Ma'lakel's digte/små tekster.

Små hverker, samlet under en xD så jeg har styr på dem!
- Håber i kan lide de forskellige digte og så videre der kommer til at være her inde :)!


At røre, at blive rørt af noget der for en syntes måtte være uvirkeligt.
Det var ikke blot bare det at verden stod stille i de få minutter hvor ingenting dominerede alt. Hvor verden var så lille, så mikroskopisk at hele dens eksistens og alt hvad der var i den af liv, syntes meningsløst. Meningsløst, lige udover dig! Du har betydning. Du er livet jeg aldrig turde at leve, du er chancen jeg forspildte, igen og igen, og igen. Dine øjne afspejler en verden jeg aldrig ville træde ind i, jeg ikke har mod til at nærme mig, men alligevel er dine læber for fristende. De lokker. Lokker med deres lyserøde skin, deres bløde form og silke ydre. Du er alt. Din krop er som formet efter engle, spinkel men dog elegant. Som en rose der står smuk og urokkelig, dens skønhed ej lig nogen andres. Alt det der er meningen, alt der der kunne være og har været er i dig. For du er det jeg har manglet, du er det jeg ikke er og alt det jeg ville ønske at jeg var. Tråde, tråde af sort der udgør dit hår, hver har deres plads i din blanke man. Mine hænder ryster i det jeg rækker ud efter en af dine lokker. Hvorfor jeg er så bange ved jeg ej, men måske.. måske er det fordi du er så fuldendt. Så færdiggjort, og perfekt at jeg ikke tør røre dig. For jeg er ødelagt, ufærdig, og ikke længere smuk. Jeg har hverken dine lyserøde læber, dine drømmende øjne, eller dine sorte tråde. Jeg er blot en skygge af ingenting. Jeg er ingenting. Så derfor, hvis jeg nu rør dig, bliver du så også forvandlet til ingenting? Jeg ønsker dig ikke smerte, jeg ønsker ikke at ødelægge dig, men jeg kan heller ikke holde fristelsen ud. Jeg må have dig, jeg skal have dig! For du er alting... du er alting, og jeg er ingenting. Alt hvad jeg mangler, alt hvad jeg ved at jeg har brug for. Du er så smuk, så ubeskrivelig at jeg ikke tør ånde, for tænk nu, tænk nu hvis jeg ødelægger dig. Nej, du skal altid være smuk, altid. Men ak jeg kan ikke holde mig tilbage: mine fingre rør ved dit hår. Spidsen af dine tråde. Smører dem ind i blodet. Blodet der dækker min hud. Blod af tusindvis af mænd, tusindvis af kvinder og børn. Deres sjæle hjemsøger mig stadig, fortæller mig om mine misgerninger, men du. Du siger ikke noget, du er alt. Du forstår at det er dig, det er dig jeg mangler, det er dig der kan få dem til at tie, det er dig som skal helbrede mig. Gøre mig intakt, færdiggjort, og smuk. Du skal hele mig, genskabe det jeg har mistet, for du er alting, og jeg er ingenting. Men hvorfor? Dine hænder søger mig, søger min krop, søger mit bryst hvor et hjerte ikke længere slår. Dine øjne søger, søger efter det jeg ikke længere har. Jeg er jo ingenting. Jeg har jo ingenting. Dine læber bliver bredere som mundvigene trækker sig op af, kun en lille smule men derefter forvandler dit ansigt sig til marmor igen. Et hjerte, vil du have mit hjerte? Jeg vil give dig det, jeg vil skære det ud for dig, og servere det for dig. Du må gøre med det som du vil, for du er det jeg mangler. Jeg mangler dig. Og hvis jeg kan få dig, hvad betyder så et hjerte? For du er jo alting, du er alting, alting!
Vores pander mødes som jeg læner mig forover for at møde dit blik. Dine hænder der glider ned af mit bryst, tørre blodet væk som du trækker dine finger spidser over min krop for mig til at føle mig som alting igen. Viser hvad der ligger under det: hud. En mand? En dreng? En person? Mine øjne lukkes kort som dine hænder fjerner sig. Hvad vil du have? Jeg vil give dig alt, bare du bliver min. Bare du forbliver det jeg mangler!
Lyset begynder at bryde igennem og verden kommer igen. Men det må den ikke, den skal forblive væk! Væk for den vil os ikke noget godt. Den vil ødelægge dig, den vil gøre dig ufærdig. Men den må ikke gøre dig fortræd. Den må ikke såre dig. Så vi må væk, vi må flygte, et sted hen hvor ingen kan se os, hvor kun vi er. Hvor alting og ingenting, kan bestå for evigt. Men mine fødder vil ikke gå, de vil ikke bevæge sig. Og du, du gør ikke noget, du siger ingenting. Nyder du mig? Holder du af mig? Vil du have mig? En banken, noget glemt vender tilbage. En ros af noget jeg havde glemt suser igennem min krop. Mit hjerte? Du har givet mig mit hjerte igen? Men det var jo dit? Så hvorfor giver du mig det tilbage? Det var dit, det tilhørte jo dig, og kun dig. For du er mit alting, og jeg er ingenting. Men du rokker dig ikke, du ser ikke på mig, dine hænder ligger sig blot på mine kinder så jeg kan mærke dig. Føle din nærhed og drukne mig i den. Du, du er mening. Stille, alting bliver stille igen, men det bliver stadig lysere. Jeg sætter mine hænder på dine kinder og vi mærker hinanden. Vi er ved hinanden. Vi er et. Alting og ingenting, sammen. Og det er nu jeg forstår, jeg forstår hvorfor mit hjerte slår, hvorfor du er alting, og jeg er ingenting. Ingen du forsvinder, inden du bliver ødelagt kan jeg ikke tale andre ord. De betyder alt, de har mening, for de er de sandeste jeg nogensinde har sagt: du er den eneste, den eneste, jeg nogensinde vil elske højere end ingenting.
__
Inspiration: Hmm.. Moonlight Sonata, og en scene mig og Ahngel snakkede om xD!
Kommentar og kritik, plz :D
__


The spectacular view of life: From the moment we are born, and a new life is brought into this world, we concur nature, we challenge its powers. Try and shape it into the reality we in a young age are exposed to. Control, to be in control of everything that is human. That is humanity!
Yet I wonder why we are so destructive? Why our nature drives us out into paths where we reach ‘the point of no return’ sooner than we expected? We jump to conclusions. We yell and scream when we cannot control everything, when we do not have the power. Maybe that is why we keep doing this? Maybe that is why our minds will not corroborate with the soul at times. Because we live under the illusion that we need control, we need power above all else. Rather it is over us or others that is irrelevant. We hunger for knowledge, for it helps us to control things that the living normally shouldn’t, isn’t nature’s course enviable? Isn’t it true heroes, legends, and saints, whom embrace their fate instead of trying to hide from it? Try to control it`? Or do we need to flee? Do we really have to run away, frightened like small kids? Is that our destiny? Our purpose in life? To run, to flee, to avoid what in the end we cannot. Nature wins in the end, and the end is the beginning of everything. When you die, you discover how tired you were at running.

A small cottage not far from the south is hidden in the tight woods of the Quinér Forest. Trees stand tall and proud. The veterans of the forest threes are looking down at the younger, mocking them for their height, while the bushes mourn the knowledge that they never will grow as large as the veterans, not even in time. The leaves sing duets with the howling wind, creating a sad serenade: telling the forest animals about the life that is about to bless the cottage, where a woman is giving birth to a child. Alone, all alone in the hidden forest she lies in the old creaking bed. Her teeth clenched together and her eyes completely shut. A shriek can be heard from the cottage. It echoes for a few miles, making the birds fly away in surprise, in sudden fear! But the woman is not done shrieking her pain to the heavens. Her hands have seized upon the rough material blanket that she has swept herself in. All alone, all alone in her agony! No brave man to stand by her side, for she has none. She had taken no man and had yet to lay with one before her stomach began to grow. What demonic spirit that had planted its seed within her body is uncertain, but one thing is for sure: that now it wants to show its true nature. With another horrific scream the new creature is brought into the world of the living. She falls back! Her blonde hair covering the stuffed duck feathery pillow, as her eyes opens wide by the sound of child’s scream! At the end of the bed, between her legs is a child, waiting for its mother to embrace it. But she cannot move. Exhaustion takes over her, and she just wants to sleep. Just for a little while she would like to close her sparkling blue eyes and just rest. Just for a moment. Yet as her eyes shut once again, her chest stops moving up and down. Her breathing that would confirm she was still alive has left her, and the beautiful woman’s body lies lifeless on the bed. Life for a life, the prize to pay for another life to be granted is the soul of another. And in this case, nature claimed the soul of the child’s mother. Nature, the power of nature will never be concurred, no matter how hard humanity would try. And as the baby ‘shriek is smothered by the sound of wolves feasting, death becomes merciless, it becomes reality.

___
Insp: en random engelsk time og nogle skol optøjer i timerne var inspiration til dette. Hope you like :D
- kommentar og kritik tak.
___

OOOOOOOHHH!! I love it so much :D Satte moonlight sonata på imens jeg læste.. Ge-ni-us Malla ! <3

*Bukker for Ahngel*.. thhank you xD!!