Black sheep.. (Angelie)

Sted:: Di Morga - Øst :: Maison de fous, den forladte galeanstalt.
Tid:: Klokken 20:00.. præcist.
Dato:: 9. oktober, en lørdag i året 2010. I:
Omgivelser:: Spencer og troen af lyden fra døde fanger fra Maison de fous.
Vejr:: Tordenvejr og svag regnvejr~ Regndråberne kan næsten ikke høres fra tordenvejret.

En skikkelse kom gående hen af en gade i Di Morga et sted i østen, mens at skikkelsen som også vidste sig at være en dreng havde taget hætten fra sin frakke op over hovedet for at skjule sit ansigt samt hår. Det tordnede og han vidste at hvis han ikke snart fandt et sted at komme i skjul ville han måske blive ramt af et lyn, dog ikke fordi det skræmte ham så meget, men alligevel. Hans sorte make-up sad af helvedes til, det lignede at han havde grædt, han gad bare ikke at gøre noget ved det før at han var kommet et tørt sted hen. Jo mere han blev ved med at gå, jo nærmere kom han en bygning som så meget forladt ud, hvilket også fangede hans interesse til at søge ly der. Han gik stadig i sine slidte og beskidte converse sko, som han altid havde på sig når han var ude at gå. Lyden af en kæde kunne høres når han tog et skridt efter det andet, kæden hang ved den ene side ned langs hans ene ben ved hans sorte tætsiddende bukser. Inden under frakken havde han en sort almindelig trøje på. Og uden at folk vidste det havde han et våben skjult på sig som lå i en lomme inde i frakken, det var et knojern som var specielt bygget til ham, udover det.. havde han også en form for metalgenstand på sin langemand.. også kaldt fuck fingeren på sin ene hånd, som var meget skarp. Han var meget bleg i huden og ikke bare en almindelig dreng, nej skam! Mens at hans sorte hår sad glat, var hans pandehår ned foran hans øjne. Han var død i forvejen og var et væsen som specielt mennesker frygtede.. når de fandt ud af at det eksisterede.. Drengen hed Spencer og var 19 år gammel, uden vide hvor lang tid han havde eksisteret. Han vidste bare at han havde eksisteret længe for han var ikke blot en nyfødt vampyr! Han havde været det i et stykke tid, men han vidste bare ikke i hvor lang tid han havde været det. Og han vidste heller ikke helt hvordan det gik til med hvordan han blev bidt også forvandlet efter det sidste sekund inden at han døde. Alt det ville han finde ud af på et tidspunkt. Et suk gled fra hans læber da han nåede hen til døren, indgangen af den forladte galeanstalt. Han betragtede den knap så slidte dør, mens at han fugtede let sine blege læber, "Nå.. så må vi se om det er et hjemsøgt sted" mumlede han og rystede kort på hovedet over det, på sin vej havde han hørt at det skulle være hjemsøgt af spøgelser, tidligere af nogle fanger som havde opholdt sig der. Men han troede ikke rigtigt på det og han ville heller ikke. Han samlede noget spyt i munden, mens at han tog fat om håndtaget og åbnede døren, hvor han trådte ind i dør åbningen, efterfølgende spyttede han på gulvet inde i galeanstalten, inden at han trådte helt ind så døren lukkede i bag ham. Og han lod sine dødelige øjne glide rundt og betragtede stedet, mens at han mærkede hvordan hans våde tøj begyndte at klistre sig til ham. Ad. Han begyndte at tage nogle enkle skridt for at komme længere ind i forhallen af galeanstalten, set fra det positive så havde han jo fundet ly for natten.

Tordenvejret rungede let i det lille nøgne værelse, med de mosbegroede vægge.. De havde engang været hvide og steriliseret, mens en ganske simpel madras lå på gulvet.. Dette kunne man ikke længere kalde en madras, eftersom den var gennemhullet og de rustne fjedrer stak op igennem betrækket, og lugten bar stærkt præg af, at det havde været en af de mere.. trængende patienter som havde opholdt sig i dette rum. Værelset indeholdt ikke andet end den ene madras, og så en speciel stol lavet af træ, med læderremme til at fastholde patienten omkring anklerne og håndleddene, så vedkommende ikke kunne gøre skade på sig selv. Regnen piskede mod den møgbeskidte rude i toppen af væggen, hvor tremmer i stål sørgede for at man ikke kunne kravle ud, selvom det nok kun var de ivrigste som kunne nå derop. Regnen trommede stødt mod ruden, selvom tordenbragene larmede så kraftigt, at det næsten var umuligt at høre.
Inde i dette lille rum på omkring 8 kvadratmeter stod der en enkelt skikkelse og kiggede tomt ind i den grønlige væg. De dybblå øjne havde et fjernt skær der næsten fortalte at hendes krop var her, men hendes tanker var et helt andet sted.. Som altid når hun var alene lod hun bekymringerne komme til sig.. Hun lod sindet overtage hende, mens hun huskede på alt hvad der var sket i hendes liv.. Lige fra dagen hun rejste fra England, og kom til Frankrig og frem til den selvsamme dag, hvor hun havde været i et opgivende humør. Det var nu eftermiddag, og Angelie som denne kvinde hed, var i sin faste form, som gjorde det muligt for andre at skade hende hvis de havde viljen og styrken til det.. Hun gav trods alt ikke op uden kamp, selvom hun ikke var stor af bygning, og kroppen var mere smidigt anlagt end styrke. Til gengæld havde hun en voldsom udholdenhed som gjorde hende i stand til at kare det meste. Det halvlange rødbrune hår hang løst ned over ryggen, og stoppede mellem skulderbladene, mens en enkelt vild tot havde sneget sig ned over hendes ansigt, og dækkede let det venstre øje. Den blege hud gjorde det let at forveksle hende med en vampyr, selvom dette ikke var tilfældet.. Jo hun var død, men på en helt anden måde end vampyrer var, men hendes krop ejede ikke en eneste væske, heller ikke blod, hvilket gjorde hende ude at stand til at forbløde, eller græde. To meget praktiske ting efter hendes mening.
Derudover var hun klædt helt i sort.. Tanktoppen var enkelt og sad tæt ind til den spinkle, velformede krop, og den sorte nederdel stoppede midt på lårene, og viste de blege ben. Hun bar ingen sko, men bare fødder for at have sin bevægelsesfrihed som hun foretrak, og til sidst var der en simpel metalkæde omkring hendes venstre lår, som den eneste farve på hendes tøj. Mange betragtede den som pynt, men Angelie brugte den ganske enkelt til mord.
Et lavt suk gled over hendes læber, da hun langsomt fik løsrevet blikket fra væggen, og satte sig i bevægelse over mod stolen, som hun forsigtigt tog plads i mens hun mærkede følelsen af de fortabte sjæle som nok hjemsøgte huset på dette tidspunkt. Hun havde aldrig selv mødt dem, men hun vidste dog at de var her.. Spøgelserne hjemsøgte gerne dette sted.. De blev vel draget til det ligesom hun selv gjorde. Hun var et kort øjeblik opmærksom, da hun hørte hoveddøren glide op med en klagende knirken. Værelset hun sad i var trods alt lige til venstre for døren, og derfor ret tæt på. Undrende hævede Angelie det ene øjenbryn. Spøgelserne bruge aldrig døren, så det måtte betyde at der var en anden person.. Eller vel nærmere et væsen eftersom mennesker helst holdt sig væk fra dette sted. Blikket gled dog hen mod åbningen, hvor døren let var blevet sparket ind, og han nu i laser, så man kunne se både ind og ud. Hun fastholdt det der, for at få øje på personen som nok ville gå forbi stedet.

Spencer tog fat om sin trøje da hans frakke ikke var lukket, med begge sine hænder og pressede det værste vand ud, han sørgede for at han ikke prikkede hul med sin metalgenstand, hans tøj var blevet en smule vådt efter det også regnede. ”Grr..” mumlede han letter irriteret for sig selv inden at han igen lod sine øjne glide rundt, han fik øje på nogle døre som var til at udforske, men han vidste bare ikke hvilken dør han skulle vælge? Det var noget af et mysterium. En færd strejfede hans næse, mens at han mærkede en aura, fornemmede at nogen var til stede, men hvor vidste han ikke. Han vidste bare at han ikke længere var alene, ”Hallo?” spurgte han med en noget kølig undertone i stemmen, mens at han lagde sit hoved en smule på skrå, og stod stille der hvor han stod, han ville høre om personen ville give lyd fra sig og han lukkede sine øjne lidt, mens at han tog en dyb falsk indånding og åndede ud. Han kunne ikke finde ud af hvad for et væsen det var lige som sådan, han vidste bare at det ikke var et menneske eller en vampyr som ham selv. Hvilket han var okay ganske tilfreds med, da han gerne ville møde nye væsner. Han ventede blot med at få et svar, og han kiggede skiftevis på alle de døre som var rundt omkring, for at han måske selv kunne regne ud af hvor personen var henne, men det var ikke let.. Hvad skulle han gøre? Tage den første dør som var tættest på ham? Eller gå nogle skridt længere frem og tage den dør længst væk fra ham? Selv syntes han at det var noget af et mysterium, stadigvæk. ”Hallo?!” spurgte han gentagende fra før, mere med en råbende stemme, inden at han lod sin tunge glide ud at strejfe ved sin underlæbe, og han snusede sig lidt frem til hvor den ukendte person måske kunne være, døren som var lige ved siden af ham, som også stod en smule åben. Et lille lumsk smil dukkede frem på hans læber og han besluttede sig for at gå der hen hvor han langsomt tog fat i håndtaget og åbnede døren helt, hvor han fik øje på en pige, eller mere en kvinde måske? Han lagde sit hoved atter på skrå, mens at han kiggede på hende, ”Og.. hvad laver du så her?” spurgte han køligt, mens at hans smil stadigvæk var fremme på hans læber. Måske havde han gået tilfældigt videre og taget en anden dør, men han kunne godt fornemme hvor der var nogen efterhånden og på den måde vidste han hvilken dør han skulle vælge, det var ikke så svært for ham, når han nu var en vampyr.

Hendes blå øjne næsten stirrede tomt mod døren, som om der ikke var noget bag blikket andet end en skal.. Ingen følelser eller tanker, som kunne få denne dukke til at bevæge sig medmindre hendes dukkefører tillod det. Dog var hun jo ikke sådan. Hun var ikke kun kold og kynisk, men også et tænkende individ, selvom mange dog havde svært ved at tro på dette. Langsomt gled ekkoet af en stemme mod hende, som var den blevet kastet over et par læber for noget tid siden, og hun kunne med lethed høre den kølige undertone i den.. Så hun var opdaget.. Det måtte betyde at det ikke var et menneske. Hun dømte hurtigt at stemmen tillhørte en mand.. Måske kun en dreng, men alderen kunne hun langt fra komme i nærheden af at gætte ud fra dette lille ord. Hun hverken svarede eller gjorde mine til at rejse sig, for at gå vedkommende i møde, men lod istedet et kort suk glide over hendes læber, inden hun rykkede sig lidt i stolen, så hun fik trukket benene på under sig, mens hun let lod armene glide omkring dem, og hagen der derefter hvilede mod det ene knæ.
Ordet hallo kunne høres igen.. ikke voldsomt lang tid efter det første, og denne gang lagde hun mærkede til at en kommanderende undertone også var med i talen.. Var han bange? Siden han så brændende ønskede at få et svar, at han ligefrem var nødt til at sige det to gange.. Heller ikke denne gang gjorde hun mine til at svare drengen, mens kiggede istedet bare tomt mod døren. Hun lyttede opmærksomt efter fodtrin, for at høre hvor personen ville gå hen, men hun hverken hørte, så eller følte noget. Han var ikke tæt nok på til at hun kunne bedømme hans race uden at se ham..
Hendes blik vendte sig hurtigt mod håndtaget på døren, da hun så at det langsomt begyndte at dreje mod den ene side, og det gik langsomt.. Meget.. Ligesom i de gamle gyserfilm inden pigen ville blive dræbt af seriemorderen, men Angelie smilede istedet kort over den tanke, og døren gled langsomt op. Smilet sad stadig plantet på hendes læber, da en skikkelse kom til syne i døren. Dog var hendes smil hverken af glæde eller andet.. Det var koldt og en anelse grumt at se på, men det var den måde hun smilede på, og det var der fandme ingen der skulle lave om på.. Hverken nu eller senere. Blikket kiggede tomt ind mod personens bryst, og langsomt lod hun hovedet rejse sig en anelse, og lagde det let bagover, så blikket blev flyttet fra hans bryst på samme tid som hans stemme lød igen, og op mod hans ansigt, hvor hun så det sorte tjavsede hår med noget rødligt i sig. Nu kunne hun tydeligt mærke det.. Manden foran hende var vampyr, selvom hun ikke behøvede sin evne for at regne den ud. Bare den blege hud fortalte hende mere end rigeligt omkring denne race.. Hun havde egentlig aldrig brudt sig om dem, men på den anden side havde hun heller aldrig mødt en vampyr der ikke havde forsøgt at dræbe hende. "Jeg sidder såmænd bare og.. tænker over tingene" svarede hun i et neutralt tonefald, som ikke gav udtryk for hvad der rumsterede rundt i hendes hoved eller hvad hun følte omkring hele den her situation. Hendes blik mødte langsomt hans, mens hun blev siddende i stolen uden at gøre mine til at rejse sig eller hilse på ham. "At dømme ud fra dit.. udseende" sagde hun så langsomt, mens hun lod et kort elevatorblik glide nedover skikkelsen, som stod her i det våde tøj foran hende. "..Vil jeg gætte på, at du søgte ly for uvejret"

Ubevidst fniste han en smule. "Ja.. ud fra dit svar.." sagde han så stille og rømmede sig en smule, "Så må jeg give dig ret ud for din bedømmelse" smilede han skævt og forsvandt som lynets hast fra det sted hvor han stod og dukkede op liggende på sengen også kaldt madrassen uden at han blev ramt af de rustne fjedrer som stak op igennem bettrækket. Han var ligeglad med hvordan der lugtede, han trængte til at ligge ned. Spencer havde en speciel evne som var telepatisk. Han elskede at han kunne finde ud af det, for det gjorde det hele meget nemmere for ham, når han også skulle finde sit eget offer, også selvom hvis hans offer måske var en smule stærkere end ham, så havde han bare et trick oppe i ærmet, Spencer havde lukket sine øjne lidt og regnede ud at kvinden ikke var en som bare smilede fordi hun var glad og sådan, måske skulle han lave en ændring på det? Han vendte roligt sit blik mod hende, "Nå.. dødelige ven.. du bor her måske.. eller hvad?" spurgte han af ren nysgerrighed mens at han stadig brugte den kølige undertone. Han var ligeglad med hvordan hun ville reagere også videre, han var som han var og han gjorde det som der passede ham.

Hendes ene øjenbryn gled automatisk i vejret, da han begyndte at fnise.. Endnu en af de forbandede lalleglade typer? De var jo over hele byen efterhånden. Hvad var der nu galt med ikke at være så forbandet munter konstant.. Hun nikkede kort for at bekræfte at hun også havde regnet med at have ret, mens hendes blik langsomt klemte sig sammen til smalle mistænkelige sprækker. Han flyttede sig.. Så hurtigt at hendes øje ikke nåede at opfange det. ulempen ved vampyrer, de var bare så fandens hurtige når det tog dem. Kort kiggede hun på ingenting, inden hun drejede hovedet en anelse til den ene side, og så vampyren, som nu havde lagt sig til rette på den dårligt udseende madras. En kort rynken på næsen fortalte at hun ikke brød sig om lugten fra den, og støvet der kort røg op i luften, efter en person langt om længe havde sluppet det fri, og fløj rundt i det svage lys, som stammede fra en gul pære i loftet, og gjorde stedet langt mere usselt at se på end før.
Hun trak vejret dybt ind gennem næsen, inden hun kort holdt det i lungerne, for derefter at lade det glide ud igennem de blege læber. "Jeg er ikke mere dødelig end du selv er... Ven" Det sidste ord kom ud over hendes læber, som om det gjorde ondt i tænderne at sige det, hvilket det vel egentlig også gjorde. At blive kaldt dødelig ville have fået mange andre udødelige til at vende sig i graven, men hende.. Hende generede det ikke. Hvorfor skulle der være noget dårligt i at have en mening med livet? Det var trods alt det, som hun ville give alt for at få tilbage. "Nej jeg er bare på besøg" hvislede hun kort i et let advarende tonefald. Hvordan kunne han tro at hun.. Angelie ville bo i sådan et hummer!? Aldrig.. Hun ville blive sindsyg hvis hun skulle tilbringe al sin tid på galeanstalten.

Han så på hende, mens at han førte sine hænder op mod sit hoved og videre ind under sit hoved for støtte, ”Javel.. ja” sagde han og fugtede let sine blege læber, inden at han lukkede sine øjne en smule og koncentrerede sig, om at komme ind i hendes hoved og han begyndte at gennemrode i hendes tanker og viden, et lille lumsk smil dukkede frem på hans læber, så hun havde altså en elsker? Og hun blev dræbt af en ved navn Faith Jável, hvis person Angelie på et tidspunkt havde hævnet sig på. Langsomt åbnede han sine øjne igen og trak svagt på skuldrende. ”Nå.. hvem besøger du så?” spurgte han af ren nysgerrighed, mens at han lod sine øjne hvile på hende, ”Din forelskelse, ved navn Zane, måske?” spurgte han med et drilsk og alligevel koldt smil, lod sin tunge passere sine hugtænder, inden at hans tunge gled ud for at berøre ved sin underlæbe, hvor han slikkede ved sit ene stykke metal i sit snakebite. Han vendte sit blik roligt op mod loftet, ”Og nej.. er ikke en lalleglad type” sagde han køligt, da han havde læst hendes tanker, hvilket var en af hans evner, han elskede sin magi og alt det han kunne finde ud af da han virkelig kunne få nogen til at blive sur, når man afslørede en masse. Han vidste ikke selv om han kunne finde på at bo sådan et sted, godt nok var det skummelt og ulækkert, men altså.. så slemt var det vel heller ikke. Nu boede han også i et hus et sted i Di Morga, som var hans eget og han havde selv designet det ud efter egen smag. Han ventede og ventede på hvad det var hun ville sige og gøre, han var faktisk ret spændt.

Langsomt lod hun blikket glide væk fra vampyren igen. Så han var her vel bare for at hyggesludre lidt med hende. Jamen fint.. Den kunne hun da godt lege med på, selvom hun ikke ligefrem var den type. Hendes blik søgte istedet tilbage til åbningen som havde været i døren, hvor hun kiggede tomt ud i ingenting. Alligvel hørte hun havde ord i baggrunden af sit hoved, som om de ikke var andet end et svagt ekko.. Men et ekko hun helst ville have undværet. Hun skulle lige til at svare på hvem hun besøgte, da vampyren igen tog ordet, og åbenbart allerede havde en konklusion til hvem det kunne være. Det var som om tiden ændrede sig for hendes sind.. Som om alt gik i slowmotion, og i en hurtig bevægelse kom hun op fra stolen, og satte i et spring mod vampyren, med den venstre hånd oppe, og formet fingrene som en form for klo. De havde retningen mod hans hals, og hvis han ikke flyttede sig eller gjorde modstand, ville et kvælertag hurtigt indtræde, selvom det ikke havde nogen effekt på døde væsner som dem, så havde det alligevel en ubehagelig følelse. Hun kendte den selv, og den var ikke rar.
Da hun havde fat omkring hans hals, lod hun sit ansigt komme helt tæt på hans, mens hun klemte øjnene en anelse sammen, og et utilfreds glimt kunne let skues i den blå farve. "Hvis du havde læst din historie ville du vide at Di Morgas herre bor nede i Terre og ikke her" hvislede hun koldt, mens hun overvejede hvor han havde den sidste information fra. Der var trods alt nogle som havde set hende sammen med herren, og sladderen gik hurtigt.. Han kunne nemt have opfanget det i byen.. Den anden mulighed var, at hun nu stod med en ny Lazarus, ligesom den gamle var forsvundet.. En tankelæser, og en vampyr som havde ydmyget hende på det groveste.. Hun havde fundet sig en overmand.. Alle havde sådan en, og hun ønskede ikke at en ny skulle indtage hans plads. Men hvad var denne vampyr?
Hun svarede ikke på det med at være lalleglad, men fastholdt i stedet bare grebet omkring halsen, mens hun lod hovedet falde på skrå.

Han lod sine dødelige øjne følge efter hende, betragtede hver og en af hendes bevægelser da hun rettede sit blik tilbage mod åbningen som havde været i døren, uventet hævede han det ene bryn, efter at hun rejste sig fra stolen og satte i spring mod ham, ”Heey..y” mumlede han, mens at han så hendes hånd som nærmede sig hans hals, han lå helt stille uden at gøre modstand.. ”Hm” sagde han stille, mere eller mindre tænkende, mens at en ubehag steg igennem hans krop, da hendes ansigt kom tæt på hans, og han lukkede sine øjne igen, mens at han prøvede på at trænge ind i hendes hoved, det blev nok ubehageligt for Angelie, men han var ligeglad, normalt gjorde han jo bare det som der passede ham og han stoppede ikke, ”Lazarus.. som har tortureret dig.. og taget dig til fange.. på et tidspunkt.. som sit gidsel.. da han ville komme tættere på Zane, som er din elsker, og dræbe ham.. og du vil gerne hævne dig på ham, ikke sandt?” spurgte han så stille og lidt hvæst, mens at hun stadig holdte fast om hans hals og han blinkede en anelse med sine øjne, efter at han forsvandt inde fra hendes hoved, og et skævt smil dukkede frem på hans læber, mens at han kiggede på hende, ”Og.. du må da savne Zane.. så gevaldigt, siden at det er så lang tid siden at du har set ham.. og så lang tid siden.. at du sidst har fået noget kærlighed” hvislede han svagt, men så hun stadigvæk kunne høre ham, selvom der strømmede en masse ord ud gennem hans mund, vidste han udmærket godt at han også skulle passe noget på, derfor bevægede han sig ikke, udover hans læber når det var at han snakkede, ”Vil du kysse mig?” spurgte han med en drilsk og kølig undertone, mens at han fastholdt sit blik mod hende, og han samlede svagt noget spyt i munden, mens at han mærkede hendes hånd mod halsen, der skulle alligevel meget til for at holde ham tilbage og han spyttede hende i ansigtet, mens at han førte sine ben omkring hendes hofte, så han også på den måde holdte hende fast. ”Har jeg ret i alt det som jeg siger?” spurgte han og slap et modbydeligt grin fra sine læber.

Hendes øjne viste tydeligt hende utilfredshed ved den retning som deres samtale havde drejet. Hun snakkede af princip ikke med andre om sin fortid, og så lå han bare der, og kastede hele lortet i hovedet på hende, som var det en lang og vældig underholdende historie. Hun mærkede kort at han ikke gjorde modstand, men lukkede istedet øjnene. Undrende og mistænksomt fastholdt hun grebet, mens hun ventede på hvad han havde at sige.. Da hans ord kom imod hende, kom en svag hinde af overraskelse over hendes blå øjne, og i ret vrede, strammede hun grebet omkring halsen... Bare en anelse, for at betvinge ordene tilbage i munden på ham, og holde fremtidige ord inde. Hun var efterhånden sikker.. Ingen kendte til hendes tid som gidsel, udover hende selv.. Ingen vidste hvad hun var blevet udsat for, og her lå han og sagde det, som om han vidste det hele. "Du ved intet om mig, så hvad med bare at holder kæft" hvislede hun kort, for at undgå hans spørgsmål. Hun ville aldrig indrømme at han rent faktisk havde ret, desuden kunne han jo allerede læse det i hendes hoved.. Han måtte være i stand til at læse tanker, da det var den eneste mulige grund.
Hun fastholdt stædigt øjenkontakten med dette bæst. Ikke engang her kunne hun få lov til at komme lidt væk fra det hele.. Der skulle absolut vade en tumpe ind igennem døren, som prøvede at spolere resten af hendes dag med sit hæslige grin, og irriterende blik. Typisk! Det var så hvad hendes liv var endt som. "Fandme nej om jeg vil.." hvislede hun kort, men blev afbrudt da en spytklat ramte hende i ansigtet. Irriteret vrissede hun kort, inden hun fik den frie hånd frem, og tørre det kort af, med indersiden af hånden. "..Kysse dig!" svarede hun vredt, inden hun knurrede lavmælt. Igen strammede hun grebet yderligere, velvidende at et menneske ikke ville kunne holde til det, men at en vampyr kunne. Hun satsede vel på at det ville blive muligt for hende at knuse hans luftrør, og derfor pressede hun så hårdt mod hans hals, som var det muligt. Imens mærkede hun hvordan benene gled omkring hende, og holdt Angelie i et greb samtidig, så hun blev presset tættere ned mod ham, end hvad hun egentlig ønskede at være. "Nej!" Det var hendes sidste kommentar til det, mens hun mærkede hvordan hans latter skar i hendes øregang.

Han mærkede at grebet om hans hals blev strammet så meget at han næsten ikke kunne snakke også selvom at han var en vampyr og ikke et sølle menneske, som hurtigt ville dø af det som skete for ham, langsomt tog han fat i hendes håndled, ved den hånd som holdte fast om hans hals, med sin ene hånd og prøvede på at trække hendes hånd væk, "Aa..rgh.." mumlede han svagt og bed sig hårdt i læben, så der kom et bide mærke og han overvejede meget over om hvad han skulle gøre, Spencer vidste godt nu at.. hun var et spøgelse og han vidste ikke hvordan man dræbte et spøgelse. Udover at han nemt ville kunne finde ud af det.. selvfølgelig. Inden da kunne han alligevel blive tilfredsstillet? "Ja.. kysse mig.. det er nok noget af det som du vil inderst inde" sagde han køligt, mens at han mærkede at hun kom tættere på ham, ligeledes strammede han grebet om hendes hofte med sine ben, så han ikke var den eneste som fik noget smerte og med noget besvær lod han sine læber ramme hendes og kyssede hende ømt og heftigt, uden at vide om han havde fået lov eller ej. Men igen.. han var pisse ligeglad, mens at han ikke lagde nogle følelser i det. Ham forelsket sig i hende?! Han kunne ikke se det for sig selv, langsomt gled han sin ene hånd op langs hendes ene side, hvor han tog fat på hendes ene bryst og masserede det blidt, af og til tog han hårdt fat og med noget hjælp fra sine ben, som stadig holdte sig om hendes hofte, fik han dem vendt rundt, så hun lå nederst med ham over sig. Han lukkede sine øjne lidt igen og prøvede atter.. og måske for sidste gange at trænge ind i hendes hoved, denne evne ville han aldrig blive træt af, aldrig. *Fortæl mig.. en metode.. som kan dræbe et spøgelse, Angelie* sagde han tænkende inde i hendes hoved, mens at han holdte kysset og lod af og til sin tunge glide ud at strejfe hendes underlæbe. Han fandt dette morsomt og ville nyde det så længe han kunne, han var glad for at han ikke var gået videre, for ellers ville han bare kede sig ihjel og det gjorde han jo ikke.. når han var sammen med Angelie.. han kunne direkte gå hen og torturere hende og finde hendes lidelser.

Igen mærkede hun hvordan han irriterede hende kraftigt, helt ind under huden. Han rodede i hendes hoved, og hun hadede den slags. Væsner og mennesker var født med tanker, for at kunne holde ting for sig selv, og alligevel fandtes der dyr som ham, som kunne skrabe selv de dybeste hemmeligheder ud af andre, selv uden at få lov. Hun mærkede at han greb fat om hendes håndled, og prøvede at tvinge hendes hånd væk. Hun var ikke selv uovertruffen stærk, og slet ikke i forhold til en vampyr, så langsomt slækkede hendes greb omkring hans hals, selvom hun kæmpede for at holde det faste greb omkring den. En tanke gruede i hendes hoved, om at han rent faktisk nød det her.. Ligesom hun selv nød når hun havde kontrollen over andre uden deres vilje, men hun brød sig ikke om at skulle ende som et offer. Hun var ikke offeret.. Det ville aldrig ske.
"Nej!" hvislede hun koldt igen, da han sagde at hun inderst inde ønskede at kysse ham. Det var det sidste hun ønskede.. Faktisk ønskede hun ham ret langt væk, og at han ville blive der, og dø af solens stråler, når de ville ramme hans krop. Et gisp af smerte gled kort over hendes læber, da han strammede grebet om hendes hofter, og tvang knæene mod hendes hofteben.. Et ømt punkt på enhver kvinde, som altid gjorde ondt når det blev skadet. Hun vred let i hofterne, for at tvinge hans ben fra hinanden igen, selvom det næsten var umuligt for hende.. Hun håbede det på at det lykkedes. Under hendes koncentration mærkede hun noget ramme hendes læber, og overrasket.. Lettere forskrækket stivnede hun kort, da hun nu så at hans ansigt var så tæt på hendes, at det kun kunne være hans kolde læber mod hendes. Bestemt pressede hun sine læber sammen, for ikke at gengælde det, mens endnu et vrid fra hans side, tvang hende om på ryggen af madrassen, og hun landede ovenpå en af de udstikkende fjedre, som kort borede sig ind igennem huden ved hendes len. Dette gisp var højere, og hun fik med nød og næppe rykket sig til siden, så hun lå imellem fjedrene istedet for ovenpå dem.
Det var i dette øjeblik hun hørte en fremmed stemme i hendes hoved, og hun mærkede hvordan hun selv ønskede at lystre den, som om andet ikke var muligt. Kort fik hun en fjernt blik, mens hun fandt en tanke frem fra sit indre. *Et spøgelse vil fare til åndeverdenen når dens kald på jorden er overstået* tænkte hun hypnotisk, inden hun blinkede let med øjnene. Hun vidste ikke hvad der lige var sket, men mærkede nu en gramsende hånd mod hendes bryst. I frustration over at blive udnyttet på den måde, greb hun fat omkring hans hånd, og prøvede at tvinge den væk fra hendes krop, med alle kræfter som hun havde i sig, mens hun mærkede de hårde klem, som kom engang imellem og igen fik hende til at gispe, som var det hele for sjov.. Noget hun nød, men hun nød ikke at han gjorde det.. Hun nød smerten.

Han hostede lidt da hun slækkede sit omkring om hans hals, endelig.. han havde ikke troede at hun ville gøre det, i stedet for at hun holdte så stramt fast. ”Jajaja..” mumlede han gentagende for sig selv enkle gange, da hun sagde nej på den hårde måde, han havde godt læst hendes tanker om at hun ønskede ham ret langt væk. Men han gik ikke før.. at han var færdig med sit arbejde.. Det hjalp hende ikke spor at bevæge hendes hofter for at komme fri og han strammede atter med sine ben. Han hævede det ene bryn da hun blev overrasket..? Over at han kyssede ham. Ha!.. Han kunne godt mærke at hun pressede sine læber sammen for at hun ikke kunne gengælde det, men han var også ligeglad om hun gengældte kysset eller ej. Altså?
Et lumsk smil dukkede frem på hans læber og han nød de gisp som kom ud fra hendes læber. Spencer forlod igen hendes hoved, uden at rode mere i hendes tanker også videre, hm mystisk. Spørgsmålet var så hvad hendes kald var på jorden, for at hun kunne fare til åndeverden igen. Han ville ikke gennembore sig så meget mere ind i hendes hoved for i dag, han ville måske finde ud af det ved deres næste møde, hvor han muligvis skulle lede efter hende for at se hende igen. Da hun sikkert ikke ville møde ham igen efter det her tidspunkt. Han lod sig ikke stoppe, selvom hendes hånd tog fat i hans, da han tog på hendes bryst. Han fortsatte med det, og hans lumske smil vidste sig stadig på hans læber, mens at han kiggede på hende og betragtede hende, ”..Jeg gennem trænger dit hoved igen, hvis du ikke stopper med at stritte imod!” sagde han troende med en kølig undertone, så nem var han ikke at narre! Han havde skam tricks i ærmet! ”Og du vil få det meget ubehageligt.. hvis du ikke snart dropper tanken om at have mig langt væk fra dig!” hvæsede han og lod sin hånd, der tog på hendes bryst glide ned langs hendes ene side og længere ned mod hendes ene lår, hvor han tog fat og begyndte at nusse hende der med sine fingerspidser.

Hun hørte knap nok at han sagde noget, under hendes voldsomme modstridelser for at komme fri. Det var også så fandens typisk vampyrer.. De troede at de ejede hele verden og kunne tage hvad de havde lyst til. Men sådan var det bare ikke! Ligemeget hvad han sagde ville hun ikke stoppe med at ønske ham langt væk, og hun slap hurtigt hans hånd, og lod den foretage sine bevægelser ned langs hendes side. Hun lod ham praktisk talt gøre hvad han ville, mens hun koncentrerede sig om at holde sine tanker klare, så han ikke kunne læse hvad hun havde valgt at gøre.
"Du har allerede gennemtrængt mit hoved.. Hvad mere er der du kan finde ud af!" svarede hun koldt, og sendte ham et mindst ligeså koldt blik, mens hun klemte øjnene sammen til smalle sprækker. Imens bed hun sig kort i underlæben, så hårdt at der kom tandmærker til syne i den, da hun langsomt slap grebet endnu engang. "Og hvorfor skulle jeg det? Jeg ønsker dig langt væk og sådan vil det altid være!" tilføjede hun koldt, men nu med en meget lavere stemme, eftersom hun ikke ville bruge sine kræfter på at hidse sig op. Istedet sendte hun ham hadefulde blikke, mens hun mærkede hånden, som nu nåede ned til hendes lår, og nussede det svagt.
I en pludselig bevægelse knyttede hun den højre næve, og sendte den i en havbue direkte mod vampyrens kæbeben, i håb om at ramme ham med et slag, som kunne få ham til at skride væk fra hende længe nok til at hun kunne komme på benene, og i værste tilfælde bruge sin magi. Hun håbede i hvert fald at slaget ville ramme, hvilket det ville hvis han ikke flyttede hovedet, eller greb fat i hendes hånd inden. "Lad mig så være!!"

Han fandt det virkelig morsomt.. specielt efter at han havde læst hendes tanker, ja. Vampyrer kunne gøre hvad de havde lyst til og intet stoppede dem i det. Et grin undslap fra hans læber, ”Det må du jo finde ud af” sagde han køligt og hævede det ene bryn, ”Og ja.. det har jeg, hvad vil du gøre ved det?” spurgte han og bed sig letter diskret i underlæben, mens at han var ligeglad med hendes kolde blik som hun sendte. Gosh, hvor brugte hun meget tid på at være sur og tvær. Som menneske ville man blive meget træt af det med tiden og bare give op, hvis det var sådan, da et menneske selvfølgelig altid var et svagt led. ”Nånå” mumlede han og trak svagt på skulderen, han var da atter ligeglad med om hun ville ønske ham langt væk eller ej. Og selvom hun sagde det svagt, så kunne han tydeligt høre det, fordi han havde en god hørelse. Det havde ingen betydning, mens at han ikke lagde nogen følelser i det. ”Altså.. du plejer du selv at være.. en som voldtager andre uskyldige mænd.. og derefter forlader dem” sagde han køligt og smilede svagt, mens at han så på hende, udover det som han havde fortalt det angående med at han havde gennemrodet i hendes hoved, så havde han skam også set efter at hun godt kunne lide mænd som var jomfruer. Men han sagde det ikke direkte. Han lavede store øjne da hun knyttede den højre næve og sendte den i en havbue direkte mod hans kæbeben, godt så.. tanken om at han havde nusset hende ved låret, det var nok en af de ting som hun nød når hun havde noget kørende med nogen. Javel. Hans ben slap sit greb om hendes hofte, lige så stille, mens at han krummede sig en smule sammen, slaget gjorde en smule ondt, men han sagde ikke noget til det. Hvad var der også at sige, andet end at han brummede sig en smule? ”Tøse pige” mumlede han og rykkede sig væk fra hende, så langt væk han ville komme, så han sad henne ved sengens kant med ryggen lænet op mod væggen. ”Dit besøgstid er vist ved at være slut.. forsvind.. hvis du virkelig er en kujon nok til det” sagde han køligt og fugtede let sine læber, uden at han rigtigt kiggede på hende. Tsk tsk. Han skulle have forholdt sin tro på at kvinder altid var svage, og godt nok.. så ville han da heller ikke få sin manddom fjernet efter at have, samleje med en som hende.

Hun hørte den svagt hånende tone i hans ord, som om han troede at hun ikke ville være i stand til at gøre noget ved det. Ligegyldigt sagde hun intet.. Rørte ikke på sig, men ventede bare på at han havde snakket færdigt, så hun kunne komme videre.. Eller hun håbede i hvert fald, at hun kunne stikke af. "Og.. De stakkels mænd som vælger at være sammen med mig.. Ja ja.. Jeg har hørt det hele før.. Tud over det" svarede hun og himlede lettere diskret med øjnene. Troede han virkelig at det ville hjælpe at appellere til hendes samvittighed? Sådan en havde hun jo praktisk talt ikke.
Hun mærkede hvordan hendes slag kom igennem luften, og fik ham til at krympe sig. Så det havde gjort ondt. Det tog hende ikke mange sekunder at komme sig over den oplysning, mens hun mærkede hvordan grebet om hendes hofter slækkedes. "Det er hvad jeg vil gøre ved det!" Hvislede hun kort, mens hun langsomt trak sig selv på benene, og bakkede hen mod døren, som ville lade hende slippe ud fra dette lokalet. Hendes blik var hele tiden vendt mod vampyren, og langsomt gled et intetsigende smil frem på hendes læber, mens hun lagde hovedet på skrå. "Det tror jeg sandelig også den er" svarede hun kort, inden hun sendte ham et sidste afskyende blik. En ting var sikkert.. Han skulle nok ikke overveje at blive voldtægtsforbryder.. Faktisk var han ikke ret god til det, når han sådan lod sit offer slippe væk. På den anden side.. Det reddede hende fra at begå en fejltagelse.. I sidste ende ville hun have nydt det.
Kort løftede hun sarkastisk den ene hånd i et vink, inden hun drejede rundt på hælen, og lod sig forsvinde let i de mørke skygger.

Han så efter hende og rystede kort på hovedet, "Svækling" mumlede han og var igen ligeglad med hendes blikke, han tog det ikke alvorligt. Et skummelt smil dukkede frem på hans læber, jaja. Hun skulle bare vide, når de mødte hinanden igen, ville det blive et grimt syn. Han ville gå hen og voldtage hende, hvis han fik chancen. Men hun var jo så meget en kujon at hun stak af og forsvandt. Han fandt det virkelig morsomt og en latter slap fra hans strube, "Vi ses.. kujon" sagde han bare og rullede med øjnene, inden at han kiggede ud af vinduet af rummet, han måtte vel også se at komme videre. Mere eller mindre hjem ad. Et suk drog gennem hans læber, inden at han langsomt rejste sig op fra sengen. Og begyndte ligeledes at gå hen mod døren.

//Out?.. Owo//