why am i here?? //Itarian//

T. IRL
D. IRL
O. Mørke og fakler
V. Stormvejr
S. Minen

________________________________________________________________

Det var mørkt og stormfuldt uden for, og den unge pige med det lange blonde hår havde søgt efter ly i den gamle mine. hun sad der og rystede af kulde, var helt gennemblodt, så hendes hvide polka prikkede bluse faktisk viste mere end hun burde vise normalt, man kunne se hendes undertøj og lidt af hendes bryster i gennem den ligeledes hvide bh
hun sad der foldet lidt sammen og frøs, så på ilden

En mørk skikkelse kom gående gennem regnen. Hans lange røde hår hang vådt, og livløst ned over hans skuldre, og skjulte ansigtet der tilhørte denne let maskuline figurs ansigtstræk. Hans isblå øjne var dog alligevel tydelige, og glødede svagt, som var de en form for lanterner. De gløde, og så ud til at udsende små tågeskyer i den kølige bjergluft omkring dem. Minens åbning lå badet i lys, tydeligvis fra et bål, hvilket fik Itarian til at rynke let på næsen. Røg havde aldrig huet ham, og dog følte han ingen ubehag ved den grå tåge, der steg op fra en ild, som hans lange ildrøde lokker sagtens kunne ligne, hvis det havde været tørt, og svajet i en brise. Det gjorde det dog ikke, nu da det var gennemblødt af regnen.
En bulren fra skyerne over dem, og et lysglimt oplyste hele området. Han så et kort øjeblik, bag skyggerne som bålet skabte, en skikkelse sidde og skutte sig let af kulde. Langt hår, kvindelige former, gennemblødt, menneske. Det var de informationer han uden videre fik til at poppe op i sit indre. Han stoppe op, ganske få meter fra det bløde lys, fremkaldt af ilden. Hun ville måske kun lige kunne ane ham hvis hun kneb øjnene sammen, da han stod uden for rækkevidde af det lys, der oplyste hende selv. Han var kun en halvt udtværet silhouet mor regnen, og hvis hun strakte sin hørelse til det yderste, ville hun måske være i stand til at høre den karateristiske lyd, af fødder mod mudret grus. Bare fødder. Egentlig ret usædvanligt at han gik rundt uden fodtøj, og dog, han var kun iført en kort jakke, og indenunder en grøn-brun t-shirt - begge gennemblødt. Hans lange bukser var plettet af mudder for neden, som havde han løbet genne mudder, der var plasket op over hans bukseben. På en måde så han forfærdelig ud, men så alligevel, fik man det indtryk at han var lidt mere ophøjet end de fleste, som om... han ikke var en del af den ordinære del af jordens befolkning. Det endda indbefattende alle de sære væsener og skabninger der løb frit rundt i Di morga. Hans isblå øjne, havde en effekt, der ville drage de fleste væsener til ham, og hans let formelle holdning, gav ham udstrålingen som fra en adelig, dog ville man hurtigt kunne se på hans tøj, at han ikke det mindste ønskede at virke på den måde. Hans ansigt var udtryksløst, hans øjne dybe og uudgrundelige. Hans ene hånd, hvilende i lommen, drejede langsomt et lille stykke metal mellem fingrene, mens hans læber mumlede et enkelt ord på et endnu ukendt sprog. Det lød ærligt talt som en blanding mellem tysk og fransk. Med den let grove udtalelse fra det tyske, og dog den flydende, regelmæssige form fra det franske. Som en melodi, så fangende og yndefuld, dog spillet på en gammel kaffekande og en rusten kasserolle.
Han følte en svag smerte i den ene finger, og den varme fornemmelse af blod der lod sig glide ud gennem en åbning i huden. Han lukkede det ene øje, men anden reaktion fra ham kom der ikke.

//hovedpine af alt den tekst xD//

Pigen sad og så på ilden der kom fra de fakler der var blevet boret fast mod væggen, hun smilte stille og sukkede lidt over at at der snart ikke var mere af ilden tilbage
"stop nu med at regne" hun rystede stille og hørte et lyn uden for, der fik hende til at folde sig mere sammen "..." hun skreg nærmest men lydløst

Han hørte en svag lyd, og vendte hovedet i et ryk. Han havde før ladet de isblå øjne glide over faklerne, men nu vendtes de mod pigen. Endnu et lysskær, denne gang udeblev lyden på forundelig vis, og Itarian blev oplyst i et svagt sekund, fuldt ud synlig for pigen, hvis ikke hun var krøbet for meget sammen til at kunne nå at skimte ham, i de få sekunder lyskæret varede.
Han sukkede svagt, mens ordene til stadighed kom ud gennem hans læber, som en bølge, der ikke ville ende. Hans isblå øjne glødede stadig, dog med en lidt mere medlidende dybde end før. Var pigen bange for tordenvejr? Hvis hun var det, hvorfor så gå udenfor når det havde været vidst i flere uger, af såvel mennesker som andre skabninger, at det ville tordne? At det ville blive et frygteligt uvejr?
Nå, nogen væsener var bare ikke til at forstå, mens andre selvfølgelig var så lette at læse at det slet ikke var sjovt at se på dem. Han lod en finger strejfe sine læber, som for manuelt at stoppe ordstrømmen. Han stoppede med at tale, og tog et lidt usikkert skridt fremad, for derefter at vendet om på hælen, og sætte sig på en sten i nærheden, stadig uden anden lyd en den lette knasen fra gruset under hans fødder.

//ok, undskyld xD Skal nok prøve at indskrænke det - Men jeg advarer dig, jeg taber hurtigt tålmodigheden hvis du ikke skriver særlig langt ;D //

//:( jeg kan ikke skrive så meget fordi du skriver så meget....så det bliver vel aldrig til noget//

Xio havde set ham og fået et rimelig stort chok over at han bare stod der, hun fulgte ham lidt med øjnene da han gik i mod den ene sten eller hvad det nu var han satte sig på, hun kunne ikke rigtig se det fordi mørket lå som et tæppe over det sted han var "undskyld hr?" sagde hun stille og afventede hans svar, for at være sikker på at han faktisk var der, og ikke bare var hendes øjne der fuppede hende...
et brag lød igen udenfor "...iih" sagde hun i en mere skrigende lyd, bange og frysende sad hun der og ventede på hans svar

//Hhm... Hør her, du bliver hele tiden så sur, og forfølger mig med en hel mundfuld karakterer hele tiden, hvorfor blev du ikke ved en af de gamle? Jeg kunne meget bedre lide at emne med f. eks. hende vampyren i fængslet O_O
Og jo, jeg har bare ikke sagt det før, det er blandt andet derfor jeg har svaret så langsomt. :\ //

//hmm...jeg forstår... og nej jeg er ikke sur//

//ok, lød bare sådan ;D Men jeg tror jeg logger snart, skal egentlig på arbejde i morgen xD so cya^^//

Han så op mod hende, og rynkede let de ildrøde streger der udgjorde hans øjenbryn. Hans isblå øjne glimtede svagt, og lod et svagt lys brede sig fra dem. Hans krop, og skikkelse, blev en anelse tydeligere, så omridset nemmer kunne ses, dog var munden næsen, og hele hans ansigt, med undtagelse af øjnene, skjult af en kappe af skygger.
Han lod blikket søge mod hendes øjne.
"Ja?" sagde han, med en stemme, der var en anelse blød, og dog let smældende, næsten som en piskesnært der ikke gjorde det mindste ondt, dog stadig, tydeligvist beregnet på at ingyde en svag respekt.

Xio "oh..du gav mig et kæmpe chok hr" hun smilte stille og så mod ham "heh... håber ikke at jeg ehm...ja" hun kiggede lidt ned og foldede sig mere sammen "ved du hvornår regnen stopper? eller noget" hun lødt trist og uvidende om at det faktisk ville komme den storm i dag
"eller tror du vi er fanget herinde i et stykke tid"

Han rejste sig fra stenen, der var placeret udenfor grotten, eller rettere åbningen til minen, hvad han ikke vidste. Han gik hen mod hende, med let majestætiske skridt, der dog på ingen måde så ud som om det var ment arrogant. Han var bare opdraget til at gå på den måde, tale på den måde, og alt i alt få folk omkring til at tro at han var et opblæst fæ. Kun nogle meget få kendte den rigtige ham, da hans personlighed varierede alt efter respekt og tillid. Han lod de krystalklare øjne køre over hulevæggene, og lod en hånd strejfe dem, hans øjne gled over dem som var de den mest dyrebare skat der fandtes, og dog som om han frastødtes ved bare synet af den.
Han vendte hovedet mod hende ved hendes spørgsmål, havde overhørt det om chokket.
"Jeg kan forestille mig at det vil blive ved et par timer endnu" sagde han stilfærdigt, mens han så mod hulens åbning. Han virkede langt væk, ikke rigtig til stede.

Xio sukkede dybt "jeg skulle aldrig have været gået udenfor" sagde han så lige så stille og smilte stille for sig selv, dog rejste hun sig lige så stille og så ned ad sig selv, for så at kigge mod sin skuldertaske hun havde med "hmm...gad vide om jeg har noget skiftetøj med" xio pakkede altid noget ekstra tøj med hvis det nu var der ville ske noget som helst, ødelagt tøj, beskidt, vådt osv.
Hun begyndte at tage sit tøj af, bortset fra undertøjet self selvom det også var vådt, tog den ekstra kjole hun havde med og tog den så på

Han lod ikke så meget som et blik hvile på hende, mens hun skiftede. Han havde aldrig været særligt meget tiltrukket af sådanne ting, køn spillede ingen rolle for ham. Han selv var to tredjedele dreng, og en tredjedel pige, hvis man ellers kunne sige det på den måde. Han delte sin krop, sin forbandede krop, med tre andre sjæle, der ligesom ham selv ikke havde et sted at søge ly for helvedets hersker, der lurede på dem, blot et par meter oppe i luften. Hvis han begyndte at flyve, ville han straks føle hvordan han blev trukket ud af sin krop, trukket nedad, gennem jorden, og videre til helvedet. Han sukkede svagt, og rystede på hovedet for at få tankerækkerne ud af hovedet.