Mørkets forbanelse?- Isabelle

Omgivelser: Ingen lige umiddelbart
Sted: Legepladsen! (;
Tid: Hmm.. Sen aften
Vejer: Der er køligt, med en let vind
Dato:?

Himlen begyndte så småt at blive sort, og vinden koldere og koldere. Men mørket faldt bare til, ligesom lyset havde gjort. De eneste skygger, og skikkelser som der bevægede sig rundt nu, var en forvirret kat, og nogle få fugle. Men sådan var nattelivet, ikke særlig mange skikkelser, og mere uhyggeligt. Sarte sjæle burde ikke bevæge sig ud når mørket slog til. Især fordi, man kunne lettere bliver overfaldet eller voldtaget. Men sådan var livet, og det skulle bare være sådan; For at holde balancen, på jorden. Men dyrene var ikke de eneste som der bevægede sig ud i mørket. En anden skikkelse, kunne lige ses i mørket. Det var tydelig vis et menneske, eller noget som der svarede til et menneske. Men hvis man gik tættere på kunne man se at det var en, pige, som der sad på en af de gamle ødelagte gynger. Pigens hår var mørkt men ikke helt sort. Det var mørke brunt, med mørkere striber i. Men striberne, var blot, reflekser. Det mørke hår dækkede let hendes ansigt, da hun kiggede ned i det kolde sand, som der lå bredt ud over det lille areal hvor den gamle, ødelagte legeplads lå. Pigen hed, Yvaine. Et specielt navn som folk altid skulle kommentere, såsom; Er det et fransk navn? Eller Er det ikke et specielt navn? Men sådan var hendes navn bare. Yvaine’s hus, var temmelig hvid, men det var den blevet efter hun døde. Men sådan var det vel, med engle, og dødsengle. Men en ting Yvaine ikke forstod, var; Hvorfor hun ikke bare var helt død og ikke fanget til jorden. Men denne Yvaine, var let i klædt, en sort stroptrøje, hvor hun havde lyseblåhættetrøje ud over. Men det var ikke kun det hun havde på. Hun havde også et lysegråt tørklæde, og et par jeans, som der var slide mærker på, hendes sko var bare gamle Converse. Hendes brune øje, hvilede bare nede ved sandet. Det gul, grå sand, som der let nok var en smule råddent, eller hvad man nu kunne sige.
En kølig vind, susede let omkring, og gjorde bare denne sorte nat endnu sortere. Kulden bredte sig og man kunne straks mærke forandringen. Yvaine kiggede kort, op og lod let hendes øjne spejde rundt, over den tomme gade.
"Man kan ikke se alt med blot sine øjne" hviskede hun med hendes speciele milde stemme, som der på sin egen måde var charmerede.