A change going to happen. - Vahida.

Sted:: Udenfor Di Morga :: Forét - Skoven.
Tid:: Omkring klokken 19:00.
Omgivelser:: Dakota.
Dato:: d. 10. september, en fredag.
Vejr:: Stille og rolig vind, og klar himmel.

Dakota, en dreng som ikke var helt almindelig havde begivet sig ind i skoven igen udenfor Di Morga, imens at han prøvede på at holde balancen imens at han gik. Af og til rakte han sine hænder ud i vejret for at se om der var noget som skulle dukke op foran ham for hvis han skulle ville han forhindre det i tide, med at stoppe op med at gå. Han hørte efter naturens lyde imens at et smil dukkede frem på hans læber, forsigtigt traskede han videre ind i skoven, han vidste ikke hvor han præcist var henne, det vidste han aldrig, han gik bare ud på opdagelse og prøvede at se positivt på det hele. Et suk undslap fra hans læber, inden at han lod sine hvide øjne glide rundt, selvom han ikke kunne se noget. Han havde sorte all stars sko på, sorte tætsiddende bukser, hvor han havde et nittebælte hængende omkring hoften. En blå T-shirt hvor der hen over brystet stod: A day to remember. Hans hår hvor der var noget lilla i, resten sort. Sad garanteret hulter til bulter, da han aldrig fik chancen for at sætte det ordentlig. Når han ikke kunne se igennem et spejl. Intet nyttede, så han lod bare sit hår sidde som det nu sad også selvom hvis der kom et blæs vejr. Han var cirka nået ind til omkring midten af skoven og denne eventyrlige dreng hed mere eller mindre præcist Dakota Chevalier. En tanke havde strejfet ham; hvis han aldrig ville kunne få ønsket opfyldt om at få sit syn igen; Ønskede han sig at han på en måde kunne se personen for sig.. måske igennem en slags drøm? Inde i hans hoved? Han ville bare blive så overlykkelig hvis han fik chancen for at se nogen og samtidig have en samtale med dem, uden at der var noget usædvanligt ved det. Men.. hva? Det var jo kun hans fantasi som var på spil. Han vidste jo at magi ikke fandtes, at han blot var et sølle menneske.. Langsomt satte han sig ned på jorden og trak sine ben ind til sig. Inden at han lagde forsigtigt sine arme omkring dem hvor han lagde sit hoved ned mod sine knæ. Han kunne huske denne stilling lige inden at han blev blind, derfor var stillingen naturlig for ham. Der havde han selvtillid. Han trak vejret roligt, imens at han lukkede sine øjne lidt, men kiggede ned på jorden ud gennem øjenkrogen. Imens at han slappede af i kroppen, han vidste ikke hvor han ellers skulle begive sig hen og han trængte til en slapper. Måske en lur også?..

Vinden gled forsigtigt igennem skovens blade, som langsomt var ved at vænne sig til efterårets kommen. Hist og her kunne man se hvordan de brune farver, som langsomt overtog det grønne. Et lettere neutralt smil var plantet på en yngre kvindes læber, da hun bevægede sig over skovbunden.
Denne kvinde var ligeså meget menneske som alle andre i denne verden, og alligevel skilte hun sig ud fra alle andre. Den lange sorte kjole nåede helt ne til jorden, og slæbet hvislede let igennem græsset for hvert eneste skridt som hun tog. Det lange hvide hår var som altid redt i en midterskilning, og lagde sig ind mod hovedet, og ned over den høje slanke krop. Vahida, som hun hed, var denne aften ude for at samle planter. Hun skulle bruge dem til sit hævntogt, som hun ville påbegynde samme aften, efter det var blevet afbrudt af en anden yngre mand, der åbenbart havde ment at den slags var okay. Tanken om denne person fik en let knurren til at glide igennem hendes halsrør, mens de bare fødder fortsat gled igennem græsset.
Vahida havde jadegrønne øjne, som opmærksomt søgte igennem skovbunden for at få øje på den ene bestemte plante hun ledte efter. Ildfernes hed den, og den var egentlig ret sjælden når man tænkte over det. Hun bemærkede dog imidlertidig ikke, at en anden person åbenbart også var til stede. Faktisk var hun også lidt ligeglad på det punkt. Sociale venskaber var ikke noget som interesserede hende, og hun boede derfor i bjergene, for at undgå for meget sniksnak med andre personer. Dog havde hun lovet sig selv, at hun en af de nærmeste dage skulle ned i wodoobutikken, som åbenbart lå i selve midtbyen af Terre. Måske den forretning havde lige det, som hun stod og manglede?
Indtil nu havde hun i hvert fald altid lavet sine voksdukker selv, og de havde skam også vist sig nyttige. Hendes familie ville nok ikke være af samme mening, når hun havde kastet sine heksekunster på dem. Familie. Ordet frembragte som altid den dårlige smag i Vahidas mund, og irriteret spyttede hun den fra sig på jorden i håb om at den ville forsvinde. Det virkede dog ikke.. Smagen var der stadig. Hendes forbandede kristne familie, som mente af hun, Vahida, var det sorte får.. En outsider, som skulle renses for den dæmon, der havde plantet sig i hende. Der sad bare ingen dæmon i hendes indre, men det kunne hverken hendes mor, far eller storebror forstå.
Hendes tankespind blev dog afbrudt med et, da hendes blik faldt på en enkelt lille plante, med ildrøde, aflange blade. Den stod halvt gemt under en klump mos, ved siden af et stort træ. Men Vahida tøvede alligevel. Ved siden af træet sad en dreng.. Hvad sad han der for? Lige ved hendes plante. Kort rynkede hun dog på næsen, inden hun ignorerede drengen, og satte sig på hug foran planten, som hun nysgerrigt studerede.

Lyden af skridt kunne høres i Dakotas ører. Han var ikke et sekund i tvivl om at han ikke længere var alene, det var ret spøjst syntes han selv efter hans egen mening. Han trak vejret dybt imens at han stadig gloede ned imellem sine ben, direkte ned mod jorden, som om var det fandt ham interessant. Han kunne mærke nogle sommerfugle i maven, imens at hans tanker gled over på den person som var til stede, var den person måske flink? Eller farlig? Han vidste det ikke og han ville aldrig finde ud af det, hvis at han ikke gjorde noget ved det og det vidste han allerede godt fra starten af, men der var bare noget som gjorde ham nervøs, Dakota sank en lille klump i halsen. Inden at han med noget mod hejste sit hoved og kiggede sig omkring, han kunne intet se. Det kunne være at personen allerede havde fundet ud af at Dakota var blind, hvad så..? Han kunne ikke gøre for det og hvis at personen hurtigt forsvandt efter det, så ville han blot være alene igen, som han ellers var så van til i sit liv. "Hvem der?" kom det tøvende fra ham, inden at han lige så stille satte sig op på sine knæ. Lagde sit hoved en smule på skrå, imens at han afventede svar, når og hvis han kom til at høre en stemme, ville han finde ud af om det var en kvinde eller en mand. Langsomt lod han sin ene hånd glide søgende op mod hans hals, hvor han mærkede sit halsbånd, som han altid havde på sig. Det var unikt og smukt, men simpelt, det havde et kors som vedhæng. Han tog det aldrig af aldrig. Også selvom hvis han skulle i bad. Han lignede af og til en hund i en snor. Men han ignorerede det om hvad folk tænkte om ham. Et større smil dukkede frem på hans læber, imens at han lagde sine hænder ned på sine lår. Dakota tænkte over hvad for en person det mon kunne være som var til stede, eller.. det kunne også være et slags dyr? Han vidste det ikke. Havde ingen anelse og han ville blot finde ud af det, når personen måske svarede ham.

Hendes studerende blik hvilede stadig på blomsten, inden hun forsigtigt trak en lille urtekniv frem fra den sorte taske, som altid hang over hendes skulder. Tasken var utrolig slidt efterhånden, men hun nænnede ikke at smide den ud. De to havde været alt for meget igennem sammen, så hun betragtede den vel næsten som familie.. Hendes eneste familie. Uden at skænke det flere tanker, begyndte hun langsomt at skære de ildrøde blade af blomsten. Det var med vilje, at hun ikke bare plukkede den nede ved roden, eftersom at denne plante lettere fik nye blade, og derfor ville hun være i stand til at hente dem endnu engang om en måneds tid.
Drengen talte.. Hun hørte hans stemme, som flød imod hende i et spørgsmål. Hvem der? Han kunne sgu da bare åbne sine øjne og glo på hende. Så ville han sgu da finde ud af hvem der var til stede. Automatisk drejede Vahida langsomt sit ansigt over mod drengen, mens hun stadig sad på hug med bladene i den venstre hånd, og kniven i den højre. Hun svarede ikke. Hendes blik faldt istedet på de hvide øjne, som oftest indikerede at et menneske var blind.
*Surt for dig* tænkte hun køligt, og havde hverken sympati eller andre varme følelser for denne dreng, som måtte leve i en verden uden farver, eller de smukke udsigter. Moder natur havde skabt dem på den måde, og der var en mening med alt. Det var hvad Vahida i hvert fald troede på. Hun troede ikke på Gud, Jesus eller hvad fanden de nu kaldte disse ophøjede personer, som skulle forestille at have skabt verdenen. Nej hun troede fuldt og helt på Moder natur.
Hendes blik faldt istedet på halsbåndet, som drengen bar om halsen. I første omgang havde hun intet problem med det, men så opdagede hun korset. Korset som var endnu et symbol på kristendommen, og vreden indeni hende, rørte kort på sig.
Vahida var dog også en meget rolig og afslappet person, og netop derfor lod hun ikke vreden komme ud fra hendes krop. Det blev altsammen lagret op inden i hende, og gemt væk, hvor ingen ville kunne finde det. "Hvem er din herre.. Køter" Hvislede hun køligt igennem sammenbidte tænder, uden så meget som at give sig tid til at besvare hans spørgsmål. En hund bar halsbånd, og en hund havde en herre, så det måtte denne dreng vel også have.

"H..har ingen herre" mumlede han og satte sig langsomt ned på røven igen. Hvorfor skulle han have en herre bare fordi han havde halsbånd på? "Og er ikke nogen køter.." sagde han stille og hævede det ene bryn imens at han vendte sit blik ned mod sig selv, selvom han endnu intet kunne se. "Der skal først noget magi i det.. fik jeg at vide af min storebror.. inden at jeg fik det af ham.. men magi findes ligesom ikke" hvæsede han så igen inden at han knep sine øjne sammen og lagde sine hænder op på sine øjne. Efter at han havde opdaget at det var en kvinde, lød hun til at være meget skræmmende, det gjorde ham endnu mere nervøs end han var i forvejen. Hvad lavede han her? Hvorfor havnede han altid i skoven? Var nogle spørgsmål som strejfede ham. "Don't hurt me.." mumlede han, det kunne mærkes på ham, hvordan hans selvtillid forsvandt fordi nogen snakkede til ham på den måde, som kvinden gjorde. Det var ondt og følelseskoldt. Og han plejede at smitte andre med sit humør, men det gik vist ikke denne her gang med fidusen af en mystisk kvinde, hvis navn han ikke kendte. Dakota sank en lille klump, "Hvad laver du her ude.. helt alene?" spurgte han køligt og bed sig letter diskret i læben, imens at han stadigvæk på en måde gemte sig, ved at have sine hænder op foran sine øjne. Han syntes at han havde fundet et godt gemmested.. selvom han ikke kunne se noget i forvejen. Det fik ham til at slappe mere af og Dakota var jo blot kun de 17 år, stadig en teenager, som ikke var helt så moden igen, men af og til var han det, og det var afhængende af hans humør.
Dakota ventede på hvad hun ville svare til alt det han sagde, ville hun endnu engang være følelseskold? Han troede ikke på at der fandtes sådan nogle mennesker, men selvfølgelig om igen, alle havde forskellig personligheder og godt at vi ikke lignede hinanden, så ville verdenen være kedelig! Mega.. kedelig! Han fjernede langsomt sine hænder fra sit ansigt og havde sit blik rettet mod den ukendte kvinde, "..Dakota..", han sagde det meget nænsomt, stille og alligevel på en blid og kølig måde. Han lod sin tunge glide ud at slikke ved sit ene stykke metal i underlæben ~ også kaldt en læbe piercing, som han havde haft inden at han blev en teenager.. omkring 12-13 alderen. Det havde han fået lov til af hans forældre og den gang boede han også i Spanien da han fik den lavet.

Hun fnøs ligegyldigt over hans kommentar omkring at han ikke havde nogen herre. Det interesserede hende ikke på nogen måde. Denne dreng var intet! Han vidste intet. Måske skulle han hellere kravle tilbage under mors skørter, hvor der var så trygt og varmt. Hun sagde intet igen, men lagde istedet kniven tilbage i sin taske, og puttede de afskårne blade ned i en mindre pose, som hun derefter havde fundet frem. De skulle helst ikke forsvinde, eller gå istykker under tilbagevejen.
Drengen snakkede nu om hans hundehalsbånd, mens Vahida forsøgte at lukke hvert eneste ord ude af sit hoved. Hun ville ikke snakke med denne person. Hans stemme rystede åbenbart svagt.. Et tegn på at han måtte være skræmt. Den tanke fik fornemmelsen af fryd til langsomt at blomstre op inden i hende. Et køligt smil blev automatisk placeret på hendes læber, men et enkelt ord gled alligevel ind i hendes bevidsthed. Magi! Sad denne forfjamskede lille mide og fortalte hende at magi ikke fandtes? Hvad var han lige? Hvad troede han lige han bildte sig ind? Han skulle fandme ikke komme her og fortælle hende noget om magi. Hun vidste sgu at det eksisterede, hun udøvede det for helvede da selv.
Hun strakte armen ud, og lagde et pres på drengens hals, mens hun tvang hans hoved tilbage mod træstammen. Grebet ville lykkes hende, hvis han ikke flyttede hovedet hurtigt nok.
Hun pressede ikke så hårdt, at drengen ikke kunne få luft, eftersom hun ikke var morder, men der var alligevel et let tryk, som ville få ham til at føle ubehag ved situationen. Hendes ansigt var nu helt tæt på hans, og hendes læber var lige ud for drengens højre øre. "Du skal ikke belære mig om magi!" hvislede hun advarende, i et tonefald, som fortalte at han ikke vidste en skid om denne verden. Hun holdt hånden mod hans hals i et kort øjeblik længere, inden hun hurtigt slap ham igen.
Vahida rejste sig langsomt op som en skygge, der tårnede sig op over sit offer, mens hun nedstirrede drengen med sine jadegrønne øjne, som næsten slog lyn af vrede over hans ord.
"Dit navn interesserer mig ikke, Og det gør dine forhåbninger om at have en samtale med mig heller ikke" Svarede hun ligeså køligt, mens hun bemærkede at drengens tonefald også var blevet koldere. Hun var dog ligeglad. Hans stemme havde skælvet, og han var ikke i stand til at narre hende. Hun havde hørt fryten i hans stemme.

Uden at han selv vidste af det mærkede han en arm omkring hans hals, mens at han var ved at føle noget ubehag ved situationen. Dakota sank en lille klump imens at han langsomt lagde sin ene hånd op på hendes arm, den som holdte fast om hans hals. "Jamen.." mumlede han og hævede det ene bryn, han kunne ikke forstå at kvinden blev så rasende sur over det som han havde sagt.. eftersom han jo havde ret.. eller havde han? Dakota hev en smule efter vejret da hun endelig gav slip fra sit greb om hans hals, det var ubehageligt. "Okay.. undskyld" sagde han stille og lod sig glide ned at sidde på røven igen, "Skal nok lade dig være..", han kiggede ned af sig selv imens at han sagde det, og et suk undslap fra hans læber, han troede lige at han skulle gå hen og dø. Selvom hendes greb om halsen ikke var så hårdt igen. Men alligevel. Og han havde ikke troet at piger og kvinder i denne by kunne finde på sådan noget, men det handlede vist om kun at overleve og vise hvor sej man kunne være? "Så bare lad mig være.. hvis du skal være sådan", kom det sidst fra ham. Dakota kunne ikke lide at være sammen og i nærheden af sådan nogle personer som hende, de var for skræmmende og uhyggelige at deltage i samme selskab med.

Vahida fnøs lavmælt over hans undskyld. Det var lavt.. alt for lavt. Hvorfor sad han bare der og undskyldte over noget han havde sagt? Alle havde vel en vis ret til at have hver sin mening, men det gjorde hende bare så.. Gal, når folk påstod at magi ikke fandtes. Javist var det ikke ligesom i eventyrerne, hvor en god fe kom svingende med en stav, og wupti, så var alt bare perfekt.. Men det fandtes!
Hun vendte igen blikket mod det gamle egetræ, som drengen sad op ad, inden hun blidt og kærtegnene lagde en hånd mod dens stamme. Langsomt lod hun øjnene glide i, mens hun bevægede sig om på den anden side af stammen, så hun ikke længere kunne se drengen, eftersom træet var imellem dem.
En dyb indånding indtraf, og Vahida fik et smil frem på læben, ved følelsen af livet der strømmede i træets bark, lige under hendes fingre. Ja naturen var en forunderlig ting.. Den eneste ting, som rent faktisk gjorde hende fuldt ud.. lykkelig. Nu hørte hun igen drengens stemme. Bare lad mig være. Hendes øjne blev knebet sammen, så hun kunne skule ud mellem to sprækker. Hun lænede sig til siden, så hun kunne skimte drengen rundt om stammen. "Jeg har ikke gjort noget for at tiltrække din opmærksomhed!" hvislede hun igen med den lave stemme, så man knap nok ville kunne høre det.

"Hm du er garanteret også gammel i forhold til mig" sagde han og undslap et lille grin, selvom han godt vidste at denne mystiske dame havde en hård tone, skulle det ikke stoppe ham i at spille sjov. "Gad.. vide om der overhovedet er nogen som vil i seng med sådan en dame som dig" sagde han og smilede let, imens at han kiggede ud i luften, Dakota kunne godt mærke at han var kommet i drille humør, well. Fra hans synspunkt syntes han at det var positivt siden at han gerne ville tage hævn fra at hun havde nærmet hans hals, langsomt lod han sin ene hånd glide op mod hans hals hvor han lagde sin hånd på sit halsbånd, "Og der er bare nogen som ikke tror på at magi findes, er blot et menneske og ved ikke så meget omkring dette sted som jeg er flyttet til" mumlede han og var ligeglad om at hun var foran ham eller sad bag ved træet, han kunne fornemme at hun ikke var så tæt på ham mere som hun var før. Hvilket han også var glad for. Han fniste en smule. "Du må nærmest savne noget kærlighed siden du er så mobsi og bliver ved med at køre i den hårde tone, det må da ødelægge din stemme på et tidspunkt" han kunne ikke lade være med at grine, han lagde sine arme ned på hans mave, "Har aldrig før mødt sådan en kvinde som dig!.. Og håber da ikke at der er flere kvinder som dig"

Hans ord frembragte igen irritationen inden i hendes. Ikke hans ord omkring hendes alder. Ja hun var ældre, og hun havde skam ikke det fjerneste imod det. Faktisk kunne hun godt lide, at hun langsomt ældes med tiden, men hvem ville også have et evigt liv? Hvad sjovt ville der være i det. Nej det var hans ord, omkring hvem der ville være sammen med hende. Hendes pande blev lænet mod træet, mens hun trak vejret dybt endnu engang. "Jeg behøver ingen, som vil i seng med mig.." hvislede hun faretruende, uden nogen tone af munterhed i stemmen. "Jeg har djævlen". Hun trak ligegyldigt på skuldrene, og kunne ikke lade være med at smile tilfreds ved den tanke. Det ville være noget af et eventyr, hvis hun en dag ville stå over for denne person, som hun ærede og frygtede på en og samme tid.
Hun sukkede opgivende, da drengen åbenbart mente, at han havde krav til at fortælle hende om hvordan hans liv fungerede. "Og jeg kunne ikke være mere end ligeglad over dit klynk" svarede hun i et spottende tonefald, inden hun bevægede sig om på den samme side som ham igen. Hun blev stående ved hans side, og stirrede ned på ham igen som noget klamt, selvom han ikke var i stand til at føle det.
"En lille knøs som dig, skal ikke komme her og belærer mig om kærlighed" Den hvislende tone var igen tilbage på rette plads, og han havde også været helt malplaceret. Hun savnede ikke kærlighed.. Hun savnede ingenting! Alt hvad hun havde brug for eksisterede og voksede omkring hende.. Lige i dette sekund. "Selvfølgelig ikke!" hvislede hun kort og kontant. Der fandtes trods alt ingen som hende.. Alle mennesker var unikke på hver sin måde, og derfor fandtes der ikke to af samme slags.

"Så lille er jeg heller ikke!" hvæsede han og hævede det ene bryne, "Dig.. have djævlen ved din side?" spurgte han og fnøs inden at han rullede med øjnene. "Som om.. du siger det bare, fordi du ikke har nogen" sagde han med et lille nik. Før at han lænede sig mere op af træet og trak sine ben ind til sig.
"Og selv tror jeg ikke på at du kunne finde på at skade mig eller noget lignende.. når jeg er blind og et sølle menneske.." sagde han stille og bed sig diskret i læben, han kunne godt høre på hendes stemme at hun lød faretroende. At hun var vred og sur. Sikke en kælling. Utroligt at en kvinde kunne være sådan. Han troede at kvinder bare levede livet med et smil på læben, men der tog han fejl. Grueligt fejl end da. "Og desuden.. så belærer jeg dig ikke om kærlighed.. jeg siger bare min mening omkring ting lige så meget vel som du gør.. mystiske dame!", han samlede noget spyt i munden og spyttede hen et sted på hendes sko, da han lænede sig en smule frem til den ene side, hvor hun stod ved hans side, "Der skal meget til at skræmme mig blot fordi jeg ikke kan se!" mumlede han og stillede sine hænder ned på jorden med håndfladerne. Han trak en dyb indånding. Imens at tanken strejfede ham, måske skulle han have sigtet efter hendes ansigt i stedet for? Han rystede kort på hovedet, ej. Så ond kunne Dakota heller ikke være. Men når han kom op at skændes med nogen, så ville han også gøre en ende på det og ville ikke lade sig stå tilbage nej. Han kunne også nogle tricks oppe i ærmet!

Jaja.. Han hørte åbenbart hendes ord, men tydeligvis hørte han ikke godt nok efter. en tiltrækkende tanke gled dog ind i hendes sind, og at køligt smil gled langsomt hen over hendes læber, som hendes tanke udviklede sig. Det ville være tiltalende at afstraffe ham for sine ord mod hende. "Ja.. Et sølle og udueligt menneske" svarede hun koldt og ligegyldigt, mens hendes hoved langsomt gled på skrå.
Hun var dog optaget af sit eget tankespind igen, da hun hørte og så hvordan drengen langsomt samlede spyt og.. Spyttede på hendes sko. Hendes øjne åbnede sig helt op, og den jadegrønne farve lyste af raseri, som om der var en flamme der var gået igang inde bag dem. Der skulle meget til at gøre hende vred, til at få hende til at tabe fatningen, men ingen.. og hun mente ingen, skulle spytte efter hendes sko!
Hun tænkte ikke længere, men handlede istedet for. Blikket var vendt mod drengen, og hun trådte et enkelt skridt til siden, inden hun løftede højre hånd helt op forbi det venstre øre. I en enkel og glidende bevægelse, svang hun hårdt og hurtigt hånden igennem luften, med retning direkte mod hans kind. Oversiden af hendes hånd ville ramme kinden i en syngende lussing.
Hun var dog imidlertid ikke færdig. Iken satte hun sig på hug foran drengen, og endnu engang gled hendes hånd mod hans hals. Denne gang ville grebet være hårdere end før, selvfølgelig hvis hun fik fat. "Måske du vil overveje dine muligheder" hvislede hun langsomt og tydeligt, mens hendes hoved gled på skrå, og det lange hvide hår blafrede voldsomt i vinden. "Nummer 1: Du tørrer det spyt væk, så ikke engang dine bakterier sidder på min sko længere.. Nummer 2: Du vil dø hurtigere end du kan nå at få et skrig igennem det halsrør der.. Eller nummer 3: Min favorit.. Du vil ganske enkelt.. blive pint"

Han udstødte et skrig da han mærkede at han fik en lussing, samtidig med at hans ansigt blev drejet i den retning som hun kom med sin hånd for at give ham lussingen, Dakota havde ikke regnet med at han ville blive slået. Langsomt lod han sin ene hånd glide op at ligge på kinden som var blevet slået, inden at han vidste af det tog hun fat omkring hans hals igen, hvor taget bare blev hårdere end sidst, han lod sine hænder tage fat i hendes håndled. "G-..giv slip" mumlede han og strakte sin hals en smule imens at han vente sit blik op mod himlen. Gooosh, skulle han til at vælge hvad der direkte skulle til at ske?! Han fugtede sine let fyldige læber, imens at han tænke, selvfølgelig ville han ikke dø og han ville ikke gå rundt med smerter og blive pint, han havde nok smerter i forvejen og det var at han ikke kunne se en skid. "Skal nok fjerne mit spyt på din sko.." sagde han mere eller mindre besværligt da hun stadigvæk holdte fast i hans hals, dog ville han først gøre det, hvis hun gav slip. Ellers ville han ikke kunne gøre det, hvis hun blev ved med at holde omkring hans hals. "Plea..se giv slip.. skal nok lade være med at fornærme dig" sagde han stille og sukkede lydløst. Hvis hun kendte til magi kunne hun pine ham meget. Og han ville ikke ende med flere smerter end han havde i forvejen. "Hvis du.. kan noget med magi.. vil du så ikke lære mig det?" spurgte han nænsomt og lidt på en kølig men alligevel blid måde. Han ville gerne lære noget magi som han kunne bruge i forsvar til noget hvis nogen skulle gå hen og overfalde ham eller noget som var værre, tja. Måske lidt det som hun var i gang med at gøre ved ham?

Vahida nød tydeligvis øjeblikket, hvor hun var den sejrende del. Men på den anden side ville hun hade sig selv resten af livet, hvis hun lod sig blive underkuet af denne.. dreng. Han var jo intet andet end en lille dreng uden syn. Hun betragtede ham ligegyldigt, mens han holdt sig på kinden, og da han ville tale, løsnede hun grebet omkring hans hals en smule, dog ikke mere en nødvendigt.
"God dreng" svarede hun køligt, ligesom et menneske ville tale til sin hund, hvis den havde gjort det rigtige. Hun havde vel håbet en anelse på, at han ville have valgt den tredje mulighed, men hun havde jo selv givet ham valget, og hun holdte ord.. Ligemeget hvad.
Hun slap grebet efter nogle flere sekunder, inden hun fjernede den lange kjole væk fra den støvle, som han havde ramt, så han kunne fjerne det igen, inden hun overvejede hans andet spørgsmål.
"Hvem sagde at jeg kendte til magi" svarede hun stadig køligt, eftersom hun ikke selv havde nævnt det på noget tidspunkt. En lærling.. Var det hvad han ønskede.. Nej hun var forbandet ligeglad med hvad han ønskede, men var det, det hun selv ønskede? Hun overvejede hver eneste mulighed i den situation, mens hun ventede på, at han ville besvare hendes spørgsmål. "Jeg sagde at det fandtes, ikke at jeg udførte det"

Han hev en smule efter vejret da hun gav slip. Inden at han gik ned på knæ at sidde, "Det gjorde ingen.." sagde han stille og bed sig hårdt i læben, så der kom et bide mærke der hvor han havde bidt i sin underlæbe, "Men siden at du ved magi findes.. så burde du også kunne udføre det", han førte sin ene hånd op mod sin anden arm og hev et stykke stof af sin trøje. Han havde ikke andet at tørre sit eget spyt af på hendes sko. "Og hvis jeg lærte magi.. kunne jeg måske overleve og klare mig noget bedre imens at jeg begiver mig ud i de nye omgivelser og møder fremmed væsner" sagde han og lænede sig ned imens at han holdte det stykke stof fra sin trøje i sin ene hånd og han begyndte at tørre sit eget spyt af hendes sko. Han gned stoffet på hendes sko frem og tilbage end til at hans spyt var væk... eller til at han troede at det var væk. "Har jeg ikke ret.. i at du kan udfører magi?" spurgte han så med en bestemt tone i stemmen. Godt nok havde hun ment til det sidste som hun sagde, at hun ikke kunne udføre magi. Men inderst inde troede han at hun løj. At hun ikke sagde sandheden, selvom at han ikke kendte hende helt endnu, kunne han sagtens regne sådan noget ud. Dakota var ikke den klogeste, men han kunne godt bruge hjernen og tænke sig frem til når nogen var i gang med at lyve eller ej.

Hun sagde intet under hele akten, og var faktisk ret ligeglad med at han havde gjort hendes sko beskidt. Det var mere princippet bag det. Det var et tegn på svaghed, hvis hun lod ham være sådan overfor hende, og Vahida afskyede svaghed.. Og dog.. Hun var selv menneske og i den lave ende af fødekæden.. På en eller anden måde var det vel dobbeltmoralsk, at afsky noget som man selv var.
"Godt godt" sagde hun hurtigt, efter at han var færdig, inden hun langsomt begyndte at vandre frem og tilbage foran ham. Hun overvejede stadig om hun kunne have interesse i en lærling. Hun havde aldrig troet at der fandtes nogen, som ville kunne lide det som hun foretog sig.. Sort magi, det var hvad det var.
Efter flere minutter i stilhed, stoppede hun langt om længe op foran drengen, inden hun viftede afværgende med hånden. "Javist javist.. Jeg kan udføre magi.. af en art" svarede hun lettere ligegyldigt, og tonen var stadig kold og kynisk. Den tone ville nok aldrig forsvinde.. Det var i hvert fald ikke noget denne knøs skulle regne med.
"Og det er altså ikke for sarte sjæle.. Jeg tror næsten ikke at du vil kunne holde to minutter i min verden.." Et spottende smil trådte automatisk over hendes læber, inden hun hurtigt gled hånden igennem den øverste del af sit hår, og tvang det henover den ene skulder.

Dakota smilede let over at han havde ret i det som han sagde. At hun kunne udføre magi. Han hævede det ene bryn igen, efter at hun begyndte at snakke om at det ikke var for sarte sjæle og at han nok ikke kunne være i to minutter i hendes verden. Han trak sig svagt på skulderen uden rigtigt at svare hende med det samme, rakte han langsomt sin ene hånd ud i luften og han fik fat i hendes ene arm hvor han trak hende ned at sidde på sit skød. "Prøv at udsæt mig for noget af dit magi.. eller noget lignende, for at jeg kan bevise over for dig at jeg godt kan klare det" sagde han stille og lagde forsigtigt sine arme ned omkring hendes hofte, "Hør.." mumlede han inden at hun ville svare på det første som han havde sagt, "Jeg er blind.. og det var en hård smerte.. det var nok for mig.. men udover det så ved jeg at jeg kan klare mere end det.. er ikke bare sådan en der giver op, frøken..", sagde han imens at et skævt smil dukkede frem på hans læber, han havde været bange i sit liv.. været en kylling og han gad ikke at folk så ham som en kujon. Han levede livet og ville gerne tage en udfordring op. "Acceptere det selvfølgelig hvis det er at du ikke vil lære mig det" smilede han og lod sin tunge glide ud at slikke ved sin underlæbe, inden at han hurtigt gav hende et kys på kinden, et strejf af hans læber, før at han lænede sig tilbage mod stammen, måske var det dumt gjort af ham og måske ikke. Men han skulle nok regne med at få en lussing igen.

Hun vandrede tænksomt frem og tilbage endnu engang, mens hun langsomt forsvandt ind i sin egen verden. Den blev dog hastigt brudt, da hun mærkede nogle fingre omkring hendes arm, og sekundet efter blev hun trukket ned at sidde ovenpå ham. En lavmælt knurren gled langsomt op igennem hendes strube, og kom ud mellem de sammenbidte tænder. Tanken om at kaste en smertebevsærgelse over ham, legede med det samme i hendes tanker efter han havde sagt sine ord, men Vahida havde en anden idé.
Kun en ting var være end smerte ifølge hende.. Og det var når andre kendte en sandhed omkring en anden person, som de ikke ville fortælle andre. Langsomt nikkede hun. "Du bad selv om det" svarede hun køligt, inden hun mærkede hans læber mod sin kind. En dyb vejrtrækning indtraf, for at hun ikke ville ende med at banke noget fornuft ind i ham. Hun gad virkelig ikke den slags.. Følelser var svagt, og kærlighed var dumt. Hun skulle ikke nyde noget af den slags, desuden.. Var han ikke engang hendes type.
Hun trak sig væk fra ham, og satte sig på knæ overfor ham. Fra sin taske trak hun et mørkelilla lys frem og stillede det på jorden, inden hun tændte væden. "Dette lys er som mig selv.. Det brænder ligesom sjælen.. Det er som mig på alle måder" sagde hun langsomt, inden hun stillede to hvide lys frem, og tændte også dem. "Disse symboliserer sandhed.. De er skabt af Vahida, og vil vise mig hele sandheden.." Stilheden lagde sig over dem, mens Vahida kraftigt tænkte over hvad denne dreng havde oplevet dagen før. Minutterne gik...
Hun åbnede pludselig øjnene. "Igår mødte du en ubehagelig person.. Efter mødet var du utrolig trist, og havde mest af alt lyst til at græde, men du gjorde det ikke.. Du hader at græde foran andre, og du vil ikke acceptere det overfor dig selv" sagde hun langsomt, inden hun koncentrerede sig om denne person. "Det var en.. kvinde.. Kold som isen selv"

Han trak sine arme til sig, fjernede dem fra hendes hofte da han kunne høre en lavmælt knurren fra hende. "Undskyld" sagde han svagt, så han selv kunne høre det inden at han nikkede kort til at han selv bad om at blive udsat for hendes magi som hun kunne udføre. Han lagde sit hoved en smule på skrå, efter kysset som han havde givet på hendes kind, hørte han hendes såkaldte dybe vejrtrækning. Well, han trak bare svagt på skulderen, han skulle nok lade være og kunne godt mærke en hentydning til at hun ikke gad det. Efter at hun begyndte at snakke om et lys hævede han det ene bryn.. han kunne jo ikke se noget og var derfor meget besværligt for ham og det var noget forvirrende også. Han nikkede dog et par enkle gange til at han havde forstået hvad det var hun mente med det som hun sagde, det irriterede ham bare at han ikke kunne se lysset, "Hvem er Vahida?"spurgte han så og fugtede sine læber, da han lod sin tunge glide ud af strejfe sine læber, idet at han lavede store øjne da hun begyndte at fortælle omkring ham og hans liv. Eller rettede hvad han havde lavet i går. Han rømmede sig en smule, "Det var ikke en så ubehagelig person igen.. og jeg havde ikke direkte lyst til at græde.. da jeg har grædt for meget" mumlede han mens at han smilede skævt, dog nikkede han igen. "Men ja.. rigtig nok, vil ikke græde foran andre" sagde han og trak svagt på skulderen, han syntes at han lignede et misforster når han begyndte at græde fordi han var blind. Det var på en måde lidt anderledes når det var at han græd, han ville bare gerne holde det for sig selv også prøvede han altid at skjule sit humør når han var trist med at smile falsk. Men det kendte vel alle og en hver til ikke? "...Kan det ellers andet det lys.. som jeg blot ikke kan se?" spurgte han forsigtigt og et lydløst suk undslap fra hans læber, uden at han også havde tænkt og lagt planen omkring det, så skulle han også snart finde et hjem et sted at bo. Han kunne ikke blive ved med at vandre rundt uden at have et sted som han kunne kalde sit hjem. Et sted hvor han kunne føle sig tryg. Men Dakota ville blive glad og lykkelig over hvis denne kvinde ville tage ham som lærling og lærer ham noget magi, han ville virkelig sætte pris på det hvis han fik muligheden. Også ville han ikke kunne takke hende nok. Han ville så gerne lærer noget magi når han nu kendte til det at magi fandtes. Han trak en dyb indåndig og åndede ud mens at han ventede sit blik ned mod sig selv og afventede svar fra hende, om hvad hun ellers havde at sige. Dakota håbede bare ikke at han på nogen måde havde gjort hende sur igen. Det magtede han ikke. Så ville hun garanteret gå hen og pine ham, så han kom ud og fik mere smerte end han havde i forvejen. Han satte sig mere op, så han sad ret med ryggen og han lagde sin ben over hinanden så de lå krydset over hinanden. Lagde sine arme ned langs på hans lår og trak ellers vejret roligt, imens at han smilede venligt.

Hun lod hovedet falde lidt på skrå, inden hun let trak på skuldrene. Hun ville nok aldrig finde ud af om det var rigtigt, men selv det havde hun et middel mod. Hendes blik var stadig vendt mod ham, men hun så faktisk ikke på ham.. Hun så nærmere lige igennem ham med et fjernt blik, eftersom hun igen var gledet ind i sine egne tanker. Et sted langt væk i hendes hukommelse hørte hun et spørgsmål, men hun svarede ikke.. Ikke lige med det samme i hvert fald. Behøvede hun virkelig en lærling.. Ville hun lære disse ting fra sig.. Hun vidste at det tog lang tid.. Meget lang tid endda, og han virkede heller ikke som den mest tålmodige type. I hvert fald ikke hvad angik visse.. ting.
"mmh?" mumlede hun en anelse fraværende, inden hun kort rystede på hovedet, og fik et spørgende blik frem. Han havde da spurgt om noget ikke? Hun tvang sig selv til at huske på hvad hans spørgsmål havde omhandlet, og hun huskede det.. Hvem var Vahida? Hendes øjenbryn skød overraskende i vejret. Hun måtte da have fortalt hvem hun selv var? eller åbenbart ikke, siden han ikke selv kunne huske det. "Det er mig" svarede hun kort og kontant, inden hun lyttede til hans forsøg på at redde det hun havde sagt, så det ikke lød nær så slemt, som hun havde udstillet det. Hun gad ærlig talt ikke spilde tiden på at være uenig med ham, eller diskutere det. Faktisk var hun ret så ligeglad med hvad han følte, troede eller gjorde, så længe hun ikke behøvede at høre noget klynk.
Et andet spørgsmål. Igen himlede hun diskret med øjnene over hans spørgsmål. Selvfølgelig kunne lysene bruges til andet.. Hvad havde han regnet med. Hun bøjede sig dog en anelse fremover, og pustede forsigtigt de tre flammer ud, inden hun igen lagde lysene tilbage i tasken igen. Hendes blik faldt kort på en dukke.. Wodoodukken af hendes storebror, og igen huskede Vahida på det formål som hun skulle foretage sig denne nat. "Lysene bruges til mange ting.. For det meste skal de repræsentere en følelse eller ens indre person.. Som en form for.. Sjælekanal" svarede hun køligt, inden hun fraværende kløede sin ene kind. Et lavmælt suk gled over hendes læber, inden hun vendte blikket mod himlen, som efterhånden var gået hen og mørkne. Hun måtte træffe en beslutning.. "Fint.. Jeg kan vel lære dig en lille smule" sagde hun til sidst, mens hun næsten så hvordan hendes hævn langsomt forsvandt længere og længere hen i fremtiden. *Og jeg flyttede hertil for at få fred* tænkte hun lettere opgivende. Hun havde aldrig været så meget blandt andre mennesker på så kort tid, som efter hun kom til denne lorteby. *Skindet bedrager*