Glemte noder~ (Privat - Ahngel)

V: Støvregn imod de store lukkede vinduer.
O: Borde, stole og masser reoler so langt øjet rækker.
S: Bibliothéque~
T: Aften.
P: lang hvid skjorte der går ned til anklerne, et sølv'sort/rødt stribet løsthængende slips, sorte ankel-leggings, og nogle skråt siddende briller.

Misa sad lænet foran nogle noder, eller retter mange noder, de lå spredt foran hendes bord sammen med flere åbne og lukkede bøger om musik og tekniske ting om klaver spil. Det så næsten ironisk ud, da hun var enestående til at spille violin, men klaver var først noget hun havde fået interesse for nu, og da hun var af en karakter der næppe slap sin fascination, når den først var opdaget, blev hun ved med at læse og suge information til sig. I mens skrev hun også sine egne kompositioner ned, godt nok ikke til klaver men til sine fremtidige violinspil, hun ville helst ikke kede folk ihjel på Impuré. Hun smilte svagt for sig selv og rettede på de skæve briller, der kun var til for at få hende til at se mere eller mindre uinteressant ud, hun kunne godt lide at få folk til at tro hun var af mindre rang, end hun faktisk var, det var nemmere at få folks respekt ved at få dem til at tro man var af lavere stående race, hun nikkede tænkende til sig selv. Før hun så sig rundt i det tomme lokale. Lige meget hvor meget hun prøvede at undertrykke det, så ville man tydeligt kunne se hun ikke var som alle andre. Hun sukkede og strakte sig, "Intet selskab?", hun grinte mildt, "hvad havde jeg regnet med næsten midnat?", hun rystede let på hovedet.

Små tikkende lyde kom fra det slidte trægulv da dråberne fra den lange sorte jakke, som denne høje skikkelse havde på, ramte gulvet og dannede små mørke pletter over området han havde gået. Langsomt åbnede han døren til det store bibliotek med en marmorhvid lang hånd over den let rustne metalskive der dannede håndtaget i den store trædør. Fra forgangen og ind i selve biblioteket trådte han, åbnede den ene sæle der over brystet bevægede sig vandret over hinanden og fæstnedes i et simpelt bæltespænde med en rim, en lås og små huller til at stramme dens greb om hans lange slanke figur. Han var høj. Omkring de to meter ihvertfald i øjenmål og med sort hår som smøgede sig vådt og klistret over hans skuldre, hans øverste del af den beklædte ryg og hans ansigt. Han havde et ganske hvidt ansigt og selvom regnen havde tvunget de ravnsorte våde skyggetråde over det, så kunne det næmt ses at han beherskede en form for unaturlig og ren skønhed som de fleste vampyrer gjorde.. Måske mere endda. Hans ansigt en smule aflangt og glat med ingen, nu tydelige, uregelmæssigheder og en ganske let markeret kæbekant der akkurat kunne skimtes for håret. Hans jakke gik fra den åbne overdel til under hans knæer og bøjede sig slidt med en længde der ikke var den samme hele vejen rundt. Indenunder sorte bukser af groft læder og en mørkerød skjorte, hvor hans hals og kraveben kunne skimtes. Hans muskler deromkring tydelige, selvom han ikke just var pumpet at se på, men muskuløs af en lettere elegant kaliber.
Han lod sine øjne glide ind over området med de mange støvede tørre bøger. Hnas øjne røde og dæmpede for nu, men glinsende i et farvespil der kunne forandre sig fra en rolig søvndyssende mørkerød til en brændende sølvrød der kunne hive en sindsligt til sig med så lidt som et enkelt blik.
Han tog skridt imod en af de store hylder.. fandt sit mål der for det første og løftede sin hånd imod en af de højeste hylder, som han dog nåede med meget lidt besvær. Lod sine lange fingre glide nærmest kærtegnende over bogrykkene og lod de let lange glaslignende negle bevæge sig krummende når der kom et bogstav i vejen. Fulgte snittet med fingrene inden han fandt en titel der tiltale hham, vippede på ryggens øverste kant og tog boget til sig i sin favn.. lod den hvide i den ene hånd og åbnede med den anden og lod blikket lægges derpå.. Hans hår gled let ned over hans skuldre og dryppede let. Han havde dog forlængst fornemmet den kvindelige vampyr i hans nærhed. Selvfølgelig havde han det. Det havde denne vampyr næsten altid. De kaldte ham 'Ahngel' her i byen, selvom hans navn egentlig var noget med en nærmest modsat betydning.

Misa tog sit tågede dog fokuserede blik væk fra noterne hun lige havde skrevet, hendes feminines skrifts bløde kurver kunne skimtes på pergamenterne foran hende, det var en næsten ulæselig gammeldags skrift, den slags der var typisk for 1200-tallet. De mørkeviolette øjne fik et mindre glimt af nysgerrighed, da hun fornemmede artsfællen der var kommet ind af døren, dog var hun lettere usikker på hvilket køn det var, da hun ikke var den bedste til at genkende dufte, men hørte kort efter på trinene at det var en mand. Hun smilte svagt tænkene med lukkede øjne, *høj, rank og sikkert også mørkhåret?* der var næsten ikke dét hun ikke kunne få ud af en persons gang. Hun så ned på sine papire, men rystede på hovedet, hendes koncentration var væk, og hendes tanker forstyrret, hun lagde pennen ned, da hun viste hun ikke ville skrive videre iaften, hun satte sig istedet med hovedet hvilende imod sine knor, og lyttede stilfærdigt efter kommende skridt, hun undrede sig lettere over hvad slags bog han mon var kommet efter? og på denne tid? Hun smilte svagt og så ned på sine lange hvide porcelæn fingre, hun skulle nødigt snakke.

Et let klap hørtes fra bogen idet Ahngel klappede den sammen igen med den holdende hånd og lagde den derefter på plads i det hulrum, som hylden havde fået sig påtvunget af den manglende del. Han betragtede hylden lidt endnu inden han drejede om og lod sine øjne drives søgende hen over den hyldegang der var foran ham. På hylderne var der makater med emner, bogstaver og tider.. indtil videre ikke hvad han ønskede. Han skævede til bogen han før havde set på.. en roman i stedet for en oldtidsfortælling han havde ledt efter.. Vildfaren efter at ha ladet sig lokke af en overskrift der egentlig ingen relevans havde til hans søgen. Det havde blot fanget hans opmærksomhed. Han begyndte igen at gå hen ad hyldegangen og stoppede til sidst op foran en arkivskuffe der var ment til at lade besøgende på et bedre overblik over de mange bøger. Han åbnede skuffen stille med hans venstre hånd.. lod en langtrukken klirrende lyd komme fra skuffen der bevægede sig over selve møblets skelet. Deri fyldt med bleggule konvulutter og mindre hæfter og plastiklommer. Han lod igen fingrene bevæge sig igennem dem. Lange fingre. Han tog et enkelt ark papir op med en lille rødbrun plet over højre del af siden. Ahngel betragtede denn stille.. Jaså.. Han var ikke den eneste med denne søgning.. om ikke andet..
Ahngel strøg fingeren over den røde plet og førte den op til munden, hvorefter en lang tunge gled ud mellem to sæt hvide rovdyrstænder og strøg over den let farvede fingerspids.. Konkluderede dens masse..
Denne person havde ikke været så god til at undvige Terres barkase forhold. Engle burde ikke forholde sig steder så farlige for dem. Ikke når de så let falder for de blodsugende monstre i natten. Et makabert smil prydede hans smukke ansigt inden han gennemgik ordene på papiret. Han lagde den tilbage i skuffen og gik tværs over gulvet.. lige forbi den anden vampyr. Han stoppede kort op efter at ha fanget hendes duft fuldkommen. Fuldblod hva? heh.. Han vendte nakken og lod ansigtet lægges på hende.. Lod de røde øjne indtage og omklamre hende som en uventet søvndyssende melodi, men derefter slippe inden han kort kom med endnu et unødligt heh-smil og gik videre hen til hylden.

De blide hvide fingre, tappede lydløst imod det sorte bord, mens hun hvilte hovedet imod den anden, hendes hoved var sat let på skrå, mens hun så igennem de mange titler, og indirekte på den anden vampyr. De sølvgrå pupiler, der som to små strejf i hendes øjne, zoomede ind på ham og blev sorte, hver en bevægelse lige ned til den sidste detalje blev fotografisk gemt i hendes sind, hun undrede sig kort, havde hun set ham før? Hun rystede på hovedet efter at have løsrevet sit blik, *næppe* Hun tog næsten aldrig til fuldblods-sammenkomsterne, kun et par enkelte gange i hendes ungdom havde hun taget med. Hun kunne dog ikke lade vær med at smile undrende, hans tilstedeværelse fyldte næsten hele lokalet, og det overraskede hende. Hvem var han? Hun havde ubevidst stoppet den stilfærdige tappen med fingrende da hun kort havde fået øjnkontakt, selv om det havde en helt anden virkning en normal øjnkontakt. Når folk så på hende med sigende blikke rørte det hende normalt ikke, men i den korte stund deres blikke mødtes, kom den omvendte reaktion, hun var stivnet en anelse. Ikke af frygt, ikke af flovhed, men af hvad der mon kunne gemme sig bag hans dybe blik. Hun var altid god til at tyde folk, men i det øjeblik hun så hans øjne, var hun helt blank, ingen følelse af.. noget. Hun satte hovedet på skrå og så efter ham da han havde passeret hende, hun kunne ikke lade værd med at smile en smule, "Leder de efter en bestemt bog Hr.?", hendes stemme var som altid blid, men pågrund af den magi hun ikke helt kunne styre, kom hendes stemme lige foran ham, hun holdte sig en anelse for hovedet, med mens hun bed sig lettere i underlæben.

Da den lille vampyrs stemme skød igennem og gav Ahngel et fuldkommen intakt om hendes udadvendte forestilling, smilede han sagte og mørkt inden han igen drejede hovedet ganske kort. Hans øjne førtes først ned på hvad hun havde foran sig. Noter og tekster? Først med et tænkende og lukket blik, hvorefter han lagde de røde øjne lægges på hende. Normalt var de flammende og spillende imellem magma, gylden og blodig rød, men nu var de dog intet andet end en fast farve af mørkerød. En tænkende og fordybende farve, som når blodet ikke cirkulerede men størknedes til hvidt stof.
"Det kan man sige." sagde han køligt inden han vendte hende ryggen igen og gik imod den udvalgte reol med et stumt blik. Han løftede hånden og strøg igen sine fingerspidser hen over bogrykkenes tekster og bogstaver. Inden hun ville komme med den automatiske: Hvad?, lagde han blikket lidt tilbage igen. At spørge ind til hans private anliggender var ikke en form for kontakt han ønskede, så inden det blev ført ud i livet rettede han nakken igen og sagde:
"Den har ingen af Deres interesse.." mumlede han så og ledte videre med øjnene der flakkede fra den ene bogryk til den anden. Ingen skulle blande sig... ikke engang de andre fuldblods der måtte tumle rundt. Det slog ham kort idet han tog en bog ned og kiggede på omsllaget for derefter at åbne den på samme måde som før og skimme et par sætninger for igen at afgøre at det var en helt forkert bog. Han klappede den sammen igen idet nysgerrigheden let pressede på. "Burde du ikke være hjemme hos din rige familie i stedet for at befinde dig i den her slags by?" mumlede han så. Han fattede det ikke.. Hvorfor skulle nogen af høj rang tage hertil? Han kendte sin egen grund, som hans stab derhjemme i Frankrig ikke kendte. De skulle ikke vide den slags om deres alfahan. Deres regent. Det ville være patetisk.

Hun så igennem vinduet og regnen, med et tænkende blik. De små sølvagtige tåger i hendes øjne, skjulte hvad end det var hun måtte tænke på, dog blev hun i et kort øjeblik ved med at se ud af vinduet, det var som om hun så på noget helt andet, noget håndgribeligt eller noget fysisk. Hun vendte dog stille sit blik væk fra omverdenen udenfor, og lod det forsigtigt vandre hen til det uventede selskab.
Hans svar gav hende allerede en anelse mistanke, om at dette ikke var et anliggende hun skulle spørger indtil. Hun satte hovedet på skrå, mens hendes sorte pupiler blev ligeså smalle som et rovdyr. Havde han troet hun ville lade sig, styre af sin nygerrighed til den grad?
Hun smilte venligt og nikkede til hans konstatering, "Det har du sikkert ret i", hun så hen af bøgerne PÅ den reol han stod ved, det kunne næppe være noget der interesserede hende. Engang havde hun kunne finde på at læse hvad som helst der kunne give hende viden, selv hvis risikoen var unødvendig viden. Men det var århundreder siden. Nu kunne hun ikke finde på at fordybe sig i andet end hvad der lige nu og her fascinerede hende. Udover musik og kunst, som praktisktalt flød i hendes åre.
Hun lænte sit hoved tilbage og så på nogle af sine noder og papir, som om de huskede hende på hvorfor hun var her. En mild latter undslap hende, da hun fandt det rimelig komisk at han, bare sådan regnede med at hun også kom fra en rig familie, dog var det jo sandt. Hun sukkede med et tomt smil, "Mine forældre er ikke i denne verden mere, de gik den sande død i møde", hun strakte sig kort, før hun blidt rode op i det glatte, men nu lettere pjuskede pandehår. Efter alt hvad hun havde været igennem, var den en skrammende realitet at hun stadig kunne smile.

Stille sattes den støvede bog tilbage på sin plads i reaolen imens Ahngel foortsat lod sit blik skimme resten der de nærmeste bøger og tekster. Hun talte dermed og umiddelbart ville det se ud som om han virkelig ingen interesse havde i hvad hun sagde, men han lyttede dog. Lyttede til hvert et ord og dannede dem til billeder i hans hoved. Spevielt ved hendes forældre, da hun gennemgik det. Sande død huh? Ikke bare død, men den sande? Men hvilken død var sand? Brændselen, parteringen eller det ødelagte hjerte og den uselvhealende hjerne? Der var egentligt et hav af muligheder og også dem som ingen endnu havde tænkt på.. dog ikke ligeså mange måder som at slå et menneske ihjel på. Ahngel tog endnu en bog ned, åbnede den og vendte siden til for at større sin skulder imod selve reolens kant. Han vendte blikket imod hende i en tid, men bevægede ikke ansigtet. Tja.. Hendes tale var tydelig på at hun havde eksisteret længere tid end han selv havde rent fysisk. Han var ikke gammel.. Ikke meget ihvertfald. I forhold til mennesker, jo, men ikke i forhold til millioner af andre vampyrer.. og dog.. alligevel med magten nok til at have sit embede og at styre det flydende som en god regent. God.. nah.. En alfahhan ville nok aldrig kunne sættes på lige den form for beskrivelse.. Velfungerende virkede vel bedre, men så igen.. Nej.. Ahngel var ikke.. velfungerende på nogen måde..

"Ypperste kondolence." sagde han tomt med en farveløs tone, da det jo egentlig bare var en basisk sætning at bruge når fuldblodsvampyrer passerede væk.. Egentlig var han ligeglad når det gjaldt en fuldkommen fremmed. Nok var fuldblods sjældne, men Ahngel havde ikke større respekt for dem af den grund. Nærmere deres egentlige placering i forhold til andre vampyrer. Måske endda ligemænd.
"Det er ganske vist et tab for racen.." sagde han så og bladrede et par enkelte gange i bogen. Han stoppede. Havde han virkelig sagt det? Havde han selv virkelig blevet så kold omkring det, når hann selv kendte et tab han havde svært ved at komme over? Han så imod hende igen. Nah.. Personer er anderledes, ligegyldig race.

Hun holdte forsigtigt den sorte blækpen, tænkende op til underlæben. Et kort glimt af fortiden blev malet i hendes blik, før hun fik hold om det, og gemte det væk igen. Hun lod pennen blidt og næsten urørligt strejfe det blanke pargramment. Nu var det ikke noder hun skrev, men et portræt hun tegnede. Lige meget hvor længe siden det var, hun havde set sine forældre, var det ikke et syn hun glemte. Nu handlede det bare om at få fjernet alt blodet fra mindet.
Enkelte gange så Misa op, og lod sit blik glide forbi manden. Han virkede til at lytte, selv om hans facade.. Eller rettere hans fremtoning sagde andet. Hun tegnede videre, og bed sig let i underlæben som hun havde for vane, når hun koncentrerede sig. Han var vel sikkert af den reserveret type fuldblods? eller bare meget koncentreret efter sin søgen efter den rette bog. Hun nikkede stile til sig selv, mens hendes håndbevægelse, indikerede at hun stadig var i fuldgang med at virkeliggøre sit sidste minde.

Hun stoppede kort pennen. Hun lod et flygtigt blik ramme ham, før hun vendte sit blik imod vinduet. Hun nikkede som modtagelse af hans ord. Hun smilte svagt over at se sin refleksion i vinduet. Som barn havde hun altid afskyet de ord, mest af alt da folk bare sagde dem uden indhold. Ingen oprigtighed, kun skjult medlidenhed blandet med fryd. Hun pustede barnagtig sine kinder op, og stirrede på sin spejling i vinduet, før hun pustede luften ud, med et blidt grin. Hun satte sig igen i stilling til at tegne videre, men blev vækket af hans ord.
"Det siger man jo, men det langt fra alle der ser det sådan", hun smilte dog med et nik, selv om det sikkert var ham ligegyldigt.
Hun lod tænkende sin pegefinger hvile imod sin underlæbe, før hun vendte sit blik imod ham, "Hvis jeg må stile et åbenlyst spørgsmål", hun holdte en kort pause, og veg ikke sit blik fra ham, selv om hun hade at spørge ind til folks private liv, selv når det var folk hun kendte! Så det var endnu værre når det var fremmede
"Hvad laver du i denne by?", hun grinte og rettede lidt på nogle af sine papire,
"det ikke ligefrem hovedstaden for fuldblods vampyre", tværtimod havde hun hørt hvor uværdigt det kunne være.

Igen lod Ahngels udseende omgivelserne tro at han ikke havde den mindste smule interesse for hvad denne vampyr havde at sige. For at være ærlig så fandt ahn det mærkeligt at færdes med vampyrer når han ikke var på palæet.. Måske en refleks? Dog da hun endelig spurgte ham til sidste hvad han selv lavede der, lod hans øjne sig løfte fra den støvede bog i hans lange klaverfingre og hen imod hende med en langsom bevægelse, uden at lade ansigtet følge bevægelsen, men stadig være rettet imod bogens sider, som han ændrede et par gange ved at bladre med hans frie hånd for at komme forbi de tomme sider og ind til hvad der havde relevans. Indholdet selvfølgelig, dog var det ikke bogen der nu var centeret for hans koncentration, men hvordan han endnu engang skulle fortolke hans grund til at være i denne sørgelige lille by til Terre i stedet for at befinde sig på sin plads i palæet for Paris' afgrænsninger. Hvorfor han var her i byen.. Ikke engang hans stab kendte til det og havde bot blindt troet på at han ganske simpelt ville tage ud på egen hånd alene fordi han manglede overblik over de ældgamle franske koliniområder, som der endnu ikke var blevet overtaget. Selvom Terre var i et land der var aflægger til det franske samfund, havde Ahngel ingen interesse i at lade det blive en del af hans terretorie. Terre var for besmittet af andre arter og udefor kategori til at skabe et balanceret, dog blodigt samfund. Også her var menneskene så fandens mangfoldige.

"Jeg er her af embedets grunde." sagde han så, kort og velformuleret, selvom det egentlig ikke passede hundrede procent, men om hun ville tro på det eller ej var hendes egen sag. Han havde ikke tænkt sig at ytre sig omkring det og specielt ikke til en anden fuldblods.. specielt en fremmed.

Hun lod pludselig, med en langsom dog lydløs bevægelse, sine fingre løbe forbi portrættet. Selv om der er ikke var farve på, var den meget detaljeret. Næsten som et fotografi. Et smil der var så svagt, at det næsten var utydeligt, kom på hendes rosalæber. Hun havde arvet den mærkværdige tågede mørkeviolette øjnfarve, af sin far. Faktisk var der intet af hende udseends mæssigt, der pegede på moderens side. Selv når det kom til hendes personlighed, havde folk altid sagt hun mindede dem om ham. Hun sukkede lydløst, og tog pennen op igen. Små fine sorte streger, blev placeret vedsiden af portrættets hovedpersoner. Det var gammel japansk kalligrafi, så deres fuldenavn stod på vær side af tegningen. Hun vendte roligt sit blik fra pergamentet, og hen imod den anden vampyr igen. Han virkede ikke så isnende som hans udseende ellers kunne få en til at tro, faktisk overraskede det hende at, hun overhovedet tænkte over det. Godt nok havde hun for vane at overanalysere næsten ALT, i hendes omgivelser, men det var jo noget hun havde indlært sig med årene. I et splidt sekund, eller mindre, overvejede hun tanken om at han næsten sikkert også havde mistet folk der var ham kærer, hun lo lidt i sine egne tanker. Som vampyr måtte han jo generalt have set folk han kendte dø, hans levetid var jo i store træk længere end mange væsners.

Hun rettede sig let op da, hun stile men sikkert, ubevidst var begyndt at glide på stolen. Hun strakte roligt, hænderne op over hovedet, før hun næsten sarkastisk faldt sammen ved bordet igen. Hun nikkede til hans svar, i hendes lille verden gav det vel fint mening, at han sikkert bare var her på grund af arbejde. Dog havde hun som, hun jo tit havde, den instinktive fornemmelse der sagde hende der lå mere under overfladen. Hun smilte dog bare venligt, med hovedet tænkende på skrå,
"Har du været i byen længe?"
Misa rejste sig let op, og tog fem af de tunge bøger i sin favn, før hun roligt gik imellem de tre reoler bøgernes skulle fordeles ved. Den sidste bog hun havde, skulle placeres på reolen, skråt overfor den han stod ved. Det gik hurtigt op for hende, at han kun var et hoved eller halvt hoved højere end hende selv. Hun overvejede kort om det var påpasseligt med at give sig tilkende nu, men bed det i sig og blev lydløst stående, mens hun skimmede igennem hvilken talrække bogen skulle lige i.

De lange hvide pianofingre gled igennem siderne på den støvede bog med ganske tørre strøg, som kunn epapiret flække imod hans egen tørre hud. Hans øjne endnu fæstnet imod dennes hvide sider og bogstaver som alligevel syntes at give lidt mening for ham.. Hvad han så end betragtede deri. Han lyttede atter til hende og vendte blikket imod hende med en kort tænkende mine, som forstod han ikke hvorfor hun blev ved med at tale til ham af en eller anden grund. Han vippede atter øjenlågene halvt i og indtog en kølig figur igen inden denne bog ligeså let blev klappet i og han vendte sin opmærksomhed til dens bagside hvor bogens hovedpunkter var remset op i kort træk. Han lavede en kort synkebevægelse af ren vane og lod stille sin let lange tunges vises i hans mundviges yderste sprække og hen over den nederste del af overlæben i et forsøg på kort at fjerne den tørre kedelige konsistens hans hud yndede at tage, trods den var glansfuld og ren som et ungt barn ville have. Uberørt af tid eller misdannelser.. dog.. på hans hals kunne man skimte ar, som fortsatte ned under jakken. Sølvfarvede ar der nærmest ikke sås imod hans hvide hud i dette lys. Langsomt som man ville fokusere på de mest tydelige ar der kunne skimtes, ville flere vise sig for det trænede øje og vise ar i ansigtet ligeså som små tråde af snoninger og mønstre. Ganske smukt, men makabert i princippet og næsten usynligt for det blotte øje. Han vendte da blikket imod hende igen med en kølig tone, dog ikke så fjendtlig endda af en eller anden grund. "Det må nærme sig 2 år snart." sagde han så med en tom tone inden han, uden at se på bogen, skubbede den tilbage blandt de andre med en langsom bevægelse.. Igen vendte han blikket væk fra hende. En smule respekt kunne man ense fra ham, men det var i dette tilfælde kun fordi han befandt sig nær en anden fuldblods, selvom han på duftenen tvivlede på at hun overhovedet kunne udgøre ham en trussel, så derfor.. ingen reel varme og opsat venlighed. Han lod blot til at .. være der og intet andet.