De varme kilders vand //Jamais le Efusion de sang-Privat//

Sted: Nain des-Bjergkæden, de varme kilder.
tid: sent om aften, ikke nogen tidssans.
omgivelser; masser af frodige planter, og varmt vand.
vejr: skyfrit, men er inde i en hule.

Sookie havde været ude at gå i lang tid, hun havde næsten været ved at give op. Som er temmelig svært for Sookie, hun vil aldrig tabe et vædemål! Da hun kom til hulen, sent om aften, havde hun hele natten. Til at bade, og studere de smukke frodige planter. Hun var rent faktisk lykkelig, og glad.

Sookie tog sit overtøj af, som bestod af bukser og jakke. Inden under havde hun en flot blå badedragt, ikke sådan en farmor en, men en sød og sexet på samme tid. Den var som støpt på hende, og den havde samme farve som hendes hår: krystalblå.
Hun gik forsigtig ned i vandet, og strøj hendes hånd i overfladen.
En perfekt dag, og perfekt tidspunkt. Og perfekt allene, troede hun.

Et par halvtlukkede øjne kunne skimtes mellem den frodige plantevækst. En elegant, langfingret hånd blev rakt frem, og strøg nænsomt de næsten lysende kronblade på en rød lilje, hvis enorme blade skjulte resten af denne dæmons krop. Hans øjnes farve, var skjult bag et tykt lag øjenvipper, det var umuligt at se både hans øjne og hans udtryk deri. Kun det lette smil, der var plantet på de let smalle, let overselige læber, vidnede om Jamais's gode humør. Det var en herlig aften, cikadernes sang klingede i hans øregange, og han kunne ikke fornægte et let suk, der kunne minde om fryd.
Den kølige natteluft omkring ham, og det dæmpede lys fra det tiltagende tusmørke, gav hele dette sted en form for hellig genklang, næsten som havde det været et tempel. Hans halvlange mørke hår, hvis farve var utydelig på grund af mørket, svajede let, i en svag brise, der syntes at lægge sig om han selv, og planterne som et slør, og den ville uden tvivl ligeså stryge ind i hulen, hvis åbning lå foran ham.
Han lagde kort hovedet på skrå, til stadighed med skjulte øjne, og tog de første par skridt, efterlod den røde lilje, for at træde ind i denne verden af varme, og damp.
Han følte kvindens tilstedeværelse før han hørte hende. Den lette plasken i vand, og visheden om at denne skikkelse både kunne være ven og fjende, gjorde hans sanser skarpe, og han begyndte lydløst at gå ind mod den enorme grotte, hvori de varme kilder nu engang befandt sig.
Han gik fra skygge til skygge, holdt øje med hende, ligeså stille som de stjerne der ville vise sig på himlen inden længe. Han var lydløs, lavede ikke en eneste fejl i sine bevægelser, gjorde intet der kunne afsløre ham. Han kunne dog ikke være sikker på om denne kvinde var i stand til at føle hans tilstedeværelse, på samme måde som han var i stand til at spore hendes.

Hun satte sig ned, i det dejlig varme vand. Hun lagde sit hoved mod kanten af en sten, og satte sig ned på en sten. Hendes ben blev sænket ned i dybet, og hendes hænder villede under hendes hoved. Hun begyndte at slappe af, på en fredlig måde. Hun mærkede planterne, vandets struktur. Hun åbnede straks øjnene, da hun stødte på noget. Noget skjult. Hun smilte for sig selv.*Det er sikkert bare et dyr.* tænkte hun, men så sig omkring i mørket. Der var godt nok ikke helt så mørkt, som der kunne have været. Men der var en masse skygger, og man ved aldrig hvad der gemmer sig i dem.
Hun lagde sig til rette, dog med hendes ben oppe mod hendes bryst. Og armene slynget om dem, som om det var hendes dyrebare eje.
Sookie tog en dyb indånding, og så ned i vandet. Hvis der var en, så ville personen nok komme frem når den vil. Men vis den ville gøre hende ondt, så havde den vel gjort det noget før. Inden hun kom ind i den varme trykhed, mens hun var ude i kulden, og var aller mest sårbar. Så hun slappede af, og kiggede op mod hulens loft.

Han sad lidt bag en klippe, en del af det bjerg han følte under sine fødder, og betragtede denne kvinde. Hun var rolig, og hun så ikke ud til at have bemærket lige netop ham. Han rystede svagt på hovedet for at drive en nagende tanke på flugt, hvorfor var hun så rolig? Enten var hun så magtfuld at hun ikke behøvede bekymre sig om noget så lavt som en dæmon som han selv, eller også var hun bare naiv. Måske forsøgte hun bare at forholde sig hellig, uden at udvise frygt? Eller var det en illusion?
Alle disse spørgsmål masede sig frem i ham på en og samme tid, og truede med at få ham til at vakle, det var sket før at for meget tankevirksomhed i hans allerede skadede sind resulterede i besvimelser, eller alt for tit nervesammenbrud, en gang i mellem - Når han var heldig - Depression.
Han rystede let på hovedet for at komme tilbage til virkeligheden, og lod kort en hånd køre op og stryge en vildfaren hårlok på plads, for at det ikke skulle hindre ham i at se. Hans allerede halvt lukkede øjne havde ikke ligeså god sigtbarhed som hvis han havde åbnet øjnene helt, men det kunne han ikke -ville han ikke- og det ville også skabe for meget postyr hvis det slap ud at hans øjne blafrede præcis ligeså meget som nordlyset.
Han satte sig ned, og lukkede øjnene helt, lyttede blot til hvad end kvinden foretog sig, og lod sig glide hen i et net af tanker.

Hun sad bare, følte den dejlige natur hun var kommet til. Fredfyldt var det vel, man havde også lov til at slappe af nogle gange. Det havde hun opvokset med, at man skal have nogle dage. Hvor man går et sted hen, helst varmt, og så tænker man ellers ikke på noget. Slapper bare af, går i et med naturen.
Hun følte sig faktisk nøgen, som hun sad der, kun iført en badedragt. Selvom hun aldrig indrømmede det, haddede hun at gå på stranden eller svømmehallen. I det hele taget, at have sørglig lidt tøj på.
Så hun stod op fra vandet, i en fredfyldt tilstand. Hun fattede ikke at hun havde sådan en fredfyldt gang, for hun følte det stik modsatte. Det sagde hendes øjne sikkert, sklerose hendes følelser gik gennem dem. Der var aldrig en følelse, der gik forbi dem, ALDRIG. hun tog sin lange Grøne jakke på, lod dog være med at knappe den.
Her kunne hun virkelig mærke at hun ikke var allene, hun så rundt, på en lettere panisk måde. Hendes blå øjne, skimtede det hele igennem. Hvem var det, havde personen været her hele tiden.
"Ha,.. Hallo? Jeg ved her er noget," hun tog sig til hovedet, og strøj det våde hår bag øret. Samlede jakken lidt mere, okay nu begyndte det at gå hende på. Hun tænkte på sin far, der altid havde været så modig. Gad vide hva han havde gjort vis han stod i denne situation? Han var sant nok, både flere århundrede år ældre en hende, og også meget stærkere. Han gik jo i krig for delan, og så var han jo... En vampyr. En hel sand og ægte vampyr, trist nok.
Mens hun tænkte drejede hun rundt, så hun blev lettere rundtåsset. Og var lige ved at falde om, *Pis!* tænkte hun.

//Sorry, skal logge - Men svarer i morgen ^__^//

//Fint fint, så ses vi i morgen.;)//