The darkness and the lightness //Privat :: Angelie//

S: Havnen selvfølgelig :3
O: hav, både osv.
V: Lidt blæst køligt
T: 22:40


Hen halvung kvinde sad nede ved molens korte trappe og lod en lille yoyo rulle op og ned fra 2 centimeter til brædderne og op til hendes hånd igen. Kvinden sad og kede sig, hun havde siddet der på mole-trappen siden solen gik ned. Yoyoen var ved også at blive kedelig så hun tog snoren af sin finger, snoede det ind i yoyoen og kastede den over på en båd med en let og elegant bevægelse. Kvinden havde normalt langt rødt hår, men lige mu var det mørke gråt, nogen tvivlede lidt med om det var sort eller mørke gråt, men det var bare meget mørkt.
Kvindens navn var Chek, underligt navn havde mange sagt, men hun havde altid sagt at det var pga i hendes barndom tjekkede hun op på alting, lige fra fødslen. Og det ville ikke være pænt at hede Tjek, så det blev lavet om til Chek. Kvinden havde en løs hvid bluse på, som var bar på rykken og skuldrende. Hendes underdel havde et par halv stramme kulsorte jeans på. Dog havde hun taget sine sorte og hvide converse sko af og bunde snørebåndende sammen. Hver gang hun skulle gå satte hun derfor skoene så de hang på hver side.
Cheks kropsform var ikke lige frem uforme, den var bare trænet og bygget op på en pæn måde.
Udover yoyoen havde hun også nogle våben på sig, det eneste man dog kunne se var hendes ene pistol som var hendes absolut ynglings.

Havnen var som altid fyldt op med diverse containerskibe og feriebåde, som de rige mennesker kom til Di Morga i, for at holde sommerferie. Det var latterligt.. Der var så mange steder i verdenen, og så valgte mennesker at tage til et af de steder, som havde de højeste dødstal igennem længere tid. Havnen var dog stadig et fristed for mange.. især for den kvinde som nu slentrede ned langs molen.
Hun var som altid iført en sort nederdel, hvor der han en simpel sølvkæde omkring venstre hofte, samt en sort tanktop. På grund af vinden havde hun denne dag valgt at tage en læderjakke udover, som var åben foran. Dette var altid hendes normale beklædning.: Sort, neutralt uden at være iøjnefaldende for andre. Kvindens navn var Angelie Walentina, og hun lignede som alle andre et menneske. Dog vidste hun at der ikke var længe til midnat, hvor hun ville forvandle sig til et rigtigt genfærd. Sådan et som folk fandt i gyserhistorier, halvt gennemsigtig og ude af stand til at røre noget, og blive rørt af andre. Som hun selv kaldte det.. En forbandelse og velsignelse. Den var både upraktisk og nyttig, selvom Angelie mest af alt drømte om at få livets gave tilbage.
Hun var ikke andet end 170 cm høj, med halvlangt rødbrunt hår, som let bølgede ned langs hendes ryg,hvor det stoppede i barmhøjden.. Hendes krop var adræt og smidig, og med de rigtige former hvor de nu skulle være på en kvinde.
De isblå øjne gled langsomt over de forskellige skibe, mens et svagt sadistisk smil gled over hendes læber. Det var Angelies normale smil. Hun viste aldrig følelser i offentligheden, og efter hendes eneste kærlighed var forsvundet, tvivlede hun på at hun rent faktisk havde følelser tilbage. *Man ved først hvad det betød når man har prøvet at miste det* tænkte hun svagt for sig selv, inden hun lod hænderne glide ned i lommerne på sin læderjakke, og stoppede op.

Chek havde hørt en svag vandren foran sig. Der var vist en der gik tur, det var der altid. Hun tog en kort indånding og lukkede øjnene. Da hun pustede ud igen åbnede hun sine øjne. Hendes røde øjne var skiftet til lysegrønne. Syre grønne. Hun kiggede mod den vandrende der var foran hende, men som stoppede og fik så øje på en kvinde længere fremme. Ingen tvivl om det var en dame. Hun gnubbede kort sit ene øje og rettede sin ryk og rejste sig op mens det grå hår blev til mere kold, orange. Stor ændring, men sådan var det altså når hun ikke tænkte over det. Og sådan var det når man havde levet med det siden man blev født. Hun lukkede så øjnene igen og åbnede munden, men lukkede den igen. Hun skulle til at råbe 'Heej!' men lod være, man viste jo aldrig om kvinden foran hende kunne blive bange for hende.
Cheks hud lyste som normalt meget og hendes vinger var skjulte. Selv om hendes ryg var bar kunne man ikke se hendes vinger... Ikke lige nu i hvert fald. Hun lod nakken glide lidt i halvcirkler og slappede af.
Chek havde igen fået en sang på hovedet og begyndte at nynne dens melodi. Nu kunne det i det mindste være at kvinden kunne høre hendes korte melodi. Hendes smil var stort og varmt, godt nok var hun sulten... Men hun åd i det mindste ikke sig selv da hun jo også lugtede af engel.

//Er tært... Skriver nok ikke så meget på dem mere.. Tror snart jeg går i seng...//

//Oijh.. Jeg er også sygt træt, så jeg smutter altså i seng nu ^^ Men jeg skal nok svare imorgen ^^//

Den velkendte følelse af et andet væsen i nærheden kriblede langsom op igennem Angelies hud. Hun havde siden sin død kunnet mærke i huden hvilken race andre væsner havde, og den cirklende fornemmelse, fortalte hende at en blandingsrace var lige i nærheden.
De kolde blå øjne søgte langsomt over havnen, inden de landede på en yngre pige, som måske var på alder med hende selv, måske yngre, og et lydløst suk gled over hendes læber. Det var da også næsten umuligt at havde den mindste form for kvalitetstid med sig selv. Det hjalp heller ikke på Angelies i forvejen dårlige humør, da hun så hvordan en smil krusede sig over den anden piges læber. Munterhed.. Alle gik rundt og var så glade.. Uvidende om hvad der skete omkring dem. Der kunne vel falde en atombombe midt i Terre, og de fleste ville først bemærke det tre uger efter.
En melodi nåede langsomt hendes ører, og ud fra stemmen at dømme stammede den også fra pigen. Angelie vendte lettere opgivende øjnene mod himlen, så det hvide svagt kunne anes i siden af de blå øjne.. Hu sørgede dog for hele tiden at have pigen i hendes synsvinkel, for at vide det hvis hun var ude på noget. Di Morga var trods alt fuld af fjender, og Angelie vidste det af bitter erfaring. Selv væsner hun aldrig havde mødt var hendes fjender, fordi de stod på to forskellige sider.

Chek så kort efter neutral ud i sit ansigt, ikke træt, men heller ikke frisk, ikke glad heller ikke sur. Bare helt normal. Hun lod sin ene hånd fjerne håret om bag hendes øre og kiggede kort på kvinden længere fremme, "Ejere man nogen af husbådene," spurgte Sophia med et blidt smil og ventede på svar fra kvinden. Hun var vidst død. Men, ja, et spøgelse. Hendes sjæl vandrede stadig rundt på jorden. Hun smilede blidt til hende og tænkte sig så kort om, hun tænkte på sine forældre. Gode korte tider, meget korte tider.

//Mange mange gange undskyld kreativitet svigtet.//

//Det gør da ingenting.. x'D Dem får jeg også engang imellen o.O//

Angelie lukkede langsomt øjnene i, da hun fornemmede at blandingsracen havde tænkt sig at tale. Angelie bar ingen sko.. De bare fødder var hvad hun foretrak nu, og et lavt suk, som næsten lød opgivende gled over hendes læber, da pigen endelig talte. Eje noget..
Angelies øjne blev med et åbne igen, og hun vendte langsomt blikket mod pigen. De kølige blå øjne lyste af ligegyldighed, over at hun havde prøvet at være venlig overfor hende. Angelie var trods alt død, og hun var klar til at forsvinde fra denne forbandede jord. Problemet var bare, at det ikke rigtig ville lade sig gøre. Hun var ik forsvundet, og grunden var stadig ukendt.
"Ligner jeg en, som har millioner i baghånden til at eje en husbåd" spurgte hun snerrende tilbage, i et tonefald, der fortalte pigen, at hvis hun rakte hånden frem, ville Angelie sætte tænderne i den, for at få denne pigebarn til at forstå alvoren.
Desuden.. Hvad skulle hun også med en husbåd. Angelie havde alt hvad hun havde brug for omkring sig.. Endda mere end det.

"Det kunne jo være" sagde hun roligt og lod sine tommelfingre glide ned i hver deres lomme i hendes bukser og hendes andre fingre var bare ude af lommerne. "Man skal jo ikke bedømme folk på deres ydre om de er rige," forklarede hun kort, men det vidste kvinden nok i forvejen, "Hvor lang tid har du så ventet her?" med sit spørgsmål mente hun så hvor længe hun havde ventet på at komme op til himlen og så videre.

//jamen det bliver ved her ovre -.-//

//Det skal nok gå over.. :3//

Angelie sendte pigen et lettere ligegyldigt blik inden hun brød ud i en svag latter. Ikke den normale glade latter, som andre ville bruge i sådan en situation, men en iskold, frustreret og ironisk latter, som nærmest ville skære sig igennem is bare ved lyden. Angelie var ikke typen der havde det sjovt.. Grinede af ligegyldige ting. Der fandtes en person i denne verden, som havde set den Angelie som gemte sig under facaden, og hun havde ikke tænkt sig at lade andre se den.
Hendes latter døde dog hurtigt hen, og en tung stilhed lagde sig over dem, mens Angelie vurderende lod hovedet glide på skrå. De iskolde øjne var ufravendt mod pigen, og langsomt lod hun sine læber skille for at tale. "Jeg kan ikke se hvad det vedkommer dig" svarede hun koldt og kynisk imens hun langsomt hævede det ene øjenbryn. "Jeg er hvor jeg er.. Og sådan går naturen sin gang.. Vi fødes, lever og dør!" Sådan ville det gå for alle en dag.. Selv vampyrer og spøgelser, selvom de skulle forestille at have et udødeligt liv. Alle ville dø en dag, og sådan var det bare.

Chek nikkede til hende, "Jeg ved det skam," sagde hun roligt, "troede bare du gerne ville snakke om det," sagde hun og blinkede et par gange.
Chek forholdte sig rolig og håbede det på et tidspunkt ville smitte af på kvinden. "Chek Salt" præsenterede hun sig og håbede ikke at det ville få kvinden til at le igen... Chek hade når folk grinte af hende... Men sådan var livet.. Lige som kvinden havde sagt om at man bare fødes, levede og døede. Sådan var det...

//Sikker o.o//

//Sorry tiden.. ^^ Jeg manglede lidt en idé om hvor det her skulle føre henad ^^//

Angelie rynkede svagt på næsen, da pigebarnet mente at hun åbenbart kunne læse Angelies følelser efter hvad.. fem minutters sniksnakken. Så let ville det ikke gå for hende, at få noget at vide omkring Angelie. "Hvis jeg ønsker at snakke om det skal jeg nok selv sige til" svarede hun lavmælt, inden hun sendte pigen et køligt blik, som strøg fra hendes blå iskolde øjne. Hun bemærkede dog at pigen præsenterede sig selv. Chek.. Navnet fik Angelie til at fnyse lavmælt, mens hun ligegyldigt vendte blikket væk fra pigen, og lod det hvile på et tilfældigt skib, som lå tøjret i havnen. Rigen mennesker og deres dyre vaner. De sad nok på dækket og drak champagne og spiste jordbær lige nu, mens de snakkede om hvor fantastisk deres liv var, fordi manden havde tjent flere milliarder dagen før.
"Angelie Walentina" svarede hun mædstræbende, for også at præsentere sig. Ikke fordi hun ønskede senere kontakt med denne person, men fordi det var svaghed ikke at vise andre hvem man var.

Hun nikkede blidt. "Godt at vide," sagde hun langsomt og fulgte langsomt Angelies blik.
Chek havde lyst til at spørge om en masse, som enlig var ligegyldigt. Men lod være. Hun ville ikke være oppe og toppes med Angelie. Chek fik enligt mere og mere lyst til at gå hjem igen og lægge sig til at sove, men ventede til lidt senere. Nu måtte Angelie komme med noget på bane. Ellers ville Chek sige 'farvel Angelie, dejligt at møde dig' og så gå hjem og sove.


//Men det er stadig ikke forsvundet. og det er okay.