En sølle pris //MiaMelissa//

Sted: Biografen
Omgivelser: Se tekst
Vejr: Kold vind, men ikke overskyet
Tid: 3.00
Dato: IRL

En høj og temmelig dyster skikkelse gled ind af det snavsede vindueglas, som faktisk var en dør. Men man lagde ikke rigtig mærke til det. Vinduet som faktisk var en dør, endte sammen med en høj mur af glas.
Det var ikke noget mystisk, magisk eller noget. Bare en slidt gammel biograf.
En træt ung teenager stod i billetlugen og gloede op på skikkelsens dyster udsende. Hans hat sad ned over det overbumsede ansigt og hektiske røde pletter dukkede frem på det, da han gemte et blad, med en nøgen kvinde på forsiden, under disken
"Der er ikke flere aftenforestillinger idag" fik drengen fremstammet.
Et venligt foruroligende smil dukkede op på den dystres skikkelse ansigt, som man ikke rigtig kunne se. Men de overnaturlig grønne øjne glitrede ondt sarkastisk.
"Det var skam heller ikke det jeg tænkte på" lød det fra hættens mørke. En bleg hånd greb ud fra jakkeærmet, smadrede ind i glasset der adskilte skikkelsen og drengens rædselslagne ansigt. Den blege hånd greb drengens hals og hev ham ud. drengens sidste syn

Garrett svovlede utilfreds da han gik hen af den lange sorte gang.
Hans læderjakke, som hang i laser havde fået flere klatter af blod på. Af og til røg der en spytklat ud af munden. Gangens vægge var behængt med filmplakater. Garrett styrede tydeligvis mod enden af gangen. Til den store sal, som det hed.
Drengen havde smagt dårligt ingen tvivl om det.!
Garrett's hånd var gledet tilbage i lagende af lædder og stof, som hang ned fra jakken. Under den havde han en rød skjorte.
De lange bløde mørkebrune lokker hang ned af hans ansigt, og indrammede et langt ansigt, med et par grønne øjne som stirrede ud fra krøllerne, som lå hen over dem. Øjnene havde fået en natteblå rende rundt om selve pupillen. Og øjnene glitrede mere en sædvanligt. Som en smeds metastang ramt af den store hammer.

Den blege hånd gled igen ud fra jakkens ærmer og åbnede døren, som knirkede. Med lange smidige hop, sprang garrett over sæderne, til han kom til et bestemt sæde. 22 på række 11. Her smed han sig ned, på det behagelige røde stof og stirrede på det sorte lærred, som om det var en meget spændene film.
Den eneste grund til at Garrett havde valgt biografen i nat, var sæderne. Intet andet, men han elskede dem simpelthen.
Og teeanagerens død, var en rimelig pris at betale. Selvom drengen nok ikke var død. Han havde kun drukket halvdelen, da blodet simpelthen var forfærdeligt. Så hans sult var stor, hvilket man også kunne se på hans mund anstrengte bevægelser. Når først blodet havde ramt hans tunge, var der dømt mavepine
Han lænede sig tilbage og kiggede lidt rundt

En knap så høj pige kom gående hen af gaden i Di Morga, mens at hun mærkede den kolde vind, dog tog hun sig ikke så meget af det. Hun var jo død i forvejen. Et suk undslap fra hendes læber imens at hun så sig omkring stedet, vinden var kold, men der var ikke overskyet. Der var ikke rigtig nogen væsner at få øje på udenfor. De fleste var sikkert gået i seng. Hvad lavede hun egentlig? Langsomt trak hun sine hænder ned i sine lommer foran på sine tætsiddende sorte, bukser. Hendes top blafrede roligt med vinden, nede for neden, toppen havde en flot kant hen over hendes bryster, som var sort, hvor hendes top ellers havde farven hvid, så det matchede til hendes bukser, også at hendes tøj ikke var for dyster at kigge på. Hendes hvide lange hår sad løst ned over skuldrende, hendes hår nåede længere ned end til hendes bryster, hendes hår var dog ikke særlig tykt at se på. Det var tyndt.

Efter en lang gåtur gennem Di Morga, dukkede hun op ved biografen. Kiggede lidt ind for at se om der var nogen til stede, men hun menes ikke at få øje på nogen, et svagt smil dukkede frem på hendes læber og hun lukkede sine øjne, inden at hun begyndte at gå igennem døren, og blev gennemsigtigt, inden at hun lige skulle til at ramme glasset på døren. Hun var et spøgelse. Lignede et menneske om dagen, en skønhed, men hvor hun ved midnat blev gennemsigtigt.. mere eller mindre usynlig, hvor folk kunne stikke en hånd igennem hende, og hun kunne gå igennem vægge og andre ting. Hun åbnede sine øjne igen og kiggede sig omkring inden at hun fik øje på en dreng som lå død henne ved noget glas.., tæt på billetlugen, hvor man kunne bestille billetter til en film i biografen. Hun vidste ikke om han var død, men det lignede det ”Hva..a” mumlede hun letter overvældet, og løb hurtigt hen til ham, satte sig ned på hug ved siden af ham og en tøven kom fra hendes mund. ”Endnu et uskyldigt drab” sagde hun svagt og lagde sin hånd ned foran hans øjne og lukkede dem helt, selvom drengen nok ikke var død, kunne hun ikke gøre andet, og hun mente selv at det var et drab. Ikke fordi hun kunne lide syntes af blod, det kunne hun skam. Det tilfredsstillede hende på en eller anden måde, og MiaMelissa kunne ikke sige nej til en kamp, hvis hun blev opfordret til det.

MiaMelissa rejste sig op lige så stille, ”Hmpf.. jeg skal nok finde den morder” mumlede hun køligt og fugtede let sine læber. Inden at hun satte kurs hen af mod gangen til biograf salene. Hun opdagede nogle spytklatter på gangen som hun prøvede at undgå med at træde i, ulækkert. Hvis hun gættede rigtigt var det fra morderen, som havde dræbt den uskyldige dreng. Hun ville finde morderen, om det så ville tage tid for hende! Da hun ville have en forklaring på det. Hun tog fat i håndtaget og åbnede døren til den store sal og en knirken kunne høres. Langsomt trådte hun ind og lukkede døren bag sig. Roligt begyndte hun at gå ned af i biograf salen, længst inde, tæt mod den ene væg, mens at hun listede sig afsted, uden at sige noget. Måske irriterede det tilskuerne, men hun var ligeglad, hun havde et formål og noget som hun gerne ville have afklaret.

Garrett's syn syntes pludselig at slører, som om han så gennem et lettere tåge, et bestemt sted nede ved rækkerne under ham.
Han blinkede forbavset, med øjnene der aldrig havde vist tegn på svaghed. Det flimrende syn var væk. Men vent nu lidt! Døren stod lukket! Han mindes ikke at have lukket den helt. Og den knirken han før havde troet stammede fra loftet kunne måske være døren!
Han stirrede rundt. Søgte ikke efter en person, men nærmere noget der disede baggrunden. Og der, henne ved en af væggene var der opstået en svag uligehed, som om der var nogle der havde sat en linse på.
Hans blik blev lettere knibet sammen, da han med et rimelig undrende blik zoomede ind på hvad det nu kunne være. Så ikke rigtig noget. Skikkelsen var nærmest menneskeformet. Et aftryk af et dødt menneske
"Jamen Goddag" Hans stemme brød den herskende ildevarslende stilhed. Han lænede sig lidt frem, da han ellers havde siddet skødeløst i det behagelige sæde
Et øjeblik var skikkelsen, eller rettere spøgelset, som Garrett var kommet frem til, væk. Men han fandt hurtigt det gennemsigtige igen. Istedet for at fokusere på personen, som Garrett var blevet vant til, kiggede han nu på tøjet, da det var lidt lettere at finde end en flimrende skikkelse.
Han rystede de bløde lokker bag hovedet.
Og undrede sig stille. Hvorfor var spøgelset egentlig ikke bare gået igennem væggen, eller noget lignende? Hendes nummer med døren havde afsløret hende. Hun kunne sagtens have sneget sig om bag ham med lethed, uden han ville have bemærket. Han havde en svaghed for det han ikke lagde mærke til eller så. Og da spøgelset, som var en hun, bevægede sig mere yndefuldt end en vampyr kunne det kun have været gået galt for ham
Han lænede sig igen skødeløst tilbage i stolen. Afslappet på en måde

MiaMelissa fik øje på en dreng, mere eller mindre en mand, siddende på en stol i biografen, da han havde sagt goddag til hende. Eller hun mente da at det var til hende som han snakkede til. Hun hævede det ene bryn, mens at hun lod sine dødelige øjne hvile på ham. Inden at hun dukkede op bag ved hans sæde og lagde sine arme, krydset over hinanden, på ryglænet. "Goddag" sagde hun letter hviskende mod hans øre, så det kun var ham som hørte hende.
Hun var ikke meget for at få opmærksomhed pga. hendes snakken til den ukendte mand, som snakkede til hende. "..Du har tilfældigvis ikke set en morder gående forbi eller noget?" spurgte hun og bed sig fast i hans ene øreflip, som et tegn på at hun egentlig hentydet til ham, hun troede på at det var ham, selvom hun endnu ikke var helt sikker. Hurtigt gav hun slip på hans øreflip igen, "Det er jo garanteret dine spytklatter som ligger ude på gangen" sagde hun køligt, imens at hun kiggede på ham, inden at hun lænede sig lidt til den ene side, så han måske også nemmere kunne se hende. "Det skal vi nemlig drøfte.. fordi man dræber ikke bare.. et uskyldigt væsen, kære ven" hviskede hun.
MiaMelissa så afventende på ham og lagde sit hoved en smule på skrå, man kunne godt se hende.. efter at tiden var over midnat. Det var kun præcis ved midnat også en lille time hen at hun blev usynlig. Ellers lignede hun bare et ganske almindeligt menneske.

Han kunne hører, men så hende ikke bag sig. Et smil dukkede frem på hans ansigt, da han vendte hovedet mod hende. Som sædvanlig var det ligegyldigt, uden nogen venlighed i. Bare noget som så ud til at morer ham
Efter at hun havde sluppet hans øreflip selvfølgelig. Det gjorde ikke ondt på ham. Det var som om en fjer var fløjet ned fra himlen og landet på hans øre. Hans føleser var rimelig hårdføre.
Han kiggede kort på hende. Hun havde en skønhed som andre spøgelser. Noget han var begyndt at være lidt ligeglad med.
En pludselig tanke for igennem hans tankegang. Hvad var spøgelser egentlig. Døde der var blevet vækket til leve. Eller aftryk af den man engang havde været. En blanding? Var man født til at blive spøgelse eller kunne man blive det af en magiske remse?
Var han overhovedet tæt på?
Han vendte hovedet sin naturlige vej igen, og sad som den ligeglade person han var, meget uforskammeligt i stolen. Også selvom han var begyndt og plapre op om uskyldige og andre ting der ragede ham et hvis sted hen.
Hans blik var åndsfraværrende rettet mod lærredet, mens han med halvt ører hørte på hendes freds prædiken.
Da hun var færdig vendte han sit ansigt mod hende og greb hendes hage. Han trak hendes hoved ned mod sig, da der kun var et par centimeter imellem deres ansigter
"Det gør jeg så" han holdt hendes hage fast i et godt stykke tid, hvor han bare stirrede ind i hendes øjne med et blik der viste at han var lidt ligeglad med den døde eller døende teenager der lå ude på disken "smukke" tilføjede han, bare lige for at irritere hende og slap hendes hage, hvorefter hans ansigt endnu engang drejede rundt.
Han kiggede halvbedøvet ind i lædderet

Hun hævede det ene bryn da han greb hendes hage og trak hendes hoved ned mod sig, hun kiggede lidt på ham og bed sig diskret i underlæben, hvem fanden troede han at han var? Bare at kunne gøre det? Hun vidste da godt selv at hun var smuk, det behøvede hun ikke at få at vide af nogen. "Hvis det sker igen, bliver det værst for dig selv" hviskede hun mod hans øre, som en trussel.
Hun hoppede op over den sæde række hvor han sad og satte sig på hans skød, "Forstår du det?" spurgte hun og tog fat om hans hals med sin ene hånd og strammede grebet en smule. "Og du behøver ikke at fortælle mig om jeg er smuk eller ej" hvæsede hun, mens at hendes ansigt var få centimeter væk fra hans og hun kiggede direkte ind i hans øjne denne gang. Han skulle ikke tro at hun bare var en kvinde som han let kunne køre og lege med. Nej!
Hun hadet også at få sådan nogle komplimenter, smukke, pæne, lækre, også videre også videre. Hun fik bræk fornemmelser af det, måtte hun indrømme. Hun lod sine øjne hvile på ham med et ondsindet blik. Han skulle ikke tro at hun ikke duede til noget.

Han kiggede ligegyldigt på hende. Hun var ved at nå det punkt, hvor Garrett egentlig bare havde lyst til at bide hende og stoppe hendes talestrøm.
Men det var da lykkes for ham at pisse hende af, hvilket fik et selvtilfreds smil til at blomstre frem på hans ansigt.
Han tog sig ikke til halsen eller noget lignende. Kiggede bare på hende, med et blik han vidste ville pisse hende af. Eller regnede med. Med et lille indblik i hendes temperament der just ikke var mildt, gættede han bare på hvad der kunne få hende til at blive sur.
Han vidste ikke hvorfor han ville have det sådan, men kvinden kunne åbenbart ikke tåle en lille spøg
Egentlig var det lidt underligt. Det var ligeså let at kvæle ham, som det var at kvæle et spøgelse.
Da han sjovt nok var halvvampyr, ville det blive lidt svært for hende. Det var ikke sådan at hans krop var en blanding af det. Han var et monster hele tiden, og han havde ikke forhåbninger om at blive til sortelver, som han var vampyr. Ham i sin anden skikkelse var lige med, stakkels alle andre
De mord han nu begik, var vel for at rede dem fra noget endnu værrere
Hans fingre bevægede sig op på hans hals hvorefter han løsnede hendes fingre væk, så han kunne snakke til hende
"Jeg tror du skal passe på selv. Hvis din krop kommer for tæt på, vil jeg væde med du smager meget bedre end ham teenageren derude" Hans stemme var rolig og forklarende, på en måde, så det lød lidt hen af pædagoger der lærer små børn at de ikke må lege med kogepladen.
Hans hænder slap hendes, hvorefter hans ene finger pegede ud mod billetlugen.

"Søde.. skat" sagde hun og undslap et grin over alt det som han sagde. "Er død.. et spøgelse.. og det vil sige.. at der ikke er noget blod i mig lige som med en vampyr.. vampyrer og spøgelser er to vidt forskellige væsner" sagde hun og smilede skævt, en fnisen undslap fra hendes læber. "Men jo.. bid du bare til.. du vil alligevel ikke få noget blod, lige meget om hvor meget du prøver på det" sagde hun køligt mens at hun kiggede på ham og fugtede let sine læber. "Så.. jeg ved ikke.. du vil ikke få så meget ud af det ved at bide mig" fniste hun og lænede sig ind mod ham, bed ham hurtigt i næsen, inden at hun trak sig lidt tilbage.
Hun tog fat i hans arm og slog den.. dog ikke hårdt, men sådan at han ikke pegede i den retning mere. "Har vi en aftale om at du ikke dræber uskyldige væsner mere?" spurgte hun og lagde sit hoved en smule på skrå, hun gik ikke før at det var på plads. Ellers kunne hun bare gå efter ham, næste gang hvis han gjorde det igen og ikke holdte sit ord på det som han lovede.

En fakta han havde glemt, hvilket han egentlig også var ligeglad med. Spøgelser måtte smage hen af vampyr. Dødt. Og han blev aldrig tilfreds. Elverblod var helt klart hans favorit
Et overrasket smil gled hen over hans ansigt Stod hun der og forlangte krav over hvem han drak blod fra? Dum dum ide
"Næ. Det skal du ikke regne med" svarede han. Og så rejste han sig ellers op, så hun kunne falde til jorden. Han flyttede sig modvilligt en plads til siden og slog benene op på sædet foran ham.
Hans blik var dog ikke hæftet ligegyldigt på lærredet.
Nu kiggede han ned på pigen, spændt over hvad hun mere ville brokke sig over. Næste gang blev det vel, at hans tøj var mere lasede, eller at fødderne ikke måtte ligge på sædet
Han lænede sig mageligt tilbage mens et lille ord undslap hans blege læber
"Provoer" mumlede han lavt, med den vished om at hun udmærket godt kunne hører ham.
Hans blik lå bare på hende. Afvendtende

Hun faldt bare ned som hvis et menneske der blev skubbet ned på gulvet, hun kiggede op på ham og hvæsede, "Nå" mumlede hun og rejste sig op, inden at hun gik hen og satte sig igen på hans skød, som om at hun var hans kæreste, men langt fra, et svagt smil dukkede frem på hendes læber, mens at hun lagde sit hoved en smule på skrå, "Er du bange for mig siden at du flygter?" spurgte hun hånligt og undslap et grin, mens at hun kiggede på ham ind i øjnene. Skulle hun drille ham lidt? Og bevise overfor de andre folk i biografen at de virkelig var et kærestepar? Hun vidste ikke hvordan han ville reagere, men det var hun også ligeglad med. "Hvis du ikke vil høre efter.. så" sagde hun køligt og lænede sig ind mod ham, så hendes bryster pressede sig en smule mod hans brystkasse, hun lod sin tunge glide ud for at slikke ved hans underlæbe, inden at hun lod sine læber være tæt på hans, så der var få mm. mellem rum, hun så afventende på ham, mens at hun fortsat kiggede ind i hans øjne. Hvad tænkte hun på? Hun kendte ham knap nok.. og hvad ville han ikke sige? Men til gengæld gad hun heller ikke at høre på den rapkæftet tone som de brugte imod hinanden.
"Er du.. en lille kylling?" spurgte hun hviskende mod hans læber, hun sagde det mere for at lægge op til det, at flirte med ham.

Han kiggede på hende med svag interesse. Den interesse i at iagttage et andet fuldstændigt andet væsen der opførte sig på sin specielle unikke måde, der fik dem til at fremstå som dem de var.
Han var stødt på det han kaldte en fysisk overtaler. En som troede at kunne friste med sin krop. Det virkede vel også på en ud af 1000. Men Garrett var En, så han lod sig ikke påvirke.
Han kunne sagtens lege med, men der var mange ting han synes var sjovere at få dette evige liv til at gå med.
Med en hurtig flydende bevægelse greb hans stærke klaverfingre fast i hendes skuldre.
"Ja. Jeg er ved at pisse i bukserne" Hviskede han sarkastisk tilbage hvorefter han efterlignede en kyllings piben på en ikke særlig overbevisende måde. Det lød ikke som en kylling, men som negle der gled ned af en tavle
"Der skal mere end et bid i læben til...smukke" det sidste var uden tvivl sagt for at irriterer hende. Det var egentlig synd for hende. Hun var så uheldig at have mødt ham i en af hans sarkatiske perioder, som var talrige. De opstod især når han havde fået noget blod han ikke kunne lide.
Ikke fordi han havde ondt af hende. Den følelse som de dødelige kaldte medfølelse eksisterede ikke i hans krop. Endnu en af de talrige føleser som aldrig var endt hos ham.
Han klemte hænderne om hendes skuldre og begyndte så fuldstændig uventet at massere hende. Det var ikke noget som passede ind i det der skete inde i denne biograf ligenu. Overhovedet!

Hun så på ham og hævede det ene bryn, inden at hun fulgte efter hans hænder, som placerede sig på hendes skuldre. Hvad ville han gøre? En kuldegysning steg igennem hendes krop, mens at hun sank lidt ned at med at sidde på hans skød, da han begyndte at massere hende, "Forklar mig det.. hvad skal jeg gøre?" spurgte hun og havde stadig et hævet bryn, mens at hun så på ham og nød det at få massage, det fik hende til at slappe af og det tændte hende lidt... "Men.. vil du ikke godt stoppe med at massagere mig" spurgte hun efter noget tid, imens at hun vred sig lidt, hun havde det lidt svært med at sidde stille, når han masserede hende. Utroligt.. han var en speciel fyr og hun kunne ikke rigtig finde ud af ham. Skulle hun gå sin vej? Eller hvad? Hun kunne ikke finde ud af noget lige nu. "Jeg ved at du lyver" sagde hun, og kiggede på ham, hentydet til det han sagde med at han var ved at pisse i bukserne.

//out.. lige meget når du ikke svarer.. lad som om at det ikke er sket//

//sorry. Har bare haft en masse lort for. Og så har jeg nok også stirrede tomt ind i skærmen da lektier medfører ukreativitet. Men det er okay. Så lader jeg som ingenting//