Never shout never. - Shane (privat)

Sted :: Di Morga :: De jeux - Legepladsen.
Tid :: Omkring klokken 17:00??
Omgivelser :: Dakota.
Dato :: 13.september, en mandag.
Vejr: Stille og rolig vind med klar himmel.


En lille skikkelse på omkring højden, 1.69 cm gik i nærheden af en legeplads i Di Morga. Han havde gået meget rundt på sine bare tær, hvor det var hans kæder som gjorde hans skridte tunge.. ellers gik han i bare tær. Han orkede ikke at gå i sine gamle slidte sko, selvom han godt vidste at han nok kunne blive syg af det. Han havde sorte tætsiddende bukser på og omkring fire kæder på sig hængende, som raslede når det var han gik. Plus et bælte rundt om hoften, som holdte hans bukser oppe. En sort T-shirt hvor der var et skellet hoved på. Det kunne ses på Dakota at han var tynd, men ikke direkte for overdrevet. Han havde stretch i ørerne, septum og snakebite. Hans hår som var sort sad fladt og perfekt som det skulle hvor han havde en cap på også, det var efterhånden sjældent at han havde sit halsbånd på, som var meget simpelt og unikt, det var sort og havde et meget smukt kors til vedhæng, ikke fordi Dakota var kristen, han fandt bare smykket fascinerende, samtidig med at det betød meget for ham, da han havde fået det af sin bror, inden at han forsvandt, ulempen var bare at det kunne bære magi i sig. Han lod sin hånd glide hen mod lågen, indgangen til legepladsen da han stoppede op foran den. Imens kiggede han ind og lagde sit hoved en smule på skrå inden at han hoppede direkte op over lågen i stedet for at åbne den, Dakota ville afprøve nogle ting efter at han havde fået synet igen! Men.. det resulterede bare at han mistede balancen og faldt ned på røven og kom videre ned at ligge på jorden, hvor han også landede på sin hofte. "Argh.." mumlede han og bevægede sig en smule, men blev hurtigt stille liggende på græsset. Da det gjorde noget ondt på ham, Dakota mærkede noget smerte, "Heldigvis har jeg da ikke brækket noget.." sagde han stille og bed sig hårdt i læben, han var bare blevet øm de steder hvor han var faldt ned på jorden. Hans røv.. og hans hofte. Perfekt. Han vred sig lidt inden at han satte sig forsigtigt op og førte sin ene hånd ind under trøjen og lagde hånden på siden af hans hofte, der hvor det gjorde ondt. "Bah!" udbrød han og trak svagt på skulderen, han kunne ikke umiddelbart rejse sig op med det samme og han sad sådan set dumt.. lige i forvejen for at folk kunne komme ind på legepladsen, indgangen. Han håbede ikke på at der ville komme nogen.. også alligevel ville han gerne have selskab.

I den stilhed, der underligt nok var i området omkring legepladsen, gik en fyr hen af gaden. Med lettere pjusket hår, som om han havde løbet, hans hår var også halvvådt, det samme galt hans hud. Men, det var bare fordi han havde taget et hurtigt bad, inden han var smuttet ud af huset. Han havde bare vasket det værste snavs og blod af sig, inden han så havde sat kursen mod et bestemt sted. Legepladsen. Det var blevet hans nye tilholdssted. Legepladsen, om dagen befandt han sig her med sin lillesøster, hvis han orkede alle de skrigende under der ellers var, og ellers brugte han bare natten på at sidde og ryge, mens han gyngede ligeså stille frem og tilbage, gled ind i intet, bare afslapning, fred og ro. Det han havde brug for, for at overleve. Da han så nåede hen mod legepladsen, så han kunne få øje på den, så han en fyr. Og hvad var det dog fyren lavede? Var han igang med at hoppe over hegnet, som en eller anden idiot der ikke kunne åbne lågen? Holddakæft, så kunne man da kalde sig selv godt dum. Det var jo indlysende at man ville falde og slå sig, måske endda brække noget? Og et eller andet sted, nok det sted, hvor englen i ham befandt sig, fik den tanke ham til at skynde sig lidt mere hen til lågen, bare for at tjekke om den anden fyr var okay. Da han så så at han lå der i græsset, smilede han kort for sig selv, inden han så bare så neutral ud, åbnede forsigtigt lågen og satte sig så ned ved siden af drengen. "Hey, er du okay?" spurgte han så, venligt, ikke bekymret. Gu fanden om han ville være bekymret mor, næh, det havde han sku ikke tænkt sig. Han havde dog alligevel sat sig på hug ved siden af fyren, for så bare at sætte sig ned i sandet. Han betragtede ham kort - fyren altså - inden han så lagde mærke til, at hans hånd hvilede i hoften, ved hoften, sikkert der hvor han havde ondt. "Gør det ondt? I .. Hoften? Andre steder måske?" spurgte han så, med et spørgende udtryk i ansigtet, mens han så fugtede sine læber. Han havde ikke set fyren før, men det var da altid godt at møde nye mennesker og det så ud til at fyren havde en god stil.

Dakota blev lidt forskrækket da han opdagede en skikkelse sidde på hug foran ham, og vidste at det var en dreng, efter at den ukendte person begyndte at snakke til ham. Og Dakota rømmede sig en smule, bed sig diskret i læben, imens at han kiggede ned af sig selv og kærtegnede sin hofte en smule med sine fingerspidser, det fik smerten til at forsvinde lidt, "Ja.. jeg er okay, tror jeg" sagde han stille og et lydløst suk undslap fra hans læber, han havde ikke regnet med at nogen ville komme direkte hen til ham, Dakota tøvede en smule, "Det gør ondt i hoften.. og på min røv", han sagde det noget nænsomt, da han fandt det pinligt berørt at sige det. Før at han lod sin tungespids glide ud at strejfe sin underlæbe, "Men jeg tror at smerten er så småt ved at forsvinde" mumlede han og et skævt smil dukkede frem på hans læber, mens at han langsomt lod sit blik glide op på drengen som han ikke kendte eller ej havde set før. "Hm.. skal aldrig gøre det igen, tænkte ikke lige for klart" sagde han og fugtede let sine læber, en lille latter undslap fra hans strube, Dakota kunne godt se det sjove i det han havde gjort. "..Håber ikke at du så det hele?" sagde han og trak svagt på skulderen, dog blev han siddende da han stadig var øm og han ville alligevel gerne sidde ned end at stå op. "Btw.. Dakota Chevalier" præsenterede han sig og rakte sin anden hånd imod ham, den hånd som ikke lå på hans hofte, på den ene side. Dakota kiggede på drengen, studerede ham. Hans ansigt, øjne, næse, mund også videre, kiggede længere ned af hans krop, gav ham elevatorblikket. Inden at han lod sine brune øjne hvile på drengens ansigt igen. Han behøvede ikke hjælp.. syntes han ikke selv. Dakota syntes at han klarede det fint selvom han havde fået nogle skræmmer. "Jeg har jo også bare slået mig lidt.. det er ikke så galt at komme en smule til skade nogen gange" smilede han og blinkede med det ene øje.

Han så godt, hvordan han havde forskrækket ham en anelse, det havde ikke været med vilje, han havde bare set det stunt der havde set, både vildt og samtidig utrolig latterligt ud. Han betragtede ham stille, for en stund, inden hans spørgsmål så gled over læberne. Om han var okay. Det var vel det indlysende at spørge om i sådan en situation, eller hvad? "Jamen, det er jo godt så." svarede han ham, bed sig kort i underlæben, slap den dog lidt efter, mens han lod sine brune øjne glide udover området, inden de landede på den ukendte dreng igen. Da fyren tøvede, lagde han mærke til det - kommenterede det dog ikke - men smielde bare svagt, da han hørte det næste han sagde. "Det kan være, jeg skal hjælpe dig med at få det bedre så." jokede han kort, med et skævt smil. Det var selvfølgelig kun drillerier, ikke noget særligt alvorligt, hvilket han også håbede knægten opfattede. Da Dakota så tilføjede at smerten vidst så småt var ved at forsvinde, nikkede han bare med et smil, et lille smil, dog imødekommende af en eller anden grund, var han ike gnaven heller ikke særlig deprimeret, lige idag. Da fyren så sagde, at han nok ikke skulle gøre det igen, kunne han ikke lade vær med at ryste på hovedet af ham, og samtidig grine af ham. Nøj, til tider kunne teenagere virkelig være dumme - ikke at han selv var bedre, meneh.. "Jo, jeg så skam det hele." svarede han lidt efter på hans spørgsmål, med et nik, mens han så hen på lågen. "Ja, det var egentlig ret dumt, når du kunne have åbnet den, uden at komme til skade." svarede han så eftertænksomt, nikkede let for sig selv, nærmest i trance, inden han så så tilbage på ham igen, med et lille smil på læben. Da fyren så præsenterede sig, som Dakota. Nikkede han kort, tog så hans hånd, gav den et venligt klem, inden han så slap den igen, med et smil på læben. "Shane. Shane Kevin Night, mere præcist." brummede han så, nikkede kort for hovedet, og slikkede sine læber med tungespidsen, inden han så bare kløede sig på armen, kort. Ud af øjenkrogen, så han hvordan han fik elevator blikket, smilede bare kort for sig selv. Havde faktisk itnet imod det, men var heller ikke just interesseret bare fordi ahn fik et elevator blik. "Til tider, nej. Altid, så er det slemt." kommenterede han på det han sagde, lod sig så falde baglæns ned og lukkede øjnene i, mens han så bare lå der.

Dakota sukkede lydløst. Der var ikke noget at gøre ved det at drengen havde set det hele, "Jeg gjorde det fordi.. jeg havde fået mit syn rigtigt tilbage... da jeg ankom til stedet havde jeg mistet synet og var et misfoster" sagde han så stille og rømmede sig igen. Han syntes i al fald selv at han var et misforster når han ikke kunne have set andre folk, ting og sager også videre, de omgivelser som var omkring ham. "Men ja.. det var dumt gjort og ikke så smart" mumlede han imens at han kiggede ned af sig selv, inden at han så hen på Shane, som nu lå ned på græsset.
Efter at drengen havde præsenteret sig lagde Dakota mærke til at han ikke var så glad..? At han måske var lidt nede med humøret? Dakota kunne ikke rigtig finde ud af det, et suk undslap fra hans læber inden at han rejste sig og stillede sig forsigtigt op på fire ben og kravlede hen til ham, "Er du okay?" spurgte han stille mens at han lagde sit hoved en smule på skrå. Dakota var en spøjs fyr. Han var for det meste en flink og rolig fyr, som var stille og nød livet. Men han kunne også være hård og ond.. hvis det skulle være.. det kom an på så meget og han skulle virkelig være pissed på noget eller nogen.. før at det virkede. "Og.. hvis det er, kan jeg så få dig til at smile på en eller anden måde?" spurgte han igen efter sit første spørgsmål. Dakota kunne ikke lide at se andre være en smule triste i det. Og han kunne heller ikke lide skræmmende og uhyggelige personer, han kunne finde på at græde over en lille ting.. og hvis nogen skræmte ham, og at det var meningen at de ville være uhøflige over for ham..!
Dakota satte sig ned et stykke væk fra ham dernæst, så der var noget mellemrum, han ville ikke til at gøre det hele akavet og det kunne også ende med at Shane ville blive sur på ham og gå sin vej.
Hvorfor tænkte han så meget over det? Vidste han ikke.. well. Han ville bare gerne have noget selskab. Og når han havde fået det, så slap han sjældent det bare med det samme. Han elskede at snakke, men accepterede dog også stilheden hvis den dukkede frem. Han ventede blot på hvad Shane ville sige, mens at Dakota kiggede på ham lige så stille.

//out//