Are you ready for this?

Sted: Teatret
Tid: Aften.. klokken 22.17
Vejr: Mørket har lagt sig, og det regner udenfor
Omgivelser: Der er tomt, og kun Angelie til stede
Dato: 16. september

Der var fuldstændig mørkt i teatret denne aften, med undtagelse af nogle enkelte lysekroner langs væggene, som kastede et blødt og skærende lys igennem det store rum. Det hele havde en dæmpet og lettere uhyggelig tone over sig, men Det generede ikke den kvinde, som i netop dette sekund langsomt bevægede sig op langs stolerækkerne. Sæderne var plostret og betrukket i vinrød velour, som gav tilskueren en god siddefornemmelse under selve stykket.
Et lavmælt fnys gled over kvindens blege læber, da hendes højre hånd gled henover betrækket på den forreste række, lige før musikgraven. Underligt.. Sådan at kalde det en grav, men på sin vis gav det jo mening. Musikerne befandt sig et helt niveau under de andre tilskuere for ikke at sidde i vejen, så det var vel en grav. Nu vidste Angelie dog hvordan en grav virkelig var. Kold.. Trang og mørk. De to forskellige typer grave havde intet tilfælles. De fleste ville dog foretrække denne grav.. Den der befandt sig i teatret, men ikke Angelie.. Hun kunne lide hendes dødsleje. Faktisk elskede hun det, som noget af det eneste hun holdt af i denne forbaskede verden.
Hun burde slet ikke være her længere.. Jorden var for levende skabninger.. Ikke døde. Det var hendes mening, og det irriterede hende, at hun skulle vandre rundt som en hvileløs sjæl, bare fordi den forbandede møgtøs til Faith ikke kunne tænke sig at dø. "Hvor mange gange skal der til at dræbe en dødsengel?" Spurgte hun ligegyldigt en tom stol, inden hun bevægede sig igennem musikgraven, og elegant fik hevet sig op på scenen. Hun stod i en teatralsk tavshed med ryggen til det usynlige publikum, inden hun hurtigt slog ud med armene og vendte sig om. "Mere end to!" Sagde hun så. Faith var død hele to gange nu.. Eller det var de gange Angelie kendte til, og alligevel kunne den tøs ikke blive i åndeverdenen. Ligesom Angelie skulle Faith også være blevet der.. Det kunne sgu ende i ren kaos. Måske havde ånderne indgået en kontrakt.. Faktisk kunne hun næsten se den kontrakt for sit indre blik.
Vi kan ikke have to så modstridende sjæle i samme verden. De vil raserer og ødelægge alt omkring dem i deres evige kamp på at udslette den anden. Åndeverdenen er simpelthen ikke stor nok til dem begge!
Ja det skulle sgu nok passe. Og så havde de valgt at smide dem på jorden.. Den var åbenbart stor nok til dem begge, selvom Angelie mente at se for meget til denne kvinde allerede. Det gjorde det heller ikke bedre, at hun havde skabt sig en virkelig fjende, for at myrde Faith.. Dennes elsker havde virkelig set sig gal på hende, og Angelie var varsom hvad ham angik. Tænk.. Nogle sad garanteret og grinede af hende i dette sekund.. Hvor ironisk.. Hendes egen fjendes elsker, tjente den samme som hun selv tjente under, og alligevel var de ikke på den samme side.
Hun lod dog tankerne ligge, inden hun vendte et fjernt blik mod den dekorerede dør nede i enden. Det var denne dør, som tillod folk at komme ind i Terres gamle og smukt udskårne teater. Faktisk.. Det var mærkeligt at teatret ikke havde mistet omsætning eller var gået neden om og hjem, efter der for et år siden skete et mord under en forestilling. Dette havde været ligeså ironisk som resten af Angelies liv. Forestillingen havde heddet et mord på scenen, og man må da sige at folk fik hvad de betalte for. Angelie var den kvinde, som dengang var blevet myrdet.. På denne scene, skudt tre gange.
Igen måtte hun ryste de gamle minder ud af tankerne, og mærke hvordan det rødblonde hår dansede omkring det blege ansigt, som kun havde en anden farve i sig. De isblå og kolde øjne, der lignede noget, som kunne se igennem mure, hud og sind. Dette var dog ikke muligt, men der sad en skarp splint i dem, som gjorde at folk ville føle det på den måde, når de fik øjenkontakt med hende.
Klokken var før midnat, og Angelie var iført en sort tanktop, samt en simpel sort nederdel. Fødderne var som altid bare, men en ny detalje var kommet til. Hun bar en kæde omkring venstre side, om svagede let nedover nederdelen, og fra den kæde hang i genstand. En rørlignende genstand, som havde en svag farve af blå.. Som om en sjæl var fanget i den. En sølvslange snoede sig op omkring røret, og denne genstand holdt Angelie tæt på sig. Hun havde fået at vide, at den en dag ville bringe hende livet tilbage.. Men hvordan var stadig uvist.

Skyggerne var næsten uanede i den smukke teatriske hall, hvor stemningen var dyster og stadigvæk... spændende. Hvis man havde fantastisk gode øjne, der så ulideligt godt i mørke, ville man tydeligt kunne se den lille vampyr. Amber kiggede op mod scenen, hvor den rødblonde kvinde stod, og råbte ud til det ikke-eksisterende publikum. Hun havde stået i den sal et par timer, da der havde været et stykke tideligere på dagen. Hun havde lyst til at træde frem, spørge den fremmede om hvad der var 'mere end to'? Det gav jo overhovedet ingen mening bare at råbe det ud til folk der ikke var der.
Det usandsynligt blå hår, der var naturligt, var ualmindeligt nok, trukket tilbage i to rottehaler, der hang kedeligt ned over de blottede skuldre. Vampyrkvinden havde en sensuel blå kjole på, hvor glimmer var indtrukket i det fantastiske stof. Den havde ingen stropper, og så var den lårkort, men løs. Den klædte ikke skikkelsen der stod bagerst i det mørke lokale. Hendes bløde isblå øjne, begyndte svagt at gløde, og pupillerne trak sig sammen, og blev katteformede. Hun var sulten. Ulideligt sulten efter et simpelt menneskes blod. Hun var dog ikke så sulten at hun ikke kunne kontrollere sig, bare nok til at man svagt kunne ane den ovale pupil, og de glødende øjne.
De blå stiletter klikkede let mod det hårde marmorgulv, som salen bestod af. Amber var trådt et par skridt frem, og stod nu lige bag den bagerste række, af de velourindtrukne stole. "Mere end to hvad?" spurgte hun flygtigt, og et dansende smil viste sig på vampyrens ansigt, og så som altid, lettere lallegladt ud, da hun havde de charmerende, lillepigede smilehuller. Hun stod helt stille i den dunkle sal, men så begyndte stiletterne at klikke igen, da hun langsomt bevægede sig op mod scenen. De klikkende lyde stoppede, da de nåede graven, hvor de mange fantastiske spillere stod. Hun smilede til kvinden oppe på scenen, hvis hårfarve var smuk.
Hun elskede rødblond, en farve intet kunne hamle op med.

// Langt nok? >_> //

Hun sukkede lavmælt, og lyden gav svagt ekko i den tomme sal.. Eller næsten tomme. I dette samme sekund mærkede Angelie tilstedeværelsen af et andet væsen i huden. Hun havde fået tildelt en usædvanlig evne efter sin død, som gjorde hende i stand til at mærke hvad race andre væsner havde, og den prikkende fornemmelse fortalte hende at en vampyr var til stede. Hendes havblå blik blev langsomt skærpet, mens hun kneb dem en anelse sammen for at skue skikkelsen ud fra skyggerne, selvom hendes syn ikke var ligeså fantastisk som en vampyrs. Hun kunne ikke se vampyren, men kun føle denne. Blikket var også af en usædvanlig grad.. Det virkede som om det indeholdt selve havet.. Ligeså temperamentsfulde og humørskiftende, som bølgerne selv. Alt dette ville kunne læses i hendes blik, og Angelie gjorde ikke det mindste forsøg på at skjule det.
Håret dansede let omkring ansigtet endnu engang, mens hun blidt lod de hvide tænder ramme hendes underlæbe, hvor de satte sig fast, og da hun slap grebet var en fint, men næsten utydeligt tandsæt blevet placeret samme sted. Der! Hendes blik havde opfanget vampyren få sekunder før denne talte.. Hun så hvordan skikkelse, som tilhørte en kvinde i blåt.. Hun burde måske overveje at klæde sig mere efter sin krop, eftersom kjolen ikke sad på hende som den burde. Kvindens blå hår var iøjnefaldende.. Det virkede så falsk, men alligevel kunne hun ikke ane spor fra favning af håret.. Måske var det muligt at blive født med blåt hår? Hun skulle i hvert fald være den sidste til at snakke om hvad der var naturligt og ikke var. Hun var jo selv unaturlig.. Hun burde ikke være på jordens overflade, og alligevel vandrede hun her.
Kvindens spørgsmål flød imod hende, og Angelie hævede langsomt og ligegyldigt det ene øjenbryn. Hvad vedkom det denne tøs. Hun havde ingen ret til at spørge om den slags, men fint! Hvis hun ønskede et svar, så skulle hun også få det! "Der skal mere end to gange til at dræbe en dødsengel" svarede hun så i et koldt og monotomt tonefald, mens hun langsomt lod hovedet vippe en anelse på skrå, mens armene samtidig gled over i en korslagt position. Hun vidste ikke hvad ellers hun kunne sige til denne vampyr. Hun havde i forvejen dårlige erfaringer med disse væsner, og derfor brød hun sig langt fra om dem.. Alligevel var de nu sjove at spille en joke af på. De tog alting så personligt, og Angelie selv frydede sig hver gang hun kunne slippe afsted med at såre et andet væsen.. Eller menneske for den sags skyld.. Der var ingen forskel.
Den svage klikken af pigens stilletter gav ligeså genlyd i den rungende sal, som var bygget specielt op, for at skabe en bestemt rumklang, som åbenbart skulle gøre noget ved lyden, så det fungerede bedre.. Hun havde aldrig forstået pointen, men alligevel nød hun at gå i teatret.. Der fandtes intet mere tilfredsstillende, end at se et stykke udspille sig for sine øjne.. Det var den måde kujoner kunne lege røver og soldater, fordi de var for bange til at deltage i den virkelige verden, ligesom hun selv gjorde. Kvinden kom dog tættere på, og Angelie stillede sig automatisk i sin forsvarsposition med let spredte ben, mens hun lod hænderne falde ned langs siden, hvorefter de fortsatte sin gang om bag på hendes ryg, og ude for kvindens synsvinkel.