Fantastisk vejr, ikke sandt? - Freya (Privat)

T: 12:00
O: Træer og buske, samt skovens dyr.
V: Solskind og ingen skyer
S: Skoven.

Michael stod midt i en lysning, han havde lige udført sit arbejde for sin arbejdsgiver, han kiggede på asken der stille fløj væk i vinden ''Amen..'' sagde han stille til asken ''Hvil i fred..'' mumlede han og kiggede rundt i lysningen, hans rustning forsvandt og blev erstattet af en hvid skjorte samt et par sorte bukser og nogle støvler, der alt sammen sad som syet nøjagtigt til ham, han kiggede op og smilte, der var smukt vejr idag.

Fuglene pippede lystigt, mens de fredelige hjorte gik stille og græssede af det saftige græs i skovbunden inde mellem træerne. Ikke en vind rørte sig, så de få efterårsblade der lå på jorden, ikke rørte sig.
Med ét løb der et højt brag og dyrene blev skræmt væk, så de løb længere ind i skoven. Midt på en af stierne stod der en pige med skulder langt hår. Rødt hår. Hendes tynde hænder holdt hun op for munden, mens hendes øjne var så store så store. Lige foran hende var der et hul der steg røg op af. Hullet gik ikke langt ned, men alligevel et slags hul. Hun blinkede slet ikke så forskrækket var hun. Nede på jorden lå en sort stav, hendes tryllestav. Denne pige var nemlig en troldkvinde. Hun havde lige øvet sig på en af sine nyeste besværgelser, men det var ikke lige gået så godt som håbet.
Hun var iført en lidt forskellig farvet trøje, som sad stramt om hende. Men det så slet ikke dumt ud, da hun var så tynd så tynd. Bukserne var stramme, og mørkeblå, med et stort hul ved det ene knæ, som hun havde fået af at fjolle rundt inde i byen.
Hun fjernede langsomt og forsigtigt hænderne, og bukkede sig langsomt ned. Hendes fingre fik fat i tryllestaven, og hun tog den op, og skubbede den ned i siden på sine lange sorte støvler, der gik lidt under knæene.
Denne pige var Freya.

Michael drejede stille hovedet imod braget, og gik over imod lyden der havde skabt forvirring og skræk i skoven, han kom frem til det afbrændte hul ved at træde ud af nogle buske, han kiggede forundret på pigen ''God dag.. hvad skete der...? er du okay?'' spurgte han roligt imens han gik over imod hende, han nød det gode vejr i fulde drag, men hvis der var nogen der havde overfaldet denne pige ville han med sin magt dræbe dem, da hun var en uskyldig sjæl, så vidt han kunne bedømme, han kom over til det sorte mærke i jorden og kiggede på det, det var magisk.. og derfor paradoksalt.. det var usundt for denne verden, og denne verden skulle være sund og rask.. andet kunne han ikke tillade.

Hun fik et kort chok og kiggede op. Hun kiggede hen på ham, og overvejede lidt sit svar.
"Jeg er okay..'" mumlede hun og skubbede tryllestaven længere ned, da spidsen stod op af siden på støvlerne. Hun rettede sin ryg og rettede atter blikket fuldt mod ham. Hun betragtede ham let. Gad vide hvem han var?
Freya kiggede lidt rundt. "Hmm.." Et lille suk fløj fra hendes læber, og hun kiggede igen på ham, og tog et forsigtigt skridt hen mod hullet, hvorefter hun satte sig på hug foran og gned en finger hen over jorden. Hun tog fingeren op igen, og kiggede på den. Den var helt sort. Måske var det "Brag" en eksplution(?) af en art?
Så gik det op for hende hvad hun havde gjort. Hun rejste sig op og kiggede vredt ned på sin støvle, som om hun var sur på dén. Men det var jo tryllestaven hun var sur på, selvom det burde være hende selv. Hun skulle have lyttet lidt mere til det hendes lære i magien havde sagt.. Det var en af de dage hun var kommet til at være mere intereserret i den fuglerede der var lige udenfor det lille vindue i sin læres hus.
Freya stirrede stadig vredt ned på sin støvle, da hun ikke rigtig vidste hvad hun ellers skulle glo vredt på lige nu... Hun fattede det egentlig ikke rigtig selv, men hun fattede næsten heller ikke sig selv.

Han kiggede forundret på hullet, så på hende, der havde helt klart været en eksplosion her han kiggede på hende imens hun stod og kiggede vredt på sin....støvle..? han blev mere og mere forvirret af denne person.. det gav ingen mening overhovedet at dun var vred på sin støvle ''hvad har deres Støvle gjort dem?'' spurgte han og grinte en smule, han lagde armene over kors, han mente det, selvom han ikke så ud til at mene det, med sit smil og glade udstråling, han havde et arbejde at udføre, og hvis det her var forårsaget af en vampyr, eller udød, eller noget andet paradoksalt skulle han dræbe det.. det var han klar over, men han vidste ikke om han kunne gøre det.

"Min støvle..?" Hun kiggede forvirret op på ham, og derefter ned på støvlen igen.. "Orgh.. Den har skam ikke gjort noget.. Ørhm.." HUn rømmede sog og tænkte sig godt om. Hvad skulle hun svare?
Hun gik hen til ham, og rystede foden lidt, da staven havde rykket sig lidt. "For pokker da.." mumlede hun og bukkede sig ned. Hun tog fat om staven, trak den op. Hmm... Så stoppede hun ned ned, så den burde blive hvor den var. Ellers måtte hun bære den i hånden, og det ville nok se lidt mærkelig ud at hun gik med en pind i hånden.
Hun rettede sig op igen, og smilede skævt til ham.
"Jeg er Freya." presenterede hun sig med et let smil og rakte sin slanke hånd frem mod ham.

han smilte til hende ''Mit navn er Michael Winchester, jeg var lige i nærheden og hørte braget'' sagde han og bukkede kort, men høfligt ''Mig en ære at møde dem'' sagde han med et smil, og kiggede på hende, fik øje på staven, hans smil falmede ikke, men hans øjne lyste på en anden måde end før, han havde nu set noget overnaturligt ved pigen... var der ingen på denne jord der ikke var overnaturlig? det gik ham meget på... var der ingen normale folk i denne verden? dumt spørgsmål.. hvis ikke der havde været overbefolket af magiske væsner var han ikke blevet sendt her til..

Hun smilede skævt, da han bukkede. Hendes smil blev til et almendeligt sødt og blidt, samt venligt smil, men dog falmede det lidt, da hun så hans undrende blik. Hun havde lært at se hvad andre 'tænkte', ved hjælp af deres blik. Dog var hun ikke så god til det endnu, men god nok til at vide de fleste var hun da..
Freya kløede sig lidt på håndledet og satte en hånd i hver side, mens hun bed sig lidt hårdt i læben. Hun sukkede let og så ned i jorden med det - nu også lidt forvirrede - blik, som hun så rettede mod ham lidt efter.