Skovens mørke stilhed... (Privat - Micheal)

T: IRL
S: Skoven :b
O: Nothing ^^
V: Let overskyet, men enkelte huller op til himlen ^^

Angelica gik med sine sædvanlige lette, og naturligt yndefulde skridt afsted. Hun smilede mildt for sig selv og tænkte. Der var sket så meget her på det sdste. Hun var gået fra at være usikker, og bange for sit andet jeg, til at stole blindt på hende. Hun slog kort med hovedet for at få det lyse hår på plads. Hendes gyldne øjne glitrede svagt i den lille smule lys der slap ind mellem skyerne og træernes blade. Angelica havde en hvid, halvlang ærmeløs top på og et par sorte halv korte shorts. Hendes tanker fløj rundt omkring hende. På trods af alt det der skete med hende her fortiden, følte hun sig alligevel så dejligt tilpas.. Ingen bekymringer. Hun sparkede blidt til en lille sten hun stødte på og så lidt ned på jorden foran hende. Hun rettede dog blikket op igen og så igen frem.

Michael svævede lavt over trækronerne. Hans sorte vinge fik ham til at ligne en skygge der var lige over træerne. Hans mørke øjne ledte efter noget eller nogen der kunne vække hans interesse så han ikke ville kede sig lige så meget som han gjorde i øjeblikket...
Og det gjorde han... Det var dog ikke hans direkte øjne der gjorde det... Det var det tætte mørke mellem nogle af træerne der fangede bevægelsen. Menneske... Eller Animagus, Mivhael havde aldrig gidet at kende forskel...
Han dykkede og fandt hurtigt stedet hvor hun var. Som en stor ugle landede han i ly af mørket på en gren så han kunne holde øje med hende. De sorte vinger var slået om ham så det skjulte hans udsende... Det eneste der kunne ses var de sorte fjerbelagte vinger og de mørke øjne.

Angelica hørte svagt lyden af poter bag hende. Hun stoppede op og smilede blidt. "Vil du også nyde stilheden?" Sagde hun så med den blide, melodiske stemme. Hun vendte sig om og så på den sorte, næsten usynlige ulve skikkelse der netop var dukket op.
Ulven nikkede svagt og forsvandt igen... Den dukkede dog op igen rundt omkring, som om man ikke kunne se den når den gik. Angelica sukkede svagt og så op mod den mørke himmel. Hun vendte så hurtigt blikket mod et træ. Hun vidste ikke hvorfor. Hun så på mørket... Sad der en fugl? En ugle måske? Hun undrede sig lidt, men tog så et par skridt mod træet.. Hun var dog ikke helt sikker på om hendes sanser måske bare spillede hende et pus.

"Godaften" Sagde han med fløjsblød stemme der nærmest snoede sig igennem natteluften og nåede blidt hendes øre. Michael havde altid været en god taler... Som menneskene selv udtrykte det, havde han en sølv tunge som kunne få selv den hårdeste til at tænke sig om en ekstra gang.
"Håber ikke jeg genere dem" sagde han og lod sig falde ned. Som en skygge gled han nærmest af grenen og landte lydløs på jorden. Dog var han stadig indhyllet i mørket om ham. Et skridt ud, afslørede de sorte løbesko og mørke bukser. Endnu et glidende og elegant skridt og han var endnu tættere på at afsløre det hele om sig selv. Skridtene fortsatte, men stoppede da de nåede ansigtet. Den sorte T-shirt sad godt på kroppen og trøjen var en form for jakke han havde på.
Der var intet spor af de store sorte vinger fra før og ansigtet var stadig skjult.

//Sorry skal logge nu//

Angelica lyttede opmærksomt da en stemme hørtes... Den lød så blid. Hun smilede mildt "Slet ikke... Altid dejligt med selvskab." Sagde hun med sin blide, men melodiske stemme. Hendes stemme var som skabt til alle de gamle melodiske sange fra hendes hjemland.. Som den smukkeste sang. Hun betragtede hver af hans bevægelser som han trådte frem. Hans mørke tøj påvirkede hende ikke... Hun lod blikket glide ned af ham, og op igen til hans ansigt. Hun smilede igen sit milde smil. Han virkede... Anderleds. På en god måde hun smilede af sine tanker og holdt blikket på ham. Det lyse hår rystede svagt i den milde vind der løb gennem skovens mørke stilhed..

Michaels stemme kunne minde om Lucifers da han snakkede Eva til at tage en bid af æblet... Og alligevel, den lød så god og mild at man ikke kunne gøre andet end at holde af stemmen som passede så godt til hans udsende.
Et lille skridt til og hans angist kunne nu ses uden for det tætte mørke. De mørkeøjne havde en brun farve oversig, hvilket viste at de kunne både være varme som solen, men også ligeså kolde som stål. De fine læber der var trukket i et svagt smil og det brune hår kunne få ham til at ligne en hvilken som helst ung mand i verdnen... Ganske utroligt.
"Det er jo altid godt at høre" sagde han og lavede en svag bukken for hende. Intet dybt og helt ned på knæ, bare en svag svajen med ryggen så man kunne se han respekterede hende eller... Sådan kunne det se ud.

Angelica fulgte hans bevægelser med blikket, og rettede så blikket mod hans ansigt hun nu kunne se gennem mørket. Hun nikkede så let med et mildt lille smil på læben. Hun gjorde et svagt kast med hovedet for endnu engang at få en tot af det lyse hår væk fra øjnene. Hun så på ham med de klare, gyldne øjne med den usædvanlige mørkegrønne kant. Hun smilede lidt af hans lille 'buk'. Hun nikkede selv for at vise hun rspktere ham. Det gjorde hendes ene jeg ihvertfald. Den blå diamant om hendes hals lyste stadig svagt og sendte en blid kulde fra sig. Den kune til tider være en smule kold at gå med, men som det var her i det tidlige efterår var den helt tilpas. "Mit navn er Angel." Sagde hun så med et mildt, men skævt smil og lagde hendes hovede let på skrå. "Angelica faktisk... Men bare kald mig Angel." Tilføjede hun så hurtigt. Egnelig var der ikke ret mange der kaldte hende Angelica... Hun kaldte altid sig selv 'Angel'.

*Ironisk* tænkte han med hensyn på hendes kaldenavn... Angel og her stod hun og snakkede med en Dødsengel... Endda en af de mere høje i rangorden... Hvilket gjorde Michaels Udflugt endnu værre.
"Så er det dejligt at møde dig Angel" sagde han og kiggede hende direkte i øjne, selv på trods af den længere afstand kunne hans Mørkebrune øjne kiggede på hende. Normalt var de varme når han omgav sig med dem han selv så for at være tillidsvækkende... Hvilket ikke var nogle af dem der var rundt om ham lige nu.
Hans blik fjernede sig ikke et sekund fra hende, selv når det lod til at han kiggede væk, holdt mørket mellem træerne øje med hende. Hvis nu hun skulle vise sig at være lidt mere fjendtlig end hun ellers så ud til at være.

Angelica holdt blikket på ham. Bag hende dukkede den sorte ulve skikkelse på ny op, og den blå diamant lyste svagt. Den stirrede op på ham med sine nu kul sorte øjne, og man skulle virkelig kende hende for at se om glimtet i hendes sorte øjne var godt, eller ondt. Angelica smilede lidt og lod uden at kigge en hånd stryge hen over ulvens ryg.. Hun kunne dog ikke mærke den, eftersom den lige nu bare var sort luft samlet sammen i en skikkelse. Hun så ind i hans mørke øjne, med hendes klare, gyldne, ja nærmest lysende øjne. "Glæden er helt på min side." Sagde hun med sin blide, melodiske stemme. Hun holdt blikket på ham, og fjernede det ikke et sekund. "Og hvad må jeg kalde dig?" Sagde hun så med et mildt smil.

Micahel kiggede længe på ulven, både for at tjekke om det var en fjende eller om den ingen forskel ville gøre i en kamp... Langsomt vristede han bliket fra dne og kiggede hende direkte i øjne. Ganske roligt og velovervejet svarede, lettere flabet dog. "mit navn" og kiggede længe på hende mens han afgjorde om han burde fortælle sit navn. "Michael" sagde han så langsomt til hende som om han besluttede sig, mens han snakkede til hende.

Ulven trådte roligt ind imellem Angelica og Micheal, som om hun forsøgte at beskytte Micheal for en usynlig fare. Angelia skævede kort ned mod hende, men så så igen ind i hans mørke øjne.. "Micheal.." Sagde hun så prøvende, eller nærmest som om hun smagte på navnet. Et lille smil bredte sig da over hendes læber. "Rart at møde dig." Sagde hun med sin milde, melodiske stemme og studerede nærmest hans øjne. Det var sjældent hun kunne se andre i øjnene... Kyouga ville ikke i frygt for at skade hende, Manda havde hun kun lige mødt, og Kida? Hun ville nok aldrig blive mere end uvenner med hende..

Michael stirrede ligeså direkte tilbage i hendes øjne. Studerede dem, kiggede efter tegn på hvad hun følte og tænkte... Hvordan han kunne læse hendes øjne og bruge det hvis der nu skulle være en fejde mellem dem, selvom der ikke ville komme det, ville det nu være dejligt at vide sådan nogle ting. Han studerede også kort ulven. Kunne være en farlig fjende... Kunne, men nu vidste han jo heller ikke hvad den kunne...
"Og du var Angel" sagde han så nærmest for at gentage deres præsentation.

//Skal logge... Vi skrives//

Angelica nikkede let. Den sorte ulv holdt blikket op mod Micheal, hun havde været så vagtsom siden mødet med... Ham. Hun stilte sig tæt op af Angel. Angel kunne mærkede hvordan den kolde luft, der burde være hende trykkede sig mod hendes ben. "Angel.." Bekræftede hun så med et lille smil. Er du siker på vi kan stole på ham? Lød ulvens stemme så inde i Angel's hovede. Angel smilede lidt af hende, men undgik at svare hende. "Og.. Hvis du gerne vil vide det er det her Oto." Tilføjede hun med en blid undertone. Hun strøg blidt en håånd over Oto's kolde, ikke existerende ryg.

Michael løftede et øjenbryn og kiggede intens på dyret. Der var intet... Intet dyr, mere en form for ånd fra et dyr, men han vidste stadig ikke hvad det kunne gøre...
Han brød øjenkontakten og bøjede hovedet som en Respekteret hilsen til... Ånden.
"Men... Hvad laver så i to herude?" spurgte han for at være helt sikker på om han havde små ret i sin antagelse, men han kunne jo aldrig være helt sikker...