Do I Know You?? .:Amber:.

Langsomt... meget langsomt... hørte man slæbende skridt, men dette virkede ikke synderligt mærkbart, da der var så mange andre. Skrig, skrål, fjendskaber, vendskaber, latter og gråd. Dette fyldte den mørke legeplads. De slæbende skridt tilhørte en pige med en meget, meget skrigende blå hårfarve. Elektrisk blå, som hun kalde den, og de isblå øjne. Hun var iklædt et par hvide benvarmere, et par hvide converse, samt et par blå, lange humörbukser, og en meget stram hvid trøje. Hun så utroligt... underlig ud. Hårfarven naturlig, det samme med øjnene. Og den iskolde, meget ligblege hud, der så så... fantastisk ud sammen med de blå farver.
Hun bevægede sig langsomt hen mod gyngerne, hvor hun langsomt lod sig synke ned i en af dem. Hun kiggede lidt rundt, indtil noget blåt stilte sig ud. Hende! Hun så sig selv, stå der i mængden, men der var bare noget andet ved denne person. Hun så mere... engleagtig ud. Ja, det måtte være en engel, ellers ville hendes hud ikke skinne på den måde. Hun kiggede lettere forvirret rundt, for at forsikre sig at de andre også kunne se denne pige, men det var som om de ikke lagde mærke til hende, på samme måde som vampyrpigen gjorde. Hun rejste sig fra gyngen, og bevægede sig uendeligt langsomt over mod pigen, og gav hende et let prik på skulderen. Hun sagde ikke noget, men mærkede straks denne engels øjne møde hendes egne.

Hun stod helt stille. Kiggede blot på denne... kopi. Denne klon af sig selv. "Godaften." svarede hun. Hun havde lyst til at røre denne engleblide person igen. Huden havde føltes præcist som hendes egen. Hendes øjne gled langsomt ned over denne pige, og straks væltede alle minder ind over hende. Dette var hendes tvilling! Hun kendte hende! Og hun havde set hende blive myrdet koldt og hjerteløst. Hun havde lyst til at skrige, men samtidig også bare grine. Grine af den finurlighed. Dette kunne da umuligt være hendes... hendes tvilling?!
Højden, bygningen, ja sågår hårfarven var præcist de samme! Øjenfarven havde en lidt anden glød... den var nærmest... mørkere. Samme glansfulde øjne. Samme ansigt. Samme træk. Alt var ens, bortset fra at denne engel glødede noget stærkere end hun selv gjorde. Måske var det derfor hendes hud havde en svag gløden? Hendes tvilling var engel! Scenten var tydelig, og hun havde mest af alt lyst til at forklare hende, at i denne verden, var det farligt ikke at dække sin duft. Selvom hun ikke var særligt god til det selv, prøvede hun dog, så godt som det nu engang var muligt.

Amber smilede tilbage, da englen tydeligvis virkede lige så forundret som hende. Hun tog langsomt fat i hendes hånd, da hele hendes navn var sagt. Audrey Nao Strawberri Yukimai. Hun rystede svagt den blide engels varme hånd, hvis hud var synkront med hendes egen, bortset fra at hendes hud var iskold. Hun lod armen falde ned langs siden, og kiggede så igen på den ikke helt fremmede mere. "Amber Lee. Jeg kender ikke mit efternavn." svarede hun. Hendes navn var faktisk Amberly, men hun havde fået udtalt det Amber Lee, og så havde hun set Lee som sit mellemnavn.
Hun tænkte sig lidt om. "Jeg husker det ihvertfald ikke." fuldendte hun. Det var mange, mange, mange, mange år siden hun havde hørt en sige hele hendes navn. Hun smilede igen, selvom det var sjældent man så hende gøre det. Hun kiggede ned af sig selv, hvor der hang en sort ying-yang-del. Som om den anden del manglede. Og der var indskriberet et halvt A i.

// Logger :D Svarer så vidt muligt imorgen x3 //

Amber stod helt stille, da det hvide ying-yangsmykke hang i luften og glinsede. Den hvide del. Hun bed sig i underlæben, havde mest af alt lyst til at fortælle hvad der var sket... Dengang. Hun stod fuldstændigt stille, hendes krop var frosset til jorden. "Jeg tror ikke det er et tilfælde..." sagde hun stille, og trådte et skridt tættere på sin tvilling, Audrey. Hun havde nærmest lyst til at ligge armene om hende, eller tage fat i hendes hånd, for at fortælle at de faktisk var tvillinger. Men i stedet blev hun stående, rimligt tæt på englen, men alligevel også ret langt væk. "... Jeg så dig blive dræbt.." sagde Amber stille, og kiggede ned. *Damn it, hvorfor sagde jeg det!* tænkte hun.
"Det er altså ikke bare en eller anden spøg." sagde Amber, stadig meget stille, og kiggede op. Hun mødte sin tvillings tyrkise øjne, og hendes egne så lettere fortvivlede, men sandfærdige ud. Hun havde set sin søster blive myrdet koldblodigt, noget hun kunne vågne skrigene op over tit, men stadig i den tro at hun have det godt. Og det så sådan ud. Det så ud som om at Audrey havde det fint, for ellers ville hun da ikke stadig gå rundt! Og hvis hun var dødsengel, kunne det vel forklare at Amber's hud havde en svag engelsk glød. De måtte vel være sat sammen på en måde?