Man ved aldrig

Sted: oppe i bjergene
omgivelser: bjerge og lidt træer
tid: midt på dagen
dato: 30/4
vejr: solen skinner lidt, men der er masser af skyer

Inutaisho gik på en sti mellem nogle bjerge.
Han kunne godt lide bjerge, hvorfor vidste han enlig ikke, måske fordi de var så flotte?
Han fandt en lille vej væk fra stien og lidt op af bjerget, ind mellem nogle træer.
Han gik op af stien og mellem træerne, han kom til en lille plet, et sted som dem der kom fra vejen ikke kunne se fordi der var træer rundt om.
Han så sig omkring.

en stor hund kom gående. mod ham. den snuste til ham.. den gøede. og havde inuyashas flænsede trøje i munden. den lå på trøjen med sin pote og flænsede trøjen endnu mere. den så på ham, og bed så fast i hans trøje og hev i ham

Han var overrasket over at se hunden.
Hårdt slog han den over snuden og rev sig fri.
Han sprang op i det nærmeste træ og sad på hug på en gren og så ned på ham.
Irreteret hev han den iturevet trøje af og sad nu i bar overkrop.
Han så længe på hunden for at bestemme hvor den kom fra og hvad det var for en.
Hvad kunne den? og var det en der var forvandlet til hund eller virkelig en hund?
Han så inuyashas trøje, men vidste at hans søn ikke var død.
Han snuste, hunden duftede svagt af inuyasha men alligevel var hundelugten stærkest.

med et lød der latter fra hunden. den lød som en blanding af en drenge latter og gøen. han så på ham, og faldt bag over. det lød stadig som om den grinede.

Han undrede sig lidt over dens adfærd.
Men hvem kunne være hund, angribe ham og så grine? Endten en der var lidt underlig eller...kunne det være ham? Det kunne ligne ham.
"Nånå" sagde han og så på ham.
"Er du så færdig?"

hunden lyste og blev lille. til en ung mand med hune øre og hale. inuyasha stod nu og grinede. "ville vise dig min nye evne" sagd ehan og grinede. han var ret meget rød ove rkinderne

"Ja, det ville du sikkert" sagde han, han blev siddende oppe i træet og så ned på ham.
"Men næste gang du angriber mig angriber jeg dig" han havde stadig ikke tilgivet ham for det med honingen

inuyasha blev sig selv. men denne gang helt menneske. han satte sig. Lige meget hvor meget jeg prøver at gøre indtryk på ham.. er han stadig vred over det med honningen.. han forstår ikke engang at det var et uheld* tænkte han.

Han vidste godt honingen var et uheld, men han var stadig sur. Inuyasha skulle altid gøre et eller andet dumt.
"Nå men hvad laver du så her? Var du her tilfældigt, fulgte du efter mig eller hvad?" tænk vis en far blev jagtet af sin egen søn, komisk

ville vide om rygtet blandt demonerne var sandt.. men kan godt gå hvis det er" sagd ehan. han rejstye sig og begyndte småt at gå. *kan jeg ikke gøre noget rigtigt, så er det da klart at far fader mig, ligesom han hader præster* tænkte inuyasha

"Hvilket rygte?" spurgte han og så på inuyasha.
"Og jeg sagde ikke du skulle gå" han hoppede ned af træet og satte sig på en sten der var i udkanten af lysningen.

at mor venter sig, og at i vil vende tilbage til præstebyen" sagd ehan. han så ned i søen og tog en lille kniv fra sin lomme. *vil sikkert ligne mere en dreng med kort hår* tænkte han og lå kniven under sin hestehale

Han var stille lidt.
"Det med hun er gravid er sandt" sagde han
"Men vi flytter ikke til byen, der er for mange farer med de præster" det burde inuyasha kunne forstå.
Han så på ham
"Hvorfor skærer du dit hår af?"

fordi jeg nu har fået afvide af alle fuld demoner jeg støder på at jeg ligner mor" sagd ehan. men turde ikke skære sig kort håret. "jeg kan godt slagte de præster" sagd ehan

"det er intet galt ved dit hår" sagde han, han begyndte at føle sig irreteret ikke på inuyasha men på de der demoner.
"Og nej" sagde han
"Det skal du ikke!"

men vil beskytte jer.. vil ikke føle mig ubruglig" sagd ehan. *jeg er jo bare den umulige.. hvad tænker jeg på.. når den lille kommer.... så er jeg fortid* tænkte han og gik hen til et træ. han tog et stykke træ der lå på jorden og begyndte at snitte

"du skal ikke bringe dig selv i fare, det bringer kun flere problemer" sagde han
"Du er ikke ubruglig" han så på ham
"Lov mig du ikke gør det!" ellers ville han jo gøre det lige meget hvad han sagde...og sikkert også alligevel

inuyasha så på ham. "ved du og mor hvad den lille er.. dreng eller pige" sagd ehan og snittede en æske. "men jeg lover det" sagd ehan

Han nikkede, godt så.
"Nej" sagde han
"Jeg gør ihvertfald ikke...Men jeg håber det bliver en dreng" han så op mod himlen, som han kunne se mellem grenene

hvorfor en dreng.. fordi du har en umuligus som søn" sagd ehan og snittede æsken færdig

"Nej, så ville jeg nok hellere have ønsket en pige...." sagde han logisk
"Jeg ved ikke...Jeg ønsker mig bare en dreng"

*held og lykke. du vil få en bedre søn end mig* tænkte han og satte den snittede æske

Han så lidt på inuyasha og gættede sig til hvad han tænkte.
Han sukkede, hvorfor?
Hvorfor kunne han ikke abre vide at de elskede ham lige meget hvad, selv om han tit lavede nogle dumme ting?

han skar sig. men ville ikke sige av eller forbinde sin hånd. han ville lave æsken videre og færdig. først da han var færdig med æsken forbandt han sin hånd og tog et stort stykke træ og begyndte at snitte. han ville snitte en vugge

HAn så lidt på hans arbejde og komenterede det ikke.