Navn?? //Zacharias//

Det var ikke noget nyt, at Zacharias spankulerede rundt udenfor ved denne tid. Det plejede han også at gøre der hjemme, men han fandt det nu alligevel en smule besynderligt at gå rundt midt om natten i en fremmede by. Ja måske endda i et fremmede land? Han var ankommet tidligere på dagen, hvordan han var kommet på det skide tog vidste han ikke, men da han steg af kunne han ikke kende omgivelserne.
Han tværede sit brune hår om bag ørene. Nok ikke det mest charmerende han kunne præstere, men hvad fanden, hvem var dog også ude ved denne tid? Det var efterhånden helt gennemblødt af den blide støvregn, der langsomt vandede hans ansigt, så det svagt glinsede når han stængede forbi de høje lygtepæle. Lidt længere fremme var der et hegn, og hvad var nu det? En slags... kirkegård? Han troede aldrig at han skulle blive nød til det, men der måtte da være et eller andet form for sted han kunne være i ly for natten. Søvn kunne han trods alt ikke slippe for. Med trætheden malet i ansigtet stirrede han på hegnet. Skulle han? Han kunne stadig nå at stikke af? Inden han nåede at diskutere færdig med sig selv, greb han fat om det kolde stål, hev sig op, og svang benene over på den anden side, så han med et hult bump landede på den muldede, bløde jordbund.

Da musik sluttede tog hun stille sine høre-bøffer af og kiggede rundt, mon der var nogen herinde... Hun lavede en lille fin bevægelse med sin hånd så der dannedes en is trappe for hende... hun rejste sig stille og gik ned af den og satte sig så på det sidste trin
"bump" sagde hun stille da hun satte sig, og lod så et lille kært fnis komme ud

Han måtte anstrenge sig for ikke at skrige højt, da han hørte en lyd et eller andet sted i mørket. Det var nu, at han skulle dø. Han vidste det. Han kunne mærke det. Jo, hans ben føltes faktisk en smule spaghettiagtige - han skulle virkelig til at dø. Om lidt ville en eller anden morder... nejnejnej, han tog sig selv i at gå i en smule panik, eftersom at regnen i hans ansigt, blev blandet med salte svedperler, der tittede frem på hans overlæbe.
"Jeg dør.. jeg dør... jeg dør.." peb han skingert for sig selv mens han stift svansede længere ind på kirkegården. Var det ikke også lidt dumt? Han skulle jo have hoppet over hegnet i stedet. Well, nu hvor han havde sagt højt at han skulle dø, ville morderen måske miste interessen. Han mente at høre en lyd bag sig, og vendte sig panisk om. Med hjertet oppe i halsen gik han vagtsomt baglæns, indtil han trådte på noget, der bestemt ikke var græs. Han nåede ikke engang at overveje muligheden at det måske var is, før han med et højlydt hvin og svurp, skvattede bagover, med øjnene stirrende op ad, hvor han halvt kunne se nattehimlen, og halvt noget af en pige, der åbenbart sad på noget af alt dette is som... som var en trappe?
"Er du gud?" Hviskede han hæst, håbede lidt at pigen ville svare ja, tage ham i sin favn og lette med sine almægtige vinger, for derefter at komme op i varmen i himmeriget. Men igen, han ville ikke dø.

Inu havde set ham komme nærmere, og også hørt hvad han havde sagt... hun var faktisk ret forvirret over ham og lagde hovedet på skrå... så ham vælte på isen... "hihi..." hun rødmede dog svagt da han spurgte om hun var gud
hun så på ham ham med et lille smil "nej jeg er ikke gud... men jeg er heller ikke farlig Hr"
hun lod isen under ham forsvinde så han ikke ville vælte når han rejste sig op igen
"Jeg er Inu... Isdæmon.... og de min gode herre?"

Han rynkede let på næsen. Betød det så at han ikke skulle dø? Fandens, sikke en forvirrende verden han efterhånden havde valgt at leve i. Nej vent - måske dette var en helt anden verden? Saturn? Nej, umuligt. Da hun talte til ham, satte han sig forvirret op, og støttede sig med håndfladerne mod isen, der langsomt smeltede under varmen fra hans krop.
"Isdæmon?" Spurgte han skepsis og satte sig oprørsk i skrædderstilling. Gode herre? Hvad var hun for en? "Nå så det er d....." Det gik dog op for ham at trappen var lavet af is, og at det meget vel så kunne betyde, at det var hende, der havde bygget den. Pffs, det kunne enhver jo gøre! Måske ikke Zacharias men... okay, måske var der et eller andet anderledes ved hende. "Jeg er... erh... kold - og... træt..." startede han og hævede det ene bryn. "Jeg..." Han stoppede. Hvorfor snakkede han? Hun var jo fremmede? "... ved du godt hvad klokken er?" spurgte han i stedet, og kneb mistroisk øjnene sammen.

Inu smilte stille og tænkte lidt for sig selv *han er da en underlig en den fyr her* hun fniste stille for sig selv og lyttede bare på hvad han havde at sige... men førte stille blikket mod himlen da han sagde noget med klokken "jeg ville sige mellem 2-5 om morgenen eller deromkring, og hvis de er kold og træt burde de ikke være i nærheden af mig" hun sukkede lidt ved tanken om det, men førte stillet blikket tilbage på ham