A visit in Hell - Anio

Tid: Findes der tid i helved? Det er altid det samme
Sted: Helvede..
Vejr: Flammerne ryger om ørerne på en..
Omgivelser: Ild? Fortabte sjæle
Dato: Et uge efter Clash of evil

Skrigene kunne nemt høres i det brændene område af helvede. De fortabte sjæle som gav udtryk for deres pinsler og klager over at være strandet på dette fordømte sted. Blandt alle disse sjæle sad dog en enkelt kvinde iblandt.. Hun havde placeret sig på en klippe, som strakte sig op over de altædende flammer, mens et tomt udtryk kunne anes i de blålige øjne.. Hun så syg ud.. Huden var utrolig bleg, og håret, som engang havde haft en livlig glans over sig, var nu falmet og så ligeså dødt ud som kvinden selv. Dog skreg hun ikke ligesom de andre, men stirrede bare frem for sig.. Som om hun ventede på den rette chance til at forlade dette fængsel, som hun var blevet placeret i.
Langsomt trak hun benene ind til kroppen, mens hun forsigtigt lagde armene omkring dem. Imens havde en anden sjæl sneget sig ind bag Angelie, og lagde nu en hånd mod hendes skulder. Angelies skulende blik blev straks rettet mod kvindeskikkelsen, inden hun med et vrid af armen gav hende et hårdt skub. De klagende hyl gav genlyd fra denne, og kvinden fortrak sig hurtigt.
Angelie var ikke som dem.. Hun nægtede at opgive alt for at blive boende i dette fordømte hul! Desuden kunne hun ikke engang lide varme. Hvad fanden skulle hun så sidde her for? Irriteret rystede hun på hovedet, inden hun vendte blikket frem for sig endnu engang, uden at se på noget specielt

Et dyb og irriteret brumme, undslap nogle en kvindes læber, mens hun lige så stille gik ned af en snorede trappe. Flere gange, var hun nød til at springe et trin over, ellers ville hun være et stykke udsmattet djævel nede på undergrunden. Der gik nogle minutter før at hun endelig var der nede. De slanke ben som var iført en hel læderdragt. Hvad fanden skulle hun også her nede? Hvorfor, var det lige så vigtigt for hende, at hjælpe denne kvinde, denne kvinde ved navn Angelie. Ja, okay de havde fået et måske, tæt knyttet. Bekendtskab, man kunne vel ikke kalde det venner? Kunne man. Nå ja, det kunne også være fucking lige meget, hente tøse, også hjem igen, også ikke mere end det. Det kunne jo hellere ikke være så svært, så længe hun bare kunne snyde Lucifer, hendes herre, måtte det vel gå. Hun havde dog altid hadet, denne opblæste nar. Ham som troede han kunne overvinde alle, og ikke mindst sin far manden oppe i himmelen. Hvor hun dog brækkede sig over dem alle sammen. Det var bare, så fucked at tænke på når det kom til stykket. Hun havde sin notesbog under armen, mens den hvide hanekam, lå ned over den ene side, så det så ud som om at hun havde et helt sides sidecut. Jo længere hun kom ind, jo varmere ville det blive, men det var sådan, at hun hverken mærkede varme eller kulde mere. Efter at have brugt så meget tid her nede, var det som om at hendes varme/kuldesans. Lige så stille og smidigt bevægede hun sig igennem de mange gange, da hun endelig kom til skærsilden, og der kunne hun tydelig se dem. Hun skilte sig altid ud fra mængden, hvilket var lidt underligt et eller andet sted. Men videre i teksten, langsomt smøg hun hen over gulvet, og over til Angelie, og trak hende op i armen "Nu opføre du dig så normalt som muligt.. også skal vi se hvor hurtigt vi kan få dig ud her fra.." sagde hun med en kold og kynisk stemme, dog bredte det hvide smil sig hen over læberne, hvor de spidste tænder langsomt dannede sig. Dette var som et spil for hende, og hun skulle nok vinde den. Vinde over selve spillernes mester. Mens hun hæv Angelie af sted.

Angelie brummede endnu nogle irriterede utydelige ord over dette sted.. Hun havde ikke noget som sådan mod at være der, men alle var så forbandet ynkelige.. De havde opgivet alt håb, og tvang nu hende til at lytte til dem dag ud og dag ind. Det var trods alt ikke fordi det ville være forbandet svært at komme ud fra dette sted.. På den anden side.. Hun kunne egentlig ikke vente med at komme ud.. Dog havde hun ikke forsøgt.. Det var de færreste som lod en sjæl passere to gange.. Lucifer ville forlange noget dyrebart til gengæld.. Hun frygtede kort for hvad dette kunne være.. Der var så mange muligheder, og hun ville ikke kunne overvinde ham i kamp.. Hendes magiske evner var på en underlig måde.. Ikke virkelige i denne verden.. Hun kunne ikke skabe sine vinde, eller lege med partiklerne i luften.
Hendes tanker blev dog med et stoppet, da hun mærkede et fast greb i armen, og Angelie blev bogstavelig talt halet på benene. undrende vendte hun blikket mod denne person, og genkendte Anio. Et neutralt smil trådte over hendes læber, uden at hun svarede.. Hvad skulle hun svare? "Jeg kommer ik ud foreløbig.. Du ved det ligeså godt som jeg" svarede hun lavmælt, inden hun blidt rykkede sin arm ud af kvindens greb. Hun tænkte dog over det andet.. Normalt.. Hun var jo ikke normal blandt disse sjæle. "Jeg begynder ikke at tude min forfærdelige anger ud hvis det er det du mener" hvislede hun ganske kort, inden hun frivilligt begyndte at gå ved siden af Anio.

Et lille smil listede frem på hendes læber, et lidt mere ægte et, frem for det dystere, og skræmmende tandpasta smil som hun nu engang ejede. De rovdyr lignede tænder, som var egnet til at flænse kødet fra knoglerne, om det så var menneske kød eller dyre kød. Dog for det meste var det menneskekød, som stod på aftensmaden, når hun havde lysterne til det. Dog, alligevel var det ikke så tit, der var jo også forskel på hende og de andre djævle. Nogen var fuldstændig opløst til deres herre lucifer, og havde ikke længere nogen egen fri vilje, også var der hende, som tit trodsede ham, og ikke lyttede til hans befalinger. Nok var nok, og hun ville ikke tvinges op i et hjørne og styres af nogen som helst eller nogen som helst. Et suk gled igennem hendes læber, og rystede på hoved af det som Angelie sagde "Nej.. du skal passe dig ind i mængden af Djævlene, også skal vi have fundet en artifact for at få dig ud her fra, ellers.. kommer du nok aldrig nogen sinde ud mere." sagde hun beslutsomt, og bevægede sig lydløst rundt om et hjørne, greb om notes bogen med hendes ene hånd, og stoppede så op "jeg bliver nød til at have den her af, jeg kan ikke bevæge mig ordenlig i den.." sagde hun og lynede ned i hendes læderdragt. Inden under havde hun en stram sort t-shirt, og nogle tæt siddende cowboy bukser, at hun havde fået læderdragten ud over disse ting, var stadig en gåde for hende, men igen. Alt var jo en gåde, så hvorfor skulle de ting der virkede umulige ikke kunne gøres? Da hun var færdig, lod hun den blive kastet ind i ilden hvor den hurtigt brændte op, og trak Angelie videre igennem de snorede gange, for at komme hen til Lucifers guldkammer.

Et lavmælt suk gled over Angelies læber.. hvorfor var det præcis at hun nu skulle ud herfra? Hvad havde hun at vende tilbage til nu.. Intet.. Alt var væk. Opgivende lod hun Anio trække hende med sig, mens hun igen fik det tomme og fjerne blik i de sygelige blå øjne, som ikke ejede så meget som en anelse genskin. Det var stadig ikke helt forståeligt hvorfor Anio ønskede at hjælpe hende ud.. De var vel ikke ligefrem venner.. Nok nærmere.. Bekendte, som ikke ønskede at dræbe hinanden.
Istedet bed hun sig kort i læberne, mens hun betragtede hendes rovdyrsagtige smil uden selv at få en eneste følelse frem i ansigtet.. Angelie var blevet en tom skal.. Alle havde vel deres perioder hvor man lige skulle ovenpå igen, men hun sad stadig i dybet.. Ude af stand til at komme op igen. "Et.. Artifact" hviskede hun spørgende med en rusten stemme.. Hun havde lært at disse var sjældne, og svære at få fingrene i. Dog sprang et svagt.. Meget svagt håb op i hende.. Måske ville det være muligt.. Nej.. Ingen lod en sjæl undslippe to gange, og Angelie havde trods alt allerede trodset døden en gang.
Hun protesterede dog ikke længere, men lod sig istedet slæbe med som en anden kludedukke.. op langs de cirklende trapper i selve helved, mens hun stirrede frem for sig. Hun lod med vilje Anio køre dette spil.. Det var trods alt hende, som var vant til at færdes blandt disse væsner.. Som den djævel hun nu engang var.

"Hey Anio, hvad fanden laver du her nede?" Anio skubbede hurtigt Angelie bag en af de mange ild startuer, og lagde armene over kors, "hvad fanden skal det betyde?" spurgte hun en høj, og spinkel mand, som havde ar over hele kroppen, tegn på at han havde været oppe hos menneskerne mange gange, og dødede i flere omgange. Alle fik et brændmærke, for at vise andre, hvad der ville ske, hvis man ikke gjorde sit arbejde ordenligt for Lucifer, den egoistiske stoder, som alligevel ikke gjorde noget selv. Hun havde i sin tid, været der for ham, stået ved hans side, hjulpet ham. Og dette var takken? Blah, hun hævede det ene øjenbryn og havde et meget neutralt udtryk hen over hendes ansigt "Må man nu ikke komme ned til sit hjem nu og da? Man kan jo gå hen og savne varmen." selvom at det alt sammen var sarkastisk ment, kunne man ikke tyde det i hendes stemme eller ansigt, med mindre man kendte hende virkelig godt, og ingen, ingen havde nogen sinde fået lov til at komme så tæt ind på hende. Den som var, havde hun altid kommet til at dræbe, nogen gange med vilje, andre gange, var det faktisk et uheld. Det kunne også være lige meget, det var urelevant overhoved at tænke lige nu. Faktisk, skulle hun bare have denne skiderik af med det samme. "jo da, men.." strammede ham "men hvad? Run along.. run along.." sagde hun koldt, og viftede lidt med hånden, og han forsvandt langsomt, dog kiggede han over skuldrene, hvor hun bare blev ståenen, ind til at hun havde følelsen af, at faktisk var forsvundet helt. "Så.. videre" sagde hun kynisk, og greb fat i Angelies arm igen, og trak hende ud fra sit skjul, fuldstændig lige glad med om hun ville med eller ej. Hendes åndsvage sjæl, ville bare ikke give slip på at Angelie skulle tilbringe resten af sit liv her nede. De drejede om flere hjørner, ind til at de kom til en kæmpe dør, som hun åbnede, efter at have været nød til at slippe hende. Da de var åbnet, var det som om at en koldbrise slog dem i møde, erstattet med en ophedende en, som ikke ville have været tålelig for et normalt menneske. Hans metode på at holde mennesker væk fra hans aller kæreste. Dog havde han ikke været så smart, at tænke på at Djævle også kunne finde på at bryde ind. Som om, at alle hans undersåtter virkelig støttede ham. Ha, det var da for latterligt at høre på! Lige så stille bevægede hun sig først ind i rummet for at sikre sig, at der ikke skete noget yderligere end det, og vinkede så Angelie til sig for at gå efter.

Angelie nåede knap at høre en fremmed stemme, før hun mærkede hvordan hun blev skubbet til side, som var hun en pose kartofler.. Hun var vel heller ikke meget mere værd i disse dage. Istedet hang hun slapt op af ildstatuen mens hun overhørte samtalen mellem Anio og den anden djævel. Kort blussede en nysgerrighed op i Angelie, og da Anio snakkede om at han skulle videre, kiggede Angelie forsigtigt ud igennem et lille hul i statuen, og så den arrede mand.. Han havde egentlig mange ar.. Hvor mon de kom fra?
Hun nåede dog ikke at tænke videre over det, før Anio igen rykkede hende frem fra statuen, og tvang Angelie til at følge med. Igen blev Angelie slæbt forbi flere hjørner og op af trapper, indtil Anio stoppede op foran en kæmpe dør.
Et suk genlød kort fra Angelie, mens hun tænkte over hvad der havde bragt hende i helvede.. Hun havde såret.. myrdet, men hvem havde ikke det? Okay.. Det var måske ikke ligefrem normalt at myrde andre, men alligevel befandt hendes herre sig ikke på dette sted.. Hvor mon han var? Måske stadig i live? Hun tvivlede dog på det.. Hun var sikker på døden var kommet til dem begge i sidste ende.
Altimens havde Anio fået døren op, og kulden strømmede mod Angelie.. Hun reagerede knap nok før hun mærkede hedebølgen flyde over sig, og et gisp af ubehagelighed undslap hendes læber.. Vinket kunne ses, og Angelie fulgte bevægelserne, inden hun lystrede som en anden hund, og vandrede ind i gemakkerne, hvorefter hun stoppede op ved siden af Anio. "Hvad skal vi her?" Spurgte hun toneløst, inden det tomme blik vendte sig mod Anio, og hovedet faldt dødt på skrå.

Et køligt blik blev vent mod Angelie, hun svarede dog ikke da hendes hjerne gennemgik en masse underlige regnestykker, som ikke rigtig gav mening. Men som bare poppede op i hendes hoved, mens hun jo forsatan prøvede at tænke!
Egentlig sjovt, sådan som ordet satan dukkede op i hendes hoved tit. Måske fordi at hun var skabt af selveste Lucifer? Måske, fordi hun hadet sin skaber, sin fader, sin troshersker. Så mange ting, så mange muligheder, så meget, der ikke gav mening "Vi skal finde din vej ud her fra.." sagde hun kontant og køligt, mens hun lod sit brune blik, glide hen over de mange kostbare genstande som han holdte her inde. Hun havde aldrig forstået værdien af noget der var dyrt, hvordan kunne det være værdifuldt? Hun ville hellere have noget, som betød meget for hende, og det kunne lige så godt være en sten, som det kunne være et blad. Det behøvede ikke en gang være noget, som hun havde købt. Alt, kunne være værdifuldt i hendes øjne, men en artifact, hvad mon de skulle finde på. Lige så stille valgte hendes ben, at gå længere ind i det store kammer, det mindede hende lidt om en hule, hvordan at der ned fra loftet, hang store spidse klippe genstande, som befandt de sig i en drypgrotte. Selve væggene var utrolig rustikke og ikke særlig behagelige at lade fingrene glide ned af, da man meget vel kunne komme til at skære sig selv på håndfalden "Kig efter noget, som du kunne bruge om artifact, kan være en vær form for ting, men det skal være noget som du føler tiltrække dig, og har en meget voldsom effekt, husk på at for hver person der holder tingen mellem hænderne vil det føles anderledes, så det er dig der må beslutte hvad der er rigtigt og forkert." sagde hun stille, mens hun gik ned i knæ, og samlede nogle underlige halskæder og armbånd frem, som lignede noget der kunne komme fra de afrikanske lande. Hun smed det dog hurtigt fra sig, og gik videre igennem de mange gange, hvor der lå genstande over det hele, han havde aldrig været særlig ryddelig.

Angelie så knap nok på sine omgivelser i dette fantastiske kammer. Normalt ville hendes fingre og blik være overalt, for at opsluge hver enkelt lille detalje, men nu var hun bare.. Ligeglad. En evne hun havde udviklet, efter Damia havde fortalt hende hvordan kampene var endt efter hendes død. Dog hørte hun stadig hvert eneste af Anios ord.. Et artifact.. Noget hun følte sig tiltrukket af. I sin tid var det en sådan genstand, som havde givet hende livet tilbage, men hun var næsten sikker på at det ikke var målet med denne ting, som skulle findes. Måske den havde et andet formål? Muligheden var der. Hun havde i hvert fald lært ikke at betvivle magiske genstandes kræfter, efter hun selv havde stået overfor en af slagsen.
Langsomt og slaskende begyndte hun at lade sine fødder flytte sig over gulvet i en tilfældig retning, mens hun forsøgte at lade sin energi fylde rummet ud.. Ikke på nogen ubehagelig måde, men på en måde som en underbevidsthed, der fortalte hvilken retning hun skulle vælge.
Angelies fødder bragte hende fremad, og ned af en smal trappe, som snoede sig et par meter ned, og hun endte nede i noget som mindede om en fangekælder. Hun måtte dukke sig halvt, for ikke at støde ind i de kileformede klippestykker, som hang ned fra loftet, mens hendes fødder blev ved med at bringe hende fremad. Rummet var fyldt med diverse genstande.. Alt fra skeletter til uvurderlige smykker.. Så det var her glemte sager endte?
En følelse sprang langsomt igennem hendes krop, da Angelie passerede en lille bunke rod, som havde et bundt spillekort bredt over sig, og hun stoppede automatisk op, mens blikket faldt på kortet af spar es. Det var som om hendes sjæl tvang hende i retningen af bunken, og Angelie lod sig glide ned på hug, inden hun lod hånden glide ned i bunden af bunken af rod.
Den fandt hurtigt frem til en aflang genstand, som ikke var større end en lillefinger, men alligevel var detaljerne voldsomt synlige og smukke. Det lignede en form for fløjte, men uden huller i træet, og den var hverken forgyldt eller så ud til at have nogen form for værdi. Den lignede mere noget et barn havde skåret ud på en fridag, men alligevel gik hendes indre amok, da hun lagde hånden omkring genstanden. Hun var sikker.. Det måtte være den! Med genstanden knugende i hånden, rejste hun sig langsomt op i stående stilling, mens hendes blik langsomt gik igang med at søge efter Anio.