The Silence - Chase.

Sted: Di Morga - Øst :: Maison de fous.
Tid: Omkring klokken 22:00.
Omgivelser: Angels.
Vejr: Regnvejr udenfor, samt hård tordenvejr.
Dato: 5. september.

En skikkelse af en spinkel og tynd kvinde sad i et hjørne på den forladte galeanstalt i Di Morga, det sted hun betragtede som sit hjem. Hun havde ingen andre steder at tage hen, hendes selvtillid var lav og hun havde det svært med at stole på nogen, efter alt det hun havde været igennem. Angels Kirkawall var hendes navn, mere eller mindre, hun blev kaldt for Angels fordi hun ikke kunne huske sit navn. Inden at hun kom til Frankrig boede hun i Spanien hvor hun fik tæsk af sin bror. Samtidig med at hun var tæt på at miste sin tvillingesøster. Hun sad krummet sammen i hjørnet i forhalen på galeanstalten. Imens at hun kunne høre tordenvejret og regnen, Angels var glad for at hun havde fundet ly, et sted hvor hun kunne være. I stedet for at bo hos andre væsner. Et skævt smil dukkede frem på hendes læber, imens at hun lod sit blik glide rundt, intet interessant at kigge på. Hvorfor sad hun egentlig her? Hun kunne ligge oppe i sin seng inde på sit værelse som var oppe på anden etage, et rum som hun selv havde lavet efterhånden. Hendes tøj var slidt og beskidt. Fordi hun var fattig udover det var hun også meget tynd, fordi hun ikke rigtig fik noget at spise, det kunne ses på hende at hun trængte til at spise noget. Hun havde en t-shirt på hvor hendes ærmer havde farven blå, men på midten af trøjen havde farven hvid. Der var en masse huler i den, lige før at hun egentlig bare kunne smide den ud også bare gå i bh. Men det ville hun ikke. Hun havde nogle sorte tætsiddende hullet bukser på, og en halskæde rundt om halsen, som hun altid havde på sig, altid. Hvor der var et vedhæng på den, et slags metal af et stykke, som hun kunne bruge til en masse ting. Det var et skarpt stykke metal. Hendes hår sad løst og det var naturligt med farverne hvid og sort. Hendes yndlings farver. Hun havde et hårbånd på, som matchede til hendes hår. Ellers havde hun også piercinger, septum, angel bites og snakebite. Hun havde sort fin make-up på omkring øjnene, længst nede på hendes ryg havde hun en tatovering, som var et hjerte fordi hun troede på kærlighed, ægte kærlighed. Imens at hun sig omkring regnede hun ikke med at der ville komme nogen på besøg af denne tid på dagen. Det var sent og Angels kunne ikke sove pga. vejret, hun betragtede bare forhalen og kiggede af og til hen på de døde menneske, der mere lignede skeletter.

Hvor højt kunne volumen på de efterhånden ret så voldsomme tordenskal overhovedet blive? Det var nærmest som om, at det ene tordenbrag efter det andet prøvede at overgå hinanden i lydstyrken på de ualmindeligt højlydte, øredøvende knald. Forbandede Thor og hans latterlige hammer. Kunne han ikke dæmpe sig bare en lille smule? Tunge, sløve skridt fra et par sorte, opsnørrede militærstøvler med både metalplader sømmet fast under skobundene og foran på skosnuderne blandede sig efter en del tid med den kraftige torden, - men der var dog ingen tvivl om, hvem der vant dén kamp. Den sagte lyd fra de bestandige skridt blev hurtigt overdøvet af endnu et arrigt tordenskral. Det var også næsten før, at de - den klappende lyd der lød hver gang støvlerne blev sat imod asfalten - ikke en gang kunne måle sig med dén lyd, regnen besudlede at lave. Trommede hidsigt ned imod jorden og gjorde alting omkring fuldstændig vådt. Fik gaderne til at sejle i det kølige regnvand. Det kunne have været klogt at medbringe en paraply, - hvis man da tænkte så langt; hvilket denne halvvampyr tydeligvis ikke havde gjort. Bare vadet ud uden at tage højde for vejret eller den mindste lille ting. Hvorfor også bekymre sig så meget om alt dét? Der var vel ingen, der tog skade af lidt vandpjask. Chase, som den ret skummel udseendet dæmon hed, øgede sit tempo en kende, netop som hans øjne fik spottet en velkendt bygning længere forude, der stod solidt plantet på jorden. Blot den ydre side af den store, betonbygning kunne være med til at få de små, fine hår i nakken til at rejse sig. Sende tonsvis af kuldegysninger igennem én. Heldigvis, i hvert fald i hans tilfælde, var han ikke særlig bange af sig. Lod ikke en eller anden åndssvag, forladt galeanstalt skræmme ham; selvom den havde for rygte at være hjemsøgt. At dens beboere - de sindsforladte personer der i de tidligere år havde siddet indespæret derinde - stadigvæk var der. At det spøgede. Yeah right - og hvad så hvis det gjorde? Han tvivlede stærkt på det, så det kunne faktisk være skide lige meget. Det ragede ham en fucking høstblomst. Lyden af de dovne skridt holdt brat op, da han var nået til vejs ende og nu stod foran indgangen til Maison de Fous. Sindssygeanstalten. Heldigt at den ikke længere var åben, - ellers ville han vædde en rød reje på, at han var blevet sæt bag lås og slå dérinde; og så var det alligevel bedre med et par dage i brummen, det lokale fængsel, der lå et sted længere mod vest. Hans sygeligt blege ansigt blev flækket i et næsten surrealistisk, gement og djævelsk, bredt tandsmil, så hans urimeligt skarpe og lange hjørnetænder blev synliggjorte, i præcis samme øjeblik som et lyn slog ned og delte himlen i to et sted bag ham, udenfor. Han tog det første skridt, trådte ind over dørtærsklen efter at have skubbet døren til side. Dens hængsler knirkede. Helt ulideligt meget næsten. Han kneb sine øjne en smule sammen ved den skingre lyd, der skar i hans ører, før han smækkede døren i igen bag sig. Fik lukket den forsvarligt, hvorefter han lod sit ulæselige, døde blik scanne de mennesketomme omgivelser. Lige her var der ikke tegn på liv. Ikke som sådan i hvert fald. Han bevægede sig nysgerrigt længere hen ad den mørke, lange gang, han var havnet i. Lyden fra hans støvlers stålbunde gav genlyd for hvert skridt, der blev taget og ekko efter ekko blev kastet afsted igennem den dystre gangs to vægge. Han strammede sit greb om sin ordentlige motherfucker af en skruenøgle, som han som altid havde med sig, inden han atter løsnede det lidt og gav sig til at kaste den op i luften for dernæst at gribe den igen. Gentog de samme bevægelser igen og igen, alt imens han stilfærdigt luntede afsted længere ind på dette gudsforladte sted.

Et hvin undslap fra hendes strube, da hun hørte at døren til Maison de fous blev åbnet op. Hvorfor?! Hvorfor lige på denne tid? Hun havde regnet med at hun ville være alene i aften, ligesom alle andre aftner, hvor folk endnu ikke havde opdaget hende. An rejste sig langsomt op imens at hun lod sig læne op af mod væggen. Hun førte sine arme omkring sig selv, imens at hun hørte at døren blev lukket og senere hen nogle tunge skridt efter at døren var blevet lukket, imens at hun var en smule i tvivl om det blot kun var et væsen eller flere som havde besøgt den forladte galeanstalt. Skulle hun bevæge sig ud på gangen og videre op til anden etage, og ind på sit værelse? Så ingen kunne opdage hende, medmindre at nogen fik færden af hende og dermed ville følge efter hende, men igen var hun ikke så bange, hun havde sit metal stykke på sig, som hun altid kunne beskytte sig med. Hun tog en dyb indånding inden at hun begyndte at gå hen mod en dør som førte ud til gangen, *Håber ikke at det er en eller anden galning* tænkte hun letter irriteret, inden at hun tog fat i håndtaget og åbnede stille og langsomt, så hun ikke larmede så meget, hun trådte ud på gangen og lukkede døren efter sig. Uden at hun så sig omkring, begyndte hun at gå længere ned af gangen. På et tidspunkt stoppede hun op, hun rystede i kroppen og hun tog igen fat i et håndtag, hvor hun åbnede døren, en trappe kom til syne og hun lod døren stå en smule åben, så hun kunne komme ned igen, idet at hun skyndte sig op til anden etage og videre ind på hendes værelse, som havde hvide vægge. Der var lyst inde på hendes værelse, udover hendes seng som bar farven sort. Og som hun selv syntes var meget unik og smuk, også speciel af de senge som hun før havde set i sit liv. Hun gik hen til sengen og satte sig på sengekanten, imens at hun lagde sine hænder ned på sine lår og kiggede bedrøvet ned mod gulvet, hun håbede ikke at den person, ukendte person havde set hende, selvom personen nok tydeligvis havde. Efter at hun havde forladt forhalen. An rejste sig op fra sengen igen og gik hen mod et vindue, som var i værelset, hun satte sig op på vindueskammen, og kiggede ud af vinduet, imens at hun prøvede på at trække vejret roligt og slappe af i kroppen, men det gik ikke så godt for hende, når hun vidste at der var nogen til stede på galeanstalten.

Chase fortsatte i noget tid med sin vandren, fuldkommen uforstyrret. Var ikke særlig opmærksom på sine omgivelser, eller hvad der foregik i dem, - men det var heller ikke ligefrem sådan, at der skete det store. For ikke at sige slet ikke noget. Det var kun den rungende efterlyd fra hans militærstøvler og den evindelige klagen i form af ekkoer, der kunne høres. Der var ikke noget bestemt at se. Ikke andet end det sædvanlige, hvilket ikke var et specielt stort udvalg. Tomme gange og hvide celler, hvor der i sin tid havde siddet sindsforvirrede galninge, - og nogle steder var der stadigvæk synlige rester af dem. Det påvirkede ham dog ikke. Synet af de ellers rimelig uhyggelig udseendet kadavere, der lå hist og her. Næsten alle med en eller anden størknet, mørkerød væske på sig - hvilket højst sandsynligt var deres eget; blod. Han blev brat revet ud af sit tankespind, blev vågnet fra det og vendte tilbage til den virkelige verden, da små, lette skridt brød ind i hans øregange. Ubevidst var han standset og stod nu blot fuldstændig tavs og lyttede. Lyttede efter flere lignende lyde, alt imens hans øjne spejdede rundt i området efter noget eller nogen, der kunne have lavet denne lyd. Tilsyneladende nogen. Et andet levende væsen - mere eller mindre i hvert fald. Han nåede lige nøjagtigt at spotte et par sorte og hvide hårlokker, før de helt forsvandt. Forsvandt bag en dør, som han ikke mindedes at have set før; han havde vel bare ikke været opmærksom nok de forhenværende gange, han havde været herinde og betrådt denne grund. Nåh, nu kunne han så konkludere, at han ikke var den eneste på det her sted - og tydeligvis var det andet væsen kommet inden ham. Ellers ville han have bemærket det. At døren var gået op. Men denne person var kommet et sted indefra. Fra et af de rum, der var i bygningen. Han rystede sagte på hovedet og satte efter en kort hvilepause i trav endnu en gang. Havde sat kursen imod den selv samme dør, som det endnu ukendte væsen var gået ind af. Om det var af hunkøn eller hankøn, havde han ikke nået at se. Det lange hår kunne tyde på, at det var en pige; eller ung kvinde. Men det var ikke ens betydning med, at det var det. Hankøns væsner kunne lige så godt såvel som hunkøns have langt hår. Så det havde faktisk ikke den store betydning. Han forøgede farten på sine skridt og nærmede sig derfor lynhurtigt dørindgangen, som vedkommende havde været så flink at lade stå åben. Dér stoppede han for en kort stund op, skubbede døren helt op med den ene af sine fødder og kunne dernæst træde indenfor i den nye opgang, hvor der blev gemt en trappe op til første sal. Stedet over stueetagen, hvor han lige nu opholdt sig; dog ikke ret længe endnu, før han så med et adræt skridt besteg det første trappetrin og vadede op af trappen. Hele vejen op, indtil der ikke var flere trin at træde på, og han derfor blev nødt til at betræde dét gulv, der udgjorde første sal. Han var igen stoppet op og stod nu med spidede ører og lyttede. Lyttede på livet løs, men der var ikke rigtig nogle lyde, der skilte sig ud. Det tog ham noget tid, inden han til sidst opdagede endnu en døråbning. Det måtte være indtil et eller andet værelse. De fleste døre var ellers lukkede. Lukkede og låste. Men den her ... den var åben. Han vendte sine mundvige op ad i et afskyeligt smil, hvorefter han begravede sin frie hånd, der som sædvanlig var halvt skjult af et par sorte handsker, hvor fingerdelene manglede, i den ene af de forreste lommer på hans tætsiddende, læderlignende bukser. Gik med rolige, afmålte skridt hen imod det åbentstående rum og standsede lige før dørtærsklen. Hans smil bredte sig med stor hast og blev hurtigt udviklet til et tandsmil, der var med til at blotte og synliggøre hans sylespidse hjørnetænder for omverdenen. Han sagde ikke ét eneste ord. Stod bare som forstenet og studerede det fremmede væsen, der sad lidt fra ham på kanten af en seng. Ventede på at hun skulle tage initiativtet til en alternativ samtale - eller i det mindste blot et 'gå væk' eller 'skrid'.

Hun havde ikke fået en nøgle til at kunne låse sit værelse, eller døren som førte op til sit værelse, ellers ville hun have gjort sådan at personen ikke kunne komme op til hendes værelse. Hun vendte sit blik op mod skikkelsen som stod i døren og opdagede at det var en dreng, som tydeligt ikke var på alder med hende selv. Hun kiggede ned af sig selv og overvejede om hun skulle gå til angreb med at dræbe ham med det samme? An vidste dog at hun ikke kunne vinde alligevel. Han så meget stærk ud og selvfølgelig var hun slap efter at hun havde beholdt sig her, uden at få noget at spise og noget at drikke. Eller det at hun gik ud for at gå nogle turer og generelt gøre det som gjorde en stærkere. Det gjorde hun ikke. Hun var slap. "Smartest.. af dig hvis du forsvinder med det samme" sagde hun med en kølig stemme, inden at hun vendte sit blik hen mod ham igen, den ukendte fyr, som hun ikke kendte eller ej havde set før. Hun fugtede sine let fyldige læber, imens at en masse tanker gled igennem hende, hvad lavede han her? Hvorfor var han taget et sted hen som dette? Hun fattede det ikke. Ingenting af det. An kunne godt regne ud at hun ikke ville slippe af med ham med det samme. Men hun prøvede sig alligevel frem, hun gad ikke til at spille kold og komme op at diskutere med ham. Hun orkede faktisk ingenting. "Du.. lad mig være" mumlede hun, imens at noget fra hendes fortid dukkede op inden i hende;

"Maylana.. Maylana, løb din vej og se dig ikke tilbage!" råbte An af længsel imens at hun egentlig bare lå nøgen på gulvet liggende på maven, hvor hun prøvede på at skjule sig selv, udover at hun godt vidste at det ikke nyttede noget som helst. En stor mand stod ved siden af An imens at han grinede ondskabsfuldt og holdte en pistol i sin ene hånd rettet mod An. "Efter dette.. lader jeg det samme ske for din søster.. af en tvillingesøster" hvæsede han. Imellem tiden havde Maylana løbet panisk væk fra stedet. Væk fra sin søster. Hun fortrak sine mundvige i et skævt smil da hun så efter sin søster, hvor tanken strejfede hende at der ikke ville ske hendes søster noget. An vidste at hun ikke kom til at dø, for det ville hun ikke. Selv ikke efter at hun var blevet voldtaget. Hun ville stoppe gerningsmanden. Hun rejste sig langsomt op, så det nærmest så ud som om at hun ikke kunne bevæge sig alligevel, med et tog hun fat i hans håndled og brækkede det over, så der lød et skrig fra manden. An fjernede pistolen fra hans hånd og fik den i sin egen hånd og sigtede pistolen mod ham, der gik lidt tid før at hun trykkede på aftrækkeren. Manden døde den nat hvor hendes søster forsvandt for øjnene af hende.

Hver gang at en mand kom i nærheden af hende fik hun det flashback inde i hovedet og det gjorde hende mere urolig og bange for at hun skulle opleve det igen. I voldtægten havde manden sagt alt muligt til hende som hun skulle gøre og hun gjorde det imens at hun bar en utrolig stor smerte, da manden tæskede hende af og til ligesom hendes bror. Mænd var modbydelige. De fortjente ikke noget kærlighed fra en kvinde, kun hvis de værdsat kvinden, hvilket at de sjældent gjorde, de gik kun efter deres egen fortjeneste!

Chase hævede en smule skeptisk et af sine mørke øjenbryn, da de første ord lød fra hendes mund, - og efter de sidste også var gledet ud imellem hendes læber og ud i verden, fortrak han blot sine mundvige i et endnu større og bredere smil, der allerede dér afslørede, at han bestemt ikke havde tænkt sig at adlyde hende og gå. Forsvinde fra dette sted. Det kunne hun fandme selv gøre, - selvom han højst sandsynligt ikke ville lade hende slippe så let. Ikke når han først havde lagt sin interesse på hende; hvilket han i dén grad havde. Der var ikke en skid andet at lave i dette vejr, på denne dag - men nu så alt det kedelige endelig ud til at vende en anelse. Forhåbentlig var hun med på en af hans mange, små julelege, som han som regel gemte i ærmet; men uanset hvor vidt hun havde tænkt sig at deltage i hans lege eller ej, så skulle han nok få hende trukket med ind i dem anyways - mere eller mindre frivilligt. Der var helt op til hende. Men ... før startpistolen lød, måtte han hellere lige sikre sig, om hun duede til noget. Eller om hun bare havde tænkt sig at sidde der og kukelure med en stram ansigtsgrimasse. Hans smil voksede en god centimeter, inden han trak hånden op af bukselommen og skiftede sin skruenøgle over i sin anden hånd - dén han netop havde befriet fra lommens greb. Valgte blot at ignorere hendes ord, som åbenbart havde skullet virke som nogle trusler. Hvilket han ikke ligefrem mente, at de var. Ikke noget han lod sig skræmme særligt af i hvert fald. Det var sikkert ikke andet end tomme ord; men det ville tiden vel vise, hvis hun pludselig bestemte sig for at gå amok. Det måtte hun selv om, - det ville stensikkert komme til at gå lige så meget ud over hende selv, som det ville med ham. Så det var hendes begravelse. Ynkelige, naive tøs. Han vendte endnu en gang sine mundvige yderligere op ad ved den sidste tanke, om hvad han tilsyneladende allerede havde stemplet hende som, - men hans syn på hende kunne sagtens nå at blive ændret. Det håbede han da. Ellers ville der ikke blive meget sjov ud af de planer, han havde lagt for denne nat. Med blikket fast fæstnet på hende og et usædvanligt djævelsk smil spillende på læberne trådte han to, tre skridt nærmere på hende; bevægede sig langsomt længere ind i rummet, hen mod dén seng, hvor hun sad, alt imens han med jævne mellemrum slog svensknøglens skruehoved imod sin frie hånds håndflade. Han vippede sit hoved en lille smule på skrå, så det meste af hans matte, sorte, halvlange pandehår faldt lidt til side ifølge tyngdekraften. Standsede først da han ikke var meget mere end en halv meter fra sengen, der sandsynligvis tilhørte hende. Det var ikke før dér, at han stoppede med gentagende gange at smække skruenøglen mod håndfladen. Han lod begge sine hænder/arme falde slapt på plads ned langs siderne og lod derefter sit blik klatre rundt på hende. Så hende an for en kort stund, inden han til sidst nikkede kort og afgørende for sig selv; var tilsyneladende tilfreds med det han havde lagt blikket på - altså, hende. "Hvad laver sådan en som dig på det her tidspunkt af natten her?" Han løftede spørgende et øjenbryn og trak på smilebåndet, så et direkte afskyvækkende, væmmeligt smil trådte frem og forplantede sig på hans læber. Blot én af hans mange meninger, eller måske rettere sagt nedladninger, omkring hunkøns væsner. Det var åbenbart fuldkommen forkert, at sådan nolge opholdt sig på et sted som dette - efter hans mening.

An så en smule undrende på ham, hvad tænkte han dog på siden at han hævede sit øjenbryn på den måde? Hun fik en kuldegysning igennem kroppen, imens at hun sad stille på sengekanten. Hans smil som blev større og mere mystisk skræmte hende. Men hvad skulle hun gøre ved det? Hun sagde intet til det. Hun lod sit blik glide hen mod vinduet, da regnen og tordenvejret stadigvæk kunne høres, regn dråber som ramte ruden og lyn som styrtede ned mod jorden få km væk. Hendes opmærksomhed mod vinduet blev forstyrret da fyren legede med et eller andet. Som fangede hendes øjne. Alt det som hun havde sagt havde nok ikke påvirket ham på nogen måde siden at han blev stående med sit blik rettet på hende, smilet på hans læber gav hende gåsehud. Inden at han nærmede sig hende rejste hun sig op og gik hen mod ham, lagde godt mærke til den måde som satte sine arme/hænder ned på langs siderne. ”Det rager ikke dig.. en skid” sagde hun køligt, imens at hun kiggede på ham, lænede sig en smule mod ham, ”Og hvad forstod du ikke af at det var smartest at gå?” spurgte hun, lugten fra ham fik hende lysten til at kaste op. ”Eller skal jeg selv skubbe dig ud fra rummet og videre ned af trappen?”, An sagde det på en meget nænsomt og kold måde. Det kunne høre på hende at hun var ved at blive godt sur over at han ikke hørte efter hende. Af hvad der blev sagt?! Et ualmindelig lumsk smil dukkede frem på hendes læber, inden at hun samlede noget spyt inde i munden, åh jo. An havde nogle tricks i ærmet, som kunne skræmme mænd væk. Uden at hun sagde mere spyttede hun, den ukendte fyr lige i ansigtet. Før at hun trådte nogle skridt tilbage hen mod sengen igen. ”GÅ DIN VEJ!” råbte hun som en trussel. ”Du aner ikke hvad du har med at gøre!” hvæsede hun af ham. Imens at hun egentlig ventede spændt på hans reaktion, hun var ikke bange, overhovedet. Hun ville gerne tage en fight hvis hun skulle for at overleve.

Chase fulgte hende med en anelse nysgerrighed med blikket, idet hun som det første rejste sig fra sengen og kom op at stå på benene. Selv blev han blot stående, der hvor han var. Rørte sig ikke ud af flækken, - heller ikke da hun nærmede sig ham. Lyttede blot til hendes ordstrøm, der lod til aldrig at have en ende. Hans smil groede en kende for hvert ord, der forlod hendes mund og blandede sig med atmosfæren omkring dem, - og det holdt i en uendelighed, smilet. Eller ... indtil hun udførte nok én af hendes største fejltagelser i livet. Det kunne det i hvert fald tyde på, at det ville komme til at blive, da hun - tydeligvis uden at have taget hensyn til de følgende konsekvenser af hendes torskedumme, spontane handling - besluttede sig for at affyre en spytklat direkte i ansigtet på ham. Det var dér, at hans smil med det vuns blev tørret af - og blev hurtigt erstattet med en grufuld, sammenbidt mine. Han løftede sin frie hånd, fik tørret spyttet af og sendte det tilbage ned imod gulvet med et sløvt splat. Ydrk. For helvede, hvor var hun dog dumdristig. Men netop som han skulle til at spæne hen til hende med skruenøglen hævet over hovedet, bed han sig selv i tungen og fik på dén måde behersket sig nok til at blive stående. Sådan forholdsvis i ro. Ventede utålmodigt på at få de to sidste sætninger fra hende med, før han selv trådte frem verbalt. "Forkert ..." startede han med at vrisse. Eller det lød mere som en dæmpet, muggen hvæsen. "Det er dig, der tydeligvis ikke aner, hvem du har med at gøre ..." Her måtte han tage en dyb indånding - efterfulgt af en lige så tung udånding. Ind med de gode vibrationer, ud med de dårlige. Han rystede kortvarigt på hovedet, inden han fik fremtvunget et smil. Ikke et af hans sædvanlige - det her så noget mere anspændt ud og var tydeligvis falskt. Derpå tog han de sidste afgørende skridt hen til hende; langsomt med store mellemrum imellem hvert skridt, han tog. Stoppede først da der ikke var mere end ti, sølle centimeter mellem dem. "Du aner ikke, hvem jeg er, gør du vel?.." hvislede han ud igennem sine sammenbidte tænder efterfulgt af en lavmæl knurren, der var med til at blotte hans urimeligt skarpe og lange, dræberlige hjørnetænder, der klargjort måtte være det internationale kendetegn for alle verdens vampyrer. Han måtte til at sætte et par plakater op nede i byen med et enormt billede af sig selv på - og tilhørende navn; for befolkningens skyld. For det var tydeligt, at hun allerede var i gang med at begå hendes fejl nummer to denne dag. Eller nat. Eller sene aften. Hvad det nu end var for et tidspunkt af døgnet. "Hør nu godt efter, trunte ... enten sætter du dig ned, holder din store kæft og får styr på din indre - og åbenbart også ydre - pms bitch, eller også så kan du kraftedme selv se at få røven ud herfra," snerrede han med let sammenknebne øjne, inden han med at stramt og fast greb om sin svensknøgle satte dens skruehoved imod hendes mave; mere præcist hendes mellemgulv. Trykkede til. "Ellers skal jeg fuck satme nok selv sørge for, at du lære din lille lektie. Som du burde have lært for længe siden ..." Dernæst samlede han en del mundvand, som hun tidligere havde gjort, vendte sit hoved ned ad og sendte den ned mod hendes sko. Fjernede derefter skruenøglen fra hende og trådte et halvt skridt bag ud, væk fra hende.

An smilede efter at hun så hvordan hans smil forsvandt. Hun fulgte hver og en af hans bevægelser, fra da han tørrede spyttet af i ansigtet og sendte det ned imod gulvet, hun undslap et lille grin, da han selv var ved at miste balancen. Hun hævede dernæst det ene bryn da han kom med en ’trussel’ fra hans side af, nu måtte hun le! ”Hvorfor fanden.. skulle jeg vide hvad eller hvem jeg havde med at gøre?!” spurgte hun og hvæsede stadigvæk af ham. Inden at hun vidste af det trådte han tættere på hende, ”Nej.. og jeg er glad for at jeg ikke ved det!” sagde hun på en hård måde, hun blev ikke bange af sig da hun så noget af hans skarpe tænder, hun havde set en vampyr før, nemlig hendes bror, inden at han blev dræbt og døde. Så det var altså sådan et væsen hun var oppe imod? Hun trak svagt på skulderen og undslap et gab, som om at hun var træt, det var kedeligt at høre på ham snakke. Fnik, fnak, fnidder. Utroligt at han blev ved med at snakke i stedet for at vænne sin røv om og gå hjem. Efter at hun havde lyttet efter hans spydige ord, hævede hun sit ene bryn igen, da han kaldte hende for ’trunte’. Det satte flammer i hendes øjne, så der nærmest kunne ses gnister i hendes øjne. Hun var bestemt ikke en trunte! ”ER IKKE NOGEN TRUNTE!” snerrede hun imens at hun samlede noget spyt i munden igen, hun havde ikke noget imod det hvis hun skulle i gang med at overspytte ham? Altså, det ville hun kun finde noget så underholdene. Hun prøvede at holde det skjult i munden, da han satte skruehovedet af hans svensknøgle imod hendes mave, hun knep sine øjne sammen, da det gjorde satans ondt især da han trykkede til, så hun virkelig kunne mærke hans svensknøgle mod huden, som nærmest var ved at bore ind i hendes knogler. Fordi hun var så tynd som hun var. An satte sig ned i sengen da han havde fjernet skruenøglen, heldigt at han trådte et skridt bag ud, hun hev lidt efter vejret, inden at hun samlede noget spyt i morgen igen og hun spyttede det igen i ansigtet på ham. ”DET ER FUCKING MIT HJEM! SÅ DU BESTEMMER IKKE OM JEG SKAL FÅ RØVEN UD HERFRA ELLER EJ!” råbte hun og et suk undslap fra hendes næse, imens at hun prøvede på at trække vejret roligt. ”Og det vil blive en glæde hvis jeg skal spytte dig så meget til at du bliver helt mudret ind i mit spyt!” hun stirrede på ham med rasende øjne! Hun var virkelig vred så det kunne ses på hende direkte. Og hvis han ikke forstod noget af det som hun sagde, var han kræftedme dum! Og når hun slet ikke kendte ham fik han overhovedet ikke tilladelse til at smide hende ud! Hun havde boet der først og var kommet der først, uden at nogen lagde mærke til det! Det var hendes sted.