Who Can It Be?? .:Akumu:.

af Gæst Ons 10 Nov 2010 - 18:34

.:The Time:.
17.56
.:The Place:.
Forêt - Skoven
.:The Surroundings:.
Træer, buske og hvad der ellers kan findes der omkring..
.:The Weather:.
Lettere koldt, tusmørkt og en vind kan mærkes..

Fulgenes sang havde ikke stoppet endnu. De sang stadig. Med deres skrættende og irriternde stemmer. Sådan var det i hvert fald nogle tanker om dem. Men dog var det ikke helt så tydelig mere. Der var blevet mindre mængder af fulge og der gik ikke længe før at de ville forstumme helt på denne dag. En eng havde lagt sig fint et sted lidt inde i skoven. Ikke midt i men..bare et eller andet random sted. denne eng var ikke særlig stor men man kunne dog stadig se at det var en eng. Og ikke et sølle lyssted mellem nogle af de krogede træer der kunne finde i skoven forskellige steder. Men her var faktisk ret fredeligt. Der var ingen lyd af biler eller motorcykler der ellers ville lød overalt i byen. Stort set. Men hvis man bare kom langt nok væk fra Di Morga var alt fredeligt. Næsten da.
En skikkelse kunne ses på engen. En tydelig skikkelse. En pige. Nok måske omrking de 17 år. Eller mindre skulle man tro siden at hun ikke ligefrem var den højeste person i verden. Men hun havde vel en tilpas højde. Hun lå helt for sig selv op af den lille bakke der havde formet sig på engen. Hun lå bare der og slappede af. Hun var ret nem at få øje på. For nogen. Mest på grund af hendes elektriske blå hår mange mente kun var farvet. Hvilket det ikke var. Hun havde faktisk haft det hele tiden. Det var ret langt og faldt smukt ned af hendes flotte skuldre der passede til resten af hendes brygning. Hendes skinnende og klare smukke kraftig turkise øjne blev fremhævet en del af hendes lettere blege hud. Hendes bløde og lidt varme perfekte hud. Hun var ikke iført mere end et par sort og grå stribede gamager sammen med en stor løs t-shirt i en mat flot blå farve hvor at en eller anden tekst var trykt på fronten. Ellers havde hun et par slidte men stadig ret så prangende pinke converse på sine fødder og et hvidt sæt headphone på hovedet hvor musik strømmede gennem og videre ind i hendes hoved. Hendes øjne var lukkede blidt i og hendes ene arm var lagt om for sit hoved som en støtte mens at hun med den anden kærtegnede græset og som fik et smil frem på hendes læber. Men ville med det samm sige at hun vist ikke var helt almindelig. Altså med sikkerhed intet menneske men det kunne vel være lidt ligemeget. Hun trak vejret dybt som om at hun halv sov men hendes fødder havde fået takten og rytmen fra hendes musik og bevægede sig derfor. Navnet på dene pige var Audrey..

af **Akumu** Fre 19 Nov 2010 - 17:57

Den kølige vind blæste fredsommeligt ind over landskabet og hev let i træernes blade – fik det næsten til at lyde som om de hviskede. Vinden bar skyer med sig, som sagte drev af sted på deres rejse. Bortset fra træernes regelmæssige hvisken, og fuglenes muntre kvidren, var der tyst i skoven. Tusmørket havde lagt sig og lagde landskabet i et svagt gråligt skær.. Alt syntes roligt og som alt åndede fred.. Dog.. var det som om noget ændrede sig. Skyerne syntes at samle sig og lægge sig over den åbne eng. Lod alle skyggerne glide i ét og blev til et gråligt livløst sceneri. Fuglenes kvidre standsede lidt efter lidt, og den ellers blide vind blev langsomt koldere og barsk.
En kulsort silhuet gled lydløst igennem skovens ellers tørre og knastørre bund. Gik i ét med skovens dunkle mørke. Nærmede sig skovbrynet ved foden af engens begyndelse. Skikkelsen fik langsomt menneskelige former, som lyset trængte mere og mere igennem, desto tættere på åbningen det levende skyggerids kom. Skikkelsen var iklædt en lang sort frakke af gotisk udseende. Det marmorhvide, næsten snehvide ansigt var delvist skjult af det halvlange sorte hår, som faldt ned foran de gådefulde øjne. Det fragile lys havde nu afsløret herrens skikkelse og han trådte stilfærdigt ud fra skovens tætte mørke. Hans skyggeklædte blik gled langsomt over omgivelserne og fæstnede sig prompte på den noget bemærkelsesværdige blå farve som ikke just matchede landskabsbilledet. Ikke det at der var nogen tvivl eller undren.. Det var da tydeligt for en hver hvad den blå farve var. Eller i dette tilfælde hvad – eller hvem – det tilhørte.
Den dystre udseendet vampyr lænede skulderen op ad et tilfældigt træs stamme og lod blikket hvile på den blåhårede pige. Der var ingen grund til at gøre sig bemærket.. Der gik vel ikke længe før hun selv mærkede sin sjette sans berettige hende om, at hun ikke længere var alene. Mærkede kuldegysningerne og ubehaget rulle ind over hende. Få de små hår i nakken til at rejse sig, som følge af vampyrens ankomst. Vampyren som de kaldte ’Akumu’.

Who Can It Be?? .:Akumu:.

Who Can It Be?? .:Akumu:.

Sv: Who Can It Be?? .:Akumu:.