The night between the trees.. - Mallie

I en lille bunke af tørrede og visne blade mellem to høje træer lå en lille skikkelse. Det var Rea. Hun lå stille og krympet sammen til en lille kule i de kolde blade. Hendes hår sad løst ned af hendes ryg og hendes pandehår dækkede halvt det ene øjne mens hun tog dybe vejrtrækninger. Der var helt stille omkring hende undtagelse af vindens lyde der lod sig bevæge træerne og søen der kunne høres lavt i hendes øre. Hun havde en hvis kjole på der sad tæt ved hendes overkrop men gik lidt ud og blev løs fornede. Den gik hende til lidt over knæene men det kunne ikke ses da hun lå i den lille kugle. Hendes fødder var bare og der ar kun stropper som holde kjolen oppe, så hendes arme var kolde. *Hvor er jeg?* tænkte hun inde i hendes halv sovende drøm og samlede hænderne oppe for ansigtet og knyttede dem blidt. *vad ligger jeg på..*

et vamt og kærliget lys kom ned til søen i skoven. Det var englen Mallie som kom der ned hun så Rea ligge i de kolde blade, hun satte sig på hug ved siden af hende " hey hvorfor ligge du her lille ven helt alene. og i sådan et koldt vejet du må da fryse " sagde mallie mordeliget til hende og lod en kugel, fare hen over hende så hun ville får varmen igen og ville kunne komme på bene

Hun så lyset bag hendes lukkede øjne. *Hvor mystisk jeg kan høre en stemme? Hvem er det? og sikke et besynderligt lys?* tænkte hun og mærkede en persons tilstedeværelse. En lille angst steg i hende da hendes krop ikke med det samme ville sætte sig op. En varme skyllede ind over hende da kuglen lod sig svæve over hende og hun satte sig med et. Hendes blik farrede rundt. Op, ned, fra side til side. Hun trak vejret i hurtige træk og betragtede pige. Det var mørk, men pige lyste op og man kunne se hende tydeligt. Hun slappede af da hun mærkede englekraftrene omkring hende og smilede muntert til hende. "undskyld sagde du noget?" spurgte hun med et usikkert smil og kløede sig let i nakken mens hun strakte sig ud. *hvornår kom jeg her ud?* tænkte hun da hun igen lod sit blik med hendes lyseblå øjne køre hen over omgivelserne af det kolde græs og blade der vislede i vinden..

Mallies lys dale. Så Rea kunne se hende " jeg spurte hvorfor du ligge her ude i det her kold veje" sagde Mallie, og lag en blid hånd på hendes skulder " du skal ikke være bange jeg gøre dig indet min søde ven " sagde Mallie. Hun smilede svaget og trak hende op og stå

Rea lod sig hjælpe op og børstede lidt blade og noget jord af sin hvide kjole. Hun så på hendes i et kort stykke tid før hun svarede. "Jeg aner det ikke" lød hendes svar kort og sandt mens hun drejede om på tåen og kjolen lod sig dreje rundt med hende. Hun lagde hovedet på skrå i et venligt smil og rettede sig op igen. "Jeg ved det ganske enkelt ikke" tilføjede hun lidt mere seriøst og trak opgivende på skulderen. Hun så ned med et halv bekymret blik. *Hvad laver jeg egentlig her? og hvornår kom jeg her ud?* hun sank en klump men sprang frem mod hende med et lydløst skridt og rakte venligt hånden frem. "Bare roligt, jeg gør heller ikke dig noget" forsikrede hun hende og ventede til hun ville tage fat i hendes hånd. "Mig en glæde at møde dig, navnet er Rea" præsenterede hun sig høfligt og sendte hende et stort fjoget smil..

" Mallie er mit nave og jeg er ikke så bange af mig. kun over for vampyr dem kan jeg ikke lige " sagde Mallie og trykke hendes hånd " du må nok heller komme med mig hjem og får sover og så lidt sener følger jeg dig hjem til hvor du bor " sagde Mallie

HUn gav hendes hånd et lille tryk og nikkede. *Mallie* gentog hun for sig selv med et roligt smil. Hun tog hånden til sig efter og så på hende mens hun lyttede på hendes ord. "Nej" sagde hun til sidst meget bedstemt og alvorligt. "Ellers tak, jeg ved godt hvor jeg bor og jeg har lige nogle ting jeg skal have ordnet først" sagde hun undskyldende og lavede med små undskyldende håndbevægelser og trak lidt på skulderen. Hun så meget ældre ud en hun var, men hun havde passet på sig selv i 4 år uden nogen og mon ikke hun selv kunne finde ud af at finde hjem når det endelig var tid..

" ja undskylld man vil være lidt venlig " sadge mallie. og vendt ryggen til hende hun var såret over at hun ikke stole på hende, men lod hende ikke se de tåre som var begyndte at falde ned af hendes kinder og ned af hendes tøj. Hun var så træt af at ingen stole på hende eller ville tag i mod hendes tilbud når de kom

Rea lagde undrende hovedet på skrå. *sagde jeg noget forkert?* tænkte hun og smilede skævt da hun lagde en rolig hånd på Mallies skulder. "Øhm.. Undskyld" sagde hun med en rolig og undskyldende stemme. "Jeg, ved godt hvor jeg bor og er ikke på vildspor.. Så jeg behøver bare ikke at komme med dig hjem.." prøvede hun sig frem med et usikker blik. "Men ellers.. Tak for tilbudet, det var venligt af Dem" sagde hun med hendes muntre stemme og håbede at hun ville komme i lidt bedre humør. Hun havde aldrig mødt en ud over hende selv der så hurtigt kunne blive såret eller reagere, som et humørskifte..

Mallie hade aldrig mødt ander en præsten. Og hans kons som hade tage sig af hende dinde hun var helt lille de hade passe og plejet hende, hele hendes liv i gemmen og om sider ville hun får venner men ingen ville tag med hende. Hjem for at får en kop the og så snakke lidt smamen alle gik uden om hende " llad mig være " græde Mallie

Rea tog hånden til sig og lod den let strejfe hendes pandehår så det ikke sad i vejen for hendes syn. Hun så tænkende på Mallies ryg og pustede uforstående ud. "Okay, hvor bor du?" spurgte hun med et stille varm stemme og smilede roligt til hende da hun hoppede foran hende så hun kunne se hende..

Mallie så ikke på hende mere. Hun var så ked af det og sank sammen på knæ hun ryste af gråd og had til omverden, som alle hade forkaste hende hele hendes lig i gemmer ingen brød sig om hende og det. For stod hun også godt men hvorfor vil hun bare vide

Reas humør begyndte at blive lidt irriterende. Og som en lille svagghed begyndt hun at blive sur. "Hallo, du kan ikke bare begynde at græde sådan uden videre! Jeg har lige mødt dig oog siger at jeg gerne vil med! synes du egentlig ikke det er lidt underligt at en voksen kvinde bare sådan lige invitere én med hjem bare uden videre?" brød hun ud og tog den ene hånd på på hovedet og tog en dyb indåning. "Undskyld.. Jeg vile ikke gøre dig ked.. men at se en voksen dame græde så let.." hun så undskyldene på hende og sprakede let til nogle små sten. *Pokkers til humør skifte!* tænkte hun og bed sig irriteret i underlæben

Mallie så på hende " det er ikke din skyld. Jeg er bare forviret ikke andet " sagde Mallie og sukke svaget hun hade et sølvkors i en rødtslikebånd, omkring halsen som hun hade får af sig mor og far den dag hun var bliven født