglede skoene. Han blev hurtigt enig med sig selv om, at det nok var det sidste. I takt med at skridtenes lyd steg og blev højere og højere, jo større blev hans interesse for hvad, eller rettere sagt hvem, det var også. Han spidsede opmærksomt sine ører og lyttede så godt efter, han havde lært. Faktisk var han så påpasselig med ikke at larme, eller gøre noget der kunne forstyrre hans ret intense lytten, at han til sidst helt glemte at trække vejret, hvilket resulterede i, at han til sidst måtte holde en pause og give halvvejs op. Tog en stor, dyb og grådig indånding og pustede efterfølgende ud, så hans brystkasse fik hævet og sænket sig markant en enkelt gang. Hans blik blev straks efter rettet imod en, løbende, skikkelse. Blev egentlig rimelig overrasket, da han ikke havde troet, at der ville være andre ude i dette vejr; også selvom han for lidt siden selv havde hørt skridt, der kun var blevet højere og tydeligere, jo flere der blev taget. Så selvfølgelig, selvfølgelig havde denne person haft kurs imod det område, hvor han sad. Han kneb sine blågrønne, tågede øjne sammen og kunne således bedre fokusere på sit mål, hvilket var hende. Hende der kom småløbende hen imod det sted, hvor han sad. Det kunne han se det var - en pige. Både på hendes omrids med de, tydeligvis, kvindelige former, og derudover det svagt blafrende, lange hår. Ikke at væsner der var af hankøn ikke kunne have så langt hår, men ...
Han blev revet ud af sit tankespind og rystede kort, lettere forundret, på hovedet, da de små, kvikke skridt holdt inde. Det tog ham lidt tid, før han fik opfattet, at hun, pigen, nu stod næsten lige over for ham. Gispede efter vejret i et hvis tidsrum, inden hun endelig rettede sig op, og han kunne få set hende ordentligt an. Han førte først sit blik ned til hendes fødder og kørte det dernæst hele vejen op af hendes krop, indtil han nåede til hendes ansigt, hvor han fæstnede blikket. De der øjne ... det der .. smil ... i det hele taget det der ansigt; det virkede så bekendt. Han rynkede sine mørke øjenbryn en anelse og satte sig lidt bedre til rette på bænken. Placerede sine kølige håndflader imod bænkesædet og vippede derefter sit hoved på skrå. Hans hår rørte sig for en gang skyld ikke ud af flækken ved den pludselige vending af hovedstillingen, eftersom det var drivvådt. Det skyggede dog ikke for hans ansigt, da han for kun lidt siden havde kørt det tilbage. Hele hans ansigt var fuldt ud synligt, - hvilket virkelig var en sjældenhed. "Hmm-mm ..." mumlede han blot til svar med en lettere knurrende undertone og sendte hende et noget skeptisk blik. Prøvede stadigvæk at sætte en finger på, hvor det var, han havde set hende før. Det kunne han ikke; og det irriterede ham virkelig grænseløst. For pokker da også. Tænk! Han glippede et par gange med sine øjne, før han rettede dem ned mod jorden og lukkede øjnene hårdt i. Rodede sit kartotek af både ansigter og navne igennem i hukommelsen. Men der kom bare ikke noget frem ... ikke før ... Han slog sine øjne op og vendte atter blikket med den meget unge kvinde. Ahh ... Amelia. Det var dét, hun hed, sgu da. Han lod sine to urimeligt spidse hjørnetænder bide fat om sin underlæbe og tilsendte hende et sidste blik, inden han tvang sig selv til at se bort. Kastede i stedet for blikket hen mod en af banegårdens toge, der bare stod og ... holdt stille. Sagde ikke mere. Vidste ikke rigtig hvad han skulle sige.

Amelia stod lidt undrende over hans undersøgende blik over hende. Hun forstod godt hvis han selv syntes det var underligt at hun kun havde en solk på men de forbandede sko var faldet af og kun den ene sok havde ladet sig flygte. Men hun tog sig ikk af det. Hun ahvde det goså altid bedst uden sko. Hvilket ville sige i bare fødder. Men af og til kunne det selvfølgelig være en god ide at have dem på. Og det havde hun for længst fundet ud af. Hun prøevde så også at finde ud af noget om ham her. Hvorfor at han se på henden på den måde. Så spændende var hun da ikk. Mente hun da selv. Men det gjorde jo ikk noget. Han kunen vel bare stirre på hende så længe han ville. Se længe at han holdt sine bisser for sig selv.
Men så da hun hørte hans stemme slog det lidt klik for hende. Et eller andet sted kunne hun genkende ham fra et eller andet sted. Eller at hun ahvde set ham før. Og ikk bare sådan at hun havde set ham på gaden eller sådan noget. Hans stemme havde jo fået hende til at komme i tanke om det. Men hun kunne ikk huske mere. Intet navn. Intet vekendt ansigt. Intet. Udover stemmen. Og nu forstod hun bedre hans blik. Som om at han studerede hende for detaljer for at finde et svar. Som hun åbentbart også ledte efter. Men bare ikk kunen finde lige som denne unge mand.
Hun vendte sig så om så hednes ryg blev rettet mod bænkende men hendes blik var stadig rettet mod ham. Prøvede at finde svar. "Ryk lige lidt.. Så kan der goså være plads til mig" sagde hun med sin overraskende blide og rolige stemme og stadig med et svagt smil. Så sætte hun sig på bænken hvor hun så gik taget den drivvåde og lettere beskidte sok af sin fod. Hun fik nemt bundet en knude på den og kastede den så hen på skinderne igen. Så fulgte hun hans blik og så videre mod himlen uden at sige mere. Hun frøs lidt men hun sagde ikk noget. Og hvad hun ikk vidste var at hendes krop rystede en smule på grund af det. Så kunne hun ikk holde sin mund mere og rettede igen sit blik mod ham og emd et spørgende blik. "Ehm.. Undskyld jeg sådan bare spørger men..Har vi mødt før.. Nej nej vent det lød forkert" Hun så hurtigt væk og tog sig til sit hoved for at hun rev sig kort i sit hår og hendes ben blev trukket ind til sig. Så slappede hun lidt efter af igen og hun tog en dyb indånding og valgte så bare at seå ligefrem for sig. "Okay.. prøver lige igen.." Hun sukkede lettere opgivende. "Du virker beke.... Argh!! Hvem fanden er du!!?" udbrød hun så pludselig da hun til sidst var blevet træt af sine mislykkede forsøg på at finde et svar. Hver gang havde lydt som et af de åndsvage scoretricks. Men selvom at hun blev på denne måde så hun alligevel nuttet ud. Hun gjorde igen det som hun ahvde startet med. Gemte sit hoved og ansigt i sin arme, rev sig blidt i håret og trak sine ben tættere ind til sig. "Undskyld.." lød det så svagt fra hendes skjul.

Eithan skævede kort til hende, da hun endnu en gang henvendte sig til ham og hævede først lidt ligegyldigt et af sine øjenbryn, der dog hurtigt atter faldt på plads, og han gjorde dernæst dét, hun havde bedt ham om. Rykkede en plads, - eller faktisk blev han ved, indtil han på grund af bænkens armlæn ikke kunne komme længere. Hans løftede sin ene hånd, førte den op til sin hals, hvor han hægtede de øverste led af sine fingre fast i kraven på sin trøje. Skilte sine enormt blege læber, der næsten smeltede sammen med hans marmorhvide hud, ad og lod derpå spidsen af sin fugtige tunge glide hen over hans øverste, perlehvide række af tænder, før han lukkede sin mund helt igen. Rettede sit blik op imod den skydækkede himmel og drog et dæmpet suk, alt imens hans fingerspidser legede lidt med halsudskæringen på den sorte t-shirt. Han værdigede hende ikke ét eneste blik, da hun - tydeligvis ret forgæves og hjælpeløst - prøvede at få et eller andet sagt til ham. Det var først, da hendes pludselige og tilsyneladende en del arrige udbrød var kommet ud imellem hendes læber og ud i verden, ind i hans hoved, at han reagerede på hendes ord og drejede lidt efter sin overkrop en smule. Slap sin trøje og satte i stedet for sin hånd, med håndfladen nederst, ned på bænkesædet. Vendte sit ansigt hvide, næsten lysende ansigt imod hende og skød begge sine sorte øjenbryn i vejret. Selvfølgelig kunne hun ikke huske ham. Han var ikke ligefrem sådan en person, man huskede. Var spild af hukommelse og burde faktisk bare glemmes. Smides væk og ud af hovedet så straks at dét væsen, der var blevet udsat for hans selskab, havde forladt ham igen, - så det kunne han vel ikke bebrejde hende. Alligevel kneb han sine øjne en anelse sammen og tilsendte hende et olmt, skulende blik, inden en lavmælt hvæsen forlod hans blege læber i form af ord; "hvis du ikke en gang kan huske det, kan det kraftedme være lige meget". Han drejede atter hovedet og så væk fra hende. Satte sin albue mod armlænet og lagde efterfølgende sit hoved i den kølige håndflade. Gav sig til dét han var allerbedst til - at surmule. Med et kort og dæmpet fnys flyttede han sit blik ned mod jorden og lod efterfølgende sine to hjørnetænder omfavne sin underlæbe, som han som tidsfordriv tyggede lidt på nu og da. Det kunne vel ikke skade at præsentere sig endnu en gang, - men til hvad nytte? Hun ville sgu alligevel glemme det til næste gang, de mødtes. Hvis der da kom en næste gang. Sikket ikke. Der var alt, alt for mange væsner i denne by, og alt, alt for mange steder de kunne opholde sig. Så .. det var nærmest umuligt, - og deres genforening, hvis man kunne kalde det dét, måtte jo klart blot være et rent tilfælde.

Amelia blev dog lidt overrasket over hans svar. Men hun forstod ham godt. Men det var ikk fordi at hun ikk kunne huske lige præcis ham men bare fordi at hendes hukommelse ikk rakte særlig langt. Men han havde selvfølgelig taget det på den forkerte måde. Og hun havde en mindre plan for at få det gjort godt igen. Hun ville ikk have at han skulle være sur på hende og sådan. Det hadede hun. Det eneste hun svagt kunne huske var.. få ting. Hun så dog ikk op og blev siddende på denne måde. Dog med blikket mod jorden. "Jeg..Jeg..Kan bare ikk huske dit navn det er alt.. Jeg kan kun svagt huske dit selvskab.. I skoven, ikk?? Du havde som den første ikk prøvet at bide mig..Altså sætte tænderne i mig.." lød det så svagt fra hende og hun trak sine ben tættere ind til sig go stoppede med at rive sig selv i håret. Hun fik så svunget sine arme om sine ben i stedet. Hun forblev så tavs. Hun havde en idé om at hun skulle blive men alligevel kunne hun ikk lide at han var sådan som han nu var i dette øjeblik. Men hun ville vente og se til hvordan han reagerede på hendes minde. Hun fugtede kort sine læber og bed sig så ret hårdt i sin underlæbe mens at hun ikk ænsede ham et blik. Ikk i ret lang tid. Hvad ville det i det hele taget hjælpe. Hun følte sig dårlig og kulden var kommet mere ind til hendes bare hud og hun kunne nu selv mærke hvordan at hun rystede.
Så pludselig efter at ahve siddet og ladet tanker køre rundt i ring dukkede noget op. Bogstaver.. Hans stemme. Et navn af en slags. Dog fik hun ikk det hele med. Men alligvel var dette en stor oplevelse for hende sådan at kunne huske så langt tilbage. "Du..Du er Ei...Eithan, ikk?? Og du må undskylde hvis jeg igen er forkert på den.." Hun så så lidt væk fra ham. Det kunne have se ret sjovt ud på afstand. Sådan hvordan at de så væk fra hinden og sad i hver deres ende af bænken. En vampyr og en aspara. Hun bed sig så igen i sin underlæbe. Lidt hårdere men stadig aldrig så hårdt at der ville gå hul. Hun huskede mere og mere bare ved et navn. Hun huskede den følelse af at hun ville ønske de ville mødes igen. Men det havde hun dog ikk regnet med at være efter et halvt års tid. Hun ahvde håbet det ville have være tidligere. Så begyndte hun igen at bevæge på sig. Hun satte den ene fod mod jorden og lidt efter også den anden. Og ved hjælp af sine hænder kom hun op og så. "Men..Jeg er ked af at du skulle opleve dette.. Og jeg skal nok gå nu" En smule trist atmosvære kunne høres i hendes stemme og hun så sig kun kort mod ham før at hun begyndte langsomt at gå ud i regnen igen som gjorde hende sjask hamrende våd på ingen tid.

Eithan kvalte et suk, der ellers liige var på trappen til at komme ud, men han nåede præcist at forhindre det i at glide ud imellem hans læber ved at bide tænderne sammen og snerpe sin mund en smule sammen. Trommede en del åndsfraværende på sin ene kind med fingerspidserne, der tilhørte den hånd, som hans hoved lå og hvilede i. Prøvede at fryse asparaen, der havde valgt at slå sig ned ved siden af ham, ude. Lidt forgæves. Lige meget hvad kunne han ikke lade være med at tænke på hende, - hun sad jo lig ved siden af ham for pokker, og dét gjorde det rimelig svært at ignorerer hende, når han sagtens kunne mærke hendes tilstedeværelse. Han kiggede også i ny og næ på hende ud af øjenkrogen, selvom det godt nok altid kun var i meget få sekunder. Lod sit omtågede blik klatre rundt på hende, og hvis det bare en lille bitte smule kunne tyde på, at hun skulle til at vende hendes øjne imod ham, så skyndte han sig at se bort, væk fra hende og ud mod banegårdens store areal i stedet for. Der var dog no doubt om, hvad han allerhelst ville se på. Men, han kunne ikke bare sidde og glo fuldstændig åbenlyst på hende. Hvad ville hun så ikke tænke? Han blev lidt modvilligt hevet ud af sine egne tanker, der efterhånden havde spundet sig sammen til et større tankespind fyldt med spekulationer og spørgsmål, i det øjeblik hendes altid rolige og utroligt blide og kontrollerede stemme lød og brød den tyngende stilhed imellem dem. Lyttede med en overraskende stor interesse og opmærksomhed til hendes ord, sætninger, der kom i små bidder. Han undlod, med vilje, at svare på hendes spørgsmål angående deres møde i skoven, lyttede bare tavst, eftersom han regnede med, at der ville komme mere, - hvilket han lod til at have ret i. Det var godt nok ikke lige dét, han havde forventet at høre. Faktisk ... overhovedet ikke. Han glippede forundret med øjnene og syntes at være løbet tør for vand i munden, for den føltes pludselig så underlig tør. Hun kunne huske hans ... navn. Efter så lang tid. Havde han virkelig formået at sætte sig fast i hendes hukommelse? Han lukkede sine øjne i et lang blink, før han rettede sit blik helt imod hende og fæstnede det på hendes ansigt, som han lod sig hypnotisere af. Faldt langsomt mere og mere ind i sin egen lille verden og vågnede først op, da hun rejste sig fra bænken. Han rystede kort på hovedet og skulle lige vende hendes sidste ord et par gange i hovedet, inden han fik opfattet dem korrekt. Gå? Det kunne han da ikke bare lade hende gøre. Han fik rejst sig op fra bænken med lynets hast, netop som hun havde fået kvittet skoene og var begyndt at gå. At gå væk derfra for at forlade ham. Lade ham være alene, som han nok havde givet hende et indtryk af, at han gerne ville være. Men nej - han var altid alene; og hvem brød sig om det? For det meste var det helt fint, alletiders nogle gange faktisk - men nu og da så blev det altså for meget ... og det var det blandt andet lige nu. Han tog de få, ganske vist lange, skridt, der var hen imod hende og greb instinktivt fat i en af hendes arme. Kunne med lethed lukke sin hånd omkring den og trak hende efterfølgende ind imod sig selv; eller så meget som han kunne, uden at skulle hive alt for meget i hende, så det dermed ville gøre ondt på hende. Godt nok var hans tag i hende rimelig fast og bestemt, men han sørgede for ikke at stramme alt for meget. "Du må ikke ... gå ... Amelia ..." Tonen i hans stemme var noget mere anderledes, end den havde været, da han før havde siddet og vrisset af snerret af hende. "Du må ikke ... gå ..." bad han hende og bed sig kort i underlæben, inden han lidt besværet fik hevet sin ene mundvig lidt op ad, så der dannede sig et skævt, knap synligt smil. Det var ret svagt og lille, - men det var der.

Amelia kunne sagtens høre hans skridt og fornemme hans bevægelser der kom hen mod hende. Hun havde lidt gået og håbet på at han vile stoppe ehnde men havde aldrig troet at han virkelig ville gøre det. Eller måske ville han slet ikk. Måske ville han bare gå videre forbi hende. Men det var måske også lidt dumt at tro da det pissede ned. Hun gik dog bare videre og talte hans skridt. Hun opdagede også at hun havde sat farten op. Måske ikk altid så godt.
Da han så pludselig var bag hende og tog fat i hendes arme gav det et sét i hende og hun stoppede brat op. Måske lidt klodset som om at hun intet havde opdaget. Og hun var selvfølgelig utrolig overrasket over dette. Hun stod bare stille og kunne med det samme kunne hun mærke hvordan at den behagelige kølighed fra hans hænder der steg over hendes hender arme og videre rundt. Han ville sikkert mærke at hun frøs. Ikk på grund af ham men på grund af regnen som havde ladet sig snige igen helt ind i hende. Hun trådte et enkel skridt tilbage da han så valgte at trække hende ind til sig. Hendes smukke, dybe og krystalklare hasselnøddebrune dådyr øjne blev spærret lidt op. Det var ikk lige det hun havde forventet og troet han ville gøre. Og dette gjorde egentligt bare at endnu mere af hans kropsvarme kom over i hende. Hun elskede virkelig vampyres kølighed. Men hun vidste dog at hun ikk selv ville have den. Og ville aldrig få den. Hun vidste at hun aldrig ville blive en vampyr men bare forblive en død og blodtømt krop hvsi nogen prøvede på at gøre hende til en vampyr. Hun sagde ikk noget. Hun vidste ikk havd hun skulle sige. Hun stod bare og lyttede til hans svage ord. Og til regnen der slog ned om dem. Ligenu var hun knap så forkuseret på at de nu blev mere våde af det våde vejr. Hun lod sine øjne lukke blidt i sig og hun indsnusede hans svage duft. Hun løftede sine hænder langsomt og stille og roligt op og tog så forsigtigt fat om hans arme uden at virke som om at hun ville have dem væk. Det var mere for at de skulle forblive der. Og som en gengældt omfavning. Et lille smil kom frem på hendes bløde og let lyserødebrune læber og forblev der.
"Jeg..Jeg.. Så går jeg ikk nogen steder.. Bare rolig" lød det så var hende med hendes blide og rolige stemme. Og hun snakkede i et svagt og afslappet tonefald. Mest for at holde stemningen. Så lidt efter fik hun endelig taget sig sammen til at komme fri fra hans faste og bestemte greb om hende. Det var lidt svært men siden at hun var så lille kom hun til sidst fri med ne bløde og smidig bevægelse. Hun vendte sig så om mdo ham og trådte et halvt skridt tilbage for at hun ikk stod får tæt på ham. Ikk fordi at hun havde noget imod at de stod tæt men hun vidste ikk med ham. Hun så så op på ham og hendes smil voksede en lile bitte smule. Hendes blik måtte hans. Studerede hans øjen. Betragtede deres farve og deres glans. Men som sædvandligt rødmede hun ikk. sådan var hun ikk. Hun havde altid haft svært ved at få til det. Ikk at hun heller ikk kunne blive pinligberørt eller flov men der skete heller ikk rigtigt særlig meget der. Hun lod sin ene hånd lægge sig på hans ene kind ben og nussede hans kind et kort øjeblik før at hun trak sin hånd til sig igen. "Undskyld.. Tror du at du kan tilgive mig?? Jeg har ikk nogen særlig god hukomelse.. Altså har nogle problemer med min langtidhukomelse så der har du forklaringen.. Jeg ved ikk hvorfor at jeg så lige præcis kan huske dig men hun havde vel bare en større plads en andre" En svag men hjertevarm og sød latter kom fra hende i et sekund eller to før at hun så så lidt ned i jorden. Og så igen mod hans øjne. Hun stod bare stille og roligt og nød faktisk regnen mod hendes bare hud. Så spærrede hun sig sine øjne op igen og så lidt væk fra ham. Fik vendt sig lidt om og væk fra ham før at et lille men stadig hørligt og sødt nys kom fra hende. Og endnu et. Og igen. Hun så ikk på ham med det samme igen men gjorde det dog en enkel gang før hun så ned i jorden igen. Hun fugtede sine læber og bed sig så lettere hårdt i sin underlæbe. Og sagde ikk mere.

Eithan så blot en smule åndsforladt til, da hun anbragte hendes hænder på hans arme. Det gippede først lidt i ham, i det øjeblik dét skete. Hendes håndflader føltes utrolig varme, - hvilket de nok også var; i hvert fald i forhold til hans egen kropstemperatur. Han lagde ubevidst sit hoved en anelse på skrå og glippede sagte med øjnene, alt imens han opmærksomt og tavst lyttede til hendes ord. Fulgte årvågent hendes mindste bevægelse med blikket. Det eneste tidspunkt han drejede hovedet og så bort, var de gange, hun rettede sit eget blik imod hans. Dér turde han ikke se mere. Ikke på hende. Var bestemt ikke interesseret i øjenkontakt. Fordi han var sikker på, art hvis han først fik set ind i hendes store, uskyldige dådyr øjne, så ville han aldrig kunne se væk derfra igen. Aldrig. Han løsnede langsomt sit tag i hende, idet hun prøvede på at komme fri og vride sig ud af hans greb, hvorpå han til sidst trak sine hænder helt til sig, efter det var lykkedes for hende. Stak hænderne - udover tommelfingrene - ned i de forreste lommer på hans slidte, sorte cowboybusker og vendte derefter sit blik ned mod den våde jord, der var under dem. Han stivnede øjeblikkeligt, netop som et eller andet blev lagt på hans kind - hendes hånd. Det var først, efter hun atter havde fjernet den, at han rørte på sig igen. Havde imellem tiden også helt glemt at trække vejret, så han startede ud med at tage en stor, dyb indånding for at få sit åndedræt op at køre og for at indhente den manglende ilt. Han måtte dernæst lige tænke sig om et par gange, eftersoom han ikke var helt sikker på, om han havde hørt, hvad det var, hun havde sagt. Men det første - dét havde han hørt. Hendes undskyld. Hendes spørgsmål om, om han kunne tilgive hende. Hvad var det dog for noget at sige? Det var da for pokker ikke noget at undskyle for, - og han mente ærlig talt ikke, at hun behøvede at høre ham sige ordene, 'jeg tilgiver dig'. For selvfølgelig gjorde han det. No doubt dér. Han løftede sit hoved lidt og ligeledes sit blik, som han fæstnede på hendes ansigt - sørgede dog stadigvæk for, at der ikke blev oprettet noget som helst, der bare så meget som mindede om øjenkontakt. "Mm ..." endte han blot med at mumle som besvarelse på hendes mindre ordstrøm og nikkede efterfølgende. Han spærrede kort sine øjne med den blågrønne, tågede iris op, idet den varme latter lød fra hende. Sank lidt i sin holdning, da en mærkelig fornemmelse af, at hans ben var blevet erstattet med to geléstænger, skød op i ham. Han rystede svagt på hovedet og skyndte sig at rette sin ryg en smule igen, så han stod bare en kende mere ordentligt. Trak sine hænder op af lommerne, i det samme nu som hun vendte sig lidt væk fra ham og der hurtigt efter lød et nys fra hende; og et til - og endnu et. Han bed sig kortvarigt i underlæben, før han lod spidsen af sin tunge køre hen over den - hans underlæbe - et par gange, inden han til sidst rømmede sig kort og dæmpet. "... Fryser du?" spurgte han som en lidt udtydelig mumlen, men hun kunne nok godt forstå hans ord, hvis hun bare havde hørt efter. Så spørgende på hende med hovedet lagt på sned og sagde ellers ikke mere. Han drejede sig om en enkelt gang, så han kom op at stå ved siden af hende og skulle derpå liige til at tage hends ene hånd, men fik stoppet sig selv før det skete. Placerede i stedet for sin hånd omme bag omkring hendes skulderblad og puffede hende forsigtigt lidt frem ad hen imod den bænk, han - og hende ... - før havde siddet på.

Lige inden at Amelia skulle til at svare ham på hans spørgsmål kom endnu en nys. Det havde måske ikk været den bedste idé at løbe ud i dette vejr. Hun havde også et kort øjeblik glemt hvorfor hun havde gjort det. Og så på denne tid. Normalt var hun aldrig ude så sent. Hun havde aldrig haft en god grund til det. Og så sov hun faktisk for det meste nu. Hun ahvde jo intet at lave ellers. Ud over idag. De forbanded hunde havde luret igen. Eller det havde hun troet. Selvom at hun intet kunne se. Så hun havde vel bare været ude og løbe lidt. Og så havde det her øg vejr startet. Endnu et nys kom fra hende. Kraftigtere men stadig svagt og sødt. Det fik hende undelrigt nok til at rødme på en eller anden måde. Dog kort. Altså den rødlige glød kom og gik igen så hurtigt den var kommet.
Så fik hun endelig en mulighed for at svare ordenligt. Hun så lidt op på ham og et svagt smil kom frem. "En smule gør jeg vel men det gør ikk.." Hun stoppede i sætningen for at lade endnu et nys komme fra sig. Hun stod lidt og lod sit blik lide ned mod den våde astfaldt.. Hun blev ret overrasket og et sét gik gennem hende da hun kunne mærke hans blide skub i ryggen. Det første skridt var modvilligt og klodset hvor efter at det andet lignede lidt men var mere sikkert. Så støttede hun sig lidt ved hjælp fra en af bænkens armlæn. Dog kun kort og kom op igen at stå ordenligt. "Du kunne også bare sige at jeg skulle gå ind i tørvejr eller gå hen og sætte mig på bænken hvis det var det du ville.." sagde hun stille og roligt og lød ikk hårdt på nogen måde. Og som forventet afbrød endnu et nys. Eller rettere så afsluttede det hendes talestrøm. Hun så sig kort over skulderen og mod ham før at hun igen satte sig på bænken. Hun havde godt opdaget at han ikk kunne lide øjenkontakt nu. Første gang hun havde snakket med Eithan - Eller måske bare mødt ham. Han var ikk lige den mest snaksagelige type havde hun fundet ud af for ret lang tid siden - havde han da ikk rigitgt haft noget imod det. Ellers huskede hun alligevel ikk så godt om den gang. MEn det kunne vel være ligemeget. Hun trak med det samme sine ben tæt ind til sig men hendes varme sad ikk lige i det yderste og det hjalp ikk så meget. Men i længden ville det nok. Endnu et nys kom fra hende. Og det så både nuttet og ret sjovt ud når hun gjorde det i denne stilling. Sådan at hun klemte sine øjne sammen og trak sin krop sammen som en kugle et meget kort øjeblik. Men hun kunne jo ikk selv se det og kunne derfor heller ikk grine af det selv. "Hvor er jeg dum....." mumlede hun emget svagt for sig selv og hentydede til at hun var gået ud i dette vejr. Men det havde jo ikk startet med det samme. Så hun havde først opdaget det da hun til fældigvis var faret vildt.
Hun skulle lige til at spørge om han ikk også frøs. Bare lidt. Men hun fik hurtigt lukket den alllerede i forvejen lukkede mund så den blev til en lige streg. Der var egentligt noget anderledes over Eithan denne gang. Han var blevet en smule...ja trist eller måske såret da hun ikk havde kunne huske ham fra starten. Som om at han havde genkendt hende for starten og havde håbet på at hun også kunne gøre det ved ham. Som om at han var umådelig glad for at det hende igen. Som om at han havde savnet hende. Hun nåede at ryste tanker væk igen inden de nåede et forkert punkt som hun nok godt vidste ikk ville være muligt. Mente hun da. Hun svang sine arme endnu mere om sine ben og trak dem derfor også tættere ind på sig og fik skjult noget af hendes ansigt. Hendes øjne så mere klare ud her i regnen. Næsten som om at hun var ved at græde. Men det var hun selvfølgelig ikk. Eller det vidste hun ikk. Hun kunne intet mærke. Ingen sorg eller overmenneskelig glæde der kunne få hende til det. Eller det var hun ikk rigtigt sikker på. Men hun holdt da sin mund.

Eithan trak kort efter sin hånd til sig. Lod sin arm falde slapt på plads ned langs den tilhørende side, efter hun havde fået gang i fødderne og var luntet hen til bænken, hvor hun efterfølgende satte sig ned. Hendes ord havde han blot valgt at ignorerer. Eller - han undlod i hvert fald at svare på dem. Holdt bare sin mund. Dén mund der havde fået rodet ham ind i alt for meget møg alt for mange gange; bare fordi han simpelthen ikke kunne lære at lukke sin store mund. Men denne gang lykkedes det. Der havde vel heller ikke været noget sådan overordnet, han havde kunnet svare igen på. Hvilket nok var et bonus. Han rystede sagte på hovedet efter at have stået og været faldet lidt i staver. Løftede en smule fraværende sin ene hånd, hvis fingre han straks kørte igennem sit drivvåde, ravnesorte hår, så det endnu en gang blev redt tilbage, og hans ansigt blev mere synligt, eftersom der var et par hårtotter, der havde formået at genvinde deres plads nede foran hans øjne. Han stod blot helt stille - tydeligvis forgabt i sine egne tanker - i en lille tidsalder endnu, før han endelig rørte på sig og travede hen til bænken, hvor hun sad. Drejede en halv omgang rundt og dumpede ned på den lidt skæve bænk; sørgede for at afstanden imellem dem var passende stor. Eller så stor som bænken tillod den at være, uden at han behøvede at rykke helt ned på jorden og sidde. Det gippede svagt i ham, netop som et nys lød fra hende - endnu en gang. Han ændrede lidt på sin stilling; drejede overkroppen en anelse og rykkede en kende tættere på hende. "Du er vel ikke ved at blive forkølet, er du?" spurgte han med hovedet lagt på sned og sine blågrønne øjne hvilende på hende. Han lod hurtigt spidsen af sin tunge spille hen over sin underlæbe en enkelt gang, hvorpå han vippede hovedet på skrå til den anden side og satte sin ene håndflade mod bænkesædet; overvejde flere gange om han skulle vove at løfte en af sine arme og ligge dem omkring hende for på dén måde at varme hende. Men til hvilken nytte? Han havde ikke det, der bare mindede om kropsvarme, så hvordan i al verden skulle dét kunne hjælpe? Han drog et næsten lydløst, tungt suk, der både fik hans brystkasse og skuldre til at hæve sig markant for en kort stund. Ubrugelig. Han følte sig skide uduelige. Men der var lige som ikke rigtig noget, han kunne gøre ved det. Medmindre han fandt en form for termodragt med opvarmer i og ... Han rystede kort, men kraftigt på hovedet af sig selv. Hvor ... ynkeligt. Simpelthen direkte ynkeligt. Nåh, når han nu alligevel var nået så langt ned på listen, han overhovedet kunne og med sikkerhed havde vundet præmien for at være den mest sølle vampyr til dato, så kunne det sgu da være det samme. Han tog en dyb indånding, lukkede sine øjne i et langt blink og løftede dernæst lidt tøvende sin ene arm, dén der var tættest på hende, og - da han atter havde åbnet sine øjne - lagde den forsigtigt over hendes skuldre. Årh forhelvede, hvad havde han gang i? Han bed kortvarigt sig selv i tungen, men gjorde ikke noget ved det. Blev blot siddende, fortsat med armen omkring hende. "Skal jeg ..." Han rømmede sig dæmpet, inden han fortsatte. "Æh ... skal jeg ... følge dig ... hjem?" fik han mumlet og hævede spørgende et af sine mørke øjenbryn. "Altså ... altså hvis det er ... du ved ... okay?.." Det var tydeligt, at han havde en del besvær med at få ordene ud, - og i det hele taget bare få de forskellige ord til at hænge sammen. Men det lykkedes - sådan da.

Amelia så roligt op fra sit lille skjul som hun før havde gemt sit ansigts i og så hen mod Eithan da hun havde kunne mærke det lille bumb eller bare at træet blev presset ganske lidt ned og afslørede at en satte sig ned. Hun lod kort sine smukke, dybe og krystalklare hasselnøddebrune dådyr øjne glide rundt på ham og hendes blik blev så til sidst rettet mod hans hår. Hun så lidt på det før at et smil så voksede frme på hendes bløde og let lyserødebrune læber. Og hun prøvede så at holde et fnis tilbage. Eller hun prøvede at holde hele sin latter inde. Og det lykkede denne gang for hende. Heldigvis. Men det havde set så sjovt ud på ham. Og sådan. Men så røg hendes blik længere ned på hans ansigt som nu var mere fremtrædende og hun betragede hans sygelige marmorblege hud som stod godt til hans øjne, hår hans alt. Han var faktisk en ret flot fyr. Hun fik så hurtigt afslørret sig selv i at se meget interseret på ham. Næsten som om at hun virkelig bare åd ham med øjnene. Og hun håbede virkeligt at han ikk ahvde nået at se det.
Hun vågnede så helt op da hun hørte hans spørgsmål og hendes øjne blev svagt spærret op. "Øhm.. Det håber jeg..." Hun stoppede igen for at nyse kort. "..da ikk jeg er" Et svagt grin kom fra hende efter hendes sætning som havde ladet sig gøre sig selv til to. Hun smilte så stille og roligt til ham og hun håbede at kunne få et smil frm på hans igen. Hun savnede det allerede. Hun kunne så stille og roligt fornemme sin egen varme strømme lidt hurtigere rund. Og op i hendes kinder hvor at hun dog hurtigt fik den væk før at farven rigtigt kom frem. Hun kunne mærke hvordan at han meget forsigtigt rykkede tættere på hende. Blot en smule. Kunne skimme hans hånd hvile på bænkesæddet i det mellemrum mellem dem. Følte en lyst til at lægge sin oven på hans men lod være. Hun så så igen lidt væk før at hun så ind i hans blågrønne øjne som skinnede efter hendes mening. Hun fugtede sine læber med tungespidsen og bed sig så ret hårdt i sin underlæbe men at hun så pressede sine ben tættere ind til sig. Hendes blik var blevet lettere fjernt og hun var igen en smule væk i sin egen lille drømmeverden. Dog blev hun endnu en gang vækket af ham. Denne gang af hans arm der lagde sig om hendes skulder. Det gippede lidt i hende men hun havde intet imod det. Hun rykkede vel bare meget diskret en lille smule tættere på ham. Af ren rutine. Hun lyttede godt med på hans ordstørm. Den var en smule forvirrende på grund af hans usikkerhed eller hvad det end var. Hun tænkte sig kort om det. Og hun stoppede så med at bide sig selv i underlæben for at skille sine læber ad for at sige noget. "Ehm.. Det må du egentligt gerne.. Det vil i hvert fald være hyggeligt med lidt selvskab og då ville det være dejligt at komme hjem til tørre omgivelser.." sagde hun som svar på hans spørgsmål og hun havde et lille smil på læberne. Det sidste undrede hende lidt men ellers tog hun sig ikk så meget af det. "Det er vel okay.. Så længe at du kan holde sine bisser fra mig" Endnu et svagt grin kom fra hende og hun så igen op på ham. Hendes krop rystede stadig en smule som den ahvde gjort længe nu men lige nu tænkte hun mest på at hun sad her tæt ved Eithan.

Eithan åndede ubemærket lettet op, netop som hendes svar havde forladt hendes mund og brudt ind i hans hoved. Først da lagde han mærke til, at han under ventetiden på hendes svar havde holdt vejret. Sikkert på grund af den uvished der havde bredt sig i ham, - bange for om hun havde villet afvise hans foreslag; men det havde hun ikke. Afvist dét. Til hans held. Han fik med nød og næppe kvalt et smil ved at bide sig selv i underlæben, før det fik nået og bane sig hele vejen frem og brede sig på hans læber. Forhindrede på dén måde smilet i dukke op - for var der noget han afskyede ... så var det sit smil. Væmmedes simpelthen ved det og lod derfor aldrig andre se det. Altså; ikke med sin gode vilje i hvert fald. Uheldigvis lykkedes det dog nu og da for det - smilet - at bryde frem og forplante sig på hans enormt blege læber, der næsten smeltede helt sammen med resten af hans ansigts marmorhvide kulør. Han trak i en langsom bevægelse sin arm til sig. Løftede den en anelse op og fjernede den efterfølgende fra hende, inden han rejste sig fra bænken og kom op at stå på benene. Derpå drejede han rundt en enkelt gang og fæstnede sit blik på hende. Stod sådan i noget tid uden at sige så meget som ét eneste ord. Helt tavs og fortsat med sine grønblå øjne hvilende på hende. Det var som om, at dén tåge der normalvis herskede i hans øjne var lettet lidt. At den ikke syntes helt så uigennemtrængelig og tæt, som den ellers plejede at gøre. Han kastede ét blik over skulderen, før han atter vendte halvt til hende. Så sig endnu en gang over den ene skulder, denne gang var det dog blot hende, han så på. I en ikke særlig gennemtænkt, hurtig - muligvis lidt for hurtig - bevægelse rakte han en af sine hænder hen imod hende. Skyndte sig så med lynets hast at trække den tilbage igen, som om han havde brændt den - sin hånd. Hvilket naturligvis ikke var tilfældet. Han lod sine to urimeligt skarpe og sylespidse hjørnetænder bide fat om hans underlæbe, som han med stor forsigtighed gumlede lidt på, inden han igen slap den og begravede begge sine hænder i de forreste lommer på bukserne. "Du bor i Forêt, ikke?" spurgte han efter et rimelig stort tidsrum og tippede dernæst sit hoved en smule på skrå. Forventede faktisk ikke noget specielt svar, da han næsten var hundrede procent sikker på, at der hun gjorde det. Boede i skoven. Dér han havde mødt hende for allerførste gang. Dér hvor hun havde taget sig tid til at hjælpe ham ud af skoven, fordi han havde forvildet sig totalt ind i den og var ... faret vild. Hvor ... pinligt. Han lod for en sidste gang sit blik klatre lidt rundt på hende, hvorpå han vendte hele ryggen til hende og med meget langsomme skridt listede væk fra dét halvtag, der var sat op over bænken og ud i det stadigvæk ret voldsomme regnvejr. Havde det da ingen ende? Det virkede ... nærmest helt uendeligt. Som om dette vandpjat aldrig ville stoppe. Men det gjorde alt. På ét eller andet tidspunkt. Dét havde han tit husket sig selv på, når han kom i sådanne situationer; som nu når han bitterligt ønskede, at denne regn skulle holde inde. Hvis ikke endte det sgu da snart med, at der blev oversvømmelse i gaderne. Han standsede brat op efter at have gået i et par sekunder, drejede en lille smule rundt, så han stod med den ene side til hende. Mærkede hvordan at han på ny blev gennemblødt. Var fuldkommen våd fra top til tå - igen. Ikke at han havde nået at blive særlig tør på noget som helst tidspunkt, men han skulle da lige lovlig love for, at regnen så sandelig ikke gjorde noget for at skåne ham. Det virkede faktisk næsten som om, at den - vanddampen, regnen - forsøgte at gøre ham så våd som overhovedet muligt. Han rynkede kortvarigt og utilfredst på næsen, før han naglede blikket på hende. Ventede på at hun skulle få lettet røven og følge trop; ærgede sig samtidig over, at han da i det mindste ikke bare havde en jakke med. Ikke til sig selv men hende. Uduelig. Igen. Dét var hvad, han var.

Amelia fornemmede hans lettelse da hun endelig fil taget sig sammen til at svare ham på hendes spørgsmål. Men hun havde jo heller ikke været i tvivl her. Det havde blot været det med at hun ikke kunne kende ham fra starten. Den måde hun havde såret ham eller noget. Det hang stadig lidt på hende og hun prøvede så vidt muligt at glemme det. Eller bare gemme det om bag i. Hun opdagede desværre ikke kan kamp om at holde sit smil på plads. Men hun havde godt opdaget at det vist var hende der stod for at dele smilene ud til omverden. Hun så ham rejse sig op men lod sig selv forblive nede på bænken. Hun betragtede hvordan at han opførte sig i dette øjeblik. Den måde han på en eller anden måde virkede nervøs over et eller andet hun ikke kunne finde ud af. Måske en form for nærkontakt med hende. Det afslørede den måde han hurtigt havde trykket sin hånd til sig igen og puttet dem ned i de forreste lommer på hans bukser. Det morede hende faktisk. Sådan at se ham sådan. Hun havde intet imod et han ikke ville have hun tog hans hånd. Det var jo hans valg. Hun lod sine hasselnøddebrune øjne møde hans. Hun var en smule fascineret over deres farve. Den var efter noget tid ret betagende. Men hun kunne dog stadig nemt se væk. Hun nikkede som et første svar på hans spørgsmål. ”Jo.. For det meste..” Hun trak lidt på skulderne. ”Men har det med bare at finde det nærmeste hotel eller noget når det er så sent.. Og så for at have en form for selskab” Et svagt grin kom fra hende men hun stoppede det hurtigt og så lidt væk fra ham. Det havde ikke lige lydt som hun ville. Som hun havde sagt det inde i sit hoved. Men det kunne vel være lige meget. Da han så begyndte at gå ud i regnen begyndte hun atter at bevæge sig mere end blot at kigge væk og kigge op. Hun så hvordan at han med lynets hast blev sjask-plasket våd. Eller hvad man nu kunne finde på at sige. Dog var det først da hans blik igen ramte hende at hun rejste sig helt op. Hun rakte sine arme op over hendes hoved og strakte sig så derefter som om at hun lige havde stået ud af sengen en søndag morgen. Hun så lidt ud i regnen før at hun endelig begyndte at gå ud mod Eithan. Ud i regnen. Hun tøvede ikke med det. Hun kunne med det samme mærke regnen mod hendes bare hud som dog kun bestod af hendes ben og fødder, hendes ansigt og hendes hænder. Det var en dejlig kølende fornemmelse der ramte hende. Hun elskede egentligt regnen. Om sommeren kunne hun nogle gange være heldig at se vandet fordampe. Men det kom an på hvor varmt det var. Og nu kunne hun nemt mærke at vinteren var på vej. Den værste årstid at bo i skoven på. Hun stoppede lidt foran ham og så sig over skulderen. ”Måske kan jeg..” Hun stoppede midt i sætningen da hun med det samme vidste hun ikke kunne alligevel. ”Ikke noget alligevel..” Hun begyndte så igen at gå og forventede vel at han gik med hende.