Katte i mørket

Sted :: Parc d'attractions
Tid :: Sen aften
Vejr :: En let blæst
Omgivelser :: Ingen ud over de mange forlystelser

En lille sølvgrå killing vandrede rundt mellem de lettere forfaldne forlystelser. Kun øjnene afslørrede at denne killing ikke var helt normal.. Dét, og så adfærden. For ærlig talt, så var der ikke mange katte der gik rundt i en forladt forlystelsespark, og betragtede omgivelserne med et så nysgerrigt blik, der hvilede i de tænkende grønne øjne.

Ma'lakel stod og så en forlystelse imens han inhalerede røgen fra hans glødende smøg. Der var ikke noget bedre end aftener som disse. Stilheden, den var herlig! Han lod øjne glide hen over forlystelsens snoninger, vogne, og udsmykning. Han havde aldrig været oppe i sådan en tingest, og et eller andet sted havde han en stor lyst til at prøve. Til at smage lidt af menneske livet, selvom han for længst havde lovet sig selv at den del af ham skulle udryddes for evigt; det var hans eksotiske tatovering på hele højre side af kroppen bevis på. Vanquished, udslettet. Fortid, død og begravet. Han skulle lige til at smide smøgen og gå da han fik øje på en ensom lille killing der vandre rundt og ser nysgerrigt på de forskellige forlystelser. Ma'lakel betragter den lidt, men ligger ikke mærke til noget usædvanligt. Han går hen til den og stopper lige foran den. Røgen fra smøgen hænger som en tung sky omkring ham, og halv-dæmonen sætter sig på knæ foran killingen og rækker en hånd ud imod den. Hans øjne reflektere noget som man sjældent for af se hos Ma'lakel: følelser, varme, rolige følelser der ikke omhandler drab, men nærmere er venlige.

,, Hej lille ven, er du også alene."

Hvis han kan lader han to fingre nusse killingen blidt på siden af hovedet.

,, Heh, du ser sku' en lille smule speciel ud.. hvor er din mor?"

Spørger han selvom han udmærket godt ved den lille kat ikke kan svare.
Ma'lakel ser ikke ud til at ane hvad killingen egentlig er, og det er vidst kun godt nok.

Tanker.. Åh, suk! Den ene ting, som hun havde forsøgt at flygte fra ved at tage ind i forlystelsesparken. Hun havde egentlig lyst til at forvandle sig til menneskeform igen, blot for at manden ikke skulle snakke til hende, som om hun intet forstod.
Alligevel blev hun i sin killingeform, og så på manden med de grønne øjne, hvis udtryk altid var tænkende. Hun miawede svagt, og lod ham kæle hende. Spandt dog ikke, som en normal kat havde gjordt.
Hvor han dog egentlig lugtede.. Artemis havde aldrig brudt sig om lugten af nogen form for røg, og denne mand stank ærlig talt af det.. Øv.. Og så tænkte han... Endnu et minus. Hvos dog bare folk ville lade være med at tænke så meget hele tiden! Så ville hun i det mindste have det lettere...

Ma'lakel ser på katten i noget tid og bliver ved den imens han slukker hans smøg, ved at presse gløden imod jordens overflade. Hvilken skam at lade en god glød gå til spille på den måde, men han synes ikke der var nogen grund til at ryge mere. Han følte sig afslappet nu. Han tog fat under katten og løftede den med sig op, imens gik han hen til en lille sten trappe op til den forlystelse han stod og betragtede før.
Hans tanker er tomme... han er tom. De rolige varme følelse der før var, forsvinder, som var de intet andet end skygger der ikke længere eksistere. Killingen placere han i skødet og kæler for den, imens han betragter den nøje.

,, Den der bare havde en mus at lege med, hva' killing? At knække nakken på og sprætte op som var den bare en død ting med gotter inden i."

Han griner skummelt.

,, Årrh... en lille engel at brække vingerne af...He-he-he..",
Han læner hovedet op imod den gitter mur som er bygget ind i trappen og lukker øjne, imens han drømmende smiler.
,, Som skriger når man prøver at kvæle dem, og røve deres såkaldte "uskyld"... Tsk..."

//Logger nu, svarer senere

Artemis, der ellers lige havde bestemt sig for at acceptere at ligge på denne fremmede, blev så forskrækket af hans ord, at hun forvandlede sig til menneskeform igen, og tumlede ned fra ham, i en baglæns kolbøtte. Hun sat lidt, og skulle lige fatte sig, da faldet havde fået det til at sortne for hendes øjne. Men så så forskrækket op på ham, uden et ord. Rejste sig heller ikke. Det lange lyse hår, faldt ned over skuldre og ansigt, rodet efter kolbøtten. De ellers så rolige, og fattede øjne, udstrålede et glimt af frygt. Hvor kunne han sige sådan?!? Han havde... Havde...
Artemis gøs ved tanken, og stirrede stadig op på ham. Hun kunne virkelig ikke forstå det... Men på den anden side, så var hun jo også kun et barn...

Ma'lakel slog øjne op og så mindst lige så chokeret på "killingen" som den så på ham.
*... E-et barn? Sig det er løgn...*
Han sad stadig på trappen og betragtede hende. Han kunne se hendes angst og det gav ham en indvendig følelse af at have fuldbyrdet noget, selvom han ville have forttrækket at møg ungen forblev en killing.
Han tager en dyb indånding og læner hovedet tilbage igen med et sadistisk smil på læberne.

,, Der kan man bare se... kom så.. stik af med dig, killing, rend ud og find din mor."

Idet han sagde ordrende kunne man tydeligt høre at han lige nu ikke havde tænkt sig at rende efter hende for at voldtage, dræbe eller lege med hende som katten gjorde med musen, som han tidligere havde beskrevet.

Frygten forsvandt i det samme ud af hendes øjne, og efterlod dem med et let trodsigt udtryk. Hun rejste sig op, og børstede let snavset af bagen. "Du ville have større held med at finde din egen." sagde hun, og drejede så om på hælen. Ikke fordi hun ville gøre som han sagde, men hun ville helst ikke høre hans tanker.. Ikke når det var sådan noget han tænkte..
Artemis havde det med at svare i den samme tone, som der blev snakket til hende i. Hvis folk blev hånlige overfor hende, blev hun også hånlig overfor dem. Denne vane havde dog med at bringe hende i problemer, da ingen ville snakkes sådan til af et barn. Artemis tog sig nu ikke af det, men tog imod de øretæver hun blev tildelt uden et ord. Godt nok var hun fræk nok til at svare igen, men hun slog ikke igen. Skulle ikke nyde noget af at få alt for mange tæv.
Hun sukkede let, og så ned mod jorden. Hvor skulle hun nu gå hen? Hun kunne selvfølgelig bare blive i parken, og så bare gå langt nok væk fra ham, men på den anden side, så havde hun ikke rigtigt lyst til at være der mere... Hendes fred var blevet brudt..

Ma'lakel gav bare et lille grin fra sig da Killingene bed tilbage af ham. Han lukkede øjne og tænkte på hvad en lille killingen lavede ude i en forladt forlystelses park midt om natten, hun kunne jo støde på nogle ubehagelige typer.
Han åbnede øjne igen og så på det lille kræ med en underlig slags medlidenhed der ikke var til at se om den var ægte eller falsk.

Artemis var stoppet op, og havde vendt sig mod ham igen. "Mente du det virkelig? Det med englen?" Selvom hun ikke var sikker på, om hun ville føre svaret, var hun alligevel for nysgerrig til at lade være med at spørge. Hun håbede at han ville svare nej, men kunne vel egentlig godt regne ud, at det kun var i hendes egen lille verden, hvor ingen kunne være så ondskabsfuld, at ville gøre noget sådant... Og så for sjov. For han havde lydt som om han ville have elsket at gøre det. Som om han ville have nydt englens skrig. En kuldegysning sneg sig os hendes rygrad, og hun gøs svagt ved tanken.

Ma'lakel så over på hende med et intetsigende blik:

,, Hvad hvis jeg gjorde? Ville du så give mig en prædiken om hvor forkert det er? Og hvor meget jeg burde angre for at omtale en oh-så-hellig skabning på den måde, hva' killing?"

Et lille smil kom frem igen.

Artemis rystede kort på hovedet. "Det er ikke op til mig, at prædike overfor andre. Men jeg ville ikke fortå dig." svarede hun, og betragtede ham tænkende. Nej, hun ville ikke pædike overfor nogen som helst. Hunn var for vant til at de fleste voksne hun mødte ville prædike overfor hende om at små piger burde ligge i deres senge om aftenen, og ikke rende rundt alene i mørket. "Lad være med at kalde mig killing. Jeg har faktisk et navn." tilføjede hun så, lettere utilfredst. Han ville vel heller ikke kaldes kat?.. Ikke at det hang sammen på nogen måde...

Ma'lakel så på hende i noget tid, med sit smil på læberne. Hun var interessant men også en lille smule kedelig på samme tid.

,, Du vil ikke forstå mig, så derfor spørger du om jeg mener det? Hvad helvede er det for et svar?!"

Han begyndte at grine højlydt! Og fik et mindre flip i nogle sekunder inden han fandt tilbage til virkeligheden, og så på hende:

,, Jeg kalder dig hvad jeg vil, killing. Gå nu med dig, inden du kommer til skade..", han viftede hånden i hendes retning, og lænede så igen hovedet tilbage på sten gitteret for at lukke øjne og slappe af.

Artemis rettede sig op i sin fylde højde - af små 145 cm - og rankede ryggen, da han grinede af hende. "Grunden til mit spørgsmål er dig komplet lige meget." sagde hun, og så trodsigt på ham.
"Hvorfor skulle jeg gøre som du siger? Du bestemmer ikke over hvad jeg gør og ikke gør." svarede hun, og så på ham med et blik, der gjorde det klart at hun bestemt ikke var bange for ham og hans inddirekte trusler.

//Smutter, skriver videre imorgen :D

Ma'lakel gjorde ikke rigtig noget, han virkede ligeglad med alt hvad hun sagde i sit krops sprog;

,, Du var sødere som kat..."

Sagde han så ud af det blå, som var det lige det bedste come back han gad komme med.

Denne gang var det Artemis' tur til at smile. "et er du ikke den første der siger" fortalte hun, og lagde let hovedet på skrå. Nej, der var faktisk utroligt få der brød sig bedst om Artemis i menneskeskikkelse. Nu var hun jo heller ikke verdens letteste barn, men faktik lidt af en håndfuld at holde styr på.

Ma'lakel sænker hende ikke meget opmærksomhed overhovedet. Idet hun er færdig med at snakke sukker han blot, og tænker for sig selv at hun er endnu et af verdens mange problem børn. Det ser ikke ud til Ma'lakel vil sige mere med mindre den unge pige har noget hun vil sige, spørge om, eller indfører.